x

Trine Dyrholm: "Nico var vild, kompleks og ikke specielt likeable"

Trine Dyrholm: "Nico var vild, kompleks og ikke specielt likeable"

”Hun var ret vild, ret kompleks og ikke specielt likeable. Det har været en utroligt spændende udfordring at finde hullerne ind til hende og forsøge at forstå noget af hendes kaos.”

Ordene kommer fra skuespillerinden Trine Dyrholm, og sigter til den afdøde avantgarderocklegende Nico, som Dyrholm bringer til live i den nye film Nico, 1988.

Filmen følger Nico i månederne op til hendes død ved et cykelstyrt på Ibiza, 49 år gammel. Forud var gået en usædvanlig karriere og levnedsforløb. Fra Berlin før krigen, over Fellini-film, modeljob, Andy Warhol og The Velvet Underground til den kompromisløse solokarriere og mørke mesterværker som The Marble Index og The Drama of Exile.

I oktober kan Nicos debutalbum fejre 50 års jubilæum, og mens Nico, 1988, foreløbig skal på promotion-turné, er der således god grund til at tegne et portræt af den enigmatiske tysker og hendes livslange kamp for at undslippe sit eget ikon og blive anerkendt for sin kunst.

Dyrholm kalder rollen som den aldrende, heroin-hærgede Nico en af sin karrieres ”absolut største og sværeste udfordringer” og fortæller her – i anledning af den aktuelle film – om arbejdet med filmen, som bliver vist tre gange på filmfestivalen CPH Pix, senest i Empire i København mandag den 9. oktober klokken 17.30. 

Ikke imitation

Hvordan forberedte du dig til denne her rolle? Hvordan pokker forvandler man sig til den midaldrende Nico?

Jeg har gjort det, at jeg har set nogle forskellige koncerter og interviews fra den periode, filmen omhandler, som jeg har fundet på nettet. Og set den dokumentarfilm, som hedder Nico: Icon. Og så har jeg egentlig mest af alt gået til det på min egen måde – forstået på den måde, at jeg var meget opmærksom på, at det ikke skulle være en imitation. Det skulle være min version. Jeg er jo på ingen måde hende, og kan heller aldrig blive det.

Så jeg har været meget opmærksom på, at jeg for eksempel skulle finde en måde, jeg kunne synge de der sange på. Og det blev faktisk min nøgle til rollen: At gå i studiet, arbejde med sangene og prøve at finde en eller anden måde, jeg kunne synge sangene på. Finde en stemme, som kunne være hendes – og min. Senere hen kom der så en paryk, tøj og sådan noget. Så det har været karakterarbejde på den måde.

Er du stødt på nogle ”identifikationspunkter”, hvor du kan se dig selv i Nico-figuren og vice versa?

Hun var jo meget anderledes end mig – men selvfølgelig kan man finde nogle ting. Jeg startede selv meget tidligt i branchen. Og har været on the road, på turné som musiker, i nogle år da jeg var ganske ung. Det var så en anden genre – det var popmusik – men det er jo stadig hele den måde at være på tur.

Og den her film handler om et band, der er på tur – koncerter og alt det dér – og hele det dér musikerliv kender jeg godt lidt til. Samtidig er det også en mor/søn-historie, og jeg kan selvfølgelig også relatere til at være mor og ikke altid synes, at man gør det lige godt….

Offentligheden har et billede af Nico – det er let at anskue hende som en tragisk skikkelse i kraft af hendes stofmisbrug og så videre. Men så endimensionelle er der jo ingen af os, der er. Hvad tænker du er de centrale ting er at forstå om Nico – hvad var hun for skikkelse?

Jeg læste dit interview med John Cale for nogle år siden, hvor han taler om Nico – og en af hans pointer der var faktisk også noget af det, jeg selv faldt over i min forberedelse. I et interview, i hendes senere dage, bliver hun spurgt om, hvorvidt hun fortryder noget.

Og så tænker man jo umiddelbart, at der er mange ting som hun kunne nævne – det er der for os alle sammen. Men hun svarer: ”Nej, jeg fortryder intet, ud over at jeg blev født som kvinde og ikke en mand.” For mig var det en meget interessant nøgle.

Jeg tror ikke, at hun ville være en mand.  Men jeg tror, at det dér med at være en meget smuk kvinde – som hun jo var og blev ikoniseret for – hjemsøgte hende ret meget. Og det er også temaet i filmen: At hun på en eller anden måde tog afstand fra skønhed – og måske fandt sig selv, senere i livet. At hun kæmpede imod den ikonisering.

Det er blandt andet et tema i filmen, at hun hele tiden bliver bedt om at forholde sig til dengang – ”kan du ikke fortælle noget om Andy Warhol? Kan du ikke fortælle noget om The Velvet Underground”, ikke? – og egentlig er ret irriteret over det, fordi hun jo er på turné med sin egen plade og hellere vil tale om det. Jeg tror, hun kæmpede meget med gerne at ville respekteres som kunstner og ikke som ikon.

At hun jo nærmest var Kvinden – og samtidig foragtede hele den dér beauty-ting.  Jeg ved det jo ikke, men jeg tror, der har været noget med hele det med at være kvinde i den branche, som har været problematisk for hende. At være defineret af mænd…..

Ikke en pleaser

Er du selv stødt på den problematik – at blive reduceret til sit køn, i en vis forstand – i dit kunstneriske arbejde? Er det blevet bedre på den front, eller er det stadig en aktuel problematik?

Det kan det godt være. Jeg synes ikke selv, at jeg kæmper så meget med det. Men nu har jeg også gjort en dyd ud af at spille nogle meget maskuline damer. Jeg synes, at det er spændende at udfordre.  Jeg synes, at jo mere man kan have nogle nuancerede roller – både i den ene og den anden kønsmæssige afdeling – jo bedre.

Tænker du, at Nico var en foregangsfigur, i den henseende? Altså, hvori består det aftryk, hun har sat?

I vores version er det jo den måde, hun ikke er en pleaser på. Det er meget interessant, synes jeg. Hun havde sin helt egen måde at gøre tingene på. Noget, som hun gav udtryk for i interviews – og som også er med i vores film – er, at hun ikke var specielt interesseret i det kommercielle.

Altså, hun lavede sin kunst, og så måtte folk ligesom komme eller lade være. Og det er der et eller andet ret befriende over, synes jeg. Der er et feministisk islæt i vores version af Nico – og på den måde kan man godt sige, at hun har sat et aftryk.

Det er et interessant greb, at man har valgt at lade den nye film fokusere på hendes sidste år. Hvad tænker du om, at det er blevet gjort på den måde – frem for en mere traditionel, lineær biografisk film?

Jeg synes, det er et interessant greb. På en vis måde handler filmen om identitet; om at finde sin vej og finde sig selv. Og det tror jeg, hun gjorde ret sent i livet. Hun blev jo også clean til sidst.

Jeg synes, det er et interessant greb, fordi hun var så defineret, via noget andet, i starten af sin karriere. Som model, og siden med Andy Warhol og The Velvet Underground. Så fik hun ligesom sin solokarriere og tog rundt med den.

Men i al fald har instruktøren valgt det greb. Hun blev meget provokeret af en eller anden sætning et sted om, at Nico var fed og færdig, da hun var omkring tredive. At hun ligesom røg ud af glamouren og så var færdig. Og det blev hun provokeret af, fordi hun opdagede hele Nicos soloproduktion og opdagede den dimension af hende.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke vidste ret meget om Nico, da jeg blev tilbudt rollen, ud over at jeg relaterede hende til The Velvet Underground. Da jeg så googlede hende og fandt alle modelbillederne, kunne jeg selvfølgelig kende hende. Men jeg kendte ikke ret meget til hende.

Indre kaos

Hvordan har du det personligt med hendes musik? Siger det dig noget? – og har du i givet fald nogen yndlingsplader?

Jeg har ikke lyttet til det hele. Men jeg har lyttet til den del af det, og jeg synes, at noget af det er utroligt interessant – og meget kompliceret. Jeg kan fornemme på mange mennesker, at hun har sat et aftryk og inspireret utroligt mange mennesker. Blandt andet med The Marble Index. I filmen er der i øvrigt to covernumre med, som hun aldrig har sunget, men som giver mening, når man ser filmen. Det er også en måde at vise, at det ligesom er vores version af Nico.

Hvad har været vanskeligt i arbejdet med filmen? Hvilke vanskeligheder har præsenteret sig undervejs?

Det er der mange ting, der har. Jeg synes det har været svært at kaste sig ud i at lave sådan en vild karakter. Hun var ret vild, ret kompleks og ikke specielt likeable. Det har været en utroligt spændende udfordring at finde hullerne ind til hende og forsøge at forstå noget af hendes kaos.

Jeg tror, hun kæmpede med rigtig mange ting. Det er i al fald også vores historie. Hun kæmpede jo også med at være barn af krigen. Hun var født i 1938 – lige før krigen – og døde i ’88, året før Murens fald. Hun var i den grad et krigsbarn, eller efterkrigsbarn, og var plaget af det. Og havde også en lidt provokerende attitude til det. Jeg tror, at det hjemsøgte hende rigtig meget at være tysker.

Der var jo deciderede beskyldninger om nazisme – er det noget, I forholdt jer til i forbindelse med filmen?

Nej, vi behandler det mere som et eksistentielt tema hos hende.

Kan du få øje på nogen musikere – i samtiden eller siden – som du tænker er beslægtede med Nico?

Det synes jeg er svært at svare på. Men noget af det, som gjorde mig nervøs for at skulle gestalte hende, var at hun havde en så speciel stemme. Og en speciel attitude til det hele. Det var jo rigtig punk, ud fra hvad jeg forstår ved det begreb.

Jeg var inde og se en koncert med Patti Smith for nogen tid siden, og det er jo samme periode – de var unge på samme tid. Men det er jo alligevel noget helt andet. Patti Smith besidder en kæmpe urkraft, synes jeg – men det er jo ikke ødelagt, på samme måde som hos Nico. Nico var jo virkelig en dødsengel, i sin musik.

Hvilken rolle tænker du den her rolle indtager i din samlede produktion, i dit bagkatalog?

Jeg vil sige, at det er en af de absolut største og sværeste udfordringer, jeg har haft. Og jeg er glad for, at jeg har fået den på det her tidspunkt i mit liv, hvor jeg trods alt føler mig erfaren nok til at tage imod sådan en udfordring. Og nu gik det jo heldigvis godt. Men jeg kan love dig for, at jeg var et rystende nervevrag, da vi skulle have premiere.

Det er meget specielt at spille en, som har levet i virkeligheden, og som folk har meninger om. Det er også derfor, jeg er blevet oprigtig glad for, at flere anmeldere har påpeget netop det dér med at det er vores version frem for en imitation. For det er noget, som jeg har arbejdet virkelig hårdt for. Det er vigtigt, at det står som en universel figur, i en film – det skal kunne stå for sig selv.

Hvornår får vi den at se herhjemme?

Den kommer på CPH Pix – og så vil det jo vise sig, om den bliver solgt. Nu skal jeg foreløbig på tur i Italien den kommende måned. Det er en italiensk instruktør, så den har premiere der først. Og så vil det vise sig over det næste stykke tid, hvilke lande der byder ind på den.

Dansk discipel

Ingen lyder som Nico, men mange har ladet sig inspirere – fra Björks uortodokse fraseringer til danske Emma Acs, som debuterede med kritikerroste Champagne i 2011. Den blev efterfulgt at Give in to Whatever i 2015, og imellem de to plader gav Acs interview til GAFFA om netop inspirationen fra Nico:

”Hendes person... hendes persona i Factory-tiden og i The Velvet Underground. I den crowd skilte hun sig ud som en anderledes kvindetype. Meget majestætisk, hun så meget hård ud, var meget maskulin på en dominerende og små-intimiderende måde. Meget powerfuld.

Hun virkede ikke særligt opmærksomhedskrævende, men alligevel havde hun en meget kraftfuld udstråling. Majestætisk. Hun virkede på en eller anden måde meget stor; der var noget ur-agtigt over hende. Hun er også blevet kaldt en "amourøs viking"....det passer meget godt.

Jeg selv har været lidt af en drengepige. Så for mig har hun været et symbol på en mere maskulin, stærk kvindetype,” fortalte Emma Acs.

Cale om Nico

John Cale arbejdede sammen med Nico fra The Velvet Underground & Nico (1967) og videre som producer fra The Marble Index (1969) til The End (1974). Året efter producerede Cale Patti Smiths debutalbum Horses. Denne skribent har ad to omgange interviewet Cale, som blandt andet fortalte om Nico:

– Hun blev venner med Jim Morrison, og Andys (Warhol, red.) måde at hjælpe hende var at sige, at hun bare skulle gå ud og gøre det, hun virkelig følte, hun burde gøre. Så hun købte et harmonium, og hun var muligvis døv på det ene øre, men det betød ingenting.

Hun begyndte at skrive lyrik og synge, og tog virkelig sit liv i en totalt anderledes retning. Og på den ene side var det virkelig et modigt greb, men på den anden blev hendes liv i smertelig grad styret af hendes fysiske behov, sagde Cale med henvisning til Nicos årelange stofmisbrug.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA