KOMMENTAR: Popmusikkens freakshow: Et forsvar for Eurovisionen

KOMMENTAR: Popmusikkens freakshow: Et forsvar for Eurovisionen

Så er den gal igen! Paillethelvede, vindmaskiner og pyroteknik er over os. Make-up, der kan udkonkurrere selv det mest vanvittige dragshow. Udklædning, der ligner noget fra en skoleopsætning af Cats. Og musik, der kan udkonkurrere Creamy og udvandede discoplader i dårlig smag. Alt dette bliver transmitteret live ind i din lillehjerne! Europas største musikfest er over os. Og for mange er det at følge med, som at se en naturkatastrofe ske live foran en, mens man selv er i sikkerhed. Good evening, Europe! Så er der Eurovision.

Eurovision er en genre for sig. Der findes mainstream, eksperimental, indie, alternativ, avantgarde … Og så findes der grand prix-musik. For på mange måder er den aparte sangkonkurrence blevet en slags tidslomme-induceret kontrakultur, der netop går imod strømmen og omfavner poppen på dets mest svulstige og livsglade punkt. Men det er faktisk ikke selve konkurrencen, der er det vigtigste. Efter danske Emmelie de Forest vandt med ”Only Teardrops” i 2013, måtte hun aflyse store dele af sin kommende Europaturné, da MGP-hysteriet havde lagt sig, fordi hun simpelthen ikke var interessant nok længere.

Dette understreger min pointe. For Eurovision er en niche. Hvis du har vundet, eller på en anden måde har efterladt en uafrysteligt aftryk til en Eurovision Song Contest, så er du nærmest sikker på at blive behandlet som en eller anden form for afgud af konkurrencens fans, indtil dine dage er talte. Problemet er bare, at denne gruppe er forholdsvis lille, selvom konkurrencen er så enormt populær, som den er. En enkelt gang om året er Eurovision på alles læber. Men resten af året er den mere casual kulturforbruger fuldstændig ligeglad med Eurovision. Hvis du er seriøs musiker, kan Eurovision være et decideret dødsstød til din karriere. Vi snakker her om en verden, hvor Brødrene Olsen og Celine Dion regnes på lige fod. Eurovision handler altså om oplevelsen. Underholdningen. Og ikke musikken.

Så hvorfor Eurovision? Hvorfor denne kontrakulturelle, antimusikalske øjebæ? Hvorfor denne eksplosion af kønsforvirring og komprimerede eurobeats? Jo! Eurovision har et helt unikt ståsted i europæisk kultur og har haft det, siden Gustav Winckler og Birthe Wilkes alt for lange kys i 1957, frem til de moderne tider med BDSM og russisk hi-fi-klub. Eurovision samlede de europæiske lande mange år, før andre ting kunne det. I en tid, der stadig var præget af en postkrigsangst for hinanden. I virkeligheden var Eurovision et forsøg på at samle et splittet Europa, før der overhovedet gik international politik i svineriet. Et forsøg på at lade det splittede kontinent samle sig om den kunstart, der nu en gang kan forene flest mennesker: Popmusikken.

Men faktum er, at det dekadente fredshelle er blevet til én stor, overdimensioneret, smældfed glimmerdrage, hvor de skæve, stolte, vanvittige freaks kan samle sig til noget, der ligner et udvandet karneval på poppers. Og dette gumpetunge ”carny” er det, som vi kan lide. Det gør ondt i øjnene og ørerne. Men det er også dybt fascinerende. Så når ”nogen” siger, at der er ”gået for meget bøsse i Eurovision”, har den ”nogen” ikke ret. For vi har brug for mere af det. For selvom det er for meget, og selvom det ind i mellem er decideret pinligt, er det stadig et fredshelle, hvor Gud og hvermand kan mødes. Om du er sort, hvid, flerfarvet, transkønnet, homoseksuel, heteroseksuel eller midtimellem. Eurovision er fristedet for freaks, og vi er alle sammen freaks. Det SKAL larme og det SKAL være for meget, for det sådan, vi godt kan lide det.

Glædelig ESC-dag – og må det bedste land vinde.

Varm op til galskaben med belgiske Telex’ synth-klassiker ”Eurovision”, som blev næstsidst ved sangkonkurrencen i 1980. Bandet blev i øvrigt skuffede, da de havde satset på en sidsteplads.




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA