x

L.O.C. – synd med synd på

L.O.C. – synd med synd på

Billeder: Rasmus Weng Karlsen

På det aktuelle og vaskeægte konceptalbum "Melankolia/XxxCouture" tager L.O.C. favntag med intet mindre end de 7 dødssynder. Den komplekse splittelse mellem synd og dyd er omdrejningspunktet på Århus V-rapperens fjerde album, der i dobbelt-cd format byder på ædrueligt klarsyn i en moralsk gråzone.

På vej til mit møde med L.O.C. har jeg lige et kort ærinde i min lokale bank. Min bankrådgiver spørger interesseret til min profession, og jeg fortæller ham flygtigt om det forestående interview. Min bankrådgivers kollegiale sidemand har åbenbart de store ører skruet på denne morgen, og fra nabobordet bryder han pludselig ind i snakken om en af Danmarks bedst sælgende hiphopartister.

De to slipseklædte bankmænd kender skam godt til den beskidte sprut- og ho-lyrik og de hårdtslående beats, der dominerede på L.O.C.s albumtrilogi, som den udspillede sig i perioden 2001 til 2005. ”Men er det ikke noget med, at han var helt nede og skrabe bunden”, spørger den ene lidt usikkert. Jeg nikker bekræftende, før jeg forlader banken og haster af sted til mit interview.

Og jo, han havde ret. L.O.C. – eller Liam O'Connor, som der står på dåbsattesten – var helt nede og bide i asfalten. Men omkring årsskiftet 2004/2005 fik han nok af at drikke sig et smil om læben. Han blev træt af at være fastlåst i sin egen selvdestruktive stodderlyrik, selvom det forpligter at turnere med drukforherligende radiohits som "Drik Din Hjerne Ud og Absinthe". Sidstnævnte kunne i øvrigt indtages undervejs og ad libitum leveret af en velvillig tour-sponsor.

I dag er L.O.C. på tredje år ædruelig alkoholiker, som det hedder, når man én gang har druknet sig i den vanedannede spirituosa. Han er tilstedeværende på en ny måde. Nærværende med en ny indsigt. Men ikke selvfordømmende eller puritansk.

– Det er klart, at min beslutning om at lægge alkoholen på hylden krævede, at jeg genopfandt et nyt billede af mig selv. I den forbindelse har det hjulpet mig meget at skrive tekster om min tilstand. Det var vigtigt at få tankerne ned på papir i stedet for, at de bare hvirvler rundt inden i mit hoved, forklarer L.O.C., der i følge sig selv har skrevet sit til dato mest ærlige album. Den ædruelige tilstand har givet ham energi til at prøve kræfter med nogle af livets helt store, komplekse spørgsmål, og rimenes træfsikkerhed er blevet mere raffinerede, i takt med at balancenervens egenskaber er blevet gendannet.

– "Melankolia/XxxCouture" er endnu tættere på det, der i virkeligheden foregår inden i mit hoved, selvom det ikke altid er lige kønt! Den plade er endnu mere ufiltreret mig, for jeg har måtte afsøge, hvor mine grænser gik, når jeg ikke havde drukket mine hæmninger væk. Men de tre foregående plader var også mig ("Dominologi" (2001), "Inkarneret" (2003) og "Cassiopeia" (2005), red). Stodder-stilen har passet godt ind i mit liv i den periode – og var ikke påtaget. Jeg er altid meget biografisk, når jeg skriver tekster. Når jeg lytter på mine gamle plader i dag, så siger det meget præcist, hvor jeg var henne på det tidspunkt i mit liv, de er en afspejling af, hvordan jeg havde det, ræsonnerer L.O.C. eftertænksomt, mens han stryger håret tilbage.

En syndig dagsorden
Med en symbol-orienteret interesse for religion og et passioneret filmhjerte blev L.O.C. for nogle år siden fanget af de 7 dødssynder, mens skitserne til det, der senere er blevet til "Melankolia/XxxCouture", stadig var i støbeskeen:

– Jeg havde skrevet en række numre, som ubevidst tematisk kredsede omkring forskellige former for syndighed. Det affødte ideen om at lave en plade, der tog udgangspunkt i de syv klassiske dødssynder. Melankoli har altid været sådan en etikette, folk har sat på min musik, og tanken var derfor at fortolke dødssynderne gennem melankoli, som oprindeligt også var repræsenteret på kardinalsyndlisten, men senere blev afskrevet som sindssygdom, ladhed eller dovenskab.

– Da jeg efterfølgende begyndte at undersøge syndsklassifikationerne nærmere, stødte jeg på den her miniaturebog skrevet af Jan Lindhardt, der er biskop i Roskilde. I bogen ("De Syv Dødssynder: Fra Død Til Dyd", red.) hævder han, at de 7 dødssynder er blevet til dyder eller ligefrem idealer i det moderne samfund. Om end han har et meget protestantisk blik på dødssynderne, så synes jeg, han har ret i mange af sine pointer. Eksempelvis at jagten på de 15 minutters berømmelse er et udtryk for hovmod, og at grådighed er en nødvendig egenskab for at være en god forretningsmand.

– Det var et interessant perspektiv i forhold til at beskæftige sig med de 7 dødssynder, og det gik fint i forlængelse af det, jeg i forvejen var optaget af, forklarer L.O.C., der har delt sit nye album op i to ep’er med syv numre på hver – et for hver dødssynd anskuet fra to forskellige vinkler:

"Melankolia", der musikalsk er ledsaget af tunge, mørke og støvede rytmer, beskriver, hvordan L.O.C. oplever synderne i sig selv, mens den mere hårdtpumpede og feststemte "XxxCouture" illustrerer, hvordan de selv samme træk også ophøjes og idealiseres.

– Denne splittelse mellem synd og dyd er spændende, fordi den er så nærværende og samtidig kompleks. Det har været vigtigt for mig, at det ikke bare blev sådan en sort-hvid yin og yang-fortælling. Pladen handler ikke bare om godt og ondt, slår L.O.C. hurtigt fast.

Læs resten af interviewet i GAFFA april, der er på gaden nu

L.O.C.s hjemmeside

L.O.C. på MySpace


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA