Reportage: Finalen i KarriereKanonen – fremtidens stjerner blev fundet

Reportage: Finalen i KarriereKanonen – fremtidens stjerner blev fundet

Tredjedagen, og tiden er inde til finalen i KarriereKanonen på Smukfest. De otte finalister er fundet efter en lang udvælgelsesproces og har nu 25 minutter til at vise, hvad de har lært i de sidste måneders forløb med forskellige coaches og vejledere. Andre gange har der været nogle grupperinger i genrer, men i år er det otte ret forskellige udtryk, dog slet ingen rock.

I skrivende stund er vinderne ikke fundet, og jeg plejer ikke at være enig med panelet, så det er meget sandsynligt, at begrundelserne for valget bliver ret anderledes, end hvad jeg hørte.

Der bliver lagt ud med et brag, af Ravi Kumar (billedet). Som en helt ung og relevant udgave af Peaches fylder Sharon hele scenen med nærvær, intelligens og badass humor. Det kan godt være, at hun siger fuck hele tiden, men det er ikke sex, hun sælger, det er empowerment og kvindelig råstyrke. Med produktioner, der er væsentlig tungere og mere kantede, kræver det hooklines og personlighed at gøre det radioegnet, og det har hun. En smittende entusiasme, kostumeskift, casual dansekoreografi og fjollede indslag er med til at hamre det her ind som gennemunderholdende, men alligevel får de hårde budskaber plads. Det er vigtigt for hende, og både begejstringen og holdningerne smitter. Jeg kan ikke forestille mig, at hun ikke vinder. Det er et ret nyt projekt, og der er bestemt en læringsproces i gang for dem. For eksempel skal der indlægges vandpauser i sættet næste gang og forberedes en Plan B, hvis udstyret driller.

Det gjorde det ikke, men hos det efterfølgende band smeltede computeren sammen i varmen, og hvis det var sket for Ravi Kumar, havde der ikke været nogen redning. Det havde Shoko heldigvis, og hun tog det også pænt, at der var en lille pause, imens der blev skiftet computer. Hun er på mange måder en modsætning til Ravi Kumar. Jeg har klart indtryk af, at Shokos primære grund til at stå på scenen er at blive kigget på. Jeg fornemmede intet tilhørsforhold til musikken, publikum eller ordene. Måske er tiden moden til en flegmatisk diva?

Det tredje kvindelige indslag er gruppen Aufori. Med en baggrund både i X Factor og melodi grand prix står den kun 16-årige Anna Ritsmar nu i front for et band med egne sange, skrevet af hende og efterskolevennerne. Helt tyst og intimt, alle er klædt i rødt, og lyset er rødt, og ukulelen står tydeligst i mikset. Meget imponerende, at det lykkes dem at lave det rum, hvor folk kan gå fra boomboxes fyldt med dakkedak og så stå helt inderligt og nyde en så indadvendt summen af lykke. Meget modigt at stille op helt uden trommer, men det begrænser også lidt den dynamiske variationsbredde. Det er et vidunderligt univers, men jeg synes ikke, at de har nok til en hel koncert. Det skal nok komme, for de har mange fede idéer, og lejrbålsstemningen holder 100%. Vildt stærk effekt at synge en politisk sang, hvor alle i bandet har bind for øjnene.

Det er en konkurrence, der er tale om, men heldigvis er der tre vindere. Det er der flere af kunstnerne der fremhæver, for så kan man stadig heppe på de andre, uden at det nødvendigvis koster en selv noget, og fælleskabsfølelsen er til at mærke bagved. Anna kunne næsten ikke bære tanken om, at nogen ikke skulle vinde, når man nu ved hvor meget alle har arbejdet på det.

Et andet og helt anderledes bud på en vinder er den unge Tobias Albert. Han står helt alene på scenen med en guitar og nogle loop-pedaler. Og mere behøver han måske ikke, for hans charme fylder resten af scenen. Der har ikke stået et eneste menneske til den koncert, der ikke havde lyst til at give ham en krammer. Som en midtsjællands svar på Ed Sheeran er det drengesindet, der blotlægges, og samtlige pigehjerter står åbne. Men han er ikke kun en pretty boy, der er virkelig skillz på spil her, og han kan mange ting både med stemmen og guitaren. Der er et stykke vej endnu, men jeg er ikke i tvivl om, at han bliver en kæmpe stjerne. Hvis han ikke vinder, så er det fordi, panelet vurderer, at han ikke har brug for det skulderklap. Når han lige får lidt mere variation i sangene og lidt bedre mikrofonteknik, så lander han stort. Han må gerne blive ved at være så ubehjælpelig til at snakke imellem sangene, det er ret sødt.

Tobias gør det hele imens og er tydeligvis identisk med sin lyd. En autenticitet, jeg savnede hos Fravær, der spillede senere. De startede egentlig fint ud med en god pop-vibe og en sød sanger, og de har bestemt nogle hits der fungerer, men jeg er næsten 100 procent sikker på, at de pads og maskiner ikke var sat til. Det, han spillede var ikke det der kom ud af højtalerne, og den slags distraherer og irriterer. Der er ikke noget galt i at have et backtrack, men så skal man ikke lade, som om man spiller det. Men jeg tror, at de vinder, for de havde publikum allermest med og er klar til radiohittet her og nu.

Det er et bredt panel af branchefolk fra radio, festival og coaching der skal udpege de tre vindere, og det er ikke altid helt tydeligt for mig hvad de ser i vinderne. Så når jeg gætter på Ravi Kumar, Fravær og Aufori, så kan det være, at de tænker helt anderledes (Vinderne blev Ravi Kumar, Tobias Albert og Fravær, red.). Måske er de mere til den charmerende rapper Elo, der i min optik kun havde to sange (de to sidste han spillede), og resten var fillers. Eller måske er de mere til den sikre produktion fra de erfarne folk i More Blessings, der med Talking Heads-agtige rytmer og duet-rap ramte midtlivskrisen skarpt. Eller også er det Dusin, der med smooth både som mål og middel skriver vildt gode sange, men slet ikke har fokus til at få det ud over scenekanten.

Uanset hvad, så får vinderne den store tur igennem vejledning, rådgivning og kæmpe medvind både i radio og festivaler, så er der alle chancer for at de kan komme langt.

Otte vidt forskellige udtryk, og selvom jeg ikke så nogle flyveklare fremtidsvisioner i kaliber med tidligere vindere som The Minds of 99 og Katinka, så skal der ikke meget arbejde til, før det er stjerner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA