CS Nielsen fortæller om sit nye album "Jericho Road" – sang for sang

CS Nielsen fortæller om sit nye album "Jericho Road" – sang for sang

Den danske sanger og sangskriver CS Nielsen har netop udgivet sit tredje album, "Jericho Road", der endnu engang viser hans store inspiration fra især den amerikanske sangskrivertradition, som vi kender den fra navne som Johnny Cash, Bob Dylan, Hank Williams og mange flere. GAFFA har fået Nielsen til at fortælle om det nye album sang for sang, og nederst kan du læse et essay om albummet skrevet af Nielsens gode ven, præst og journalist Søren E. Jensen.

De 12 numre på "Jericho Road" er skrevet over en længere periode med vokal og akustisk guitar som
omdrejningspunkt, mens den endelige plade er produceret af Kim Hyttel i "Folkes Garage" i Østbirk:

”Jeg stødte i anden sammenhæng på Kim Hyttel. Han kunne godt lide mine to tidligere albums og spurgte, om jeg kunne have lyst til at indspille en plade sammen med ham. Jeg kendte til Kims produktioner for bl.a. Olesen-Olesen, C.V. Jørgensen og Johnny Madsen og var meget begejstret for, hvad han kunne, så jeg sagde umiddelbart ja-tak til et samarbejde. Min faste musikalske makker Michael Lund (som havde spillet på Kims Olesen-Olesen-produktioner) var selvskrevet til at være en del af projektet, og i slutningen af 2014 mødtes han, Kim Hyttel, Jesper Folke og jeg i Jespers studie Folkes Garage i Østbirk til den første session,” siger CS Nielsen.

"Jericho Road" – sang for sang:

”Twentieth Century”: Det store rædselsfulde, vidunderlige og forførende 20. århundrede er noget, vi alle er rundet af og lever i skyggen af. Det kan lyde som en undergangssang, men det er det ikke nødvendigvis. Når man prøver at bestige fortidens askedynger, er det vigtigt ikke at gøre det alene, men lade kærligheden, ansvaret og den mellemmenneskelige lidenskab lede fremad – ellers synker man i. Marlene Dietrichs kabaret-forføreske Lola fra Josef von Sternbergs film-klassiker ”Der blaue Engel” sætter sit aftryk, og Emily Dickinson og T.S. Eliot sniger sig vist også med.

”Jericho Road”: Jeriko-vejen er fra Lukas-evangeliet. Det er der, hvor vi falder og håber på hjælp fra andre. Det er der, hvor vi kigger til siden eller hjælper, når vi ser en nødstedt på vores vej. Det er der, hvor vi lever op til vores ansvar, og det er der, hvor vi svigter. Der trækkes både på sorte og hvide gospel-traditioner i denne sang. Produktionen er relativ kompleks. Min guitar, som var det første, vi indspillede, blev til sidst taget helt ud af mixet for at give plads til groovet.

”You Can’t Escape”: En sang om savn og minder. En sang til min far. Det er passende, at produktionen både er tung og sårbar.

”Snake Handler”: En sang om tilværelsens evindelige dualitet. Der er noget dæmoni, vi hver dag må forholde os til: ondskaben i os selv og ondskaben, vi påfører hinanden. Men vi kan heldigvis også vise hinanden noget andet: nåden og kærligheden. Det er pladens længste sang med en konstant grublende drone-stemning, som svarer til tematikken.

”Ethan Edwards (and Me)”: En sang med udgangspunkt i min barndoms mest fængslende og skrækindjagende filmoplevelse: John Fords ”The Searchers”. Ethan Edwards er John Waynes stærkeste karakter nogensinde – en monoman antihelt og en slags efterkommer til kaptajn Ahab. En rolle, jeg ikke kan lade være med at spejle mig i – på godt og ondt. Det er vel i sidste ende en sang om dedikation og søgen på den ene side og vildfarelse og hjemløshed på den anden.

”The Misfit”: Melodien er baseret på en gammel mordvise, jeg hørte min farmor synge i min barndom – ”Hvidbjerg-Mordet” hed den vist. Det er en slags febervildelse, som også inddrager en af mine yndlingsforfattere, Flannery O’Connor og hendes novelle ”A Good Man Is Hard to Find”.

”Frosty Morn”: Jeg hørte en instrumental banjo-/violin-folkemelodi med titlen ”Frosty Morn” (vist fra Irland via Appalachia). Jeg skrev tekst og melodi til versene og brugte så det, jeg kunne huske af den traditionelle melodi i instrumental-delene. En sang om forførelse.

”Stormy Banks”: En vals på grænsen imellem fortabelse og forløsning. Åbningslinjen er baseret på en metodistsalme fra 1700-tallet. ”The Golden Vanity” er et skib, som sejlede og angiveligt sank ca. 300 år før Titanic. Der er skrevet mange viser om begge. Der er kommet et fint drive i arrangementet på denne her. Det er, som om man i Michael Lunds guitar, Dianna Dønns' kor og Perry Stenbäcks nyckelharpa fornemmer skæbnens tunge blæst på Jordans vande, på havet og i ørkenen.

”Help Me in My Unbelief”: Titel og omkvæd er et citat fra Markus-evangeliet. Tro og tvivl er uløseligt forbundne – om det så er imellem mennesker eller imellem Gud og mennesket. Det er det, der gør trosbaserede forhold svære, men det er godt, det er sådan – det giver nemlig dynamik (Georg Brandes taler sågar om ”Tvivlens Naadegave”). Derfor slutter sangen på en dur-akkord.

”Lullaby”: Jeg tror, kaos, angst, uvished og ondskab kan være hårdere at leve med for forældre end for barnløse. Det er en fars forbandede pligt at give sine børn tryghed – koste, hvad det vil. Sangen her er kun selvbiografisk til en vis grænse: Cormac McCarthys fine roman ”The Road” slog en særlig tone an, da jeg skrev den. Det samme gjorde Charles Laughtons film “The Night of the Hunter”.

”The Absinthe Drinker”: En slags drikkevise. Jeg har ofte nydt absint på Tønder-festivalen – en mikstur, som er forbundet med megen mytologi. Tidsslaveriet hænger sammen med syndefaldet. Timeligheden og evigheden krydser hinanden i øjeblikket, og det er der, livet og nåden findes. Der er flere veje til øjeblikkets selvforglemmelse: kærligheden er den bedste, men i mangel af bedre kan poesi, dyd og alkohol også bruges. Sangen er i grunden en hyldest til to store franskmænd: Charles Baudelaire og Edouard Manet.

”Don’t You Weep”: En parforholdssang om ansvar og afmagt. Det er måske min yndlingssang på pladen. Maria er den åndelige kvinde, og Martha er den praktiske, og erfaringen siger mig, at et liv med en kvinde er et liv med begge. Sydstats-generalen Stonewall Jacksons sidste ord var angiveligt ”Let’s move across the river and rest in the shade of the trees.” Det er det, vi må forsøge at gøre hver dag. En af Swan Silvertones’ gamle gospel-klassikere klinger med i omkvædet.

Se musikvideoen til titelnummeret til "Jericho Road":

Essay: CS Nielsen og gentagelsen af Søren E. Jensen, præst og journalist.

Når digteren Per Højholt gik tur, fulgte han altid den samme rute, for kun på den måde kunne han – som han sagde – se forandringerne.

Det må være nogenlunde den samme metode, som gør sig gældende for CS Nielsen, om hvem det siges, at når han forlader hjemmet, er det altid med sin slidte Winchester i den ene hånd og Harry Smiths Anthology of American Folk Music samt Luthers store katekismus i den anden.

På disse vandreture – med udsigt til en nedlagt grusgrav, en fældet granskov og i det fjerne opførelsen af en ny motorvej – skaber CS Nielsen sine sange, og han tænker ikke bare gammelt; han tænker ældgammelt.

Resultatet munder typisk ud i et værk, der lyder som om, at man har hørt det en million gange før, men hvor er det nu, at det stammer fra? Er det Johnny Cash, Bob Dylan, Hank Williams eller Lead Belly, er det T.S. Eliot eller Baudelaire – for ikke tale om, at en stemmeføring leder tankerne hen på den i dag glemte Thomas Jensen alias Fisker-Thomas, som angiveligt er blandt CS Nielsens helte?

CS Nielsens sange er med andre ord en cocktail af traditioner – primært de amerikanske, hvad der ikke kan undre, da der på CS Nielsens barndomsø, Samsø, stadig går rygter om, at den spæde Nielsen skreg i vilden sky og først faldt til ro, når glasset med babymos blev skiftet ud med en dåse med cowboy-bønner.

Men arbejdsmetoden er helt bevidst. Hvor det i dag nærmest er et kunstnerisk krav, at man skal skabe noget splinternyt, arbejder CS Nielsen helt anderledes. Han går arkivet igennem og opdager, at der er en sang, som endnu ikke er skrevet, men som burde have været skrevet, og nogen skal jo gøre det og bedre sent end aldrig.

Metoden er langt fra ny. Shakespeare stjal fra Chaucer og Plutarch; Grundtvig stjal fra Brorson, Brorson stjal fra Kingo, og Kingo stjal med arme og ben helt tilbage til kong David. Det gjorde såvel Hank Williams, T.S. Eliot som Fisker-Thomas også. Faktisk kan man sige, at det moderne dogme om, at intet værk må give genlyd af noget fortidigt, er ret enestående og måske også et mislykket projekt, da mere end en avantgarde-kunstner på sine gamle dage har måttet sande, at et banebrydende ungdomsværk i virkeligheden var en fordrejet version af en romantisk inspiration.

Så CS Nielsen er altså heller ikke på det punkt enestående; det særlige – i hvert fald på dansk jord – er, at han i sin kunstneriske praksis åbenlyst afslører, at han ikke er andet end en del af en alenlang tradition og sætter en ære i at bruge en linje, som er brugt før, hvor andre for alt i verden vil formulere noget helt nyt, også selvom prisen måske er, at det ikke lyder særligt godt. CS Nielsen er bevidst om, at han, ligesom alle os andre, er en del af det, Pete Seeger kaldte ”the folk process” – uanset om vi vil være ved det eller ej.

Man skulle tro, at denne uhyre traditionsbevidste arbejdsform skulle medføre en begrænsning, men besynderligt nok forholder det sig lige omvendt. Ligesom Per Højholt kun kunne se det nye ved at betragte det samme igen og igen, således er CS Nielsen i stand til ved at underlægge sig en nærmest liturgisk praksis at kaste sig ud på det helt store religiøse og eksistentielle overdrev, som ingen nok så fri kunstner nok havde mod til at bevæge sig ud i.

Blot et eksempel: Når det i Snake Handler hedder, at ”I’m just a snake handler, baby”, så handler det ikke om en beskeden cirkusartist. Sangen har hentet inspiration fra en af de sidste linjer i Markus-evangeliet, hvor Jesus fortæller de tilbageværende 11 disciple, at hvis man virkelig er stærk i troen, vil man ud over at drikke gift også være i stand til at håndtere slanger; en fatal sekvens i øvrigt, da den har kostet flere amerikanske såkaldte slangetæmmerpræster livet, fordi de åbenbart kom til at tvivle i det afgørende øjeblik. CS Nielsen griber ikke til slanger – forhåbentlig ikke, han har en guitar at tage sig af – men han tolker Jesu ord sådan, at det virkelig kræver et personligt offer, hvis man skal look into the eyes of mercy, og det påfaldende er, at som sangen skrider frem, bliver man opmærksom på, at religiøs hengivenhed også er forbundet med (maskulin) egoisme, ligesom det også mellem linjerne antydes, at det måske ikke handler om at ofre alt for at være så fast i troen at man uden problemer kan jonglere med en giftslange; muligvis handler sangen også om kunstnerens lod, hvor kone og børn må lide afsavn, fordi farmand har travlt med at arbejde sig frem til sit klimaks.

Dén tolkning kræver imidlertid et par gennemlytninger eller ti, men det kan CS Nielsens sange heldigvis også tåle. Når man hører dem første gang, tror man, at man har hørt dem før. Når man hører dem anden gang, genkender man dem naturligvis. Men når man hører dem tredje gang, er man pludselig ude at rode i et terræn, hvor man aldrig har været før. Så hvis man sætter albummet på repeat resten af dagen og regelmæssigt vender tilbage til det over de kommende måneder og år, må det vise sig hvor langt ud det kan føre én. God tur!

Søren E. Jensen
 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA