Steffen Brandt og Katinka: – Kunsten at spidde det hverdagsagtige

Steffen Brandt og Katinka: – Kunsten at spidde det hverdagsagtige

Efteråret har budt på nye album med veteranerne i Tv-2 og fremadstormende Katinka, hvorfra frontkvinde Katinka Bjerregaard hurtigt har vist sig som en af sin generations fremmeste sangskrivere. GAFFA har sat de to kollegaer stævne på Vesterbro til en samtale, der tager sit udgangspunkt i netop sangskrivningens ædle kunst og de mange ting, de to musikere berører i deres virke. Ting som drømme, uro og alt andet, som følger med det der satans liv.

GAFFA mødes med Katinka Bjerregaard og Steffen Brandt på Hotel Guldsmeden på Vesterbro. En charmerende lokation, der åbenbart er de jyske musikeres foretrukne tilholdssted i hovedstaden. Tanken var først at sidde uforstyrret på et værelse under loftet, men der var hurtigt enighed om, at det ville blive et mærkværdigt sted at diskutere nye sange og de vægtige emner, der ligger til grund for dem, så turen gik ned ad trapperne og ind i caféen, hvor snakken hurtigt kom i gang over kaffe og den bedste citronmåne, denne skribent nogensinde har haft fornøjelsen af at sætte tænderne i.

Tanken forud for denne snak var, at de to sangskrivere skulle udveksle erfaringer inden for deres felt ud fra både deres egne og GAFFAs spørgsmål, og det står hurtigt klart, at de sagtens kunne have lavet dette interview uden GAFFAs udsendtes tilstedeværelse. For allerede før, vi har sat os, indledes samtalen med en snak om anmeldelser – og de bekymringer, de fører med sig.

Katinka: – Hvad gør du egentlig i forhold til anmeldelser, Steffen? Trækker du bare stikket ud?

Steffen: – Åh ja, det gør jeg… Men så alligevel er folk jo flinke til at sige, hvis det går godt, og hvis der så omvendt er helt stille, så ved man, man skal lade være med at spørge, haha! Men der er altid nogle, der ikke kan lade være med at sige noget alligevel. Dog må jeg sige, at det går bedre, jeg synes faktisk, de første 30-40 år var de værste.

Katinka: – Det er jeg glad for at høre. Så skal jeg bare holde de næste 27 år med bekymringer ud… Men på den anden side er det der med bekymringer måske også bare lidt et vilkår, når man er sangskriver?

Steffen: – Ja, eller måske endda nærmere angst? Som grundvilkår og grundfølelse.

Katinka: – Og det er ligegyldigt, om der er anmeldelser i morgen eller om der er anmeldelser om et år. Angsten er der stadig.

Steffen: – Men for mig er det mest en angst for, om man i det hele taget kan leve op til folks forventninger. Ikke kun hos publikum, men også hos venner, familie og børn – for os, der har sådan nogle.

Katinka: – Og sine egne forventninger…

Steffen: Ja absolut! Så i virkeligheden er det jo et under, at vi sidder her og stadigvæk gør det, vi gør.

Katinka: – Ja for fanden! Og det er endda dit og resten af Tv-2’s 19. studiealbum!

Steffen: – Ja, og hver gang man laver en plade, tænker man, at det ikke kan blive bedre, og at man aldrig skal lave mere musik. Ikke fordi man synes, det er perfekt, men det runder noget af, og der er fortællinger, der bliver afsluttet. Alligevel bliver der så ved med at dukke nye fortællinger op, fortællinger, der kræver …forlanger at blive skrevet.

Katinka: – Om Buddy Holly i Sønderborg?

Steffen. – Ja, for eksempel.

Katinka: – Har du været på Buddy Holly i Sønderborg?

Steffen: – Jeg har set pigen stå ved Buddy Holly i Sønderborg. Jeg har for eksempel heller ikke været på Randers Station, jeg er kun kørt forbi, hvor jeg kunne se pigen sidde på de der DSB-bænke med sin mobiltelefon… og så kan man jo digte resten. Har du været i Søndermarken?

Katinka: –…Hahaha! Nej. Men pladen er skrevet ud fra en aftale, jeg lavede med mig selv – og det er i virkeligheden de værste, for så er der kun én selv, man kan stille til regnskab for det – en aftale om at skrive og indspille en plade på et år. Bare for at se, hvordan det ville være. Jeg talte med Christian Hjelm om det, og han sagde: ”En sang om måneden. Så kører det…” Jeg ville gerne vise mig selv, at jeg kunne gøre det, og der skal helt sikkert gå længere tid, når jeg skal lave den næste plade, men det var fedt at kunne skrive ti sange, jeg var tilfreds med og gerne ville udgive.

Steffen: – Når det nu er tre år siden, vi udgav den sidste plade, er det jo fordi, der gik et år med at turnere med den, og derefter fulgte et projekt, vi dedikerede en masse tid til i bandet. Men faktisk går jeg hundrede procent ind for det med at lave en plade på et år. Idéerne kan jo godt komme over en længere periode, men selve afslutningen af processen må for mit vedkommende gerne ske inden for et år. På den måde kommer man ind i et flow, og sproget begynder at arbejde med én i stedet for mod én, når man sætter en deadline og begynder at opføre sig som almindelige mennesker, der har et arbejde, de skal passe. Jeg kan godt finde den disciplin, når jeg har besluttet mig for det. Og hvis det ikke går, kan man jo altid ændre reglerne, haha!  

”Det her kunne jeg også have lavet en sang om”

Samtalen glider ubesværet frem, og de forberedte spørgsmål får lov at blive liggende i jakkelommen et stykke tid endnu. Steffen og Katinka har nemlig også fået lidt lektier for i form af at være bedt om at forberede en håndfuld spørgsmål hver med udgangspunkt i den andens nye album.

Katinka: – Det er et godt album, du og bandet har lavet, synes jeg.

Steffen: Tak! Og i lige måde. Jeg har jo allerede min favoritter på Vokseværk, og jeg kan rigtig godt lide, at verden kan beskrives på så forskellige måder, som vi hver især gør, for det er jo ikke modsætningsfuldt. Det er bare to forskellige vinkler.

Katinka: – Præcis, og når jeg læser dine tekster, kan jeg godt tænke: ”Det her kunne jeg også have lavet en sang om, men jeg ville have gjort det på en helt anden måde.” Det er forskelligt, hvad man hver især naturligt zoomer ind på.

Steffen: – Jeg kan godt se det intuitive i dine sange, og jeg kan også godt selv arbejde på den måde. Men på det her album ligger intuitionen for mit vedkommende i indlevelsen i for eksempel hende, der kører ud i det blå i Herning, for jeg ved, hun er derude, jeg ved, hvem hun er og jeg ved, det er livsfarligt for hende. Jeg kan godt lide at prøve at ramme en følelse af noget, der virkelig er alvor – men med en eller anden tilsyneladende lethed. Det gør det rigtig grumt og uhyggeligt.

Liv på Mars

Nå, men vi må også hellere til at have gang i et par af GAFFAs spørgsmål, og det virker oplagt at få opklaret, hvordan de to sangsmede første gang stiftede bekendtskab med hinandens virke. Et spørgsmål, der også åbenbarer en forbindelse mellem Katinka og den store danske forfatter Herman Bang, som vi vel alle har læst i gymnasiet.

Katinka, kan du huske første gang, du hørte Tv-2?

Katinka: – Ja, min far havde et bånd med Tv-2 – en opsamling, tror jeg. Det startede med ”Fantastiske Toyota”, og nogle gange var jeg kommet til at trykke forkert på båndoptageren, så den kom til at optage noget andet oven i nogle af sangene. Jeg kunne det der bånd udenad, og Tv-2 har altid været en del af min grunddannelse inden for dansk musik. Jeg kunne ikke så godt finde ud af det engelske, så jeg hørte meget Tv-2, Kim Larsen og Sebastian, fordi det var poetisk, og det var noget, jeg kunne forstå. Og sangene kunne udvikle sig sammen med mig – jeg kunne blive ældre sammen med musikken og forstå mere og mere. For fem år siden gik min pladespiller, min computer og min cd-afspiller i stykker, men båndoptageren virkede stadig, så der hørte jeg nærmest det der Tv-2-bånd i et halvt år – med de små overspillede stykker og det hele.

Steffen, hvornår og hvordan faldt du over Katinka for første gang?  

Steffen: – Jeg hørte Katinka i radioen en dag, og så fandt jeg hurtigt ”Rundt og rundt” på YouTube i et klip fra DR's Backstage, og da ”Idioter” udkom, faldt jeg fuldstændig for den. Den er ret nådesløs og rammer noget, man har lyst til at træde ind i. En velkendt følelse. Jeg er i den heldige situation, at jeg sammen med nogle andre arrangerer en årlig koncert på Bornholm, hvor jeg inviterede Katinka med, sådan at jeg rigtig kunne høre alle hendes sange og møde mennesket bagved. Det endte med, at vi spillede nogle sange sammen og lavede et dansksproget Bowie-cover.

Katinka: – Ja, ”Liv på Mars”.

Katinka, hvad synes du kendetegner Steffen som sangskriver? 

Katinka: – Han har en vinkling på nogle hverdagsagtige beskrivelser… ”På Buddy Holly i Sønderborg er det endelig blevet forår” er jo et eller andet sted vildt simpelt – der er ikke noget, der er pakket ind i metaforer, men det er en vinkel, vi ikke har set før. Jeg kender godt Sønderborg, og det er ikke et megasexet sted, men der er et eller andet ved de der hverdagsagtige beskrivelser, der gør, at man føler sig meget hjemme og gør, at hverdagen føles som noget, man burde være taknemmelig for. Det er i hvert fald det første, jeg tænker, når jeg tænker på Steffens sangskrivning.

Steffen: – Det er jeg virkelig glad for, du siger, for jeg må indrømme, det ikke er noget, jeg sigter specielt efter, men jeg kan godt lige, at det efterfølgende har den dimension. Det er også det, jeg selv er på jagt efter hos andre sangskrivere – og forfattere for den sags skyld. Det er ikke for at blive højpandet eller litterær, men den der pige, der står der uden for Buddy Holly i Sønderborg og er fuldstændig upåvirket af realiteterne. Hun står der og venter på ham, som ikke kommer – hun ved det, han ved det, vi ved det, hele Sønderborg ved det: han kommer ikke, men hun kan bare godt lide følelsen at have nogen at vente på. Forfatteren Herman Bang har jo skrevet de der kvindeportrætter, om kvinder, der går så meget igennem, og alligevel gennemfører de livet.

Katinka: – Altså, det er jo mine yndlingsromaner…

Steffen: – Er det rigtigt?    

Katinka: – Ja, især Ludvigsbakke og Ved Vejen. Jeg er jo opkaldt efter Katinka fra Ved Vejen.

Steffen: – Selvfølgelig!

Katnika: – Min dansklærer i gymnasiet sagde: ”Altså, I er jo begge to nogle meget fine kvinder, men du øh… ja, du er jo ikke så stille.” Men jeg går også efter et fremhæve de små følelser. Nummeret ”Elvira” er klart det mest dramatiske på pladen, hvor det hele er meget foldet ud, men ellers vil jeg helst have, at det er små linjer, der beskriver store ting.

Steffen, hvad synes du beskriver Katinka som sangskriver?

Steffen: – Det er helt klart evnen til at spidde det hverdagsagtige. Du har en linje, hvor du siger ”dengang vi sad og græd i dit køkken”, og altså… bare det der med at man har siddet og grædt i et køkken… Man har haft samtaler i et køkken, man har siddet og røget i et køkken, man har festet, man har alt muligt, men sidder og grædt – wow! Og så efterfulgt af linjen: ”Jeg cykler aldrig forbi dig mere på vej til Frederiksberg”. Alle kender til det med at have en rute, der er blevet lukket ned, en følelse, der er slut, og det bliver helt bogstaveligt fortalt ved, at man kører en anden vej fra nu af. Du har nogle billeder, der er renset for sentimentalitet, men som alligevel har en skrøbelighed og en sårbarhed, der så er afleveret med en form for nøgternhed, der kapsler det ind, så man kan holde ud at høre det. Det er dybt gribende uden at være kvalmende eller sentimentalt.

Katinka: – Jeg kalder det ”floskelvask”.

Steffen: – Det er derfor, man er nødt til at skrive om hverdagen. For at fremstille den så poetisk, som den i virkeligheden er – eller burde være.

En pige, der ikke er sød ved sig selv

Pigen på Randers Station, pigen i ”Rejsen til Rio”, hende der som det eneste bare gerne ville danse og nu også hende, der sidder fast i trafikken i Herning. Eksemplerne på kvinder, der er på vej væk i Tv-2’s samlede værk er talrige. Og hvorfor egentlig, skulle GAFFA netop til at spørge: 

Steffen, du har kvinden, der er på vej væk, som tilbagevendende karakter…

Katinka: – Hey! Du må ikke tage mit spørgsmål, haha!

Så vender vi den og siger: Katinka, har du en lignende karakter, du vender tilbage til i din sangskrivning?

Katinka: – Som kvindelig afsender på sange er der mange, der tror, jeg skriver til en mand, en flamme eller en kæreste, men de fleste sange er faktisk skrevet til mine venner – nogle gange også til mig selv. Men den modtager, jeg oftest forestiller mig, er en pige, der ikke er sød ved sig selv. Både fysisk og psykisk. Måske ryger og drikker hun for meget, og hun er hård ved sig selv og lidt selvdestruktiv. Jeg beskriver ikke mig selv – i hvert fald ikke fuldt ud, men jeg har en idé om et omrids af en person, der ligger og vipper lige på kanten. Jeg ved ikke længere, hvem det er, men den person vender jeg tit tilbage til, men det er som den, sangen bliver skrevet til. Det er en person, jeg kan mærke, jeg har en trang til at passe på og tage mig af.

Steffen: – Det har jeg jo selvfølgelig for længst luret, men det forhindrer mig ikke i at føle en form for identifikation i forhold til det. For du beskriver jo ret beset et menneske, der lever et liv og betaler prisen for det. Der bliver taget chancer, drukket igennem, sagt åndssvage ting – der bliver levet på godt og ondt. Et menneske, der skal være i den verden, vi lever i. Bare det overhovedet at kunne deale med de vilkår, der er, gør jo, at man vågner op med de tømmermænd og de overvejelser, der optræder i sangene. Vi kan alle sammen gå direkte ind i sangene og gå løftede ud igen, befriet for de kampe, du har taget for os.

Katinka: – Jeg vender nogle gange tilbage til en karakter, jeg kalder drømmeren. En, der drømmer sig væk fra virkeligheden – og sådan en har du jo også: pigen, der danser. Og hver gang, man møder hende er det lidt som at komme hjem: ”hvordan går det egentlig med hende der pigen, der bare gerne vil danse og tit er sammen med en eller anden mand, der er en fucking nar?” Er hun en drømmer, eller er hun ignorant, eller er hun desillusioneret?

Steffen: – Den udvikling, der er sket med ”Alt, hvad hun ville var at danse”-pigen, er, at hun på en eller anden måde har fundet ud af, at hun har den drift, den længsel, det savn i sig, som hun nu engang har. Men det savn kan også blive ved med at blive udskudt, indtil man til sidst står fuldstændig rippet og løsrevet fra enhver forbindelse, fordi man har forfulgt det forkerte spor. Derfor tænker jeg, at hun i dag er der, hvor hun tænker, at hun udmærket er klar over mulighederne, hun kender vejen og hun kender risikoen, så hun ved også godt, at den længsel ikke altid er noget, der skal opfyldes. Hun oplever en meningsfuldhed med at leve sit liv, at få de vilkår, der er, til at fungere. Ikke som en eller anden forstillelse, men fordi det i sig selv måske er det, der er meningen med livet. Og det kan jeg godt lide; at hun på en eller anden måde er kommet så langt. På den nye plade har vi så hende, der er på vej ud i det blå i Herning, og jeg kan godt være i tvivl om, hvorvidt hun er klar over, hvor hun er på vej hen, for jeg synes, den har en retning, der godt kunne gå helt af sporet.  

Sin egen personlige uro

Det er ikke kun pigen i Herning, der er ved at køre af sporet, hvis man dykker ned i henholdsvis Vokseværk og Tæt trafik i Herning, og på sidstnævnte har Steffen Brandt begået nogle af sine mest direkte og holdningsbaserede sange længe.

Steffen: – Jeg har gået og ventet på, at lysten skulle melde sig til at tage det mere direkte udadvendte blik på igen, som præger nogle af sangene på den nye plade. Det er kommet til mig som en stor uro og rådvildhed, som jeg simpelthen har været nødt til at undersøge. Jeg fornemmer en stor kollektiv følelse af, at der er et eller andet i vores virkelighed, der er kørt helt af sporet. Jeg var simpelthen nødt til at skrive om, hvordan jeg forholder mig til flygtningedebatten. Jeg er – for at sige det, som det er – simpelthen pissebange for, at vi gør det forkerte, og at vi har gjort det længe. Jeg har ingen idé om, hvad vi ellers skal gøre, men jeg vil bare gerne gøre opmærksom på, at denne her angst sidder i os alle sammen, og hvis ikke den bliver forløst, så er det de andre, der tager den.

Katinka: – Det er jo også derfor, jeg har skrevet sangen ”Sagsforagt”. Emnet er et andet, men jeg er bekymret. Bekymret for, hvorfor der er så mange unge mennesker, der skriver til mig og siger, de er kede af det. Hvordan kan det være? Jeg har jo ikke noget svar, men jeg har en helt klar fornemmelse af, at det her ikke er den rigtige vej.

Steffen: – Det må du jo gøre på din måde, og jeg føler mig fuldstændig hjemme i dine sange og den rådvildhed, der er iblandt. Og jeg må gøre det på min måde lige nu, men man er nødt til at have sin egen personlige uro og anfægtelse med, hvis det skal føles troværdigt for dem, der lytter. Man skal selv have været der.

Bytte bytte købmand:

Hvilket nummer af Katinka ville Steffen Brandt indspille, hvis han skulle? Og omvendt? Der blev tænkt grundigt og længe over citronmånen, men svaret blev som følger:

Steffen: – Jeg ville indspille ”Søndermarken”. Den har en grundpoesi, som er en del af alle gode sanges DNA, og det er lige mig. Der er en antydning af en indrømmelse i den, og jeg kan godt lide, at man kan komme så langt i en selverkendelse. Så den ville jeg helt klart kaste mig ud i og håbe, jeg kunne løfte bare halvt så godt, som Katinka gør.

Katinka: – Jeg ville tage: ”hvad nu hvis jeg ikke ved, præcis hvad jeg gør? Hvad nu hvis jeg siger, det er helt i orden…” ”Nærmest lykkelig”.

Steffen: – Haha, ja det er også lige dig!

Katinka: – Ja, og så ville jeg lige tage det der alt for 80’er-agtige ud af den, haha!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA