Nyhed

Selina Gin annoncerer første headlinerkoncert med fuldt band

GAFFA.dk – alt om musik

Selina Gin & The Iconics kan opleves på Hotel Cecil den 20. november

Efter netop at have spillet to udsolgte solokoncerter på Loppen med blot en enkelt musiker annoncerer den tidligere Nelson Can-sanger Selina Gin sin første koncert med fuldt band. Den 20. november giver hun en koncert på Hotel Cecil i København sammen med sit band The Iconics, og det bliver med musik fra hendes kommende debutalbum.

Nelson Can lukkede og slukkede i begyndelsen af 2020 med deres anmelderroste andet fuldlængdealbum So Long Desire og to udsolgte koncerter i Store Vega og på VoxHall. På det tidspunkt havde gruppen eksisteret i ni år og oplevet gradvist stigende succes.

Allerede et par måneder forinden havde Selina Gin & The Iconics dog spillet support for The National på Royal Arenas gigantiske scene. Med andre ord var der lagt op til en solokarriere, og det er den, der nu er ved at tage form.

Det er endnu ikke blevet til nogen officielle udgivelser, men sidste år kunne Selina Gin opleves til en online-minikoncert på Heartland Festivals Prxjects Stage. Selvom hun kun optrådte i et kvarter, var det nok til at udløse en meget positiv anmeldelse her på GAFFA.dk

LÆS OGSÅ: Selina Gin starter på toppen som solist

Selina Gin udtaler om koncerten på Hotel Cecil: “Det bliver første koncert som headliner, hvor jeg har hele mit band med – The Iconics – og det føles som en drøm at få lov at introducere mine egne sange sammen med dem i Hotel Cecils smukke rammer.”

Billetsalget er netop begyndt på Ticketmaster

Varm op med "I See What You're Fighting For" fra Heartland Festivals Prxjects Stage 2020:

<
/div>
ANNONCE