x

NEKROLOG: Marie Fredriksson – i takt med tiden

NEKROLOG: Marie Fredriksson – i takt med tiden

GAFFA Sveriges skribent Emil Viksell mindes Marie Fredriksson

Min første vinyl var Look Sharp (1988), og min første cd-skive var Joyride (1991). Dette sagde jeg også til Per Gessle, da jeg interviewede ham for nogle år siden. Han nikkede leende, men så alt andet end overrasket ud – det kan næppe være første gang, han har hørt noget i den stil.

Som fanatisk musikinteresseret har jeg haft mine perioder. Besættelser er kommet og gået, men Roxette og Marie Fredriksson vil altid være min første – Per Gessles betydning for Roxette gik ikke op for mig før langt senere. Denne besættelse hang fortsat ved langt oppe i årene. Jeg kan huske, at jeg købte et af Fredrikssons soloalbum, som jeg endnu ikke havde, i min sene gymnasietid. Lang tid efter, at jeg havde fået øjnene op for hardrock, punk og hiphop. 

LÆS OGSÅ: Udvekslingsstudent banede vejen: Sådan fik Roxette deres amerikanske gennembrud

Historien om Roxette var den, at Per Gessle skrev musikken, og Marie Frederiksson sang den – hovedsagelig. Det er umuligt ikke at blive fascineret af Gessles, i mangel af bedre betegnelse, popingeniørskab. Det var vejen ind i musikverdenen for mit vedkommende. Men Fredrikssons solokarriere, især hendes første to album, Den Sjunde Vågen (1985) og Efter Stormen (1987), men også Den Ständiga Resan (1992), undervurderes i allerhøjeste grad stadig den dag i dag. Eller, lige netop i dette øjeblik virker det som om, at "Sparvöga" altid har været alles favoritsang. 

Hvis du skal have et udbytte af Fredriksson, så skal du æde hele pakken og konteksten råt. Ligesom man altid har måttet acceptere, at Roxette arbejdede på et bestemt tidspunkt og inden for en meget bestemt type mega-kommerciel popmusik. Så med Frederiksson må man acceptere, at hendes virke foregik i en svensk show- og poptradition, der altid har været kendetegnet ved at være naturlyrisk. 

Hendes solomateriale, derimod, er lidelsen og ensomheden midt i svenske regndråber, der ser ud til at komme vandret fra. Der er både tydelige og mere diskrete religiøse fortegn til stede. Og jo, vi bevæger os også indenfor i hvidkalkede rum, hvor bevingende ord og inspirerende citater er malet på væggene. Men musik har altid handlet om at hengive sig. Personligt har jeg aldrig givet mig selv hen til Ulf Lundell eller Lars Winnerbäck, men mistede fuldstændig mig selv i Eva Dahlgren, Björn Afzelius og Marie Fredriksson.

Det er i sådan en total overgivelse, at Fredriksson fremstår som en visionær. Det er i sådan en kontekst, at "Mot Okända Hav" kan mærkes i hele kroppen. Det er i sådan en situation, at "Sparvöga", med dens suveræne produktion, båret frem af både den storslåede 80'er-lyd og den noget mere afskrællede 90'er-aura, fremstår som en hymne. 

Fredriksson har altid været i takt med tiden. På den måde kan man anskue både hendes egne og Roxettes værker som en historielektion i populærmusik. I produktionerne fornemmer man tydeligt midt-80'erne og sen-90'ernes tophitsliste-lyd. Scocco, Ledin, Orup, Dahlgren, og LeMarc. Præcis som det også lød i udlandet i samme periode.

PLAYLISTE: Her er Marie Fredrikssons allerbedste sange

Fredriksson lignede en svensk Annie Lennox, sang som de allerstørste sangdivaer, og – ingen kommer jo i nærheden af ABBA – ansigtet udadtil for det næststørste svenske band nogensinde. Og hvis du nu kun har mulighed for at høre én sang, så skal det være den perfekte popsang, "Paint", som indgår på et af historiens bedste popalbum i form af Look Sharp.

Hvil i fred. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA