L.O.C.: "Med tiden forpligter det at have lyttere"

L.O.C.: "Med tiden forpligter det at have lyttere"

Fra Aarhus til Thailand og fra Frederiksberg til Nice. L.O.C. har brugt tre år og fire forskellige studier på at færdiggøre Ekkokammer. Han gik ind til projektet uden at vide, hvor det ville ende. Det ved han stadig ikke, men det, han i dag sidder med i hænderne, tror han på stadig vil eksistere om fem år. Albummet er et møde mellem dogmer, mellem analogi og helhedsindtryk, ligesom Ekkokammer er hans besyv om den fucked op verden, der omgiver os.

– Hiphop har altid været meget tidstypisk og et samtidsbillede, men min opgave er ikke længere at definere ungdommen, svarer L.O.C. Jeg har spurgt ind til den plade, han endnu ikke har færdiggjort, selvom den efter planen skal udkomme en måde efter vores møde. Det er en proces, han startede for tre år siden, ud fra et behov om at råbe højt, fordi han trængte til det. Ekkokammer er resultatet af den proces, der afspejler sin samtid, men uden nødvendigvis at være i tråd med den.

– Min opgave er at videreføre et samtidsbillede, der har sine rødder for 20 år siden, men hvor jeg før i tiden var i studiet hver eneste dag, er mine prioriteringer i dag helt anderledes, fortsætter han. – I studiet kan man langsomt føle sig frem til ting, men den her plade er mere eller mindre skrevet på bagtrappen, efter knægten er blevet lagt i seng. Og når jeg har siddet og skrevet, har jeg forsøgt ikke at skrive det færdigt. Derfor er det blevet til noget meget holdningsbåret materiale. Og derfor er det også blevet til noget, der vil dele vandene. Jeg har skrevet nogle sange, der har noget på hjerte, og nogle af de ting, jeg mener i sangene, er der helt sikkert nogle mennesker, der synes, jeg er en idiot for.

Ekkokammer er ikke et album, der er lavet til playlisterne. I sin forklaring på albummets baggrund og sammenhæng tager L.O.C. en tår af glasset med kaffe, der er til at se igennem og griner højlydt og hæst af sin egen devise og de dogmer, der er bygget op omkring pladen. Han ved, at han har brugt tre år på at gabe over en stor mundfuld af en udfordring. Og lige såvel ved han, at Ekkokammer ikke nødvendigvis bliver en af de plader, der ryger i rotation på klubben. For som han selv forklarer det, handler det om at videreføre noget, der startede for 20 år siden. Hvor han dengang var ungdommens stemme, der ikke før var blevet hørt, er han i dag for gammel til P3, men ikke helt gammel nok til P4.

Fra frihed til forælder

– Jeg har altid haft et selvbiografisk udgangspunkt, også selvom jeg måske ikke var klar over det, forklarer han. – De to første plader er jo bare skrevet i en brandert, hvor perspektivet nu har ændret sig til noget andet og mere reflekterende. Men der er stadig en lethed over det, selvom emnerne måske ikke er så flatterende.

Tre år har skabt en tankestrøm af personlige og universelle refleksioner fra en voksen L.O.C. Ungdommen er ikke overraskende blevet lagt bag manden fra Aarhus V for længe siden, ligesom den historie er blevet fortalt til kedsomhed. Forandringerne fra en voksende frihed til forælder, der må være opgaven voksen, har bevæget sig ind i temaerne på Ekkokammer. L.O.C. har sat tænderne i den samtid, der lidt for ofte efterlader en bitter smag.

– Noget af det kan virke fingerpegende, men samtidig er det også en beskrivelse af noget, jeg selv kan være i konflikt med, forklarer han. – Samtidig har det været vigtigt for mig, at det ikke skulle ende som protestsange. Protestsange har en naivitet over sig, som jeg egentlig synes er ret fantastisk, og som de sange ikke ville fungere uden, men jeg forsøger ikke at tage den samme form for politisk ansvar i min musik. Samtidig har jeg lidt en aversion mod protestsange, og det er måske, fordi jeg egentlig aldrig har oplevet dem tale om det, jeg kom fra. Ofte skal man mene nogle bestemte ting som musiker, for eksempel når det kommer til Christiania, som jeg ikke ser et problem ved, men samtidig heller ikke er engageret i – ligesom christianitterne hellere ikke er engagerede i, at der bliver revet boligblokke ned i Aarhus. Og derfor er protestsange for mig lidt blevet til en vrængende københavnerstemme fra 70’erne.

Musik med et ansvar

L.O.C. er stadig lyden af min ungdom, om end jeg ikke altid lyttede efter, og samtidig står han i mine til tider naive øjne stadig på toppen af dansk hiphop. Han repræsenterede en bølge, der startede for 20 år siden, og som i dag har spredt sig mod landets adskillige afkroge. Men selvom festen lige så godt kunne fortsætte, er L.O.C. indforstået med, at festen kun er god, hvis underholdningen efterlader et aftryk.

– Med tiden forpligter det at have lyttere, forklarer han. – Der er på en måde et ansvar, og folk skulle gerne kunne bruge min musik til noget, uanset hvad formålet er for lytteren. Musikken skal kunne fungere på flere niveauer, og det er derfor vigtigt at komme noget i det, der giver musikken substans.

I dag gider L.O.C. ikke stå foran et publikum og give DF og Rasmus Paludan den nemme mellemfinger. Han gider ikke lave noget, der kun har til formål at komme i radioen og skabe en platform, hvorfra han kan stå og spytte substansløs galde. For den platform vil uden tvivl være skabt af modsætninger fra det, han er opstået af.

– Jeg har nogle holdninger, som jeg bare forsøger at stå på mål for, men det er nogle markante emner, og nogle gange et markant udtryk for mine holdninger, så det kommer sikkert til at dele vandene, siger han. – Det spændende ved Ekkokammer er, at min opfattelse af tingene måske er en anden end naboens, fordi algoritmer har givet os noget forskellig info. Det er et forsøg på at tage fat i nogle ting, jeg synes fylder meget i den her boble, vi render rundt i.

Dualiteten ved samtidsrefleksion

I samtalen imellem os opstår min egen refleksion over ting, jeg egentlig troede, jeg forstod. Ekkokammer er ved at synke ned i de mentale kasser, jeg placerer tingene i, så de giver mening. Jeg forstår, hvordan informationerne i mit feed sagtens kan udvikle mig, men måske næppe udfordre mig. Jeg følger DR Politik på Facebook, ligesom jeg følger The Guardian, fordi jeg mener, de outlets giver mig et reflekteret og sagligt billede af den verden, jeg begår mig i. Men jeg tænker sjældent over, hvilke informationer de giver mig. I virkeligheden er det et udvalg, jeg underbevidst har bedt om. Det er informationer, der holder mig bag den optrukne linje. Jeg bidrager selv til den unuancerede debat, hvor alle mener det, man forventer af dem. Det er blevet svært at se nuancerne i det, der er blevet politisk ukorrekt, og ud af det opstår aggressionerne.

– Hver gang jeg løber ind i en debat, forsøger jeg at finde skillelinjen, svarer L.O.C. i sit forsøg på at forklare baggrunde for de holdninger, Ekkokammer er et udtryk for. – En politisk debat handler i virkeligheden om, at fjenden ikke har samme økonomisk problemstilling, som du selv har. Hvis du betaler topskat, så fuck dem, der ikke gør – og omvendt. Det er blevet meget aggressivt, og det tror jeg er skabt af sociale medier. Man behøver ikke nødvendigvis at bruge kommentarfelter, bare fordi de er der, men det er der nogle, der synes. Lige så snart, der kommer en mening, der er skarp, kan man lynhurtigt se opbakningen til den, og så bliver det pludselig noget, vi skal tage op i den offentlige debat. Og før du ved det, bliver det diskuteret i Deadline. Det er jo ikke nødvendigt, men ligesom Andy Warhol sagde, har alle folk ikke alene fået deres egen kanal, men vi går minutiøst ind i tingene og gør problemet meget større, end det er.

Men de sociale mediers indmarch i musikken er efterhånden så velkendt, at jeg personligt himmelvender mine øjne, når jeg igen (og igen og igen og…) læser en pressemeddelelse, der fortæller historien om pladen, der gerne vil være politisk. Og i mit forsøg på at dissekere det i mine artikler føler jeg ofte, at jeg nedfælder den åbenlyse forklaring, jeg før har brugt. Det er blevet en trend blandt musikere at være politiske. Politik er i dag lettere at sætte sig ind i, fordi meget af det foregår på Twitter, fordi USA og Storbritannien har hver sin farce kørende i hver sit parlament, og måske mest af alt, fordi politik er blevet til hver sin modpol uden nuancerne imellem. Så hvad kan Ekkokammer? Inden mit møde med L.O.C. har jeg skrevet en lang række kritiske spørgsmål ned, der sætter albummets problemstillinger og temaer på spidsen. For hvorfor er det, at vi netop skal lytte på L.O.C., når Chuck D og B-Real alligevel har den kørende med Tom Morello i Prophets of Rage?

– Det er måske i virkeligheden et indskud fra en person, der har en anden holdning end de to optrukne, svarer L.O.C. – Jeg ser mig selv som diplomatisk, og når det kommer til at skrive, er det dualiteten i ting, der interesserer mig. Det der med at kunne rumme begge sider, at kunne rumme, at det hele er noget lort. Det tror jeg er ført videre til den her plade og bliver repræsenteret i mit syn på samfundet. Selv når det kommer til sociale medier. Jeg synes ikke, teknologi er skadeligt for vores børn, for det er derinde, deres fremtid er. Samtidig er det uhyggeligt at overgive sig blindt til det. Men der er aldrig nogen, der siger, det er cool, som det er. Det er enten forfærdeligt, eller også er det fantastisk. Og sådan er det med mange ting. Fornuften mangler ofte i diskussionen.

Samtidsbilledet fra tyve år tilbage

På Frederiksberg møder jeg en musiker, der besidder lige dele glæde over sit erhverv, som har han blod på tanden efter det, der venter. L.O.C. er grundlæggende afklaret med den rolle, han har i dansk musik. Han er grundlæggende afklaret med, at han kun har magten over dele af den, men ansvaret for det hele. Og derfor forsøger han ikke at skabe noget, han ikke kan stå inde for. I starten af vores samtale sagde han, at han viderefører et samtidsbillede, der startede for 20 år siden, så i forsøget på at være i tråd med sin egen tid, fører han sine værdier ind i det tidløse.

– Jeg kunne godt fortælle om, hvor store værker jeg lavede i starten, men det var jo ikke det, jeg tænkte, da jeg lavede de plader, forklarer han. – Jeg lavede dem, fordi jeg syntes, rapmusik var fedt. Det lyder dumt at sige, at man skal være sit ansvar bevidst, men i virkeligheden handler det om at forstå alvoren i at kunne gøre det, man gør. Det er blevet mere et spørgsmål om at kunne dyrke musik og de muligheder, som musikken giver dig – reelt set at dyrke den del af musikken, der er kunst. Musikken er den kunstgren, der er mindst respekteret som kunst, men hvis jeg ikke laver den sang, så kommer den aldrig til verden. Jeg skaber noget med et kunstnerisk islæt. Måske blive det massetrykt, men det skal kunne noget. Og for mig bliver det uinteressant, når musikken kun har til formål at højne musikeren. Det er af samme grund, at jeg aldrig kunne drømme om at tage et billede med ryggen til publikum efter en veloverstået koncert – jeg vil ikke degradere folk til tapet. Jeg er der, fordi de mennesker har vist interesse for musikken, og nu er det min opgave at gøre musikken det værdigt. Det er blevet mere et spørgsmål om at lave musikken, fordi den kan noget. Hvis det bare handler om at lave en sang for at gøre det, kan jeg lave en jingle.

Tre år efter begyndelsen

– Det er det største antiklimaks, at vi har lavet den her plade, og en uge efter den er ude, er det fortid, svarer L.O.C. grinende. – Jeg kommer til at høre folk spørge, om jeg ikke snart laver noget nyt. Det er en af præmisserne som musiker i dag, og hvad skal jeg så gå herfra med? Derfor er det vigtigt for mig, at folk kan huske det, jeg laver. Derfor har jeg lavet en plade, der slet ikke falder i tråd med den musik, folk lytter til lige nu. Den her musik skal stadig kunne give mening om et par år, hvor folk for længst er videre fra det, der er det fedeste i dag. Det er blevet et succeskriterium, der kan opmuntre mig, når jeg afleverer masteren.

Selviscenesættelsen mod troen på selvet

– De ting er blevet blandet sammen, svarer L.O.C. – Vi er først begyndt at tage det farlige ved Facebook alvorligt hen over de sidste par år. Når det kommer til selviscenesættelsen, er vi alle sammen blevet vores egen marketingschef. Vi har en klar opfattelse af, hvordan vi gerne vil ses. Vi er blevet så styrede af det, fordi det repræsenterer et skift for dem af os, der ikke er vokset op med det, hvor det hos dem, der er født ind i det, er naturligt. Det er syret at være så opmærksom på, hvordan andre betragter dig. Hele perfekthedskulturen har gjort, at selviscenesættelsen og selvværdet er blevet blandet sammen. Linjerne imellem det er blevet udvisket. Du skal helst have en tro på dig selv, men det skal ikke være en værdi. Du skal ikke være afklaret med den tro, før du overhovedet er blevet voksen.

Bag om ”Ny Religion”

– Vi er i bund og grund et land, der er blevet enige om, at vi er for kloge til at tro på noget, men vi vil gerne beholde kirken, siger L.O.C. – Og når vi så står over for folk, der tror på noget, afstedkommer det enten frygt, eller også spejles vi i noget åndeligt, som vi mangler. I beskrivelsen af DR står der, at del af outputtet skal være en videreførelse af kristne værdier, og derfor går folk amok, når Onkel Reje bliver satanist. Jeg er med på, at vi har noget kulturarv, men vi kan jo ikke bilde os selv ind, at vi skal være stolte af noget, og folk udefra ikke må være stolte af deres ophav.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA