EDM på Smukfest gennem årene: Når bassen pumper i skoven

EDM på Smukfest gennem årene: Når bassen pumper i skoven

En pludselig udladning af pyroteknik lægger et varmt tæppe på dit ansigt, og du letter fra jorden sammen med tusindvis af svedige og smilende koncertgængere. Den hidsige synthmelodi optrappes, og alting lander massivt med det altforløsende drop, der fylder hjernen med endorfiner og sender hår og lemmer ud i en ukontrollerbar voodoodans. Stort set alle omkring dig har det på samme måde, og det er ikke fordi, I har drukket. Det er fordi, stemningen bare er sådan, når det fungerer med en god dj, der spiller Electronic Dance Music – EDM.

Den tilstand, der opstår til festivaler med dj’s, der spiller house, trap, drumn’n’bass, dubstep, hardstyle, moombahton, trance og lignende, har længe været sammenlignet med fortidens stammedans, der rent psykologisk evnede at skabe et fællesskab mellem de ihærdigt dansende. Selvom ritualerne blev mast af civilisationer, blev følelsen bevaret frem til nutidens computeralder, hvor den korteste afstand mellem to mennesker er et sjaskvådt bassdrop. EDM blev dermed et verdensfænomen, der har underlagt sig byer og øer som henholdsvis Miami og Ibiza, og danskerne var ikke sene til at danse med løftede arme og lettende tæer. “Techno” blev et hurtigt skældsord for musikken uden sang og med et gentagende beat, og udskamningen af de vokalløse, maskinelle rytmer blev blot yderligere bekræftende for en generation uden ungdomsoprør.

I dag er EDM næsten på vej ned, men kun på en måde, hvor genren skal leve med at være allemandseje og lade sig udvande i popmusikken med folk som David Guetta eller rockmusikken med bands som Korn eller Bring Me The Horizon. At Danmark blev et land, der kunne huse arrangementer som White Sensation og MagicBox og danne internationale dj-navne som Martin Jensen og Morten Breum, skyldes som så meget andet, at der var nogle, som tog en chance engang og afprøvede noget knap så velkendt. De “nogle” var blandt andre Skanderborg Festival, som i 1996 hyrede den tyske dj Sven Väth til at spille et sæt med trance og techno, for der var naturligvis ikke noget EDM dengang. Der var bare de sidste rester af eurodance, som formentlig er der, hvor elektronisk musik kom tættest på den indflydelse, som EDM har på nutidens populærmusik.

De første hovednikkende hovednavne

GAFFA har taget fat i Mikkel Xavier, der som booker for Smukfest har en finger med i spillet, når det kommer til de store dj-hovednavne på festivalen. – Allerede i 2011 gjorde vi sidste koncert på Bøgescenen til en elektronisk oplevelse, og det var med Trentemøller, Morten og Kato, fortæller Mikkel Xavier om at lade de næsten nyligt opståede dj-popstjerner Morten Breum og Kato lukke Bøgescenen hver sin dag, hvilket sandsynligvis siden har inspireret Tinderbox til at lade sine dj-hovednavne lukke festivaldagene. En måske endnu tydeligere inspirationskilde har været Trentemøllers respekterede indhug i den elektroniske musik, som skabte ham en profil stor nok til at spille Roskildes Orange Scene første gang i 2009, hvilket for alvor brød med de gamle rockfestivalers selvforståelse, men også gav den elektroniske dansemusik en vis tyngde, som i øvrigt igen kan spores længere tilbage til dengang, P3 for alvor producerede toneangivende radio som Unga Bunga med Le Gammeltoft og Kjeld Tolstrup i spidsen.

Trentemøller ligger nok en anelse uden for den gængse forståelse af EDM og gik da også relativt hurtigt væk fra sit virke som “bare” dj. På trods af det kunne GAFFAs udsendte anmelder Ole Rosenstand Svidt meddele, at “Trentemøller og band leverede 75 minutters både smuk, dyster, blid, stemningsfuld, glad, dansabel, festlig, brutal og melodisk musik i spændingsfeltet mellem elektronika, rock og tidløs sangskrivning, og de mange delikate enkeltdele – elektronik, keyboards, guitar, bas, trommer, violin, theremin, klokkespil og vokaler – gik fornemt op i en højere enhed. Og publikum var med hele vejen” dengang tilbage i 2011. Trentemøller var som skrevet næsten videre fra den rendyrkede elektroniske musik, mens Morten Breum havde udgivet sit debutalbum Drop, og Kato var godt kørende med sin to hittende albums Discolized og Discolized 2.0. Særligt Katos hits byggede oven på etablerede popstjerner og rapstjerner som Ida Corr og Johnson – en vellykket tilgang, der tydeligt spejlede David Guettas succesfulde metode.

Franskmanden Pierre David Guetta, som i 2012, året efter Breum, Kato og Trentemøller, blev Smukfests første dj-hovednavn sammen med svenske Alesso, der måske var noget af det næstbedste på et tidspunkt, hvor Avicii året forinden havde udgivet noget, der minder om en massiv EDM-evergreen – “Levels”. Guettas One Love fra 2009 markerer tydeligt EDMs indtog i USA med hjælp fra etablerede navne som Akon, Kelly Rowland og Kid Cudi på sange, der stadig bliver spillet i dag og blev spillet i 2012 for fuld smadder på en festival, der lige skulle et ekstra niveau op fra ellers spændstige koncerter med Malk de Koijn og Clemens. At Guetta valgte Smukfest til i en tid, hvor singler som “Titanium” med Sia og “Without You” med Usher stadigvæk hittede, skyldes givetvis, at festivalen netop havde arbejdet sig frem mod EDM som en vigtig del af programmet, og at der var noget troværdighed i de anerkendte navne, som før havde besøgt Smukfest. Navne som Fatboy Slim, Pendulum og Trentemøller, der alle havde sat hver sit meget forskellige præg på dansemusik i det nye årtusinde.

Med en booking som David Guetta blev det pludselig nemt at tiltrække verdensnavnet Avicii, der i 2013 ikke havde udgivet noget større værk, men havde sine første ikoniske singler med sig og en masse hype, der på tragisk vis langt senere blev afgørende for hans nedtur og alt for tidlige død. Tim Bergling besøgte festivalen som først og fremmest dj, og det har altid været vanskeligt for kritiske koncertgængere at se igennem alle de lånte hits, særligt hvis man kommer lige fra karismatiske og enestående sangskrivere og musikere som MØ og When Saints Go Machine. GAFFAs anmelder Nanna Jenner Jensen beskrev det således:

“Avicii startede ud bag sin pult med sit eget nummer "I Could Be The One" efterfulgt af konfettikanoner, der sprøjtede lystigt ud over publikum. Herfra blev det så et rent show-off af hits. Der var bare ét problem; de var alle lavet, produceret og skrevet af alle andre end Avicii selv. Eksempelvis fik vi både numre med Macklemore & Lewis, 666 og C2C med deres seneste hit "Down the Road". Også kollegaerne fra Swedish House Mafia og Calvin Harris kom under kærlig behandling med henholdsvis "Don't You Worry Child" og "Sweet Nothing". Men selvom publikum kogte, og knæklysene flød over pladsen, virkede det altså mildest talt en smule tamt. Ud over at musikken var højere, og stroposkoplyset skarpere, kunne man i princippet bare have hørt en lignende playliste nede i sin lejr.”

I dag ville de fleste være henrykte over et sæt med så mange små genkendelige bidder, men problemet var enhver dj’s udfordring. Avicii spillede både i 2013 og 2015 for meget som en jukebox med effekter og uden det egentlige tempo og sammensmeltende miks, der kendetegner et godt dj-sæt. Alle vil som regel gerne feste til noget, de kender, men genren EDM har i lang tid lidt under kritisable smutveje, som eksempelvis de dj’s, der ganske tydeligt ikke gør meget andet end at trykke “play” og så oven i købet på et miks, der ikke er særlig mikset.

Det var derfor godt for Smukfest i 2014 at hive en af de meget få EDM-puritanere, Deadmau5 med på festivalen. Deadmau5, som selv var meget verbal i sin kritik af genrens tydelige og overbrugte smutveje leverede et fremragende show, hvis man spørger GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt: “Vi fik både pumpende house, dubstep af den mere maskinelle slags, momenter, der nærmede sig trance, afdæmpede, næsten beatløse passager og en del samplede og elektronisk efterbehandlede vokaler undervejs, der sørgede for melodisk indhold. Det var svært at se, hvor meget Deadmau5 selv arbejdede bag pulten, og hvor meget der var programmeret på forhånd, men i hvert fald var mange af numrene så identiske med originalversionerne, at min telefons Shazam-app uden problemer kunne genkende mange af dem, selvom de, som det sig hør og bør, var mikset sammen til en helhed.”

Samme år spillede Skrillex og Madeon, der hver især stod for en mere febrilsk tilgang til dansemusik, hvor de enkelte samples gerne må komme som små hidsige pistolskud i en intens pærevælling af house og dubstep. I det hele taget har mange genrer ladet sig indkapsle af EDM og de sidste par år har ladet det hele flyde sammen fra Kygos og Matomas nordiske tropical house til Dillon Francis’ moombahton til trap og hardstylens og psy-trancens genfødsel over i den lettere ironiske betegnelse “dakke-dak”.

EDM anno 2019

På årets smukfest kan du blandt andre opleve både Ude Af Kontrol og Pattesutter, der formentlig begge spiller “Næ”, et lille hysterisk viralt smadderhit, der i skrivende stund bevæger sig op ad streaminghitlister med tæt 50.000 daglige afspilninger. Sangen i sig selv er bare et af tusindvis af numre, der vælter ud på streaming fra mere eller mindre små undergrundsnavne som Tramper Torben og Randers Cowboys. Det er musik fra en generation, der vokset op på Bulldoggs “Knep knep, drik drik, hor hor, snif snif” og en øredøvende stereoanlægsudfordrende basgang. Sådan er vilkårene for ny EDM – det er meningen, at de gamle generationer skræmmes væk, og hvis dine forældre synger med på Calvin Harris’ dj-sæt, så finder du hurtigt nogle hårdere græsgange, hvor græsset er mere neon.

Det er kommet for blive, konstaterer Mikkel Xavier, der ikke er bange for store koncepter som Magicbox. – Man kan sige, at jo flere festivaler, der vælger dj’s og producere til, jo større bliver fokus for genren, og det glæder os selvfølgelig. Ingen tvivl om, at det er en festivalting for mange gæster, og netop kombinationen af lyden og det store effektshow omkring dj’s appellerer til festivaler. Så om fokus er blevet større, mener jeg ikke, men udbuddet er blevet større og dermed øget potentiale for genren. For eksempel har vi i år også EDM på andre scener og andre tider netop, fordi vi ser en større efterspørgsel fra publikum.

Der er eksempelvis tale om Faustix, der åbner Stjernescenen om lørdagen eller den gamle dance-dj-gruppe Italo Brothers, der lukker P3-teltet om onsdagen med hits som “Stamp on the Ground”. Pussy Riot kommer også med deres meget anarkistiske og EDM-orienterede punkmusik, der veksler mellem fest og forargelse.

Helt nede i Smukfests vækstlag finder du navne som Fred the Future, der repræsenterer den glitrende ende af samples, synth og bass i drilske trap-rytmer eller Williams88, der som rendyrket dj spiller til sidst under Live Camp – navnet har indtil videre en podcastserie med en samling overbevisende dj-sæt. Electronic Dance Music vil i år mere end nogensinde vise sig som mange forskellige ting og sågar vil man efterhånden spørge sig selv, om det, der før var EDM, stadig er EDM, og om genren dækker over meget andet end fest for festens skyld med dertilhørende konfettikanoner, pyroteknik, fyrværkeri, skum, lagkagekast, lasere, oppustelige bolde og arme, der svinger i vejret, mens fødderne letter fra jorden.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA