JULEKALENDER-LÅGE 20: Hør årets bedste sang ifølge Nelson Can

JULEKALENDER-LÅGE 20: Hør årets bedste sang ifølge Nelson Can

20. Yangze: Event Horizon

GAFFA har traditionen tro bedt en række markante og aktuelle danske kunstnere om at vælge deres yndlingssang fra 2019. Sangene får du nedenfor som en julekalender-playliste med en ny sang hver dag og en lille kommentar fra kunstneren om, hvorfor netop den sang er vedkommendes favorit. Vi fortsætter serien med Nelson Can, som i år har udgivet singlerne "Limelight", "I Used to Sleep Through Everything" og "Madness" og annonceret albummet LP2: So Long Desire, der udkommer 31. januar og bliver deres første album i mere end fem år. Bandet giver to koncerter på henholdsvis VoxHall i Aarhus 29. januar og i Store Vega 30. januar.

LÆS OGSÅ: Nelson Can smider ny single og musikvideo

Sanger Selina Gin fortæller: – Det, der især er så fængende ved det her nummer er, at mine ører og logiske sans har utrolig svært ved at placere det i en boks. Og det tvinger min fantasi frem – det hjælper mig med at lukke ned for alt omkring mig, mens jeg lytter, og lader mig blive i øjeblikket, jeg befinder mig i. Det er en utrolig smuk følelse.

– Jakob Littauer har en skrøbelig, men insisterende vokal, som vil frem, og som sanger, så er det bare så lækkert at høre nogen, der tør lege med effekter og kaste rundt med sin lyd. Det kan godt kræve et par lyt, før man kommer rigtigt ind i det soniske univers, fordi det ikke nødvendigvis er "nem lytning", men det synes jeg ofte er de sange, der bliver udødelige for os. Det kan gøre en sang uundværlig. Det er et smukt stykke musik, som jeg vil opfordre alle at lytte til med gode hovedtelefoner på alene i deres seng, og bare lade hans univers brede sig i rummet og tænde for din fantasi. 

Se musikvideoen til Yangzes "Event Horizon" og hør hele playlisten nedenfor:

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA