x

Spot på Spot Festival: Slaraffenland

Spot på Spot Festival: Slaraffenland

Slaraffenlands musik er af GAFFA-anmelder Pelle Sonne Lohmann blevet beskrevet som ”semi-avantgardistisk og improvisations-fremelsket rock af den mere udsyrede slags”, mens Soundvenues Kristoffer Hegnsvad beskriver det som ”bizart jazzet avantgarderock, der går lige i hjertekulen med sin finurlige blanding af privat-cinematiske lydlandskaber tilsat hornsektioner, eksperimenterende støjrock og en knivspids forelsket hvalsangsmystik a la islandske Sigur Rós.”

Den store tillægsordspensel er fremme, og drengene er ikke uenige i, at bandets genre ikke lader sig beskrive med ét ord eller begreb. Hertil kommer, at inspirationen til musikken meget bunder i Noise-musik. Og det er svært at sætte blot ét enkelt ord på denne ikke-traditionelle musikstil, der savner musikalsk struktur som harmoni og rytme, og som særlig er vundet frem på den japanske scene under sammentræknings-titlen ”Japanoise”.

– Det der med genre kræver altid et plus, plus, plus for at beskrive, hvilken genre vi har med at gøre. Det lyder lidt af det, tilsat det og plus det, og så nærmer vi os. Som et eksempel på et plus, der skal med kan nævnes Noise-musikken. På vores ep (udgivet i juli 2005, red.) var vi meget inspirerede af støj på den måde, Noise-musikerne arbejder med det. Man kan drage direkte paralleller til os. Hvis genren ikke fandtes, og vi kun havde lyttet til rockmusik, havde vi formentlig været mere lige ud ad landevejen den dag i dag, siger guitarist Christian Taagehøj.

Til spørgsmålet om, hvorvidt den Soundvenue-omtalte Sigur Ros-sammenligning er ”spot on”, forklarer trombonist Niklas Antonson:
– Vi breder os mere ud end Sigur Rós, der har lidt den samme lyd gennem et album. Når vi laver støj, laver vi decideret støj. Så jeg vil snarere sige, at vi har tjekket rigtig mange bands ud og lægger os måske tættere på Sonic Youth, som mange sammenligner os med. Alligevel har vi ikke meget tilfælles med Sonic Youth, at sammenligningen bare rammer.

Amerikanernes interesse
Rammende sammenligning eller ej. Sonic Youths moderland USA er ved at få øjnene op for Slaraffenlands kvaliteter.
– Der sker rigtig meget i USA i øjeblikket. Vi har ikke sat os så meget ind i, hvad der skal til for at slå igennem, men plade og presse-agenter siger, at det af og til er vildt, hvad vi får af respons derovre, siger Christian.

– Pladeselskabet er meget oppe at køre over Pitchforkmedia, og at de har været så venlige over for os. Men det er svært at sige, hvad al den omtale indebærer. Vi håber, det vil give fordele i fremtiden.

Slaraffenland på MySpace

Spot 2008's hjemmeside

Køb billet på GAFFA Billet


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA