x

REPORTAGE: Sweden Rock Festival — varme aftener med metalguder

REPORTAGE: Sweden Rock Festival — varme aftener med metalguder

Sweden Rock Festival 2018 i svenske Sölvesborg i dagene 6.-9. juni blev igen i år en kæmpe succes, og arrangørerne Live Nation må være godt tilfredse med afviklingen af den hidtil største og tilmed for længst udsolgte festival, der i år var oppe på 37.000 tilskuere. Fire heftige og særdeles solrige dage med et overflødighedshorn af store og interessante navne under hard rock og metal segmentet.

Festivalen har udviklet sig meget i de 15 år, jeg har deltaget i festlighederne. Som det første skal nævnes de fantastiske lydforhold. Jeg så i år 18 fulde koncerter plus det løse, og ikke en eneste gang var lyden dårlig. Den var faktisk for det meste ganske fremragende. Jeg havde på intet tidspunkt ørepropper i, men jeg havde ikke følelsen af, at det var for lavt. Høj, klar, tydelig og ren lyd ... sådan, mine damer og herrer, skal det gøres! Stor ros for dette til festivalledelsen, der igennem årerne har arbejdet seriøst med at forbedre lydforholdene.

Endelig kom den catwalk, der har generet udsynet på den store scene væk, og pladsforholdene var optimeret. Det ændrer dog ikke på, at der bliver lukket for mange mennesker ind. Der er tæt pakket, og køerne er blevet længere til mad og drikke. Jeg tror faktisk ikke, at det er muligt for alle at se hovednavnene, for dertil er arealet foran den store scene for lille, så for nogle af de 37.000 tilskuere foregår koncertoplevelsen foran opstillede storskærme. Så når man sætter toppen af heavy metal, Iron Maiden, Ozzy Osbourne og Judas Priest på plakaten, så bliver der et naturligt pres på for netop at se disse navne.

I den mere kuriøse afdeling havde man valgt at flytte udgangene ned i nærheden af den 3. største scene, hvilket betød, at publikum skulle passere en koncert for at komme ud, hvilket må have været ret irriterende for de optrædende bands og deres publikum. Den har de nok med dagsordenen til næste møde, når de skal planlægge næste års festival.

Det skal da også lige med, at vi danskere fylder mere og mere på festivalen. Men Sweden Rock Festival ligger også kun knap to timers kørsel fra København, så der er ikke rigtig nogen grund til at gå glip af denne efter min mening fantastiske festival. Der er god stemning, alle tager hensyn til alle, og det er tydeligt, at publikum på denne festival kommer for musikken i mindst lige så høj grad som for samværet og drukturene. Publikum er rigt repræsenteret helt op i 60'erne og vel egentlig ret jævnt fordelt med overvægt på +35 er min vurdering. Der er en lidt nørdet tilgang med masser af cd-shops med både nye og gamle cd'er, masser af T-shirts og andet metal-udstyr samt signering af cd'er fra mange bands.

Med +80 koncerter på plakaten rammer jeg måske ikke det band, du gerne ville høre om. Det beklager jeg, men jeg kan jo kun være et sted af gangen, og niveauet er sindssygt højt og kvaliteten ligeså.

Den hellige treenighed og deres disciple

Hvis man taler om traditionel heavy metal, bliver det ikke meget større, når man sætter Iron Maiden, Ozzy Osbourne og Judas Priest øverst på plakaten over tre dage. De er alle legendariske og har i den grad været med til at sætte heavy metal på verdenskortet siden 70'erne. Jeg skal ikke forsøge at udnævne en af dem til at være den største, for det afhænger i høj grad af smag og behag. Det er vel nærmest et religiøst spørgsmål for hardcore fans af de tre respektive bands. Jeg vil blot konstatere, at de alle har sat markante fodaftryk ud i genren.

De er alle godt oppe i årene, og vi kommer unægteligt tættere og tættere på det afdansningsbal, vi alle havde regnet med var indtruffet for snart længe siden. Men med årene er der nærmest kutyme for, at de aldrende rockklenodier fortsætter, indtil de ikke selv kan hæve glasset og skylle endnu en Jack Daniel’s ned.

 

IRON MAIDEN ... hovednavn torsdag

****** 6 stjerner

Ingen billeder grundet fotoforbud

Iron Maidens optræden på Sweden Rock Festival blev den mest overværede koncert i festivalens historie. Forventningerne var tårnhøje. Alle blikke var rettet mod den store festivalscene, da Iron Maiden satte deres kolossale rockcirkus i omdrejninger. Alle andre områder var efter sigende lagt øde hen, for ingen ville misse dette forventede brag af et show.

Jeg er helt sikker på, at ingen gik derfra med følelsen af, at det ikke var formidabelt. Med noget nær den perfekte lyd satte Iron Maiden i gang med "Aces High" med et kampfly svævende faretruende over os. Allerede efter denne hæsblæsende start havde man fornemmelse af, at dette ville blive mega stort. Iron Maiden-gutterne virkede usædvanligt oppe på dupperne og "Where Eagles Dare" og særligt "2 Minutes to Midnight" blev kastet i hovedet på os i hæsblæsende tempo.

Herefter fik vi, hvad jeg betragter som et af højdepunkterne; "The Clansman" fra "Virtual XI", hvor Blaze Bayley var forsanger. Man fik næsten gåsehud af den fantastiske fremførelse, der var både stemnings- og powerfyldt på en og samme tid. Fra Blaze Bayley tiden fik vi den ligeledes mageløse "Sign of the Cross". Faktisk blev jeg mest fanget af de lidt længere metalproggede numre, for det var her, at bandet viste deres musikalske styrke og deres evne til at komponere fede storladne numre og udføre dem stilmæssigt rent og sikkert. "For the Greater Good of God" var endnu et eksempel på et fantastisk progmetal-nummer.

I den modsatte boldgade spillede bandet et lidt ligegyldigt nummer som "The Trooper", hvor Bruce Dickinson fægtede med en velvoksen Eddie til stor fryd for publikum, og selvfølgelig blev mobilos brugt flittigt af forsamlingen. På numre som dette fungerer det, men så heller ikke mere. God ide med blikfang i netop det nummer.

Øvrige højdepunkter for mig var sprøde og energiske udgaver af "The Number of the Beast", "Hallowed Be Thy Name" og "Run to the Hills" fra albummet "The Number of the Beast". For mig er dette stadig Iron Maidens fedeste skive, og live fremstår disse numre stadig stærkt, om end deres storladne, lidt længere numre puster dem alvorligt i nakken.

Med tre guitarister har Iron Maiden en stærk power-trio, der lynede hele aftenen igennem. Dave Murray virker teknisk stærkest af de tre, Adrian Smith er solid, men mere anonym og Janick Gers er spasmageren, der havde luret Ritchie Blackmores stil fra back in the day. Han optrådte stadig med store armbevægelser, som da han var i København som guitarist for Deep Purple forsanger Ian Gillan tilbage i 1982. Forsanger og showmaster Bruce Dickinson var nærmest overnaturligt god med en fantastisk energi og stor, stor stemme. Rytmesektionen Steve Harris på bas og Nicko McBrain på trommer er vel en af de stærkeste i genren og leverede på meget højt niveau.

Det var i sandhed en pragtfuld sommeraften med Iron Maiden og en sand opvisning i kunsten at lave en stjerne-rockkoncert kombineret med det perfekte rockshow, der dog på intet tidspunkt tog opmærksomheden fra selve musikken, som vi jo trods alt var kommet for. Jeg er normalt ikke den store Iron Maiden-fan, men jeg måtte bøje mig i støvet og konstatere, at Eddie havde været forbi, og vi var blev rusket godt og grundigt. Respekt!

 

 

OZZY OSBOURNE ... hovednavn fredag

**** 4 stjerner

Ingen billeder grundet fotoforbud

Ozzy er i gang med en eller anden form for farewell, og det er nok bedst, inden det bliver tåkrummende. Ozzy var stadig god, men når man har overværet en Ozzy-koncert, så tænker man unægteligt, at det må være sidste gang. Han virkede ikke helt sikker på tæerne, men sådan har det jo været i mange år. Ozzy optræder, som Ozzy nu engang gør klamrende sig til mikrofonstativet og med små løbeture ud til siden for hurtigt at vende tilbage. Der gik vel heller ikke meget mere end 30 sekunder, før han igen spurgte os, om vi var der, og at han ikke kunne høre os. Men som indpisker holdt han dampen oppe på publikum, og de elskede det. Lidt charmerende var Ozzy nu også, for han virkede meget oprigtig og indlevede sig 110% i de øjeblikke, han stod på scenen, og det var her, at han havde sin styrke. Vedholdende og ægte, men faktisk var stemmen også i orden denne aften.

Til gengæld havde han slæbt Zakk Wylde med som guitarist denne aften, og det blev sgu lidt trættende i længden. Lige så meget karisma Ozzy har, lige så lidt har Zakk Wylde. Langtrukne og intetsigende soli gjort bedre af andre; bare støj og lir. Da Ozzy sandsynligvis havde brug for en pause eller komme på toilettet spillede Zakk Wylde i, hvad der fremstod som i evigheder, uden glæde for nogen helst. Hans solo blev så efterfulgt af en gabende kedelig trommesolo fra en ellers meget kompetent Tommy Clufetos. Disse 15+ minutter af koncerten var hurtigt glemt.

Men resten af koncerten fungerede faktisk ret godt. En håndfuld fede numre fra den første Ozzy-soloskive lyste op i natten og bragte publikum i koma. "I Don't Know", "Crazy Train", "Suicide Solution" med flere sad lige i rockskabet. Særligt fremhæves skal "I Don't Want to Change the World", hvor musikerne virkelig trykkede den af, og "Shot in the Dark" fik også liv denne aften.

Ozzy havde ikke glemt Black Sabbath-tiden, så vi fik en sprudlende "Paranoid" som ekstra nummer samt "War Pigs" og "Fairies Wear Boots" midtvejs i sættet. Her var det meget tydeligt, at Zakk Wylde slet ikke kunne fylde skoene efter riff-master Tony Iommi.

Inden "Paranoid" fik vi en ulidelig udgave af "Mama, I'm Coming Home", hvilket var et stort spørgsmålstegn for mig. Den rørte i hvert fald ikke mig.

Konklusionen er, at Ozzy var super, når det rigtig kørte for ham og bandet med velsmurte og stramme udgaver fra særligt debutalbummet og andre udvalgte numre. Black Sabbath-numrene var fine, men ikke på niveau med Sabbath-tiden. Der var, efter min mening vel og mærke, enkelte smutterne, og solopausen var ren tomgang. Så en god time med fed klassisk heavy rock venter dem, der møder op for at opleve Ozzy på Copenhell d. 22. juni og så kan de jo hente en øl, imens Zakk plejer sit ego.

gallery_large

JUDAS PRIEST ... hovednavn lørdag

****** 6 stjerner

... og så blev det Judas Priest, der lukkede og slukkede Sweden Rock Festival. Hold nu kæft, hvor var der saft og kraft i de gamle drenge. Det var ganske enkelt outstanding. Ikke så mange dikkedarer. En forholdsvis simpel kulisse, et perfekt sammenspillet band og Mr. Metal alias Rob Halford, der med hård hånd og enorm autoritet ledte slagets gang. Jeg oplever næsten, at Rob bliver bedre og bedre over tid, hvilket virker nærmest uvirkeligt. Jeg så Judas Priest første gang i 1984, hvor Rob var super, men han var denne aften større end nogensinde. Hans skrig i "Sinner" og "Painkiller" var så rene og dæmoniske, at man næsten troede, at det var løgn.

Derudover er der ingen tvivl om, at guitarist Richie Faulkner, der trådte ind, da K.K. Downing satte guitaren tilbage i rockskabet har været med til at løfte Judas Priest tilbage på toppen. Hans guitarspil er uhyre præcist og skræddersyet til den kontante, rå og stramme heavy metal, der er Judas Priests varemærke. Andenguitarist Andy Sneap gjorde en god figur som stand in for guitarist Glenn Tipton, der desværre er ramt af Parkinsons syge.

Judas Priest lagde stærkt ud med "Firepower" fra deres mildest talt fantastiske 2018-album af samme navn. Så var stilen virkelig naglet fast. Hård og hurtig metal med stærk bund, svingende metalguitarer og Halfords dæmoniske stemme. Det fungerede perfekt, og niveauet faldt ikke et sekund under hele koncerten.

Der var "Lightning Strike" og "Rising from Ruins" fra "Firepower" samt en masse både kendte og mindre kendte numre fra hele karrieren. "Tyrant" var en superswingende, "Bloodstone" en perle fra "Screaming for Vengeance", en smuk og stemningsfyldt "Night Comes Down", klassisk heavy metal med "Freewheel Burning" og meget mere Priest.

Som rosinen i metalpølsen fik vi tre legendariske numre fra "British Steel" "Metal Gods", "Breaking the Law" og "Living After Midnight", hvor Glenn Tipton trådte ind og deltog til stor jubel for den fremmødte forsamling. Det var rørende midt i metalfesten at opleve en passioneret guitarhelt, der af kærlighed til Judas Priest og sine fans tager rundt med Judas Priest og spiller, når helbredet tillader det, hvilket det heldigvis gjorde denne aften. Stor respekt og skønt at opleve lidt mere af det "gamle" Judas Priest.

Rob Halford lagde hårdt ud med sloganet The Priest is Back! Det skal jeg sateme love for og bliv nu endelig ved med det, for vi kan simpelthen ikke undvære Judas Priest. Måske de skulle hive K.K. Downing tilbage, når Glenn ikke kan mere!

 

 

Bredt spektrum af interessante varianter af rock

Når vi ser bort fra den hellige treenighed, var festivalen fyldt med mange interessante navne i alle kroge af rocksegmentet; herunder også i forhold til erfaring, idet der var alt fra 50 års jubilæer til helt unge kræfter på de fem scener. Her er nogle af de artister, der klarede sig bedst efter min mening:

gallery_large

ROSE TATTOO

****** 6 stjerner

Australske Rose Tattoo har eksisteret i en menneskealder og det er vel stort set kun forsangeren med det smukt klingende navn Angry Anderson, der er fysisk i live. Men det betød på ingen måde, at de manglede energi og nerve for det var lige nøjagtigt, hvad Rose Tattoo havde. Man kunne da kun blive glad i låget og i feststemning, når de mildest gamle drenge sparkede alvorligt røv med deres beskidte biker rock fra down under. Fra første strofe af "One of the Boys" stod det klart, at dette ville blive stort. De rykkede helt vildt fedt, og der var boogie og slide-guitar for alle pengene. De kunne spille, og det swingende for vildt.

Angry Anderson er en lille tæt skaldet fyr med masser af tatoveringer, der kan se lidt undseelig ud, men manden har så meget karisma og glimt i øjet, når han står der og synger om, hvor hårdt livet kan være, og man virkelig føler med ham. Manden udstrålede indlevelse, menneskelighed, ydmyghed samt ikke mindst humor og en ægthed, der ramte os lige i synet. "Scarred for Life", "Rock and Roll Outlaw", "Man About Town", "Assault & Battery" samt "Bad Boy for Love" swingende fantastisk og han mente det sikkert alvorligt, da han sang "Nice Boys" ... don't play Rock'n'Roll.

Rose Tattoo havde i øvrigt den oprindelige AC/DC-bassist Mark Evans med. Rose Tattoo ligger heller ikke langt fra AC/DC. Man kunne godt ønske sig, at Rose Tattoo ville kikke forbi på vores kanter lidt oftere.

gallery_large

YES featuring Anderson, Rabin & Wakeman

***** 5 stjerner

Yes er ude på deres 50 års jubilæumstur og eksisterer faktisk i hele to formater. De gamle drenge kan ikke enes, så de har hver deres udgave. Denne koncert var efter min mening af det mest interessante Yes, der kombinerer de meget progressive numre fra 70'erne med meget højt til loftet med perioden med Trevor Rabin som guitarist/sanger, hvor Yes bevægede sig i en mere mainstream retning. Denne udgave af Yes har tillige den originale Yes-sanger Jon Anderson og keyboard-maestro Rick Wakeman med. Måske et lidt skævt band på Sweden Rock, men fedt at de blev booket for at skabe bredden på festivalen.

Koncerten fungerede rigtigt godt og var et frisk pust på en ellers ret rocket udgave af Sweden Rock i 2018. Bedst fremstod numrene fra deres kommercielle succes album "90125". Numre som "Changes", "Hold On" samt ikke mindst "Owner of a Lonely Heart" blev spillet med nerve og spilleglæde. Koncerten tabte på intet tidspunkt momentum på trods af mere progressive indslag og meget temposkift undervejs, som f.eks. i "Heart of the Sunrise" og "Perpetual Change". Som ekstranummer fik vi selvfølgelig "Roundabout".

Den gamle hippie Jon Anderson fremstod overskudsagtig og sang rigtig smukt på trods af sine 73 år. Rick Wakeman spillede i noget, der mindede om en kanonkongedragt og så mildest talt fjollet ud, men betjente det overdimensionerede antal keyboards på bedste vis. Det var fedt at opleve guitarist og sanger Trevor Rabin, der via sin lidt mere rockede stil fik fyret lidt op under de under tiden lige lovligt pompøse sange, så det hele fremstod friskt og forfriskende.

 

gallery_large

Tarja og The Dark Element

***** 5 stjerner

Nightwish spiller på Copenhell d. 21. juni, men deres tidligere sangerinder Tarja Turunen og Anette Olzon optrådte begge med fremragende koncerter på festivalen. Måske derfor spillede Nightwish ikke på Sweden Rock i 2018, men valgte Copenhell.

Anette Olzon og hendes nye projekt The Dark Element med Jani Liimatainen på guitar have rent faktisk verdenspremiere på Sweden Rock, og de fik en forrygende start på noget, der kan udvikle sig til noget større. Helt igennem leverede de skarpt og virkede på ingen måde tynget af debut-situationen. De første to numre var måske lidt rustne, men de fik hurtigt rystet nervøsiteten af sig.

The Dark Element spillede udelukkende numre fra deres debutalbum, der var en af de stærkeste udgivelser i 2017. "The Ghost and the Reaper" og "My Sweet Mystery" var bedst, men niveauet var generelt højt, og de skal da have ros for ikke at forfalde til at spille Nightwish-numre, selv om et enkelt ikke havde gjort skade, men de struttede af selvtillid, gav den en skalle og satsede 100% på deres eget materiale. Jeg håber, at dette ikke bliver en enlig svale, for de havde fat i noget der i solen på Sweden Rock.

Tarja behøver ikke den store præsentationsrunde, da hun efterhånden er gammel i gårde på solofronten, og hun leverede da også en flot og afvekslende koncert med et meget velspillende og entusiastisk band. Tarja var gudesmuk i stramt læderdress og sang som en drøm. Hendes musik er mere nørdet end både Nightwish og The Dark Element, og det var både smukt og energifyldt på samme tid.

Det er svært at fremhæve et enkelt nummer eller to, da de er meget forskellige. Jeg kunne dog godt have undværet "Supremacy" (Muse cover), som de spillede, når der kun var tid til 12 numre. Nightwish tiden var ikke helt glemt, og vi fik et kort og stramt medley med et par skæringer fra denne periode samt Gary Moores "Over the Hills and Far Away" som afslutningsnummer, som hun også indspillede med Nightwish.

gallery_large

Pretty Maids

***** 5 stjerner

De danske national helte Pretty Maids fik en heltemodtagelse i det svenske og samlede faktisk et imponerende stort publikum foran den store scene på trods af, at de allerede var på kl. 13. Men de var også fede og er blevet totalt revitaliseret i det seneste årti med fire markant stærke udspil. Seneste udspil "Kingmaker" er nærmest deres største bedrift, og de har trods spillet i over 30 år, så det kan man vel godt kalde still going strong.

Denne koncert var deres første, efter Ronnie Atkins faldt og slog hovedet i foråret med efterfølgende aflysninger, men Ronnie virkede på ingen måde tynget og gav den gas på sin sædvanlige indlevende og drengerøvsagtige facon. Bandet lagde ud med "Mother of All Lies" og havde valgt at lægge en stak af deres hard and heavy numre i røven på hinanden, og det skabte energi og momentum. "Bull's Eye" sad lige i skabet, der var fart på "Back to Back" og "Pandemonium" var stærk denne eftermiddag. Man kan så undre sig over, at de ikke vælger at føre linjen helt ud i stedet for at slutte af med et par af deres popnumre, der absolut er gode, men det sænkede momentum og nu var de lige så godt i gang. Man bliver sgu lidt stolt, når et dansk band kan mænge sig på Sweden Rock, hvor niveauet er mega højt.

 

Uriah Heep

***** 5 stjerner

De gamle drenge i Uriah Heep er ligesom Pretty Maids still going strong. Måske det var den nye rytmesektion, der satte Uriah Heep tilbage på rocklandkortet, men faktum er, at de var bedre her end i lang lang tid. Stor spilleglæde, stor kontakt til publikum og de spillede med en oprigtig lyst til at spille de sange, de har spillet til hudløshed.

Mick Box har en super karma, når han står der og virker nærmest spirituel. Manden har spillet med Uriah Heep i 50 år, og han stråler stadig i en sådan grad, at det smitter af foran scenen. Forsanger gennem mange år Bernie Shaw virker også enormt overskudsagtig og smiler det meste af tiden, mens han synger, det bedste han kan, og det var rigtig godt.

Publikum var ellevilde, og der var usædvanligt meget fællessang. Efter "Lady in Black" måtte Mick Box faktisk dæmpe publikum for at kunne nå at spille deres sæt til ende, for på Sweden Rock falder hammeren, når tiden er gået.

Hvis jeg skal komme med et lille minus, så var det, at de kun spillede klassikerne i deres forkortede sæt i stedet for at medtage f.eks. den eminente "One Minute". Vi fik selvfølgelig "Stealin'", "Easy Livin'", "July Morning", "Sunrise", og højdepunktet efter min mening var den legendariske "The Wizard".

De der skal se Uriah Heep i Viften d. 20. november, kan se frem til et brag af en koncert med disse aldrende dinosaurer, for de er absolut stadig fit for fight.

 

Mange andre guldkorn på dette års festival

Jeg kunne blive ved, for der var mange andre store øjeblikke på Sweden Rock i år. The Darkness overraskede mig endnu engang med frisk og fyrig old fashion Rock'n'Roll, hvor det ene fede riff efter det andet faldt som perler på en snor.

Goth-rockerne, finske The 69 Eyes fik endelig spilletid på Sweden Rock med deres mørke, melankolske og lidt dystre rock. De gav den fuld gas, men midt om eftermiddagen var ikke den rigtige kulisse til mørkemænd i stramt sort denim og læder.

Ungersvende, der ville noget, var også repræsenteret med svenske H.E.A.T og Crashdiet, der begge spillede rendyrket kick-ass melodisk Rock'n'Roll. H.E.A.T fik dog en ekstra oplevelse med hjem i kufferten, da festivalledelsen trak strømstikket, da de ud på natten bare spillede videre, selvom stage manageren stod og svingende med det røde flag i kulissen, fordi de gik over tid. Det virkede komisk, men også lidt sejt, at H.E.A.T bare ikke kunne stoppe. Respekt for det!

Derudover hørte jeg gode strofer af Madam X, Steelheart, Pain, Lacuna Soil, Stone Sour, Wilmer X ... man kan jo ikke se og høre det hele!

Dette års Sweden Rock Festival var en meget succesfuld en af slagsen. De laver nu altid festival på højt niveau, men det smukke sommervejr, 37.000 hårdrock elskere og et stort og spændende program med alle tiders flotte lyd satte standarden for, hvordan det skal gøres. Tak igen for en fantastisk festival. Heja Sverige!

Ses vi i 2019?

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA