x

KOMMENTAR: "Hugo Helmigs historie er et symptom på en musikbranche, der æder sine egne op indefra"

KOMMENTAR: "Hugo Helmigs historie er et symptom på en musikbranche, der æder sine egne op indefra"

I går modtog vi en pressemeddelelse fra Hugo Helmigs manager, der fortalte, at Hugo Helmig aflyser alle planlagte koncerter i 2019. Det gør han, fordi han for alvor har taget hul på et behandlingsforløb, der skal hjælpe ham med at komme ud af et længerevarende stofmisbrug. Et stofmisbrug, der første gang kulminerede den 9. marts 2019, hvor den unge artists egen mor var nødt til at kontakte politiet, fordi hendes søn opførte sig psykotisk på offentlig gade, og hun frygtede for hans sikkerhed. Hugo Helmig tilbragte i den forbindelse natten i detentionen og vågnede op til overskrifter om sig selv med ordene ANHOLDELSE, MISBRUG, PSYKOSE og SKANDALE.

Hugo Helmig er 20 år gammel. Han er forlovet med en dejlig pige, yderst succesfuld og rundet af et kærligt hjem. Lige nu burde han på papiret være lykkeligere end de fleste og fyldt med overskud, men det er beklageligvis ikke tilfældet. Han er nemlig også søn af kendte forældre, hvilket afføder et enormt forventningspres. Derudover er han på max halvandet år blevet berømt for sit eget talent og er derfor også blevet en del af en ubarmhjertig og hård branche, hvilket unægtelig kræver omstilling og tilvænning.

LÆS OGSÅ: Hugo Helmig aflyser alle koncerter i 2019

Jeg skriver ikke det her for at vade yderligere rundt i Hugos personlige kamp eller fejltrin. Jeg skriver det, fordi jeg oprigtigt blev glad, da vi modtog pressemeddelelsen. Glad for at se, at de udfordringer, som den unge Helmig kæmper med, bliver taget alvorligt af ham selv og af de folk, der arbejder med ham og omkring ham og hans musik. For da jeg efter den voldsomme episode i marts fandt ud af, at det kun resulterede i én aflysning af én koncert, og at touren ellers fortsatte som planlagt, blev jeg godt gammeldags forarget. Det er muligt, at Hugo Helmig selv har insisteret på at fortsætte ufortrødent, og jeg ved af gode grunde heller ikke, om hans professionelle bagland har forsøgt at få det stoppet, men det virkede ikke desto mindre hensynsløst set i lyset af de foregående begivenheder.

For mig er historien om Hugo ikke en historie om misbrug. Det er et symptom på en musikbranche, der æder sine egne op indefra. Under dette års Spot Festival afholdt coach og artistrådgiver Gitte Karvonen en talk, der satte fokus på mentalt helbred i netop musikbranchen. I programbeskrivelsen stod der følgende:

”Musikere har tre gange så stor risiko for depression og angst som folk i andre brancher. Asociale arbejdstider, præstationspres, alkohol og stoffer, sceneskræk, lavt selvværd, travlhed og tomhed, sammenblanding af privatliv og arbejdsliv er bare nogle af de faktorer, der gør, at livet som artist kan være ekstra udfordrende.”

Mistrivsel og pres kan sagtens være de primære grunde til, at man vælger at nappe en bane coke hver aften, inden man skal på scenen, og når man først derud, så kan det være forbandet svært at give slip igen. Stofferne bliver de støttehjul, som din far fjernede fra din cykel, da du var fem år. Det var superfedt at kunne cykle uden, men også ret nemt, bekvemt og måske nødvendigt med. Uden at kunne eller skulle psykoanalysere Hugo Helmig tænker jeg, at det er forholdsvis sandsynligt, at det enorme præstationspres fra omverdenen har haft indvirkning på mængden af stoffer, der er røget igennem systemet. Og med 2019’s begivenheder i bakspejlet kan man sige, at han nu ufrivilligt er blevet et symbol på en tilstand i musikbranchen, der på alle måder kalder på oprustning. Artister skal have rum til at stå frem, bede om hjælp og sige fra – over for deres arbejdsgivere og over for omverdenen, hvis de har lyst. Og gerne inden de når derud, hvor deres mistrivsel bliver til overskrifter som kulminationen på et umenneskeligt pres.

LÆS OGSÅ: Ingen grund til panik, hjerte rimer stadig på smerte

Det er naturligvis ikke alle artister, der mærker skyggesiden af musiklivet i lige så høj grad som andre. Men for dem, der gør, tror jeg, at det er enormt vigtigt at vide, at deres mentale sundhed bliver taget seriøst – ikke mindst af de mennesker, der til dagligt arbejder med at få dem og deres musik ud i verden. Man kan godt argumentere for, at det især bliver problematisk, hvis de mennesker, der tjener penge på en artists udgivelser og antallet af koncerter, samtidig er de personer, der skal sørge for artistens psykiske velbefindende.

Herfra skal der lyde en totalt rundkredspædagogisk, men ikke desto mindre oprigtig opfordring til, at de personer, der arbejder med især yngre artister til dagligt, inddrager eksternt psykologikyndigt personale i deres artistforløb. Også inden at det virker nødvendigt. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA