GAFFA anbefaler: 10 weekendkoncerter, du ikke må gå glip af

GAFFA anbefaler: 10 weekendkoncerter, du ikke må gå glip af

Weekenden vinker for enden af arbejdsugen, og du kan måske så småt mærke fødderne trippe efter at bevæge sig ud mod weekendens koncertliv? Traditionen tro er GAFFAs redaktion klar med vores anbefalinger til de weekendkoncerter, du ikke bør misse – og med stadig ledige billetter.

Torsdag den 22. november

Jacob Bellens, Pavillonen, Grenaa

Danske Jacob Bellens, som blandt andet er kendt fra I Got You on Tape og Murder, afslutter sin efterårsturné med en særlig koncert på Pavillonen i Grenaa. Det bliver et eksklusivt setup med akustiske instrumenter og sange, der er særligt udvalgt fra hans store bagkatalog til netop denne koncertaften. Foruden sangene fra Jacobs lange musikalske karriere vil der samtidig blive spillet helt uprøvet materiale. Billetter kan købes her.   

 

Fredag den 23. november

D/troit, Huset, København

I sommerens NorthSide Festival kom det danske soul-orkester D/troit med på et wildcard, da Earl Sweatshirt aflyste i sidste øjeblik. Som altid blev deres live-optræden beskrevet i vendinger som “kraftudladning” og “festfyrværkeri”, og gruppen er kendt for deres evne til at lade energien flyde ubesværet – selv med tilknappede skjorter og sixpence. Koncerten i Huset er muligvis sidste chance for at opleve gruppen, inden de holder pause fra live-scenerne hen over vinteren for derefter at tage på en stor Europa-tour til foråret. Billetter kan findes her.

Sundays, Karens Minde Kulturhus, København

Sundays dokumenterede deres danske juni-tour i musikvideoen til den seneste single “Shade of the Pines”. En ærkedansk odyssé, der bragte kvartetten til en række sommerkoncerter i finurlige og hyggelige venues rundt i landet. Fredag danner Karens Minde Kulturhus de flotte rammer om en efterårskoncert, hvor Sundays opløftende indie-folk med garanti vil sprede noget varme blandt publikum. Koncerten markerer afslutningen på bandets “mini”-verdenstour, der blandt andet har bragt dem til Norge og Canada. Køb din billet her.

Dans & Lær, Atlas (spiller også på Elværket, Helsingør 24. november og Hotel Cecil, København 25. november)

Det fjerde studiealbum fra den fuglefikserede kvintet Dans & Lær er lige om hjørnet, og den nærmest religiøse single “Munk” har allerede ramt gaden. Musikken er som altid en original blanding af danske og udenlandske fuglekald og “håndspillet elektronisk musik”, som de selv kalder det – somme tider krydret med gamle støvede båndoptagelser. Dans & Lær har i over 10 år skabt de opløftende og flyvende sange med alverdens fugle i centrum, og det store bagkatalog vil med garanti blive luftet ved weekendens tre koncerter. Fløjt med på store hits som “Grønirisk” og “Mursejler”. Billetter kan købes her.

  

Zanias og Ras Bolding, Klub Golem, Odense

Tag med når den fynske undergrunds-klub fejrer 12 års fødselsdag denne fredag. Aftenen byder på en dobbeltkoncert fra australske Zanias, der i øjeblikket er et særdeles aktivt livenavn, og Ras Bolding, der vil befinde sig på hjemmebane i den fynske hovedstad. Scenen vil i løbet af natten forvandle sig til en DJ-fest med både Sue She, Totem, Lærke Lømmel, Mie Møgunge, Marie Makaber og Ras Bolding bag mixerpulten. Publikum kan forvente genrer som goth, synth, industrial, ebm, new wave, punk, neofolk, electronica og lignende. Billetter købes i døren.

 

Lørdag den 24. november

Ben Howard, Forum Black Box, København

Den engelske singer-songwriter slår vejen forbi hovedstaden som led i sin "NOONDAY DREAM TOUR". Ben Howard har siden sin debut i 2008 modtaget mange roser for sine sangskrivnings-skills. Hans katalog består af tre ep’er og tre fuldlængde album – heraf senest Noonday Dream, der udkom i sommer. Et album, der bygger videre på hans lydmæssige udvikling og sangskrivning inden for indie-folk-genren, som publikummet denne lørdag med garanti vil blive ført ind i. Billetter kan findes her.

Interpol, Tap1, København

Interpol spillede på dette års Roskilde Festival og smed deres sjette studiealbum Marauder på gaden for tre måneder siden. På trods af over 15 år i gamet er mørkemændene fra New York stadig sortklædte, stadig hårdtslående og stadig et sprængfarligt live-band. Det kan næsten kun gå vildt for sig, når bandet indtager Tap1 med deres hårde post-punkrock og Paul Banks' skarpe vokal og dystre tekstunivers i front. Billetter kan købes her

Metal Mekka (Artillery, Xenoblight, Crown the Beast), Posten, Odense

Det er tre skallesmækkende hårde navne, der er står på plakaten til Metal Mekka i Odense lørdag. Aftenens hovednavn er de rutinerede herrer fra Artillery, der med mere end 30 år på bagen har sat deres aftryk på metal-scenen – blandt andet en tour i Sovjetunionen med Sort Sol og et nært venskab med Metallica. Xenoblight genopstod i asken fra Velociter, og debutalbummet Procreation udkom i februar. Bandets live-optrædener er kendt for at brage langt ud over scenekanten – noget, der ikke kun skyldes frontkvindens hyppige crowdsurf. Også det frådende metalmonster Crown the Beast indtager scenen til en koncert, der kan minde mere om en omgang prygl. Alt i alt en nakkehvirvels-smadrende aften for alle metalfans. Køb billet ti Metal Mekka her.    

 

Søndag den 25. november

Gregory Alan Isakov, Store Vega

Den Colorado-baserede sydafrikaner har med sin musik skabt et melankolsk og vemodigt univers med en historiefortællende lyrik præget af hans mange rejser rundt i verden. Isakov debuterede i 2003 med albummet Rust Colored Stones og har siden rystet syv album ud af ærmet. Sidste gang han stod på den københavnske scene, var det i et udsolgt Lille Vega – og efter en særdeles vellykket aften er han nu klar til at overtage spillestedets største scene. Ifølge GAFFAs anmelder kan publikum forvente sig underholdning fra start til slut. Billetter kan findes her.

SG Lewis, Lille Vega

Vi er i den elektroniske pop-boldgade, når det kommer til engelske SG Lewis. Den london-baserede dj og producer kan, til trods for sine kun 23 somre og hidtil korte karriere, allerede skrive det meste af verden på sit CV, når det kommer til liveoptrædener. Sågar kan den prestigefyldte, amerikanske festival Coachella kan tilføjes på listen hos den fremadstormende herre. SG Lewis er lige nu aktuel med hele to ep’er, Dusk og senest Dark. Køb din billet her.

 

Koncerter, vi ville have anbefalet, hvis de ikke var udsolgt:

Zeal & Ardor, Pumpehuset, 22. november

Imogen Heap, Bremen Teater, 23. november

Kylie Minogue, Operaen, 23. november

Alan Walker, Pumpehuset, 23. november


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA