x

Roskilde-aktuelle FKA Twigs – en stemme til Maria Magdalene

Roskilde-aktuelle FKA Twigs – en stemme til Maria Magdalene

På sit seneste album fremhæver FKA Twigs en arketype, som er gået tabt i nyere tid. Hun taler om “den jomfruelige hore”. En kvinde, som er ren og uskyldig, men samtidigt kraftfuld og forførerisk. Magdalene er skabelsen af den ubesungne helt. 

─ Jeg har ikke alle svarene, jeg ved virkeligt ikke alt…

Twigs sukker teatralsk, bruger en overdrevet opgivende stemme og fortsætter:

─ Jeg er stadig meget ung og lærer stadigvæk meget.

Så griner hun. Et hjerteligt, boblende og smittende grin.

Det her er en samtale, som vist ikke helt går efter planen, men alligevel bliver meget interessant. Den tager udgangspunkt i FKA Twigs’ nye kreation Magdalene og bevæger sig til sidst ind på det, der kan være svært at forholde sig til: forskellen på, hvordan mænd og kvinder behandles. Som mennesker, musikskabere, i princippet som alt. Og hvordan dette kan lede til, at der stilles spørgsmål – og potentielle forandringer. 

Efter nogle produktive og intense år, som resulterede i tre ep’er, et nærmest universelt hyldet debutalbum og masser af koncerter, forsvandt FKA Twigs fra rampelyset. Pausen blev en smule længere end først planlagt. Men livet kom i vejen. Hjertesorger og helbredsproblemer satte små kæppe i hendes hjul. Trods besværlighederne har hun inderligt arbejdet sig tilbage, og nu er hendes nye album Magdalene her.

─ Det er mærkeligt, jeg glemmer hele tiden, hvornår albummet skal ud. Der sker så meget andet, jeg har ikke sådan noget i tankerne. Så jeg spørger hele tiden folk omkring mig, siger Tahliah Barnett, som er FKA Twigs’ borgerlige navn.

Vi taler over telefonen, en måned inden albummet er på gaden. Hun er i London – byen, hun kalder hjem, på trods af at hun har boet en del i både Los Angeles og New York de seneste år – og føler sig godt tilpas med, hvad der skal ske. 

─ Jeg ved, hvad der kommer til at ske nu, jeg forstår processen bag at udgive et album. Det er, som om det tager en evighed, og man mister på en måde sig selv. Allerede næste gang bliver det mere bekendt. Det er forfærdeligt spændende at give slip, men jeg er mere chill nu end tidligere. 

Det er også sandt, at en del af materialet allerede er blevet offentliggjort til fansene. Ikke kun singlerne, den hjerteskærende “Cellophane” og Future-samarbejdet “Holy Terrain”, men også en række andre sange, som FKA Twigs har optrådt med på scenen.

─ Musikindustrien fungerer ikke på samme måde som tidligere, jeg tror ikke, der findes en album-cyklus længere, siger Twigs, da jeg spørger, hvorfor hun har valgt at spille sangene, før albummet er udkommet. 

─ Nu føles det, som om reglerne kun findes for, at man skal kunne lege med dem. Jeg kan virkeligt godt lide at optræde, og jeg syntes, det var på tide at tage op på scenen og lade folk vide, at jeg er tilbage. Men det var ret små og intime koncerter. Det var mest hardcore fans, som har fulgt mig længe.

Artiklen fortsætter under videoen

“Hvordan kan det blive for perfekt?”

Når Twigs gør noget, er det aldrig halvhjertet. Hun bestemmer selv og følger det til dørs. Sådan har jeg altid opfattet hende, og intet i samtalen modbeviser det. Eksempelvis øvede hun sig på pole-dance i et helt år, da videoen til “Cellophane” skulle indspilles. Måske fordi hun i forvejen er danser, men så alligevel: Hvem gør sådan noget? Hvem har den dedikation, den disciplin?

─ Jeg tror, jeg har været sådan, siden jeg var barn. Altså, mediet har jo ændret sig, men alligevel. Som det seneste år, det har virkeligt været fantastisk rent fysisk. Hele træningsdelen, det har været… jeg kan ikke finde ord, der kan beskrive det.

Den hengivenhed, hun viser sin musik, sin kunst, sit erhverv stopper ikke bare der. Overordnet virker hun som en ret så ambitiøs person. 

─ Jeg kender følelsen af at rode derhjemme og så bede folk om forladelse. Når de kommer forbi, får de så “øh, sikke en sag, der ligger på gulvet der!” at høre, siger hun, griner og tilføjer: ─ Men jeg er dårlig til at få vasket tøj, det er jeg virkelig.

Kan du nogensinde blive træt af dig selv, træt af at du altid skal være så disciplineret… kan du føle, at det bliver for meget?

─ For meget disciplin? Hvordan skulle det kunne blive for perfekt?

Nogle mener måske, at hvis man bliver for disciplineret, mister man andre ting, som eksempelvis spontanitet...

─ Jeg er en utroligt disciplineret person. Jeg arbejder meget hårdt, og jeg er vældigt stolt af det. Jeg synes ikke, at nogle, som er passionerede og kan lide deres job, behøver at undskylde for det. Så længe du ikke er høj på dig selv eller det, der sker omkring dig. Det er dejligt at kunne være fokuseret i en verden uden den store fordybelsesevne. 

En verden, hvor alle hele tiden er på farten?

─ Præcis! Hvorfor ikke tage sig god tid? Hvorfor ikke bruge et år på at lære sig en kunstform og lave en flot video, som overlever tidens tand? Hvorfor ikke stræbe efter det? Det skylder jeg mig selv og dem, som værdsætter min kunst. Det handler om tillid. Mennesker kan lide, at jeg arbejder hårdt for dem.

Artiklen fortsætter under videoen

Maria Magdalene

EP1 efterfølges af EP2, og derpå så LP1 dagens lys. I begyndelsen var det nemt at følge Twigs’ udgivelsers navne. Men så dukkede ep’en M3LL55X op og ændrede det. Da det så kom til hendes album, kastede hun alt, hvad der hedder ciffer- og talrækkefølger ud ad vinduet og navngav pladen efter en historisk person, som var vigtig i processen: Jesus’ kammerat/elsker – eller noget helt andet, afhængigt af hvem man spørger – Maria Magdalene.

─ Hun repræsenterer en arketype, som er gået tabt i moderne tid. Arketypen af den jomfruelige hore, af kvinden som en healer, som er uskyldig og ren, givende og frugtbar. Men som også er kraftfuld og forførerisk, alvidende og dyb. Hendes begær er hjerteligt. For mig er det vigtigt at kunne være begge dele. Jeg er jomfru, jeg er hore. Samtidig. 

Twigs taler passioneret om ind- og udånding. Hun har talt meget om dette i nylige interviews, men hun lyder ikke mindre ivrig efter at afklare det af den grund. Hun beretter om, hvordan hun selv savnede denne kvindelige arketype, da hun voksede op, og da hun kom i puberteten. Alt dette koges ned til Maria Magdalenes påvirkning på albummet. 

─ Hun var alle de ting, og da indså jeg, at det var berusende. Hvordan kunne jeg ikke føle mig draget af hende? Også i en tid i mit liv, hvor jeg havde brug for at helbredes, få inspiration og grave dybere ned i den, jeg er.

Vi kommer ind på kvinders rolle, at være opdraget til at være ydmyg, at have ansvaret for det følelsesmæssige arbejde i forhold, og at blive frustreret over det. Og om en forandring.

─ Misforstå mig ikke nu, jeg tror, at det ændrer sig, og jeg tror, at den næste generation kommer til at opleve det ganske anderledes. På en god måde. Det både håber og beder jeg for. Men for mig repræsenterer Maria Magdalene noget, som jeg finder meget kraftfuldt. Hun er en ubeskrevet heltinde, og albummet hedder Magdalene for at hylde hende.

Artiklen fortsætter under videoen

Et hjertets album

Læser man om årene mellem de musikalske udgivelser, lyder det ikke, som om livet for Twigs var en dans på roser. På Instagram åbnede hun op om en operation, hun var tvunget til at få lavet på sin livmoder, og i pressematerialet til albummet skriver hun: “Jeg troede ikke, at hjertesorg kunne være så omfattende”. Men selve skriveprocessen har ikke været så krævende, som man kunne have troet. 

─ Jeg har ikke direkte haft behov for styrke til at skrive, der var intet tragisk på det område. Det var faktisk ret godt, ret dejligt. Jeg følte mig meget glad og taknemmelig for at skrive. Der har helt klart været svære stunder, men det var aldrig ubehageligt eller føltes, som om jeg gennemgik noget.

For dig er Magdalene et breakup-album?

─ Nej. For mig er Magdalene er hjertets album: Det er blandt det dybeste, jeg har skabt, det mest ærlige og det mest tragiske. Men samtidigt er det det mest helstøbte, jeg har gjort i hele mit liv. Så nej, for mig er det et hjertets album, et album, som alle med hjerte kan føle noget for, siger hun og griner. 

Et album af ekstremer, sådan havde jeg beskrevet Magdalene, hvis nogen havde spurgt mig. Det går fra det skrøbelige, det sønderknuste til det stærke, fra det skønne til det brutale, fra at pege pilen indad til at smadre pilen. Twigs har svært ved at sætte ord på, hvordan det lyder og hvorfor.

Der findes nok ikke nogen direkte anledning, det lyder, som det gør, fordi det var sådan, jeg ville have, det skulle lyde. Der er intet overlagt over det, det handler mere om, at musikken viste sig for mig, og da jeg syntes, det lød godt, tillod jeg mig at glide ind i den.

Artiklen fortsætter under videoen

“Sådanne ord harmonerer ikke med den, jeg er”

Future er den eneste anden vokalist på albummet, men derudover er der flere, der står bag pladen. Produceren Nicolas Jaar er krediteret som co-executive producer, og såvel Skrillex som Jack Antonoff har hjulpet til med sangskrivningen. Men det er Twigs, som er den centrale figur. 

─ Alle dem, jeg har arbejdet med har været fantastiske, de har været så støttende og ømme. For jeg har været nærværende hvert skridt på vejen med det her album. Der findes ikke en lyd på pladen, som jeg ikke har overvåget, jeg har skrevet alle melodier, alle tekster, og alt jeg synger kommer direkte fra min sjæl. Så det har været godt, at når jeg har haft behov for tænke over tingene, har alle medvirkende været meget tålmodige. 

Det kan være, at jeg bilder mig noget ind, men jeg tror, at sådan noget kan mærkes. At man kan høre på musikken, og alt andet du gør, at du er afsenderen. At du har haft fuld kontrol.

─ Ordet kontrol er dukket meget op på det seneste, og det er jeg vel okay med, for albummet er min baby. Men jeg tænker på, om ordet ville være dukket op, hvis jeg var en mandlig artist, hvis jeg var Frank Ocean eller James Blake. Jeg laver bare min musik. Så jeg funderer over, hvorfor jeg, som kvinde, skal høre ordet fra en mandlig journalist. For mig handler det ikke om kontrol, jeg laver bare den kunst, jeg gerne vil lave, og det er min ret. Lyder det fornuftigt?

Twigs’ spørgsmål er et retorisk et af slagsen. Det mærkes på hendes tone, at hun har ting at sige, som har bygget sig op under hendes utallige interviews, og som nu bobler op. 

─ Jeg gør, hvad jeg vil, for musikken er min. Den tilhører mig, det er mine oplevelser, og nu er jeg klar til at dele dem med verden. Så til syvende og sidst er det ikke kontrollerende, det handler om, at jeg kan lide mig selv, og at det er noget lækkert. Som journalist er det vigtigt at tage ansvar for sine ord og bruge de samme til både mænd og kvinder. 

Jeg skal ikke kunne sige, om jeg ville have udtrykt mig på samme måde til en mand, ikke under interviewet her i alt fald. Alt jeg ved, er at jeg godt kan lide at tale om kontrol med musikere, og at jeg ikke ønsker at tale forskelligt til mænd og kvinder…

Selvfølgelig vil du ikke det, men det handler om indoktrinering. Jeg har lavet mange interviews i løbet af ugen, og jeg har noteret mig en bestemt programmering hos mandlige journalister, men det er først i dag, jeg tager det op. Det handler meget om ordvalg, om kontrol, besættelse, galskab… Sådanne ord harmonerer ikke med den, jeg er. Jeg er utroligt givende, utroligt generøs, jeg er utroligt åben for nye idéer, og jeg elsker livet. Jeg vil prøve nye ting og smage alle livets frugter, jeg vil prøve forskellige måder at lave musik på. Jeg er på denne planet i utroligt kort tid, og jeg vil prøve det hele. For min krop vil ændre sig, jeg bliver ældre, om 20 år kan jeg ikke alt det, jeg kan nu, så nu prøver jeg bare alt. 

Hun holder en kort pause og fortsætter:

─ Året, som jeg netop har haft, har været fyldt med musik og dans, og det har lært mig en masse, jeg ville ønske, det aldrig sluttede. Om jeg kunne leve dette år om og om igen, med ny musik og forskellige discipliner… jeg kunne græde, for jeg vil ikke have, det slutter. Sådan føles det. Det føles ikke negativt, det føles fantastisk. Det føles farverigt, som om at jeg smager på livet. Kvinder gennem tiden har kæmpet så hårdt for den mindste fremgang og for at føle sig selvstændige, og derfor føles disse ord så undertrykkende for mig. 

Twigs puster ud. Det føles lidt, som om hun har mistet luften et kort sekund, som om hun har sagt noget, hun var nødt til. Så er hun pludselig tilbage.

─ Jeg ved ikke om, jeg har ret… jeg spørger bare.

LÆS OGSÅ: Twigs sigter stadig mod stjernerne på hjemsøgende album-toer

“Ingen har lavet noget lignende”

I løbet af sommeren har FKA Twigs givet smagsprøver på, hvordan hendes kommende turné kommer til at se ud – og det virker meget bombastisk. På scenen byder hun både på poledance, stepdans og sværdkunst med inspiration fra den kinesiske kampsport Wushu. 

─ Remser man alting op, lyder det af meget, men det føles ikke stressende. I hvert fald ikke, når jeg er på scenen, måske lidt umiddelbart før, jeg går på, haha. Idéen med sværdene kom fra én, som tippede mig om Wushu, og da jeg undersøgte, hvad det indebærer, blev jeg forelsket. Det har rørt noget i mig, og det er spændende.

Overordnet set lyder det som et ret specielt og heftigt show...

─ Ja, men det er det også. Jeg føler mig meget stolt. Alle, jeg har samarbejdet med har været så kreative, og jeg tror ikke, der findes nogen, som har lavet noget lignende. Det gør mig altid glad, når jeg kan gøre noget anderledes.

At være venner efter utallige timer i studiet

I det store hele er afsenderen bag albummet Magdalene FKA Twigs selv. Men der findes et par personer, som har hjulpet til her og der. En af dem er produceren Nicolas Jaar – co-executive producer – og i ham har Twigs fundet en ven.

─ Han er så specielt et menneske, så dyb, så kreativ. Frem for alt er jeg glad for, at jeg har mødt ham og blev hans ven. Så selvfølgelig er det en drøm at lave musik med ham, men at have hans venskab er endnu mere fantastisk. Jeg talte med ham så sent som i morges faktisk, han fortalte, at han er i byen og spurgte, om vi skulle mødes i aften. 

Sådan noget gør mig glad, at i den her industri, som mange gange føles kunstig og tilrettelagt, så findes der rent faktisk musikere, som synes om hinanden.

─ Haha, ja, men når der ikke er store egoer involveret, så er det meget mere simpelt. Jeg føler, at jeg er så kreativ og generøs, og for at det skal fungere at lave musik, kræver det, at jeg arbejder sammen med en, som også er det. Og det er han. Vi brugte så mange timer sammen, vi var så trætte, vi sad og lyttede til de samme loops om og om igen. Så er det fantastisk, at man efterfølgende stadig har lyst til at ringe til den anden person. Sommetider er det lidt sådan “held og lykke, vi ses nok ikke igen”, haha. Men ikke med Nico!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA