x

Kwamie Liv: – Musikken holder mig i balance

Kwamie Liv: – Musikken holder mig i balance

Endelig er Kwamie Liv ude med et fuldlængde album. Det dansk-zambiske stortalent har trukket overskrifter med singler som ”Blasé”, ”Follow My Heart”, ”Sweet Like Brandy” og senest ”New Boo”, og nu er hele Lovers That Come & Go endelig landet. Kwamie er en globetrotter – også musikalsk, hvor et indholdsrigt og eventyrlystent liv bringer indholdsrig og eventyrlysten musik med sig.

Kwamie Liv er om nogen en international dansk artist. I løbet af sin opvækst har hun boet i lande verden over, og på samme måde er hendes musik ikke sådan at stedfæste. Til gengæld går den rent ind, og når man taler med lattermilde, velartikulerede og imødekommende Kwamie Liv, får man fornemmelsen af, at det ikke er for sjov, det med musikken. Musikken løber gennem hende og har altid gjort det. Nu er hun nået til et punkt, hvor hun kan leve af det, der betyder allermest for hende, og hun lægger ikke skjul på sin taknemmelighed for, at det er lykkedes.

Som nævnt har musikken alle dage være vigtig, og da GAFFA mødes med Kwamie og indleder samtalen med spørgsmålet om, hvornår musikken først begyndte at fylde for sangerinden med den mørke og let hæse silkestemme, er det ikke sådan lige at sætte årstal og dato på.

– Jeg kan næsten ikke huske et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke har lavet musik eller skrevet sange. Jeg skrev min første sang, da jeg var otte år gammel og optog den på en lille båndoptager, jeg havde. Jeg kan huske, jeg havde drømt noget om natten – en sang – og da jeg vågnede om morgenen, tog jeg min lille båndoptager og indsang den. Tidligere havde jeg sunget små, korte historier, jeg havde digtet, for mine venner, men det her var første gang, jeg havde lavet en ”rigtig” sang. Det skabte et rum for mig, som jeg kunne lukke døren ind til og forsvinde ind i en uendelig verden, hvor jeg kunne give fantasien frit spil.

Kan du huske, hvad sangen handlede om?

– Ja… øh, kaffe og cigaretter, griner Kwamie hjerteligt og fortæller, at hendes mor spillede meget guitar for hende, da hun var barn. I det hele taget fyldte musikken meget.

– Det var en af måderne, vi brugte tid sammen på, da jeg var lille, at hun sad og spillede guitar og sang for mig. Min moster og onkel var også ofte med, det var en ret stor del af den måde, vi var sammen på. Min mor havde en spansk guitar, og det var den, jeg begyndte at spille på – jeg har den i øvrigt stadigvæk herhjemme.

Det sker stadig, at sangene kommer til Kwamie i drømme, og hun fortæller, hvordan hun har telefonen fyldt med optagelser af idéer til sange, hvor flere er kommet til hende i drømme midt om natten eller om morgenen, lige når søvnen er ved at slippe sit tag i hendes tanker.

– Sangene kommer på alle mulige tidspunkter. Også i drømme. Det sker også nogle gange, at jeg, mens jeg sover, hører en sang i en drøm og bliver bevidst om, at den kan noget. Så prøver jeg at gøre, hvad jeg kan for at huske den, men når jeg så vågner, har jeg glemt den igen. Det er simpelthen så frustrerende.

Det kan jeg godt forstå. Hvilken type sangskriver er du egentlig? Der er jo dem, der siger, at sangene kommer til dem, og så er der dem, der sætter sig ned og aktivt beslutter sig for at skrive en sang.

– Jeg har begge dele i mig. Der har været tidspunkter, hvor jeg har sat mig ned for at skrive en sang, men for det meste kan jeg mærke, at det er noget, der kommer. Jeg er taknemmelig, hver gang en sang kommer til mig og tager det aldrig for givet. Nogle gange er det også bare et lille stykke af sangen, der kommer til mig, og så skal resten så arbejdes frem. Nogle gange kan man også fornemme, at det ikke er meningen, at en sang skal blive færdig. Så får man kun et vers, og så må man leve med det.

Artiklen fortsætter under videoen

Mennesket er skabt til at overleve

Kwamie har været vidt omkring i verden. Ikke kun som barn, hvor hun som nævnt havde adskillige barndomshjem rundt omkring på jordkloden, men også i ungdomsårene, hvor hun for år tilbage arbejdede i en flygtningelejr i Bangladesh. En stærk oplevelse, der har sat sine spor i Kwamie og i den grad været med til at forme hendes verdenssyn og den person, hun er i dag.

– Jeg arbejdede med en gruppe flygtninge, som hedder Rohingya-flygtninge, der er en muslimsk minoritet fra Burma, som den burmesiske regering ikke anerkender som burmesiske. Det betyder, at de kun har meget begrænset adgang til helt basale menneskerettigheder, og det er derfor, de er flygtet. Jeg lavede ”peace education”, workshops og underviste flygtningene i engelsk. Det var en oplevelse, der ændrede mit liv, fordi det for alvor fik mig til at forstå det privilegium, det er at kunne bevæge sig frit rundt uden frygt for sit liv. Det at have adgang til lægehjælp, skolegang og rent vand skal man virkelig være taknemmelig for. Jeg kan huske, jeg kom på arbejde en dag, hvor en ung mand gik forbi mig med noget pakket ind i et tæppe. Bagved ham gik der en kvinde og græd. Jeg gik hen til ham og spurgte, hvad der var sket, og da kunne jeg godt se, der lå en lille krop i tæppet. Manden sagde: ”dead…” og gik videre. Det var en barsk tid, men mine oplevelser i flygtningelejren gav mig også et indblik i, hvor stærke og robuste mennesker er. Vi er bygget til at overleve.

– Der var ikke særlig meget musik i lejren, men på et tidspunkt tog jeg min guitar med ind i et telt og spillede for nogle af flygtningene. Det var bemærkelsesværdigt, hvordan rummet ændrede sig – ikke fordi det var min musik, men fordi der overhovedet blev spillet musik. Det samlede os alle sammen. Det var et mikrosamfund, der var meget hierarkisk og patriarkalsk, men i et kort øjeblik var grænserne helt udviskede. Jeg har altid lavet musik, jeg har altid skrevet sange. Det er som at trække vejret for mig, det holder mig i balance og er den måde, jeg udtrykker mig allerbedst på. Og at opleve musikkens effekt i Bangladesh forstærkede kun oplevelsen af, at det for alvor er det, jeg vil bruge mit liv på – at skabe lyd, der har den effekt på mennesker. Vi kan være vidt forskellige, men vi kan stå side om side til en koncert eller tage hjem hver for sig og nyde den samme sang. Det synes jeg er utrolig smukt, fastslår Kwamie med tryk på hver stavelse, så man ikke er et sekund i tvivl om, at hun virkelig mener det. Nu har hun selv bidraget med flere sange, vi kan samles om og nyde enten i fællesskab eller hver for sig. Og det er næppe nogen underdrivelse, at vi efterhånden er mange, der længe har gået og glædet sig til, at pladen her skulle udkomme. Men hvorfor har den egentlig været så længe undervejs? Svaret er enkelt:

– Jeg har en regel om, at jeg kun udgiver ting, når de er dér, hvor jeg føler, de skal være. Hvilket er en meget personlig følelse, men jeg kan nok bedst forklare det med, at det skal føles ægte, og det må ikke være forceret. Pladen har taget den tid at lave, som den skulle have, og jeg har ikke haft lyst til at forhaste eller fremtvinge processen. Jeg ville gerne lave et værk, og så gav jeg mig selv fuldstændig hen til den proces og lod den føre mig hen til et slutresultat, jeg ikke engang selv havde en idé om til at begynde med. Det var vigtigt for mig, at det skulle føles som en helhed, og det tog den tid, det tog, før den historie og den lyd, jeg gerne ville samle var på plads. Forleden var der en, der spurgte mig, hvordan jeg vidste, hvornår en sang var færdig, og jeg kunne kun sammenligne det med følelsen af at være forelsket. Ikke at den følelse er det samme, men man ved det bare.

– Da jeg gik ind i projektet, havde jeg et billede i mit indre af en bil, der kører gennem ørkenen, ind mod byens mange lys. Bevægelse, en rejse – det var det rum, musikken skulle bevæge sig i. Det skulle være ”something you can drive to” og ”something you can make love to”. Det var altid i mit system, når der skulle træffes beslutninger i forhold til pladen og dens retning. Samtidig har det også været vigtigt for mig, at det hele ikke blev for strømlinet. Det skulle være et univers, hvor man godt kunne have én sang, der udelukkende var baseret på akustisk guitar, selvom den næste var 100 procent elektronisk. Det, der binder det sammen, skulle være sangskrivningen, så der er bevaret en frihed i selve musikken. Musikken giver mig en frihed, som intet andet gør, og den frihed ville jeg ikke besnære ved produktionsmæssige dogmer.

Artiklen fortsætter under videoen

Mennesker samlet i kærlighed

Aftenen før interviewet her finder sted, havde Kwamie Liv været inde på Rådhuspladsen til den store Kim Larsen-hyldestkoncert, hvor hun fremførte ”Pianomand” fra Kielgasten. En sang, hun i første omgang fremførte ved en anderledes festlig lejlighed, nemlig nationalskjaldens 70-års fødselsdag i 2015.

– Det var utroligt rørende. At se så mange folk samlet i ét menneskes ånd gjorde mig meget ydmyg. Og sådan tror jeg, de fleste af de andre kunstnere den aften havde det. Vi var der for noget meget større, end flere af os kunne kapere, mens vi var der. Og samtidig var vi der jo alle sammen af samme grund – vi var der for at fejre Kim Larsens liv og musik samt den medmenneskelighed og jordnærhed, han også stod for. Det var meget livsbekræftende at se så mange mennesker samlet i kærlighed – særligt i betragtning af de tider, vi lever i. Det er det, musik kan, og det har vi brug for meget mere af. Jeg er meget beæret af at have været en lille del af så stor en oplevelse. Det var folk i alle aldre, af alle mulige forskellige politiske holdninger, men i det øjeblik var det lige meget. Folk stod der sammen på grund af noget større, og det er sundt at blive mindet om.

 

Partners in crime

Baby Duka

– Han er uden tvivl et kreativt geni. Han har produceret virkelig mange af mine sange og været med til at lave flere af mine animationsvideoer. Vores samarbejde har været utrolig vigtig for min vækst – og vi har kunnet skubbe og inspirere hinanden meget.

Nicolai Kornerup

– Han er en af de dygtigste pianister, jeg nogensinde har oplevet og arbejdet med. Han er så utroligt god til at mærke musikken. Der er intet ego at spore, han bringer bare sit kreative potentiale til bordet. Og det er så inspirerende at lave musik sammen med ham.

L Heering

– Jeg har arbejdet med ham i mange år. Vi lavede Lost in the Girl sammen fra min første ep af samme titel, og på den nye plade har vi også lavet nogle sange sammen. Han er virkelig dygtig. Og vores proces er helt anderledes end hos de andre i forhold til at lave musik. Vi er meget mere inde over de ting, vi hver især laver. Han giver mig noget og udfordrer mig.

 

Kwamies lande

– Min mor arbejdede for FN, hvilket betød, at vi skulle rejse til et nyt sted hvert tredje eller fjerde år. Sådan var jobbet. Jeg blev født herhjemme, og derefter rejste vi til Zambia, hvor min far kommer fra, og siden boede vi i en række forskellige lande (se boks, red.), men det land, jeg har boet længst tid i, er Danmark.

Kwamie har boet i følgende lande i løbet af sin opvækst og fortæller her lidt om hvert sted:

Danmark

– Det er jo her, jeg har hjemme. Min danske familie er her, min mormor er her – og så føler man sig for alvor hjemme.

Zambia

– Her har jeg også hjemme. Min far bor der, og min zambiske familie bor der, mine søstre. Det er en stor del af mig.

Tyrkiet

– Det var et af de første steder, jeg boede. Jeg var ikke så gammel og talte flydende tyrkisk, mens jeg boede der. Det har jeg desværre siden glemt, men jeg kan huske, jeg gik i en tyrkisk børnehave i Ankara.

Sverige

– Ja, hvad skal man sige om Sverige? Der er dejligt, og Stockholm er stadig en af mine yndlingsbyer i hele verden. Den er virkelig smuk.

Sydafrika

– Vi boede i Sydafrika, da apartheid blev opløst og Mandela blev præsident. Jeg kan huske, min mor græd af glæde, da hun så hans tale. Jeg var så lille, at jeg ikke rigtig forstod, hvad det hele gik ud på, men jeg kunne godt fornemme, at det var stort. Jeg gik på en international skole, og det var helt normalt, at vi fik bombetrusler, fordi der var nogle i landet, der ikke brød sig om, at vi var en skole med ”blandede” børn fra hele verden. Det skete tit, at vi fik besked på at gå ud på fodboldbanen eller marken og vente på, at skolen blev tjekket for bomber, og jeg kan egentlig bare huske, at jeg syntes, det var fedt at slippe for regnestykkerne. I dag kan jeg naturligvis sagtens se, hvor tragisk det er, og det er tankevækkende, hvor lang tid der går, fra man ændrer nogle love, til de bliver efterlevet. Det var en lang proces at opløse apartheid, en proces, der stadig er i gang.

Kenya

– Da vi boede i Kenya, var jeg i begyndelsen af mine rebelske teenageår, så jeg brugte en del energi på at forsøge at blive voksen meget hurtigt – dog uden at krydse for mange linjer. Der, hvor vi boede, var det nemlig en rigtig dum idé at gå alene på gaden, og når man skulle hjem fra byen om aftenen, skulle man køres. Men det betød også, at det var endnu mere spændende at komme ud og bryde ud af rammerne, og jeg blev en del af en gruppe unge, der hang meget ud sammen og lavede forskellige ting. Vi var fra 13 til 20 år, så der var ret stor aldersforskel mellem de ældste og de yngste. Jeg var en af de yngste og ville jo også gerne være med til de ting, de andre lavede, selvom det måske var lidt farligt.

Irland

– Det er et utroligt smukt land, og kunstscenen i Irland er helt unik. Der sker virkelig meget, og det er en uudtømmelig guldgrube af inspiration. Og så var det vildt, at man lige pludselig kunne tage en bus ind til byen – alene – uden at der skete noget. Det var virkelig en vild forskel at opleve og noget, jeg lige skulle vænne mig til. Det var også første gang, jeg gik i en skole, hvor man skulle have skoleuniform på. Men altså, irerne har noget helt specielt over sig – der er en varme, en lethed og en humor, som jeg simpelthen elsker. Og naturen er vanvittigt smuk og overvældende. Efter Irland flyttede jeg til Bangladesh, som jeg har fortalt om, derefter var jeg et kort smut forbi Zambia, før jeg flyttede tilbage til Danmark, hvor jeg har boet lige siden.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA