x

ANYA – Med kurs ind i sig selv

ANYA – Med kurs ind i sig selv

Selvom det er fire år siden, at ANYA udgav sin første ep, har hun først nu lagt sidste hånd på sit debutalbum. I mellemtiden har hun rejst verden rundt og ledt efter den lyd, der i sandhed var hendes helt egen. Det hele er blevet dokumenteret gennem sange, der beskriver en tid, hvor hun oplevede hjertesorg, identitetskriser og ikke mindst en genvunden tro på kærligheden.

Da ANYA, for nogle år siden, sidder i et fly med kurs mod Los Angeles, er det ikke mere end nogle timer forinden, at hun og kæresten har taget beslutningen om at ende deres forhold. Lidt efter sidder hun i den amerikanske storby, hvor hun i ti dage skal samle sig om at skrive sange på et sangskrivningsophold.

– Jeg var et vrag, et spøgelse, der gik rundt og forsøgte at skrive musik. Jeg skrev udelukkende deprimerende sange om, hvordan jeg aldrig ville finde kærligheden igen, griner hun, da jeg møder hende på pladeselskabets kontor en tidlig formiddag. I dag er hun aktuel med sit debutalbum, hvis sange er spiret frem mellem murbrokkerne af det forliste forhold. Det er derfor ingen tilfældighed, at albummet er blevet døbt Faith efter sangen af samme navn.

– Det føltes, som om albummet hele tiden refererede tilbage til den sang, som var kernen af det hele. Den blev et symbol på den kerne, der var tilbage i mig, efter alting ændrede sig på en måde, jeg ikke havde kunnet forudse. Det er de oplevelser, tanker og sange, der er tilbage efter bruddet med et menneske, jeg var overbevist om, at jeg skulle være sammen med resten af livet, og det er sindssygt voldsomt at indse, at det skal man så ikke alligevel. Det er den historie, der bliver fortalt på albummet. Det er samtidig den sang, der føles som det mest rene mig, der er lavet. Det er meget simpelt, kun klaver og vokal og lyder derfor meget anderledes end de andre sange.

Sangen blev komponeret en dag, hvor tristheden blev så overvældende, at tårerne løb ned over tangenterne. – Jeg stortudede, da jeg skrev den, men det hører man egentlig ikke. Det ér sørgeligt, men lyden er ikke trist, og det er meget sigende for mange af sangene. Det repræsenterer også sangskrivningen i mig. Jeg føler ting meget stærkt, men jeg er ofte meget glad alligevel. Jeg flyder ovenpå, selvom der sker en mange ting indeni. Dem får jeg ud gennem mine sange, fortæller hun og forklarer i samme åndedrag, at hun drages af den enkle melodi og budskabers klarhed. – Jeg har en meget uprætentiøs tilgang til sangskrivning. Det skal være tydeligt, hvad jeg prøver at kommunikere. Jeg fænges af de små melodier, der bare sætter sig fast. Småt, men godt. Det har jeg meget i min musik, og jeg tror, det er udtryk for den popkærlighed, der gør, at jeg ofte vælger det enkle, fængende og dét, der kommunikerer allertydeligst.

Hun fortæller derfor, at hun i øjeblikket er særligt fascineret af komponisten Yann Tiersen, der især er kendt for sit soundtrack til filmklassikeren Amélie fra 2001. Hun sidder derfor og spiller hans kompositioner på klaveret, som er et instrument, hun blev undervist i som barn, og hvor den klassiske musik udgjorde pensum. De klassiske træk begynder da også så småt at dukke op igen, når hun spiller, fortæller hun. I barndommen bliver klaveret dog senere erstattet med interessen for sang, som hun udvikler, forfiner og styrker gennem sine tidlige ungdomsår, hvor hun også præsenteres for forskellige stilarter, der i dag er definerende for hendes musikalske ståsted.

Artiklen fortsætter under videoen

Musik gennem modersmælken

ANYA vokser op i et hjem, der er fyldt med musik. Fra sin amerikanske mor bliver hun fascineret af den amerikanske popmusik, der importeres direkte til barndomshjemmets højtalere. Det er især Randy Crawford, Lionel Richie og Whitney Houston, der kører i fuld rotation, indtil hun nogle år senere finder jazzen.

– Det er sjovt, for jeg havde en sanglærer i begyndelsen af mine teenageår, der præsenterede mig for jazzsangerinder som Billie Holiday og Ella Fitzgerald. Det er ret smart at synge deres sange, når man skal lære at være en god sangerinde, fordi det er svært, og man kan udfordre sig selv og lære at improvisere. Det tændte en kærlighed til stilarten, så jazz har faktisk været noget, jeg skulle lære at tæmme i mig selv. Det er nemlig ikke særlig sexet i popverdenen, men det ligger meget dybt i mig, og jeg elsker det. Jeg kommer derfor også hurtigt til at vælge en masse akkordudvidelser, når jeg komponerer, og det skal jeg passe lidt på med, fortæller hun og demonstrerer fingersætningen til en akkord i luften. Også hiphoppen fik en særlig plads i pladesamlingen. – Jay Z, Nas og Common har jo faktisk alle jazzelementer i deres musik. Det var dengang, man byggede numre af gamle samples fra jazz- og soulsange.

Den store fascination af forskellige stilarter og nysgerrigheden på både komposition og udtryk har hun taget med sig, og i dag er hendes tanker som regel akkompagneret af lyd, ligesom hendes oplevelser øjeblikkeligt bliver kanaliseret ud gennem musikken.

Artiklen fortsætter under sangen

Når hjertet banker efter musikkens bpm

Der er ingen tvivl om, at ANYA ånder og lever for musikken, og det er derfor ikke mange øjeblikke i hendes liv, der bruges i stilhed. Der er altid musik omkring hende, hvad end hun selv sætter det på eller hører det for sit indre øre, og når hun ikke lytter til eller skriver musik, arbejder hun smed musikrettigheder som jurist to dage om ugen.

– Det er som om, musik er allestedsnærværende på en måde, der nogle gange kan føles lidt nøjeren. Jeg går for eksempel aldrig rundt i min lejlighed uden at høre musik. Det er en konstant i mit liv og har altid været det, griner hun og dvæler et kort øjeblik ved spørgsmålet om, hvorvidt det egentlig er lovligt at høre musik, når man cykler. Vi bliver hurtigt enige om, at det må man sikkert godt. Hun forklarer derefter, at hun samtidig skal være meget varsom med valget af den musik, hun sætter i ørerne.

– Musik aktiverer sindssygt mange følelser i mig, så nogle gange kan jeg sætte et nummer på og indenfor 20 sekunder mærke, at det kan jeg alligevel ikke lytte til, fordi jeg så vil begynde at græde eller blive vred, fortæller hun.

– Der er også musik, jeg ikke kan sætte på, hvis jeg har gæster, fordi jeg kommer til at lytte så intenst til den, at jeg mister fokus fra dem. Omvendt er der også musik, jeg ikke længere kan høre, fordi det vækker bestemte følelser. Min nye, søde kæreste elsker for eksempel The Blaze, og jeg kan ikke høre det sammen med ham, fordi det minder mig for meget om min gamle kæreste. Det er vildt hårdt, og han synes, det er rigtig unfair, fordi han elsker dem. Når man er så inkarneret musikmenneske og lever musik i så høj grad, som jeg gør, kan man ikke adskille det fra de følelser, man forbinder med det.

Andre gange kan det være godt at få konverteret sine følelser til lyd, og somme tider gøres det bedst, når man er flere om det. Der er derfor flere af albummets sange, der er blevet til bag studiets fire vægge med kun en enkelt strøtanke og følelse som grobund. – For det meste sætter jeg mig egentlig ned og komponerer en sang i øjeblikket, men på albummet er flere af sangene opstået i et kollektiv, hvor jeg har siddet sammen med en sangskriver og producer. Så fortæller jeg sangskriveren om teksten og universet, hvorefter produceren skaber et beat eller nogle akkorder, vi arbejder ud fra. Vi skaber det hele sammen og den måde at arbejde på synes jeg er sindssygt fed.

Det er for eksempel tilfældet med sangen ”Avalanche”, der beskriver det øjeblik i et parforhold, hvor begge parter indser, at det ikke længere kan reddes. – Det lykkedes at gøre teksten rigtig meget mig og handler om slutningen af mit gamle forhold, hvor der blev sagt nogle ting, der gjorde, at vores brud ikke længere kunne stoppes. Nu rullede lavinen. Vi kunne ikke stoppe, hvad der skulle ske med os. Så der bliver trukket på referencer til naturkatastrofer i teksten – den afmægtighed, man kan føle, og som jeg følte i den situation, fordi jeg ikke havde kontrol over det. Jeg ville gerne have, at vi skulle blive sammen og lykkes, men det føltes, som om det var ude af vores hænder. En lavine af sorg, der kommer rullende ned over én og ikke kan stoppes.

Artiklen fortsætter under videoen

Ekkoet fra et andet liv

Selvom ANYA lige har lagt sidste hånd på debutalbummet, har hun været i søgelyset, siden hun udgav sin første ep i 2015. En udgivelse, der efter eget udsagn lyder som et andet liv. – Den føles så langt væk, for jeg føler mig som et andet menneske nu, ikke kun musikalsk, men også erfarings- og sangskrivningsmæssigt. Jeg elsker de sange, der er på den, men nu skriver jeg på en måde ud fra en anden smerte. Jeg føler, at jeg er blevet meget ældre, selvom det godt kan være, at folk ikke kan høre det, fordi jeg stadig skriver happy sounding sounds, forklarer hun.

Det er til gengæld ikke kun oplevelser og erfaringer, hun er blevet rigere på. Hun er også rykket nærmere sig selv i sin søgen efter den lyd, der i sandhed føltes som hendes egen. – Det har været en sindssygt hård periode, for jeg har været igennem en masse udfordringer, livskriser og identitetskriser, som jo også er god inspiration til musik. Jeg har haft meget at skrive om og meget musik i mig, der ville ud. Det handlede om at afsøge forskellige samarbejdsmuligheder og lyduniverser for at finde ud af, hvad der var den helt rigtige blanding af pop og r&b for mig. Det, jeg kom fra, var mere undergrund og skramlet pop på en måde, mens albummet er mere rendyrket poplyd, men stadig med klare referencer til soul, hiphop og jazz.

På trods af at ANYA rejste uden for landets grænser for at finde den helt rigtige blanding af stilarter, endte hun med at finde svaret i sit eget nabolag. – Jeg arbejdede sammen med en masse producere, skrev en masse sange, rejste til en masse lande og forsøgte at finde ud af, hvordan det skulle lyde. Ironisk nok endte jeg på Nørrebro med musikkollektivet Official Music, som endte med at blive executive producere på albummet. De hjalp mig med at producere, sortere sangene og skabe sammenhæng mellem dem. Det er typisk, ikke? Jeg var både i L.A., Stockholm og en masse andre steder, men ender alligevel på Nørrebro, griner hun.

De 12 sange, der blev udvalgt til albummet, er derfor også resultatet af den selvransagelse, der kræves, når fire års oplevelser, følelser og tanker skal kondenseres til et værk. – Det har været svært, fordi det også var en periode, hvor jeg ikke vidste, hvad der beskrev mig bedst, fordi jeg ikke vidste, hvem jeg var. Man kan se det som en albumkrise, der blev forlænget af en identitetskrise, som var forårsaget af en kærlighedskrise. Jeg har ikke bare fundet ud af, hvilke 12 sange, der skulle være på albummet, men også hvem jeg selv er, og hvordan musikken lyder, og derigennem hvordan jeg lyder, fordi musikken er så stor del af min krop, fortæller hun og sammenligner oplevelsen med den børnebogsklassiker, der for mange var fast inventar i godnatlæsningen.

– Har du set Harry Potter? Kan du huske det mindekar, Dumbledore har, hvor man drypper en tåre eller en dråbe ned i mindekarret, som så udfoldes til en historie? Det er lige præcis dét, sangene repræsenterer. Små historier, der er blevet til sange med et navn, en produktion og med en masse folk involveret, men som i sidste ende jo bare er mine minder. Det er en kæmpe gave at få lov til at samle sine minder på den måde. Det kunne jeg godt unde alle mennesker at få lov til, for det er en lille rejse, der er meget katharsisk, rensende og samlende.

Hør albummet Faith:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA