INTERVIEW med Anton Corbijn: – Det er vigtigt ikke at glemme, hvor vigtigt det uperfekte er

INTERVIEW med Anton Corbijn: – Det er vigtigt ikke at glemme, hvor vigtigt det uperfekte er

Den hollandske stjerne-musikfotograf og filminstruktør Anton Corbijn udstiller i Odense. Vi har mødt ham.

– Da jeg fotograferede dem, var jeg bare en fan og en fotograf, der ville tage gode billeder.

Sådan lyder nogle af de sidste ord fra min samtale med den hollandske stjernefotograf og filminstruktør Anton Corbijn. Han sidder meget jordbundet, nærmest sky og fortæller om dengang, han flyttede til London og tog billeder af Joy Division. Autodidakt og uden nogen formel teknisk viden om fotografi. Meget ligetil. Meget uperfekt. Meget Corbijn.

Jeg ankommer til BRANDTs – Museum for kunst og visuel kultur lidt over 10 torsdag formiddag. Det er åbningsdagen for udstillingen 1-2-3-4, som omfatter en vældig mængde af Anton Corbijns billeder, portrætter og musikvideoer. Siden slutningen af 1970’erne har han fotograferet et utal af rock- og popverdenens største skikkelser heriblandt The Rolling Stones, Siouxie Sioux, David Bowie, Nick Cave, U2, Nirvana – listen er knap begyndt.

Omkring klokken 11 er det en ganske lavmælt Corbijn, der tager imod mig og de øvrige fremmødte pressefolk. Han viser os lidt rundt i udstillingen og forklarer, at han i forbindelse med en anden udstilling, Retrospective endevendte sine kontaktkataloger og genopdagede alle disse billeder. Nogle af dem har aldrig set dagens lys, nogle husker han overhovedet ikke at have taget, og her mange år efter ser han på dem med helt andre øjne, end dengang han tog dem. Jeg ser den 63-årige fotografs billeder for første gang på nært hold i al deres intime, mørke, rå og upolerede natur.

– Mine billeder er aldrig "skarpe, skarpe", fortæller Corbijn.

– Jeg løber risici, når jeg tager billeder, fordi… mere eller mindre fordi jeg er for doven til at lave testoptagelser, så jeg tester ved selve shootet. Men i dag med alle de digitale ting tror jeg, at folk fokuserer for meget på perfektion. Det er så vigtigt, at man ikke glemmer, hvor vigtigt det uperfekte er, samt hvordan man opnår en fornemmelse af menneskelighed. For vi er alle fuld af fejl og uperfektheder, så det er meget naturligt at have med.

Denne filosofi skinner tydeligt igennem i udstillingens værker. Corbijn tilføjer aldrig bevidst "fejl", men der er ikke altid fokuspunkter i billederne, de er flere gange lettere slørede grundet bevægelse og det altid håndholdte kamera, de er alle taget uden for professionelle studier og uden brug af professionelt lys-udstyr. Denne stil og nærmest punk-agtige etos har tilladt Corbijn at indfange en subtil, men potent følelse af skrøbelighed og ærlighed i de mange larger-than-life musikere, han gennem 40 år har arbejdet med.

Nye tider og et træ i ørkenen
Anton Corbijn er en kunstner fra en anden tid. Musikbranchen har gennemgået markante ændringer i løbet af de meget vigtige årtier fra 1970’erne og frem til i dag. Dette er også noget af det første, vi taler om.

Hvad er dine tanker om musikfotografiets tilstand i disse tider med internet og streaming, hvor der er færre fysiske magasiner og albumcovers?

– Jeg ser ikke så meget nyt. Men jeg må indrømme, at jeg heller ikke nærstuderer det. Mine interesse faldt mere over på filmskabelse, fotografi af andre ting, maleri og design, så jeg følger ikke så meget med. Dog kan jeg se, at live-fotografier bliver mere spændende. Men jeg tror, det er et dødt område med musik, for der ingen penge er i det, så det er nok mere en hobby for folk.

Da jeg stiller det umulige spørgsmål om, hvorvidt der er ét yndlingsbillede blandt de mange hundrede, forklarer Cobijn, at det er vanskeligt at adskille billederne fra minderne omkring deres tilblivelse, hvilket gør det svært for ham at vælge et favoritværk.

– Der er selvfølgelig nogle billeder, jeg føler større slægtskab til end andre. Nogle billeder er blevet meget betydningsfulde for mig, fordi mange folk har set dem og refereret til dem. For eksempel Bowie-billedet fra The Elephant Man [en teaterversion].

Dét, hvor han er iført lændeklæde?

– Nøjagtigt. Samme år skød jeg Captain Beefheart ude i ørkenen og (U2’s) The Joshua Tree et par år senere. Det var med Beefheart, at jeg første gang så the Joshua Tree. Da U2 skulle lave deres album, arbejdede de med to andre titler, og så fortalte jeg Bono om det her smukke træ, og jeg foreslog, at de skulle tage et billede med det. Det endte med at blive albummets titel. Så det stammer fra et Captain Beefheart-shoot, og nu ved alle, hvad the Joshua Tree er. Det er da ret fantastisk!

Han griner sagte og fortæller, at træet er væk i dag, og at han værdsætter minder som dette, selvom de hører en hedengangen periode til.

– Jeg er taknemmelig for de folk, der har givet mig tid til at tage disse billeder. Der var selvfølgelig mere tid i de gamle dage. I dag er der ingen tid, så det tiltaler mig ikke så meget mere. Men jeg er stolt af, hvad jeg lavede, så folk kan se, hvordan det fungerede i 70’erne, 80’erne og 90’erne, hvor jeg kunne lave den slags billeder. Måske kan det opmuntre andre til at tage mindre ”sikre” billeder.

Arcade Fire, Cobain og en fornemmelse af liv
Corbijn startede sin karriere tidligt i 1970’erne med at tage billeder af hollandske rockmusikere, heriblandt den berygtede rock'n'roller Herman Brood. Herefter har den 63-årige fotograf mødt et utal af forskellige prominente personligheder. Jeg spørger ham på et tidspunkt, hvad der afgør, hvorvidt han vælger at arbejde med en kunstner eller ej.

– Enten skal jeg virkelig kunne lide deres musik, eller også skal jeg kunne lide personen. Somme tider kan man lide dem, somme tider kan man ikke. Jeg plejede ikke at kunne lide Duran Duran (let latter, red.) men nu finder jeg dem og deres musik meget rare. Jeg plejede lidt at afsætte dem som værende… Duran Duran.

Folk har som regel opsøgt Cobijn for at få taget billeder, men der er få gange i nyere tid, hvor han selv har taget kontakt til kunstnere.

– Jeg kom selv til Arcade Fire. Efter en koncert spurgte jeg, om jeg kunne tage et billede af dem, og så begyndte vi at arbejde sammen.

De havde en særlig kvalitet over sig?

– Ja, de var fantastiske. De havde så meget energi live, og jeg elskede sangene.

Jeg spørger, om nogle af de mange kunstnere har overrasket ham, hvortil han svarer, at det er der mange, der har.

– Jeg har været hjemme hos William S. Burroughs, jeg har været hjemme hos Allen Ginsberg, jeg har været hjemme hos Nelson Mandela og hos mange musikere selvfølgelig. Dét er et privilegium, og jeg føler mig meget privilegeret.

Er et besøg i William Burroughs’ hjem sådan, som man forestiller sig det?

– Nej (griner let, red.), han boede meget simpelt. Jeg husker særligt med Burroughs, at jeg var ret glad, fordi han netop havde afvist Annie Liebovitz, men sagde ja til mig. Det var ret fantastisk, synes jeg. Jeg var ved at redigere en video med Nirvana (”Heart-Shaped Box" fra 1993”, red.), og han (Burroughs) havde netop samarbejdet med Kurt Cobain, så jeg tror, det hjalp.

Du nævnte Annie Liebovitz. Hvilke fotografer eller musikfotografer har lavet værker, du beundrer?

– Da jeg begyndte at tage billeder, vidste jeg intet om fotografering. Jeg vidste kun noget om musik, så de første folk, jeg undersøgte, var Michael Cooper, Elliot Landy, Jim Marshall og David Gahr. De betød meget for mig. De havde alle en følelse af dokumentar i deres fotografier; en fornemmelse af, at det ikke alt sammen var stiliseret. Det kommer der en fornemmelse af liv ud af.

Det er primært fotografer fra 60’er og 70’erne, der interesserer Corbijn såsom Irving Penn, Dorothea Lange og Robert Frank. Herefter har der ikke rigtig været nogen, han følger som sådan.

– Der er selvfølgelig folk, der tager rigtig gode billeder. Altså, Annie Liebovitz er ikke rigtig min stil, men man må give hende cadeau for at finde på billeder hele tiden. Det er fantastisk!

Usikkerhed
I løbet af vores snak begynder jeg at observere Corbijn mere og mere. Han er en interessant karakter. Da han viste rundt i udstillingen, balancerede han sin kaffekop på sin smartphone. Vel endnu et eksempel på hans ukonventionelle tilgang til optageudstyr. Han virker lettere tilbagetrukket, men samtidig har han en vis lavmælt swagger over sig. Man får fornemmelsen af myndighed og en vis selvsikkerhed, men selvtillid er ikke nødvendigvis hans stærkeste side:

– Jeg var meget usikker på mine fotografievner, da jeg var yngre. Jeg lavede jo alle de her fejl, og mine billeder er ikke lyse og… jeg følte mig usikker i fotoverdenen, for alt handlede om perfektion, og det ved jeg ikke så meget om.

Corbijn har siden det nye årtusinde fundet stigende interesse i spillefilmsmediet. Hans debutfilm Control om Joy Divisions afdøde forsanger Ian Curtis’ liv og karriere blev mødt med stor anmelderros i 2007, men faktisk skulle han opmuntres af andre til overhovedet at lave en film.

– Jeg havde venner, der sagde til mig, at mine videoer var som historier, så jeg burde lave en film. Jeg kunne ikke forestille mig selv instruere en film, for jeg ved intet om det, og jeg er ret introvert. Så at instruere en film og have 150 mennesker omkring sig er en skræmmende tanke. Efter at have læst og afvist mange manuskripter dukkede ideen om Ian Curtis så op. Så tænkte jeg, hvis jeg nogensinde skal lave en film, så er det måske denne her. Så det blev min film, men fordi andre synes, jeg skulle lave en. Jeg så ikke det potentiale i mig.

Er det stadig intimiderende for dig at lave film i dag selv med al din erfaring?

– Ja, det er. Hvad jeg godt kan lide ved det er, at det er som et eventyr. Med fotografi har jeg en idé om, hvad jeg laver. Det har jeg ikke rigtig med film, så det er en opdagelse, når jeg laver en.

Joy Division var en vigtig faktor for Corbijns formative periode som filmskaber såvel som fotograf. Han flyttede fra Holland til England i slutningen af 1970’erne, hvor han kort tid efter tog billeder af bandet. Denne flytning blev vigtig for hans udvikling som kunstner.

– Jeg synes altid, mine billeder var bedre i England. Jeg følte, at her valgte folk virkelig at blive musikere, hvor det i Holland mere var en hobby. I England var der mere fattigdom, så musikken var en vej ud. Dét synes jeg, man kunne se i mit arbejde. Da Joy Divisions album udkom, følte jeg, at vi var nødt til at mødes, fordi det var så godt. Så jeg tog et billede af dem kort efter at være kommet til London. De kunne lide billedet, selvom ingen andre kunne.

Corbijns billeder af Ian Curtis og Joy Division fik stor opmærksomhed efter Curtis’ død. Corbijn skabte en musikvideo til bandets sang ”Atmosphere” otte år efter, og han arbejdede endnu engang med medlemmerne, denne gang i New Order, i forbindelse med Control.

Mange billeder er blevet taget gennem Corbijns karriere. Mange æstetiske identiteter udformet, mange karismaer og liv foreviget, mange minder opsamlet.

– Jeg er stolt af det alt sammen, men da jeg fotograferede dem, var jeg bare en fan og en fotograf, der ville tage gode billeder.

Det virker ikke som om, at denne side af Anton Corbijn nogensinde er gået tabt.

1-2-3-4 kan opleves på BRANDTS – Museum for kunst og visuel kultur i Odense frem til 17. november 2019.

LÆS OGSÅ: Ny dansk udstilling med rock-mesterfotografen Anton Corbijn


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA