Playliste: 11 sange, du kan lide med, hvis du er alene Valentindag

Playliste: 11 sange, du kan lide med, hvis du er alene Valentindag

Kære Danmark, vi kommer simpelthen ikke udenom det. Den 14. februar er umiskendeligt dagen, hvor hjerteformede chokolader, de rødeste roser og kridhvide duer flyver rundt om ørerne på os, eftersom Valentines Day er og bliver en hyldest til den sukkersøde kærlighed. Til glæde for nogle, til frustration for andre.

Som musikkens vogtere kan vi på redaktionen derfor heller ikke være entydige i vores stillingtagen til denne importerede højtid. Vi er klar over, at vores publikum er delt, at kærligheden bestemt ikke er lige lyserød for alle, og at den eneste ene måske ikke sidder derhjemme og venter på gensynets glæde. Men samtidig må vi også lykønske dem, der netop har det sådan. Derfor giver vi jer her det tveæggede sværd, playlisten for alle Valentine-elskerne og for dem, der bare gerne vil glemme den.

 

Hør playlisten for Valentinsdag-haderne nedenfor og hør playlisten for Valentins-elskerne her.

 

Adele: Someone Like You

Vi kommer ikke uden om den britiske sangerindes indflydelse, og med den nylige Grammy-triumf er det oplagt at tænke tilbage på Adeles bagkatalog. Heriblandt er denne ulykkelige ballade, der gik verden rundt i 2011, og man har sjældent følt, at nogen har forstået et break-up, som Adele har.

 

Tom Petty: Free Fallin

Tom Petty er født af rock’n’rollen, men det rebelske kommer ikke nødvendigvis gnidningsfrit. Således får amerikaneren spekuleret om sine moralske skavanker i sin jagt på friheden, for i den er der sjældent plads til kærlighed. ”I’m a bad buy, / ’cause I don’t even miss her, / I’m a bad boy / for breaking her heart / and I’m free fallin”. Så er det sagt.

 

The Police: So Lonely

På ”Outlandos d’Amour” fik Sting, Andy og Stewart skildret 70’ernes kærlighed og skilt den ad igen. Således er vi som fans blevet skænket ”So Lonely”, en af de særdeles vrede indadvendte kærlighedssange. Vi er inviteret ind til Stings one-man-show, og vi går ikke derud igen uden at kunne mærke ensomhedens byrde.

 

Partynextdoor: Wednesday Night Interlude

I den anden ende af det musikalske spektrum finder vi Partynextdoor. Han er også ensom. Men heri består den i at være omgivet af kvinder, uden at nogen af dem er den rigtige. Den moderne Don Juans frustrationer er uden på tøjet på denne skæring, og det rammer.

 

Brenda Lee: Break it to Me Gently

Med “Break it to Me Gently” udtrykker Brenda Lee kærlighedens afmagt på fineste maner. Romantikkens endeligt og kærestens farvel er i sidste ende ikke nødvendigvis noget, man selv er herre over, og i den tristesse kan man kun begræde sin afhængighed og længes efter det, der engang var. ”Let me feel that you still love me / if it’s just for one more day”.

 

Future: The Percocet & Stripper Joint

I Futures univers er der ikke meget plads til kærlighed. Og det vises på fornemmeste vis på ”DS2”-albummet, hvor den hedonistiske selvforglemmelse leger med melankolien på stripperklubben. Her er intet rosenrødt, og Atlanta-rapperen virker ikke som en, der er ved at vågne fra sin døs lige foreløbig på ”The Percocet & Stripper Joint.”

 

Trio: My Dear Companion

Der er ikke set en indkapsling af den amerikanske folkemusiktradition så gennemtrængende som Trio. Og derfor er Emmylou Harris, Dolly Parton og Linda Ronstadts skildring af kærligheden og manglen på samme et tydeligt vidnesbyrd om tab.  

 

Frank Ocean: Self Control

Frank Ocean skildrer på det storroste album ”Blonde” sin personlige splittelse i kunsten og kærligheden, og på ”Self Control” er det den sidste, der står for skud. Med en markant røst rammer Ocean en nerve, der skærer i hans skildring af tidligere forhold. Med en overrraskende gæstevokal i form af Yung Lean får vi herigennem en særligt intim erklæring om det, detr må gives slip på.

 

The Be Good Tanyas: Waiting Around to Die

Genfortolkningen af Townes Van Zandts sang er en fængende og intens fortælling, hvor kærlighed virkelig synes at være en by i Rusland. I al glæden og romancen kan man i modstand se sig sort på menneskets natur, som The Be Good Tanyas gør på dette nummer.

 

Bruce Springsteen: One Step Up

Fra selvsamme album som “Tougher Than the Rest” hopper vi over på den anden side af fortællingen, hvor Springsteen tager os med i, hvordan det må være at se sig selv og hinanden dø i forholdet, der ikke fungerer. Var det et uundgåeligt break-up? Så ved Springsteen, hvordan du har det.

 

The Smiths: Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me

“So tell me how long / before the last one / and tell me how long / before the right one”. I denne længsel kan vi alle sammen genkende os selv, og The Smiths formår så sandelig at vende en dag som Valentines Day på hovedet med denne skæring.

 

Hør playlisten for Valentinsdag-haderne nedenfor og hør playlisten for Valentins-elskerne her.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA