x

70 år i dag: Læs stort portræt af og interview med Patti Smith – Rock'n'Rimbaud

70 år i dag: Læs stort portræt af og interview med Patti Smith – Rock'n'Rimbaud

Punk-pioner og potrygende poet. Forstadsfrue og frenetisk furie. GAFFA tegner et portræt af Patti Smith, der i dag fylder 70 år.

"Jesus died for somebody's sins, but not mine" – åbningslinien fra debutalbummet Horses fra 1975 er vel nok blandt rockens mest eftertrykkeligt kanoniserede. På den anden side behøver man ikke grave dybt i Patti Smiths katalog for at konstatere, hvor vigtig netop kristendommen og dens ikonografi har været for sangskrivningen. Og på samme måde: den hyppigst anvendte floskel i forbindelse med Smith er beskrivelsen af hende som en "punkens gudmor", selvom hendes paroler, om at folket har magten og den romantiske klangbund, i virkeligheden lugter mere af hippie-retorik, og hendes litterære forankring i folk som Blake, Baudelaire og ikke mindst Rimbaud synes at stå i fuldstændig modsætning til punkens anti-intellektualistiske attituder. Og alligevel fremstår Smith ikke engang som en paradoksal figur, tværtimod synes hendes værk – 11 studiealbum til dato – et af branchens mest konsistente og kompromisløse.

 

Den første plet i trusserne

New Jersey 1964. Rigtigt er det dog, at den unge Patti Smiths karriere som performing artist tog sit udspring i og omkring New York-klubberne Max's Kansas City, CGBGs og hele miljøet omkring dem; med bands som Ramones, som kom til at danne skole for deciderede punkbands fra årtiets anden halvdel og fremefter.

Men historien om Patricia Lee Smith begynder andetsteds – faktisk i Chicago, Illinois, i vinteren 1946, selvom hovedparten af barndommen udfoldede sig i New Jersey umiddelbart vest for New York. Smith modtog bibelundervisning og voksede i det hele taget op i et religiøst miljø, men forlod selv den institutionaliserede religion i teenageårene, hvor hun samtidig en overgang viste interesse for buddhismen. Jesus var muligvis død for nogles synder, men ikke for hendes, som Smith som bekendt senere formulerede det.

Da Smith var sytten – i 1964 – udkom Bob Dylans Another Side..., hvor sangskriveren gradvist bevægede sig lyrisk bort fra protestsangen og ind i det mere surrealistiske univers, som kom til at præge hans følgende plader. Patricia fik pladen af sin mor, Beverly, og mødet blev en af flere afgørende faktorer på Smiths vej fra forstadspige og college dropout via håbefuld digter og musikskribent til en af rockmusikkens mest velansete pladekunstnere. 
Det var dog ifølge hende selv en identifikation snarere end en åbenbaring, Smith oplevede med Dylan:

"Jeg lånte af ham, som han lånte fra andre. Jeg genkendte ham som en, der selv havde lidt og søgt”, har hun siden skrevet. Åbenbaringen, erkendelsen af blues- og rockmusikkens seksuelle ladning og transcendentale potentiale, kom imidlertid samme efterår. "Seks minutter, fem lystfyldte billeder gav mig den første fugtige plet i trusserne. Jeg var rystet, lyset brød frem, de var væk, og jeg dinglede fra klippens kant, som at onanere uden at komme. Far slukkede tv-apparatet, men det var for sent, de havde rørt mig....", skrev Smith et lille årti senere i et af sine bidrag til Creem om den dag, The Rolling Stones optrådte på det populære, amerikanske tv-program Ed Sullivan Show. Samme år fødte og bortadopterede Smith sit første barn – aborter var stadig ulovlige, og de illegale af slagsen man kunne få i '64 indebar en betydelig helbredsrisiko. Der skulle således gå yderligere 16 år, inden Smith var klar til at slå sig til ro som husmor.

 

Bare børn

I '67 droppede Smith sine kunststudier på Glassboro State College – i dag Rowan University – og flyttede til New York, hvor hun i første omgang boede i Brooklyn. Siden fik hun job i Scribner Bookstore på 5th Avenue, ligesom hun mødte fotografen Robert Mapplethorpe. Det er især denne periode, disse stærkt formative år fra ankomsten til New York og frem til gennembruddet syv-otte år senere, som skildres indgående i erindringsbogen Just Kids fra 2010.

Siden skulle Mapplethorpe stå for omslagene til pladerne med The Patti Smith Group gennem en årrække, herunder det ikoniske cover til Horses. Men hans betydning var endnu mere fundamental, og allerede i et interview i '77 beskrev Smith den således: "Jeg rummede al denne kraftfulde energi, som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle kanalisere. Robert disciplinerede mig virkelig til at lede al min mani, al min telepatiske energi, ind i kunsten". 

I samme fortættede periode mødte Smith en anden afgørende figur. Mens Mapplethorpe havde set potentialet i Pattis tegninger og påskønnet hendes kunstneriske engagement, blev det Bob Dylans sidekick, folkesangeren Bobby Neuwirth, som efter at have hørt hende læse et af sine digte op introducerede hendes til inderkredsen af fastboende kunstnere på Chelsea Hotel, herunder Janis Joplin og ikke mindst beatforfatteren Williams S. Burroughs, som fik fundamental betydning for Smith. Man behøver blot at se gamle fotos af de to sammen, for at forvisse sig om digterspirens betagelse af den gamle junkie-forfatter, som i sin tid skød og dræbte sin hustru og indskrev sig i litteraturhistorien med navnligt den stærkt eksperimenterende Nøgen Frokost fra '56.

Det lykkedes Smith at få publiceret artikler og lyrik i musikmagasinerne Creem og Rolling Stone, men parret kæmpede stadig med fattigdom – også da de, efter Smith med sin søster Linda havde været en tur i Paris i maj '69, rykkede ind på det navnkundige Chelsea Hotel på New Yorks Lower Manhattan. Men langsomt begyndte en drøm, som foruden Dylan var næret af folk som Jim Morrison og den franske symbolist Arthur Rimbaud (1854-91), at materialisere sig, og i februar 1971 gav Smith sin første offentlige oplæsning. Med var et nyt bekendtskab fra kredsen omkring Max's Kansas City på guitar. Navnet var Lenny Kaye, og guitaristen skulle blive en gennemgående figur gennem hele Smiths liv og karriere – og senere desuden hendes kæreste.

 

Besat og bevæget

"Hun blev bogstaveligt talt besat og bevæget et andet sted hen", udtalte Warhol-skuespilleren og performancekunstneren Gerard Malanga efter at have oplevet den akkompagnerede oplæsning i St. Mark's Church den 10. februar, hvor han i øvrigt delte plakaten med Smith. I de følgende måneder begyndte tingene at tage fart, og selvom konturerne endnu var uklare, begyndte to spor i kunstnerspiren Smiths univers at flyde sammen. I '72 udkom den første digtsamling, Seventh Heaven, og det efterfølgende år varmede Smith – stadig i egenskab af digter frem for musiker – op for The New York Dolls. De var ligesom Smith fast inventar omkring Max's Kansas City, hvor den excentriske excellence Lou Reed plejede sin uafbrudte amfetaminrus i baglokalet, hvor popkunstner-koryfæet Andy Warhol holdt hof.

"Jeg blev klar over på det tidspunkt, at jeg ikke anede, hvad jeg lavede. Jeg vidste, jeg ville gøre noget. Jeg vidste, jeg kunne læse digte op – men jeg vidste ikke, hvordan man skulle synge", har Smith siden sagt. Men året efter var The Patti Smith Group en realitet, i første omgang med Lenny Kaye på guitar og Richard Sohl på klaver. "Vi annoncerede efter en pianist, og endelig kom Richard Sohl ind iført sømandstøj, totalt stenet og totalt pompøs – han kunne spille alt!", som Smith siden har husket.

Med penge fra Mapplethorpe rykkede de i juni '74 for en stund ind i Electric Lady-studierne og indspillede singlen Piss Factory/Hey Joe, hvor Smith passende fortolkede sangen, der få år tidligere havde været et hit for Hendrix og selv indføjede linierne om Patty Hearst, millionærdatteren der var blevet kidnappet tidligere samme år og siden havde sluttet sig til bortførerne.

Piss Facory er nem at høre som en kommentar til Smiths faktiske erfaringer fra et samlebånd, og sammenstillingen af en minimalistisk rock, der med nogen rimelighed kan kaldes proto-punk, og Smiths recitationer var nok til at overbevise Clive Davis fra Arista Records, som siden skrev kontrakt med The Patti Smith Group for et femcifret beløb. Den blev herefter udvidet med den tjekkoslovakiske flygtning Ivan Kral på både bas og guitar og Jay Dee Daugherty på trommer.



 

Drømmehotellet



Smith har engang sagt noget i stil med "rock'n'roll sov...og jeg så det som min pligt at vække den", om tiden omkring hendes gennembrud midt i halvfjerdserne. For selvom der i netop '75 kom vitale udspil fra flere af tressernes overlevere – Reed, Dylan og Young, for eksempel – var scenen som helhed stivnet i sine generiske formler af henholdsvis perfektionistisk prog-rock, halvdøde fortidslevn og behagesyg vestkystrock. Eller sådan vil den populære overlevering det i al fald.

Passende nok blev den walisiske avantgardemusiker John Cale – med en nær fortid i The Velvet Underground sammen med Reed – fløjet ind fra sit midlertidige eksil i London for at producere gruppens debutalbum, sådan som han tidligere have gjort det for sin gamle bandkollega Nico. Indspilningerne skal have været anstrengte, og mødet mellem den autodidakte rockpoet og den erfarne komponist, musiker og producer slog gnister. Som Smith sagde til Rolling Stone året efter: "Jeg hyrede den forkerte fyr. Alt hvad jeg egentlig ledte efter var en tekniker. Jeg fik en totalt manisk kunstner".

Da resultatet forelå i slutningen af '75 under titlen Horses, var det ifølge Smith selv lyden af et band med en klar mission: "Jeg gjorde, hvad jeg gjorde, ud fra frustration og bekymring. Vi havde mistet Jimi Hendrix, Jim Morrison, Bob Dylan havde et motorcykeluheld, The Rolling Stones bevægede sig ind i en ny fase. Jeg var bekymret for, hvad der skulle ske med rock'n'roll. Jeg havde ingen ambition om at lave plader eller tro på, at jeg havde evnen til det eller fortjente at gøre det".
Dén indre nødvendighed brændte igennem til en del anmeldere, herunder Lester Bangs i Creem, hvis anmeldelse fint opsummerer modtagelsen: "Hver sang bygger op med en ubønhørlig syden, en forkærlighed for lyst og risiko som ryster dig og aldrig lader dig glemme, at du endelig lytter til rigtig rock'n'roll igen".



I oktober '76 fulgte Radio Ethiopia, som med sin skarpere, hårdere kant og ambitiøse sammenvævning af flere vokalspor solgte dårligere end debuten, men til gengæld i dag bidrager til forståelsen af, hvorfor Smith så ofte er blevet udråbt til en pioner for punkbevægelsen. På den anden side: hvor punken artikulerede et kompromisløst opgør med det foregående årtis ungdomskultur, lagde The Patti Smith Group sig snarere i forlængelse. Som Lenny Kaye engang har sagt: "Jeg tænker indimellem på os som det sidste af tresser-bandene. Vi holdt af de lange, strejfende sange, vi kunne lide tyve minutters improvisationer”.

Journalisten Joe Tarr rammer paradokset meget fint, når han et sted skriver om The Patti Smith Group: "Gruppen var en essentiel bro mellem de to æraer, hun distillerede tressernes mere kraftfulde elementer, mens hun foregreb den kommende bevægelse".

Karakteristisk nok åbnes albummet ligesom forgængeren indenfor den kristne motivkreds med nummeret Ask The Angels, mens titlen og afslutningsnummerets namedropping af det østafrikanske land Ethiopien – tidligere Abyssinien – langtfra er tilfældig: det var her Smiths store lyriske forbillede Rimbaud tilbragte sine senere år som våbenhandler. En, der tilsyneladende ikke var imponeret, var Lou Reed: "Fuck Radio Ethiopia ...I'm Radio Brooklyn", hvæsede han under en koncert foreviget på livealbummet Take No Prisoners. Og allerede den 23. januar – blot tre måneder efter pladens udgivelse – faldt Smith ved et uheld ned fra scenen under en koncert i Tampa, Florida, og brækkede flere ryghvirvler.



 

Klimaks

Med vanlig retorisk sans har Smith selv beskrevet de følgende måneder således: ”I denne periode fik jeg mulighed for at genoptage mine studier og kræve mit forhold til sproget tilbage igen (…) Det var i denne periode, punk-bevægelsen kom i front. Det forekom mig, at rock'n'roll var tilbage i gaderne, i folkets hænder. Jeg trænede, vi regrupperede og sluttede os til dem”.

Efter et halvt års rekonvalescens stod Smith foran såvel en kreativ som en personlig ”genfødsel”, som journalisten Nick Johnstone lidt højstemt har kaldt det. I februar '78 udkom digtsamlingen Babel, som to måneder senere efterfulgtes af det tredje album Easter, som udkom i april og blev Smiths bedst sælgende til dato. En ikke uvæsentlig forklaring findes i singlen Because the Night, som var skrevet i samarbejde med Bruce Springsteen og landede på henholdsvis femte- og trettendepladsen på de officielle britiske og amerikanske singlehitlister. Sangen var samtidig et vidnesbyrd om en anden væsentlig udvikling i historien om Patti Smith: rockrebellen og romantikeren, som i sin tid havde kaldt sine første oplæsninger for Rock'n'Rimbaud, var blevet forelsket. Den udkårne var Fred ”Sonic” Smith, guitarist i det stilskabende, Detroit-baserede garagerockband MC5.

Easter var samtidig begyndelsen på afslutningen af Smiths kreative storhedstid. På scenen døjede Smith stadig med eftervirkninger af ulykken i Tampa, samtidig med at hun i stigende grad var frustreret over musikpressen. Da hun og bandet i september '78 vendte tilbage fra deres Europaturné i kølvandet på Easter foretog Smith et skridt, der i høj grad indikerede et forestående paradigmeskifte: hun forlod New York til fordel for industribyen Detroit, hvorfra Fred stammede.

Wave fra '79 fik en væsentligt mere blandet modtagelse end forgængeren, selvom den solgte fint, og den efterfølgende turné, som løb fra maj til september, var en blandet fornøjelse. ”Jeg havde hele tiden bronkitis. Det er et meget usundt, selvoptaget liv. Jeg blev meget temperamentsfuld”, fortalte hun et lille årti senere. Hendes koncert i London i september blev anmeldt i Melody Maker under overskriften ”En drøm, som er forbi” og koncerten foran 70.000 mennesker i Firenze blev afslutningen på ikke blot turnéen, men også på den første og måske væsentligste del af Smiths karriere.

 

Drøm om et liv

Hvor rekonvalescensen efter faldet i '77 havde givet Smith en tiltrængt tænkepause, var der denne gang tale om en mere radikal omlægning. Som Smith forklarede Philadelphia City Paper i slutningen af '95, da hendes liv og karriere havde taget endnu en uventet drejning:

”Jeg fandt den indre balance i de tidlige firsere. Langsomt, men det lønnede sig i høj grad. Jeg havde aldrig været den store stof-bruger, men jeg røg meget marihuana. Det opgav jeg og var stoffri, hvilket krævede meget koncentration”. I 1983 blev sønnen Jackson født, og Smith grundlagde en arbejdsform hun har sværget til siden, idet hun stod op klokken fem om morgenen og benyttede de første dagtimers ro og ensomhed til at skrive.

Selvom fokus nu lå på familien og i nogen grad også forfattergerningen, var musikken dog stadig en del af familiens liv. Fred akkompagnerede ofte Smiths klarinetspil på klaver, og i '85 begyndte de at skrive sange til hvad der skulle blive til albummet DreamOf Life. Pladen inkluderede den centrale sang People Have The Power og endnu et coverfoto af Robert Mapplethorpe. Da den udkom i sommeren '88, var han alvorligt syg af aids, og han døde året efter.

 

Epilog

Da Smith i 1996 igen var albumaktuel med Gone Again, skete det i slagskyggen af ikke bare to, men hele tre tragiske dødsfald på kort tid. Fred Smith døde af et hjertetilfælde i november '94, og kort efter døde på kollegaen Richard Sohl og siden Smiths bror Todd uventet. Herefter flyttede Smith med børnene – datteren Jesse var kommet til i '87 – tilbage til New York, og i slutningen af '95 var hun på landevejen igen som opvarmning for Bob Dylan. Hver aften sang Smith og forbilledet Dylans Dark Eyes i duet, og koncerterne blev foreviget i en fotobog af vennen Michael Stipe.

Siden er der blevet lidt længere mellem album-udspillene fra Smith, hvoraf Banga fra 2012 er det seneste. Smith er dog fortsat med at være en aktiv koncertkunstner: I 2007 gav hun to intense koncerter i Den Grå Hal på Christiania i kølvandet på coveralbummet Twelve, og tre år senere åbnede hun Roskilde Festivals Orange Scene med en mindehøjtidelighed for de døde ved ulykken på festivalen i 2000. Senere har hun spillet i Vega, Falconer Salen, Det Kongelige Teater og senest DR Koncerthuset i august 2016, ligesom hun har læst op ved litteraturfestivalen Louisiana Literature på kunstmuseet Louisiana i 2012.

Smith har i det hele taget i høj grad arbejdet som forfatter i de senere år. Hun udgav i 2010 den meget roste erindringsbog Just Kids, som i 2015 blev fulgt op af den åndsbeslægtede M Train. Begge bøger er oversat til dansk med de originale titler. Desuden genudgav Smith i 2012 den 20 år gamle erindringsbog Woolgathering, som også er udsendt på dansk under titlen Drømmespinderi.

Der er naturligvis udgivet adskillige biografier om Smith, hvoraf Nick Johnstones hæderlige Patti Smith – A Biography er seneste skud på stammen. De bærer dog præg af, at Smith og hendes nærmeste kollaboratører (endnu) ikke har ønsket at bidrage til kanoniseringen ved at medvirke. Anderledes forholder det sig med Steven Sebrings glimrende portrætfilm Dream of Life fra '08, hvor vi kommer helt tæt på kunstneren. Den kommenterede tekstsamling Patti Smith Complete: Lyrics, Notes & Reflections har desuden været central i arbejdet med nærværende artikel.

 

 

Fem store album

Horses (1975) – debutalbummet med Mapplethorpes ikoniske coverfoto, den berømte åbningslinie om at ”Jesus died for somebody's sins but not mine” og den særlige blanding af fandenivoldsk garagerock og litterært funderede tekster er et hovedværk ikke bare i bagkataloget, men i rockmusikken som genre.

Radio Ethiopia (1977) - ”Fuck Radio Ethiopia – I'm Radio Brooklyn” hvæsede kollegaen og forbilledet Lou Reed ved en koncert i tiden omkring udgivelsen af Smiths andet album. Der er dog ingen grund til at give fingeren til Smiths plade, som byder på en hårdere kant end debuten og inkluderer mindeværdige sange som Pissing In A River, åbneren Ask The Angels og den store finale Radio Ethiopia/Abysinnia.

Easter (1978) – ved udgivelsen Smiths bedst sælgende til dato, ikke mindst takket være singlen Because the Night skrevet under kyndig vejledning af Bruce Springsteen, som på det tidspunkt indspillede i Record Plant i New York samtidig med Smith.

Dream of Life (1988) – Udgivet midt under Smiths knap femten år lange tilbagetrækning fra spotlyset og indeholdende singlen People Have the Power, som siden blev taget i anvendelse af Springsteen i forbindelse med Vote for Change-turnéen i 2004.

Twelve (2007) – Det kan forekomme urimeligt at fremhæve et coveralbum på bekostning af 2012’s fine Banga eller sorgbearbejdningen Gone Again fra '96. Med sine personlige fortolkninger af forlæg fra blandt andre Nirvana, The Doors, Jimi Hendrix, Bob Dylan og Paul Simon kompilerer Twelve imidlertid på fornem vis 40 års inspirationskilder.

 

Skriften på bukserne

Stockholm 2012. I begyndelsen af august lukkede Patti Smith første del af sin turné i kølvandet på sit seneste album Banga med en koncert på festivalen Stockholm Music & Arts. Inden hun gik på scenen med bandet afholdt hun en samtale-seance med journalisten Ika Johannesson og den svenske kunstner Marie-Louise Ekman for et stærkt begrænset publikum på Moderna Museet i Stockholm. GAFFA var med og bringer her højdepunkterne fra snakken, som kredsede om selve den kreative proces.

Patti, du er musiker, digter, forfatter, historiefortæller og har haft stor betydning for folk over hele verden, så jeg...(Smith ser ned i gulvet og ryster på hovedet, red.)....åh, er der noget du vil tilføje?

– Nej, jeg vil skære det væk.

Ok, lad mig starte med at spørge: hvad er den seneste kulturelle oplevelse, der har gjort indtryk på dig?

– (tavshed, red.)...Jeg ved ikke; hver dag er en kulturel oplevelse...bare det at være blandt folket (Smith taler konsekvent om Folket i bestemt form, red.), give en koncert, møde så mange unge mennesker og se hvad de laver og høre, hvad de tænker på. Og når man rejser i Europa og Skandinavien er hver dag selvfølgelig en kulturel oplevelse for en amerikaner. Vi er sådan et ungt land ...hver katedral og hver brolagt gade ...at læse en ny bog er en kulturel oplevelse. Jeg læste for nylig Murakamis The Wind-Up Bird Chronicle, dét var en kulturel oplevelse.

Et bredt spørgsmål: Hvordan kommer idéer til dig?

– Åh, jeg har ikke noget problem med idéer. I Oslo gik jeg på en gammel græsk restaurant, som var ved at blive til en vietnamesisk restaurant. Så på vinduet havde den både et græsk navn og vietnamesiske navne; indenfor små lanterner og græske statuer. Menuen var vietnamesisk, men der var græske hulemalerier på væggene, og jeg udtænkte straks et helt kapitel til min kriminalroman. Bare ud fra en skør lille restaurant på en gade i Oslo. Så jeg har ikke noget problem med idéer. Noget andet er, at jeg får mange af mine idéer, mens jeg optræder, fordi jeg kanaliserer folkets energi, deres følelser og tankemønstre, og jeg improviserer meget på scenen. Og jeg har altid tænkt, at dét kommer fra andre folk. Alle deres forskellige spirituelle energier, deres impulser. Så andre folk er også meget vigtige inspirationer – ikke bare skøre restauranter.

Når du nu henter så meget inspiration i hverdagssituationer, holder du så et arkiv i dit hoved? Hvordan lagrer du inspirationen?

– Well, jeg skriver ned hele tiden. På servietter, på mine bukser, i notesbøger. Jeg skriver hele tiden. Jeg har skrevet mellem sangene ved koncerter, fordi noget er kommet til mig. Og andre ting opløses desværre bare igen, idet du drejer om hjørnet, så er det væk. Men jeg prøver at skrive så meget som muligt ned.

Hvordan opdagede du, at du ville – eller måtte – udtrykke dig kunstnerisk?

– Det var meget tidligt. Jeg beskriver netop det i den bog, jeg skrev, Just Kids, så jeg nævner det bare kort her: Da jeg var ganske lille, måske to-tre år gammel, så jeg en svane for første gang. Og denne svane. Og denne svane var så storslået, så overvældende, idet den strakte sine vinger ud, og min mor sagde: ”svane”. Og det var ikke nok. Jeg husker, at jeg ikke vidste, hvad jeg følte. Og da jeg siden blev ældre og huskede episoden meget klart, anerkendte jeg den siden som min første kreative impuls: ønsket om at sige noget mere om noget, der er blevet sagt. ”Svane”, som ellers er et fint ord, er ikke nok: jeg ønskede at tale mere om den, at forstørre svanen. Men jeg vidste ikke hvordan.

– Og så snart jeg erfarede, at der var folk, der gjorde netop det, som skrev bøger, var det det, jeg ville. Jeg har altid villet skrive bøger, altid elsket bøger. Mine forældre var store læsere. Jeg kommer fra en lavere middelklassebaggrund, og vi havde ikke meget. Men der var altid bøger. Vi boede i et landområde, og der var ingen kultur eller interessant arkitektur, ingen boghandlere eller noget. Bøgerne selv var mine vinduer ind til alt, til verden. Fra billeder af, hvordan andre lande så ud, til kunst og videnskab. Jeg fandt bøgerne så smukke, at jeg ville lave en selv.

Støttede dine forældre dig i det?

– Ja, men de synes også, at jeg skulle få et arbejde. De støttede mig, men var i praksis også meget gammeldags: jeg var det ældste barn og skulle hjælpe med at skaffe penge til familien. Så de bakkede op, men insisterede samtidig på, at jeg forholdt mig til virkeligheden.

Når du ser tilbage, tænker du så, at din økonomiske baggrund har påvirket dit artistiske output?

– Jeg ved ikke, om det forholder sig sådan eller ej. Den baggrund bidrog til at forme min karakter som menneske. Men jeg tror, en kunstner er en kunstner. Jeg synes ikke, at der er rimeligt at sige, at kun fattigdomsramte, kun en bestemt slags mennesker, kun en brillant eller tragisk person eller et vidunderbarn har velsignelsen. Der er ingen regler for, hvem der har indsigten, velsignelsen, viljen og staminaen til at skabe kunst. Men ved at være det ældste barn i en fattig familie lærte jeg at kæmpe og forsvare mig selv. Hvis jeg har været heldig eller velhavende på et tidspunkt i mit liv, har det været glimrende.

– Og hvis heldet har svigtet mig – for blot femten år siden mistede jeg alt undtagen mine børn – så kunne jeg overleve det ved at gå tilbage til mine rødder og huske på, hvordan mine forældre med fire børn kæmpede. Og gjorde det godt. Så jeg tror, at baggrunden påvirkede mig som menneske og gjorde mig stærk. Men jeg tror ikke nødvendigvis det har forbindelse til mit virke som kunstner. Som barn ønskede jeg, at jeg var fra en rig og kulturel familie, som havde smukke biblioteker, som man ser i film med bøger fra gulv til loft, og drak te fra smukke porcelænskopper. Jeg forbinder ikke fattigdom med kreativitet.

Hvordan vil du beskrive din måde ar arbejde på – behøver du meget tid til at tænke det igennem? Hvordan bruger du energien?  

– Jeg er en meget intuitiv performer, jeg behøver ingen forberedelse. Jeg går bare på scenen og improviserer eller konstruerer noget på stedet. Men når jeg eksempelvis arbejder på et digt, kan det tage mig år at gøre færdigt. Nogle tegninger har også taget meget lang tid. Det arbejde, jeg laver i ensomhed, tager meget længere tid, end det jeg laver i offentligheden. For når jeg arbejder alene, skal jeg kun stå til regnskab for mig selv og tager den tid, som værket kræver. Men når du arbejder med folk, er der umiddelbar kontakt; du er nødt til at være klar og til stede. Det er to forskellige processer, i al fald for mig. På en måde er processen det eneste, der tilhører kunstneren. For når du bringer det (værket, red.) ud til folket, er det der; hvis du er maler, er det på et museum. Du udfører dit arbejde for folket, og processen er det eneste, du har som kunstner. Medmindre det er en kollaborativ proces.

Hvilket tidspunkt på dagen er det bedste at arbejde på?

– Da jeg var yngre, syntes jeg, at det var fantastisk at sidde om natten og ryge pot og prøve på at skrive digte. Men det fik en ende, da jeg blev gift og fik børn. Da jeg fik min søn, havde jeg så mange huslige forpligtelser, at jeg var nødt til at stå op klokken fem om morgenen. Og fra fem om morgenen havde jeg så to-tre timer helt for mig selv, mens min mand og barnet sov, og den tid lærte jeg at bruge som skrivetid. Først fandt jeg det underligt, men efter noget tid vænnede jeg mig til det og blev afhængig af det. Og det er stadig min proces, og har været det i tredive år. Det er stadig min yndlingstid. Tiden omkring daggry, de få timer der er før dagens krav kommer til dig.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA