REPORTAGE: Intenst legendemøde med mesteren fra Melbourne

REPORTAGE: Intenst legendemøde med mesteren fra Melbourne

Roskilde Festival-aktuelle Nick Cave lod paraderne falde ved enestående samtaleseance i Dublin. GAFFA var med.

Dublin, juni 2018. Teatersalen mørklægges, og ud af højtalerne strømmer Nick Caves stemme, læsende en passage fra Brækposesangen. Da lyset atter tændes, sidder hovedpersonen bag klaveret og istemmer de første toner af ”Sad Waters”. Så rejser han sig, til bragende bifald, spankulerer over til mikrofonen og byder velkommen.

Det ville være en forfladigelse at skrive, at Cave er afslappet og veloplagt i aften. Men han er fokuseret, tilstede og tydeligvis til sinds at indfri sit løfte om at svare efter bedste evne på snart sagt hvad som helst.

Der er ingen moderator – blot hovedpersonen, et klaver og en lille salfuld heldige fans. Foruden en af stjernerne fra successerien Peaky Blinders (hvor Cave leverer signatursangen), en populær irsk radiovært, hovedpersonens manager – og GAFFAs udsendte.

”Jeg er mere eller mindre holdt op med at give traditionelle interviews – det er blandt andet derfor, jeg er her i aften,” fortæller Cave.

Oven på den seneste turnés intense møde med fanskaren – dokumenteret i filmen Distant Sky – har han selv taget initiativet til en håndfuld samtaleseancer, der ikke ligner noget, undertegnede nogensinde har oplevet med en stjerne af denne kaliber.

Her kan du læse et uddrag fra det to en halv time lange legendemøde, som kom omkring såvel sangskrivningen, sorgen oven på teenagesønnens død og Caves udskældte optræden i Israel – og undervejs bød på solofortolkninger af en række sange fra bagkataloget.

Massivt meningsfuldt

Du har tidligere i karrieren talt om et antagonistisk forhold til publikum; om koncerten som en selvdestruktiv ting. Hvordan har det ændret sig?

Det er sandt, at der var et selvdestruktivt element i det, i gamle dage – i dag holder det mig bogstaveligt talt i live, det som foregår mellem fansene og mig. Både til koncerterne og i bredere forstand.

For mig begyndte det med tilblivelsen af filmen One More Time with Feeling – jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg havde gang i med den film; instruktøren Andrew Dominik blev hyret til at lave filmen, men ville ikke, hvis ikke vi adresserede det, som var sket.

Det var få måneder efter min søns død. Men jeg indvilligede, på betingelse af at jeg kunne redigere hvad som helst ud inden premieren – så han kørte på, og lavede det her utroligt smukke dokument, hvis storhed jeg absolut ingen idé havde om på daværende tidspunkt.

Ligesom jeg ikke havde nogen idé om den utrolige virkning, den havde på rigtig mange mennesker i situationer, som lignede min egen. Mine folk viste mig nogle af de breve, vi havde modtaget og nogle af reaktionerne på de sociale medier.

Og det blev meget tydeligt, at der var SÅ mange andre i lignende situationer. Det var ikke bare medlidenhed – selvom det også var en del af det – men nok så meget, at der var så mange mennesker, som havde gennemlevet lignende følelser.

Det blev åbenlyst, på en massivt meningsfuld måde, at vi vitterligt er forbundne, via vores lidelse. Og det ændrede mit liv, bogstaveligt talt, og bevægede mig fra et meget, meget mørkt sted og ind i en form for lys.

I den forstand at vi er forbundne – og også i stand til at transcendere fornemmelsen af underliggende lidelse. Det havde en massiv betydning for mig, og det løftede mig ud af et ret så mørkt sted. Forestillingen om det selvdestruktive var ganske enkelt ikke en mulighed længere – i stedet blev det livgivende at optræde.

Der skete noget cirkulært ved koncerterne i 2017, noget som kom fra publikum og blev sendt tilbage. Det var meget stærkt – og formentlig en af grundene til, at jeg står her i aften.

Hvordan har din tilgang til sangskrivningen ændret sig over årene?

Jeg skriver flere sange sammen med Warren Ellis i dag. Før i tiden ankom jeg til studiet med en stak sange, som jeg havde skrevet akkorderne til, og så spillede og sang jeg dem for bandet.

I dag arbejder Warren og jeg meget tæt sammen, på den meget improviseret måde. Så han laver musik, som jeg ikke kender, og jeg synger ting han ikke kender – vi laver hver især ting, som den anden ikke kender på forhånd.

Jeg sidder ved klaveret, vi er adskilt af en glasvæg, og så begynder han at spille noget, og jeg synger et eller andet. Og indimellem siger det bare ”bang” og bliver til noget meget smukt – og vi kigger forbavsede på hinanden gennem glasset.

Der er noget ved improviseret musik – de ting, du afdækker, kan ikke opnås på nogen anden måde. Det er der, vi er i øjeblikket, hvad angår sangskrivning. Warren har været meget værdifuld.

Vil du sige, at du har udviklet mere medfølelse med dig selv gennem årene?

Yeah. Ting bekymrer mig ikke i samme grad længere. En forfærdelig ting ved sorg er, at dit liv på et vist plan ændres til noget bedre.

Det føles som en rædselsfuld ting at sige – som det værst tænkelige at sige – men noget i den retning skete helt bestemt for mig, og for min kone Susie. Jeg kan se det på hende, og det er ekstraordinært at bevidne.

Så i den forstand vil jeg svare ja til dit spørgsmål.

Sex og sangskrivning

Da Cave har fortolket ”West Country Girl” fra hovedværket The Boatman’s Call, får også undertegnede mulighed for at adressere et spørgsmål til Cave – men først efter en ekskurs i den mere muntre afdeling.

Hvordan føles det at vide, at der er en masse børn I verden, som er blevet undfanget til en af dine sange?

Det er en meget smuk ting, synes jeg...

Det kan jeg forsikre dig for, det var!

Hvilken sang var det så – og hvor mange minutter holdt du?

Lad os bare sige, at jeg satte den på repeat...

(...)

Din sangskrivning de seneste ti år har ikke mindst været karakteriseret ved en bevægelse væk fra det lineære narrativ og ind i en mere fragmentarisk form. Hvad tror du, der ligger hinsides den bestræbelse? I hvilken retning bevæger din poesi sig?

Det er et godt spørgsmål, som jeg ikke kender svaret på. Hvis jeg gjorde, ville jeg bare bevæge mig derhen. Desværre er det en meget langsom proces, som når tidevandet skifter. Det er indlysende, når jeg ser tilbage.

Men selve skiftet foregår ganske langsomt. Det er sandt, at jeg finder det umådeligt svært at sætte mig ned og skrive en fortælling, som kun fungerer på ét plan. Som bare fortæller en historie – som en folkesang, for eksempel.

Jeg føler bare, at det påtvinger lytteren noget, eller i al fald frarøver ham eller hende muligheden for at bringe sin egen fantasi i spil. Hvorimod det inviterer folk ind i sangen på en helt anden måde, når jeg udslynger abstrakte, visuelle idéer, som betyder noget for mig. For de betyder altid noget for mig.

Det er i øvrigt også sådan, vi skaber selve musikken. Men hvor det fører hen, ved jeg ikke. En ting, jeg aldrig forlader, er visuelle sange. Selv når sangene er fragmenterede, er de meget stærke rent visuelt.

Fordi jeg tilgår verden med mine øjne – ikke så meget med ørerne. Jeg er omringet af folk, som hører verden – mine musikervenner – men selv skriver jeg, hvad jeg rent faktisk ser. Det er dét, mine sange er.

Lykkelig vildfarelse

Hvor står du i forhold til religion i dag?

Wov! Well, jeg synes, det bliver mere og mere vanskeligt at tale om religion, efterhånden som vi med jævne mellemrum enten oplever en eller anden (religiøst motiveret, red.) ugerning eller mindes årsdagen for en, som allerede har fundet sted.

Så det er er svært emne at tilgå. For mit eget vedkommende føler jeg at, i det mindste indenfor min egen forestillingsverden, når jeg sætter mig ned og skriver en sang, er forestillingen om Gud, spirituelle forestillinger, absolut nødvendige.

Jeg tror ikke, jeg kunne skrive de ting jeg gør, uden en eller anden form for forståelse for eller tro på den dimension.

Måske er det bare en lykkelig vildfarelse – men det er et nødvendigt mindset for mig, når jeg skriver sange. Udenfor den fantasiverden, synes forestillingen at falde fra hinanden, jeg har ikke den samme tro.

Når det er sagt, er det som om, at den finder vej igennem revnerne; finder vej ind i mit hverdagsliv. Jeg er blevet mere åben over for overnaturlige ting som spøgelser og lignende – end jeg bryder mig om at indrømme.

På et vist plan kan jeg i få mig selv til ikke at tro. Men det er svært at opretholde en tro, konfronteret med alle de ugerninger, som fortsat finder sted.

Du besidder helt åbenlyst et meget stort talent, uanset hvad du kaster dig over. Tror du, at det talent er gudgivent, eller er det et håndværk, du har lært dig?

Altså, hvis det gudgivent synes jeg godt, han kunne have givet lidt mere! (latter i salen, red.). Men det er det jeg er og det, jeg gør: Jeg står op hver morgen og skriver tekster. Det er en proces, som er forbundet med meget angst for mig, men der er også store belønninger.

Jeg er stolt af, hvor mange sange jeg har skrevet. At jeg stadig hænger i, og at sangene stadig formår at udfordre folk på et eller andet plan. At vi stadig kan lave et album, hvor hele vores fanskare må genoverveje, hvorvidt de kan lide The Bad Seeds.

Tings afslutning

I forhold til, hvordan du har håndteret det ufattelige tab af din søn...var der et bestemt tidspunkt, nogen eller noget, et råd, som tændte et lys for dig i mørket?

Prøv at høre, jeg er ked af at sige det, men du kommer også til at opleve det. Ingen kommer igennem livet uden at stå i den her situation, i den ene eller anden form. Du ved, det sker for os alle – og du ved ikke, hvornår det er sidste gang

(Cave må tage en pause, tydeligt bevæget, red.)....undskyld... at du er sammen med nogen. Det er en ting, vi lærte meget pludseligt – at det her sker, og så er det forbi. Og deri ligger lyset også, for os: At hvert eneste øjeblik fucking tæller.

Måske er det værd at tænke over tings afslutning. Måden du siger farvel til nogen. Hvordan du forlader en fest, eller hvad du nu gør. At du på en eller anden måde tænker over det. For det kan være den sidste gang. Vi ved det ikke.

Og den dyrebarhed ved livet er blevet virkelig vigtig for mig – og for min kone, Susie. Og det er en fantastisk ting at opdage – samtidig med at det forfærdende at se, hvordan vi bare ødsler livet bort. Så dér ligger lyset.

Cave sætter sig ved klaveret og intonerer ”Papa Wont Leavy You, Henry”, og sådan fortsætter det unikke legendemøde en rum tid endnu, inden han for sidste gang slår tangenterne an og sætter punktum med ”The Weeping Song”.

Nick Cave & The Bad Seeds kan opleves fredag den 6. juli på årets Roskilde Festival.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA