x

The William Blakes er tilbage: Klaversange og instrumentbytning gav ny energi

The William Blakes er tilbage: Klaversange og instrumentbytning gav ny energi

The William Blakes er tilbage. Den alsidige indierockgruppe, der i perioden 2008-2014 udgav hele seks album, altså ét om året, skruede pludselig markant ned for produktiviteten, om end medlemmerne var aktive i andre sammenhænge, og bandet også gav enkeltstående koncerter. Nu er de her igen med deres syvende album, 1991, som bliver fulgt op af en Danmarksturné i maj. Vi har taget en Skype-snak med sanger og primær sangskriver Kristian Leth, der fra sit hjem i Brooklyn fortæller om The William Blakes’ fald fra tinderne, genkomst og naturligvis det nye album. Det er oplagt at spørge ham om den lidt usædvanlige titel, 1991.

– Det var en titel, der kom lidt af sig selv. Vi var vilde med den, men vidste ikke i første omgang, hvad den betød. I starten var vi fascineret af det grafiske, det har en eller anden kraft over sig. 90’erne var også en tid, som vi selv kan huske, og derfor er det sjovt, at det nu er blevet gamle dage. Men så gav det mere og mere mening, for pladen tog form fra nogle sange, jeg skrev, som var meget baseret på den musik, jeg lyttede til i starten af 1990-92, hvor jeg var 10-12 år og opdagede Supertramp, dykkede ned i Elton John, hele Beatles-kataloget, Billy Joel, Neil Young, meget klaverbaseret musik. Det var en masse musik, jeg ikke havde trukket på i samme grad før. Den musik, man lytter til som barn, forkaster man jo som regel, når man er teenager, og så finder man frem til den igen på et tidspunkt som voksen. Jeg tror, det kræver en vis modenhed, og det er jeg så nået til nu, og nu hører jeg det ikke bare nostalgisk, nu kan jeg høre, hvor absurd godt det er.

Der blev ikke hørt meget popmusik i Leths barndomshjem. Moderen, Hanne Uldal, var og er skuespiller og jazzsangerinde og med Leths ord ”måske en smule musiksnobbet”, så det var mest jazz og ”musiker-musik”, der blev lyttet til: Duke Ellington, Ray Charles og Otis Redding, men dog også Michael Jackson, Jackson 5 og The Jacksons. Melodi grand prix så man aldrig, og hverken ABBA eller Kim Larsen fyldte noget særligt. Det hele ændrede sig dog, da familien flyttede til Norge.

– Min norske stedfar havde en kæmpe pladesamling, og den sad jeg og lyttede til hver dag efter skole i timevis og læste liner notes og overspillede pladerne til bånd og hørte dem på mit værelse. Og så begyndte jeg at skrive sange.

LÆS OGSÅ: Tilbage med store ambitioner (anmeldelse af 1991)

Hør "Gone" fra det nye album 1991 – artiklen fortsætter under sangen:

Instrumentbytning genskabte gejsten

Det er næsten fem år siden, The William Blakes udgav deres sidste album, Purple Ball. Indtil da havde de udgivet seks album på seks år, men pludselig begyndte det hele at fade ud, fortæller Leth:

– De første seks år i William Blakes var nærmest én lang udånding efter en lang vejrtrækning. Som om det var ét sæt begivenheder, der hørte sammen. Vi udgav den første plade på eget selskab på et tidspunkt, hvor der ikke var så mange, der udgav plader selv. Det føltes lidt usikkert, men så virkede det, og der kom så meget medvind i starten, mere radio, større koncerter. Det var dog, som om det dalede lidt på vores to sidste plader (An Age of Wolves og Purple Ball fra 2013 og 2014, red.), som jeg ellers synes er nogle af vores bedste, men det var, som om hele den danske indiescene begyndte at ebbe ud, og blandt andre Figurines, Spleen United og Veto alle holdt op med at spille (Veto er som bekendt vendt tilbage igen, red.). Vi har diskuteret, hvordan vores næste plade skulle lyde i alle de fem år, hver gang vi har mødtes, men diskussioner har altid været et dårligt udgangspunkt for The William Blakes. Strategien er, at der ikke er nogen strategi, og det skulle vi finde ud af. Men vi har alle lavet musik i den mellemliggende tid, nogle af os sammen med hinanden. Og nu var tiden altså inde igen, siger Leth og tilføjer, at det også har været inspirerende, at publikum blev ved med at komme til deres koncerter.

En af de måder, The William Blakes har genfundet spilleglæden er ved at bytte instrumenter. Således er den tidligere bassist Fredrik Nordsø begyndt at spille trommer, den tidligere trommeslager Fridolin Nordsø (Frederiks enæggede tvillingebror, red.) har overtaget guitaren, og tidligere keyboardspiller og trompetist Bo Rande spiller nu bas, mens Kristian Leth spiller klaver i stedet for guitar. Og det er ikke første gang, gruppen rokerer rundt, fortæller Leth:

– Frederik har før skiftet fra guitar til bas, det gjorde han to uger før vores første store Smukfest-koncert. Det var dengang, Shaka Loveless spillede bas, og Shaka sang så kor og tamburin. William Blakes er et band drevet af lyst til udforskning, det er som at være opdagelsesrejsende. Måske ser vi ikke os meget som solister som musikere generelt. Kresten Osgood (multimusiker, red.) sagde engang til Frido: "Hey, vil du ikke spille guitar, så laver vi en trio." Frido svarede: ”Det er ikke mig, der spiller guitar, det er min bror.” Han er vant til at blive forvekslet, for de er jo tvillinger, men det var ikke en fejl. Osgood ville have ham til at spille guitar, så sådan blev det. Men vi er jo vant til at spille alt på pladerne. 

Men I har trods alt ikke skiftet leadvokalist – det er stadig dig. Hvorfor egentlig?

– På The Way of The Warrior og Music Wants to Be Free (album fra 2010 og 2011, red.) synger de andre også lidt lead, men de tør ikke live. Og jeg forstår dem godt. Grunden til, at et band kan have så meget ild, som vi har, er at det er samlet omkring et udtryk. Vi har jo prøvet det på Music Wants to Be Free, hvor vi havde nogle dogmer om, at alle skulle skrive sange, og alle skulle synge lead. Det er et ret musikalsk interessant album, men det er på en måde også meget hovedløst. Purple Ball er meget kollektivt lavet, og man kan måske høre, at der ikke er et anker på den plade. En af de ting, vi har fundet ud af, er, at man kan have så og så meget frihed, men det skal være samlet om et kunstnerisk udtryk, og det er så mine sange og tekster. Og det samme gælder live. 

Hør "Apparition" fra det nye album 1991 – artiklen fortsætter under sangen

Uhyggelig dansk integrationspolitik

Kristian Leth har denne gang skrevet sangene på en anderledes måde end tidligere, fortæller han. Ikke blot er de skrevet på klaver i stedet for som tidligere primært guitar, numrene har også været mere færdige, inden de blev indspillet.

– På denne her plade er jeg kommet med en masse klaversange, med arrangementer. Altså sange, hvor man allerede i sangskrivningsprocessen har tænkt over, om der er breaks og mellemspil. I moderne sangskrivning er det ofte noget, man finder ud af, når man producerer. Denne gang ville jeg gerne prøve at arbejde med arrangementer i stil med Roger Hodgsons sange fra Supertramp, Elton John eller meget af The Beatles. Så jeg havde nogle klaverkompositioner, som var ret udførlige, og så gik vi i studiet og indspillede det, og så skrev jeg melodi og tekst ovenpå. Jeg plejer at skrive melodi og tekst til sidst. Det første nummer på pladen er dog jammet frem i studiet.

Hvis man følger Kristian Leth på Twitter, finder man hurtigt ud af, at han er følger meget med i politik, og nogle af teksterne på 1991-albummet virker også ganske politiske. Eksempelvis ”Turn Us into Them”, der er inspireret af den danske integrationspolitik set fra USA. Leth fortæller:

– Jeg har det klare billede af, at de danske politikere er bange for, at hvis folk ikke bliver som os, så forsvinder vi. Det er, ligesom man så ved det forfærdelige terrorangreb i New Zealand, hvor der var nogle, der talte om ”the great replacement”, altså teorien om, at hvide bliver erstattet af nogle andre, som i denne fantasi alle sammen er muslimer. Det er en mærkelig tanke i New Zealand, der selv er en gammel koloni, hvor nogle allerede én gang har taget landet fra nogle andre. Det var det samme, som da de højreorienterede marcherede i Charleston i USA i 2017, så råbte de ”The jews will not replace us”. I USA hører den tanke imidlertid til en ekstrem yderfløj.

– I Danmark er det socialdemokratiet nu, der forbyder muslimske skoler, der kæmper for, at man ikke må have tørklæde på, og at man helst vil have indvandrere med en bestemt kulturel baggrund. Det virker som en ekstrem frygt for at blive udskiftet. – – Vi danskere lever i et land, hvor der har været mennesker i 15.000 år med den ene migration efter den anden, og alle ved, at kultur er noget omskifteligt op gennem historien. Alligevel er vi bange for, at hvis den første generation af folk, der kommer hertil, gør som i de lande, de kommer fra, er det til fare for vores samfund. Her i USA er der en klar idé om, at når man kommer ind i landet og betaler sin skat, er man amerikaner. Det er selvfølgelig blandt andet fordi, det er et land baseret på migranter, og man kan kritisere USA for meget andet, at deres politiske system er fucked up, at de ikke har en ordentlig sygesikring og meget mere, men lige præcis den måde at se andre mennesker på er meget inspirerende. Også selvom de går med turban eller lederhosen. Det står i stærk kontrast til den danske tilgang, hvor man vil assimilere i stedet for at integrere. Sangen er skrevet fra en flygtnings synspunkt, der kommer til et land, hvor man får at vide, at alle er lige, men de er også ens, og ellers skal de nok blive lavet om, og det synes jeg er en uhyggelig tendens.

Hør "Turn Us Into Them" fra 1991 – artiklen fortsætter under sangen:

Tilbage på eget selskab

The William Blakes udgiver deres nye album på deres eget selskab Speed of Sound. Det samme gjorde de med deres første fem album, men forgængeren, Purple Ball, blev udsendt af den danske afdeling multinationale Warner Music. Det var dog en stor skuffelse, fortæller Leth.

– Warner gjorde ikke noget som helst ved den plade. Vi havde udgivet alle de tidligere plader selv og havde fået meget mere ud af det. Det skyldes sikkert, at Warner var i gang med en omstilling og fået at vide, at de kun måtte satse på hits. Vores tanke var, at endelig skulle vi slippe for at gøre det hele selv, men de sørgede bare for et fotoshoot og lavede et ikke særlig fedt cover, og det var så det. De sendte første single til radioen, men den fik ikke noget airplay, og så smed de pladen på gulvet, og der blev ikke sendt flere singler ud. Det var deprimerende. Videoen måtte vi selv lave. Der skete heller ikke så meget med forgængeren (An Age of Wolves, red.), som jeg ellers synes er en af vores mest helstøbte plader, en stort anlagt udgivelse om jordens undergang. Og så tænkte vi, at det var rart at komme på et rigtigt selskab, så vi ikke skulle arbejde så meget med andet med musikken, men der kom ikke noget ud af det.

Derfor er The William Blakes nu tilbage på deres eget selskab, som nu dog kun udgiver gruppen selv og ikke som tidligere også var arnested for andre kunstnere, blandt andre Are We Brothers? med en ung Shaka Loveless og Sterling. – Vi havde fået så travlt med bandet og alle mulige andre ting, at vi ikke kunne leve op til det, vi selv gerne ville med selskabet, erkender Leth.

Coveret til 1991 er ganske karakteristisk. Leth fortæller:

– Det er lavet af Emil Landgreen, som også lavede coveret til The Way of the Warrior (og i øvrigt også er trommeslager i Speaker Bite Me, red.), som er det cover, vi husker med størst kærlighed. Da vi miksede pladen, havde jeg taget nogle Moebius-tegneserier med (legendarisk fransk tegneserieskaber, 1938-2012, red.). Vi foreslog Emil at lave noget Moebius-inspireret, men gav ham ellers frie hænder. Det var han helt klar på , og så kom han op med det der.

I skal snart på Danmarksturné, hvad kan vi forvente?

– Vi har taget de bedste numre med fra syv plader, herunder en masse fra den nye. Det bliver en helstøbt oplevelse, hvor det ikke skal føles som en hitparade eller en genoplivelse. Der er plads til, at musikken tager nye vendinger, så to aftener kommer ikke til at lyde ens, siger Leth og tilføjer: – Jeg ved dog ikke, om vi kommer til at bytte instrumenter.

Vidste du i øvrigt godt, at både Moonjam og Monrad & Rislund også har lavet en plade med titlen 1991?

– Moonjam-pladen kender jeg godt, coveret er jo legendarisk, og vi har sendt det rundt til hinanden og fotoshoppet hinanden ind på det. Vi har i øvrigt spillet sammen med deres saxofonist Jens Haack engang. Monrad & Rislund-pladen blev jeg først gjort opmærksom på for et par uger siden.

Kristian Leth har siden 2014 boet i New York, men det er ikke for at bruge det som springbræt til at gøre The William Blakes til verdensstjerner.

– Jeg flyttede ikke herover for at make it, men fordi jeg elsker byen, men det er da klart, at jeg har fået nogle forbindelser herovre. Men som sagt: The William Blakes’ strategi er, at vi ikke har nogen strategi, siger Kristian Leth og slutter med at sige, at der næppe går fem år, inden bandet er tilbage med et nyt album:

– Vi er allerede gået i gang med det næste.

LÆS OGSÅ: Tilbage med store ambitioner (anmeldelse af 1991)

Hør "Something Missing" fra 1991:

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA