x

Portishead – folk har nok opgivet os

Portishead – folk har nok opgivet os

Chiswick High Road 162, London W2. På denne adresse i den nordvestlige del af Englands hovedstad ligger det pæne, men ikke ligefrem fashionable hotel High Road House, og i kælderen denne kolde vinterdag, nærmere betegnet 5. februar 2008, sker der noget ganske usædvanligt. Verdenspressen er nemlig indkaldt til to ting. Nemlig først at høre det mildt sagt længe ventede tredje album fra Portishead, gruppens første studiealbum siden 1997’s "Portishead" og det første udspil overhovedet siden livealbummet "Roseland NYC Live" fra 1998. Og dernæst at tale med et af gruppens to mandlige medlemmer, programmør og trommeslager Geoff Barrow eller guitarist Adrian Utley. Trojkaens tredje medlem, sangerinden Beth Gibbons, glimrer som sædvanlig ved sit fravær grundet sin store modvilje mod at blive interviewet.

GAFFA er eneste tilstedeværende danske medie. Og nærværende skribent har noget blandede forventninger til Portishead anno 2008. Gruppen var tilbage i midthalvfemserne, med sin blanding af melankolsk sang, jazzede akkorder, filmiske strygere og samples og tunge, slæbende hiphop-rytmer, nogle af bannerførerne inden for det, medierne hurtigt døbte triphop. Dén bølge døde dog ud allerede inden årtusindskiftet, og vil Portishead dermed fremstå som en anakronisme 14 år efter debutalbummet "Dummy"?

GAFFA bliver placeret i en sofa og iført en iPod, og efter 11 sange og 49 minutter er resultatet klart: Portisheads tredje album, der har fået den ganske ukunstlede titel "Third", er på én gang umiskendeligt Portishead, samtidig med at gruppen slet ikke lyder, som den plejer. Beth Gibbons’ karakteristiske forpinte stemme og sjæludkrængende tekster er stadig i centrum, men tempoet i sangene er sat markant op, der er skruet ned for samplinger, hiphop-rytmer, jazz, blues og de filmiske elementer og tilsvarende op for pågående, næsten stammedans-associerende up-tempo-trommer, støjende guitarer og masser af synths – og en gennemgående halvdyster tone. Med andre ord: en ny stil – og så alligevel ikke.

Pladen er forbi, iPod’en bliver straks givet videre til næste journalist i rækken, og efter de obligatoriske 40 minutters forsinkelse går forhænget op, og Geoff Barrow er klar til at tage imod. Afslappet klædt i Tamla Motown-T-shirt, jeans, tjavset hår og daggamle skægstubbe. Han smiler bredt og giver et fast håndtryk.

En lang historie
Mit første spørgsmål er meget uopfindsomt, men uundgåeligt...
– Hvorfor det har taget os så lang tid at lave vores tredje album?

Præcis.
– Det er en lang historie, svarer Geoff Barrow og smiler. –
Vi var fuldstændig udkørte efter turneen oven på vores andet album. Vi arbejdede intensivt på vores debutalbum, så tog vi på en lang turne, så arbejdede vi intensivt på vores andet album, så tog vi igen på en lang turné, og så var vi helt udbrændte bagefter. Beth blev tilmed syg i slutningen af turnéen, og mit ægteskab gik i opløsning. Så vi holdt en lang pause, da vi var færdige med vores anden verdensturne i slutningen af 1998. Vi gik så i studiet i Australien i 2001 og lavede nogle optagelser, men de fungerede ikke, og så gik vi lidt ned igen.

– Så fik Beth lyst til at lave en soloplade ("Out Of Season", udgivet i 2002, red.), hvor Adrian også var med, mens jeg fik lyst til at starte mit eget pladeselskab (Invada Records, red.), hvor jeg kun ville udgive helt ukommercielle navne inden for rock og hiphop. Det var faktisk det, der gav mig lysten til at arbejde igen – at arbejde med og lytte til helt ukommerciel musik. Og så begyndte vi så småt at gå i gang med vores tredje album i 2004, og det har så trukket ud, fordi vi er ret perfektionistiske. Men det var ikke meningen, at der skulle gå helt så lang tid, griner Geoff Barrow forlegent.

Men allerede i 2002 skrev musiksitet Pitchfork, at I havde et album lige om hjørnet – det skulle hedde Alien, og der var endda en trackliste.
– Ja, griner Geoff. – Det havde intet med os at gøre. Jeg tror, de havde forvekslet os med et russisk triphop-band, som lød ret meget som os, og som åbenbart havde lavet en plade med den titel (hvilket band, der i virkeligheden var tale om, må stå hen i det uvisse, da internet-søgninger ikke giver det store resultat, red.).

Ukommerciel inspiration
Jeres nye album lyder temmelig anderledes end de to første Er det en reaktion mod den triphop-bås, I blev sat i med de første to plader?
– Nej, det er ikke en reaktion på noget, men det er en naturlig afspejling af, hvor vi er i dag og hvilken musik, vi har lyttet til. I forbindelse med denne plade har vi lyttet til en masse ukommerciel musik, blandt andet doom- og drone-metal-navne som Earth, Sunn O))) og OM samt navne som Silver Apples (tidlig elektro-artrock fra sentresserne, gendannet i halvfemserne og spillede på Musikcaféen i Århus så sent som 3. marts), Glenn Branca (støjelskende avantgardeguitarist) og Sonic Youth. Generelt synes vi, at eksperimenterende musik er mere spændende end mainstream.

Selv om tempoet er højere, så er den velkendte melankolske tone i musikken der stadig. Hvorfor bliver I ved med at kredse om denne melankoli?
– Vores musik afspejler dem, vi er, og vi er åbenbart lidt melankolske. Især Beth. Men der har ikke været noget dogme om, at vi skulle være melankolske.

Beths tekster kredser stadig ofte om smerte, tab og utilstrækkelighed. Snakker I om teksterne i studiet?
– Tjah, vi snakker generelt om verdens elendige tilstand, mere end om hendes tekster. Men vi går da op i dem – og jeg lægger meget mere vægt på hendes tekster end for 10-15 år siden, hvor jeg mest gik op i, at musikken havde nogle fede beats, smiler Geoff Barrow. – Og det er hende, der har det sidste ord, når det gælder teksterne.

– Og det er hende, der har det sidste ord, når det gælder teksterne.

I GAFFAs forrige interview med jer, tilbage i 1997, da I udgav jeres andet album, fortalte du, at du og Adam laver grundspor i studiet, som I så sender til Beth, og så skriver hun melodien og teksten oven på. Arbejder I stadig sådan?
– Nej, i dag er det meget mere blandet. Nogle gange gør vi sådan, andre gange sender hun en tekst og en melodi til os, og andre gange jammer vi i studiet. Men det er altid hende, der skriver tekst og melodi, og Ade (Adrian Utley, red.) og jeg, der laver grundsporene. Sådan fungerer det bedst.

Familien er vigtigst
Der er jo store forventninger til denne plade. Er pladen en reaktion mod de forventninger – eller et forsøg på at komme dem i møde?
– Nej, den er ikke en reaktion på noget eller det modsatte. Vi laver bare den musik, vi kan lide, og så må folk synes om det eller ej. Men ærlig talt tror jeg lidt, folk har opgivet os, fordi der er gået så lang tid siden vores sidste plade. Var vi blevet færdige for fem år siden, havde vi nok følt et forventningspres, men nu tror vi lidt, folk har glemt os, smiler Geoff Barrow og ser trods alt ikke ud til, at han mener det helt så alvorligt.

I brød jer ikke om at blive smidt i en triphop-bås dengang for 10-12-14 år siden?
– Nej, for jeg hader det, jeg opfatter som triphop, og det var en masse bands, der efterlignede den musik, som Massive Attack, Tricky og vi lavede, og som medierne altså hurtigt kaldte triphop. Det er orkestre, som alle for længst har glemt. Også jeg.

Der er sket meget med musikbranchen i den tid, I har været væk. Ikke mindst er downloading, med eller uden betaling, blevet et fænomen, alle musikelskere må forholde sig til, og som du også selv kom med en skarp kommentar til på jeres blog. Her skrev du sarkastisk, at hvis eksempelvis Radiohead gav deres musik væk gratis, så måtte man også forvente, at blikkenslageren kom og reparerede ens vandrør gratis – men så slettede du indlægget igen?
– Ja, for jeg blev totalt misforstået. Folk så det bare som et angreb på Radiohead, og det var det ikke, for jeg elsker Radiohead. Jeg mener bare, at jeg forventer ikke, at folk vil arbejde gratis for mig, og derfor vil jeg heller ikke give min musik væk gratis.

En anden ting er, at folk I dag, ikke mindst de unge, mere synes at lytte til enkeltstående numre på iPods og mobiltelefoner end hele album. Alligevel virker I stadig som et band, der tænker meget i albummet som en kunstnerisk helhed?
– Ja, det tror jeg. Jeg tror, at det ville gå helt galt, hvis vi skulle forsøge at indrette os efter, hvad teenagerne i dag vil have. Det ville blive et ynkeligt resultat. Men i øvrigt synes jeg, det er spændende, at der er så megen turbulens i musikbranchen. Det er altid spændende, når der sker noget nyt.

Jeg har for resten læst, at Adrian Ultey kontraktligt slet ikke er medlem af Portishead. Hvorfor ikke?
– Han var ikke med, da vi skrev kontrakt, med vores pladeselskab (med Island Records, red.), derfor. Men han er senere blevet fast medlem.

Men skal I ikke have skrevet ham ind i kontrakten så?
– Nej, for det her er vores sidste plade for Island, så det kan ikke rigtigt betale sig, griner Geoff.

Hvad vil I så gøre nu – der er jo turbulens i musikbranchen, som du selv påpeger?
– Ja, og man ved aldrig, hvad vi finder på. Igen smiler Geoff.

Går der ti år, inden jeres næste album kommer?
– Forhåbentlig ikke, men det ved man aldrig. Men nu er vi blevet så gamle, at – ja, musik betyder stadig utroligt meget for os, men familie og børn er med tiden blevet vigtigere, og det er også derfor, vi ikke går så meget op i, hvad folk tænker om os.

Men I har da linet en stor turné op?
– Ja, for vi vil gerne spille for mange mennesker. Jeg bryder mig ikke om at spille små koncerter, for det ender altid med, at det mest er VIP’er, branchefolk og journalister, vi kommer til at spille for så. Vi vil gerne spille for såkaldt almindelige mennesker, slutter Geoff Barrow, der allerede 4. april spillede for 3000 publikummer i en udsolgt KB Hallen. Både VIP’er og almindelige dødelige. Og langt de fleste var efter alt at dømme begejstrede. Om der så kommer til at gå ti år, inden de kommer forbi igen, må tiden vise.

Portisheads hjemmeisde

Portishead på MySpace


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA