x

Interview med stjerne-sangskriveren Jonas Jeberg: Håb på toppen

Interview med stjerne-sangskriveren Jonas Jeberg: Håb på toppen

Den danske sangskriver Jonas Jeberg skriver sange for internationale stjerner som Nicki Minaj, Selana Gomez og Kylie Minogue, og i 2018 toppede han flere amerikanske hitlister med Panic! at the Disco. Han bor normalt i Los Angeles, men har lige været i Danmark, hvor vi fik en snak med ham om livet som sangskriver, om hans arbejdsmetoder, og hvad han stadig drømmer om at opnå.

Mørket er faldet på, og jeg træder ind i lokalerne hos DPA – organisationen for danske sangskrivere, komponister og tekstforfattere. Her ser jeg et hold af unge håbefulde musikere pakke deres ting sammen. De har lige været til en masterclass med producer og sangskriver Jonas Jeberg, der for en kort stund er vendt tilbage til dansk grund fra det solrige Los Angeles. Der er ambitioner i luften, og dét er netop, hvad de fremmødte musikere får brug for på deres videre færd – i hvert fald hvis man spørger Jeberg:

– Jeg tror, det vigtigste er aldrig at give op. Jeg har set mennesker, som utrolig gerne ville det; ville lære og blev ved med at suge til sig. Selvom det ikke virkede som om, de havde specielt meget talent, så kom de rigtig langt. Jeg har også set folk med utrolig meget talent, som ikke havde det der gåpåmod, som ikke rigtig vidste, hvordan man skulle håndtere branchen, og som ikke kom nogen steder hen. Så jeg tror, at hvis man virkelig vil det, så skal du aldrig give op.

Han tilføjer med en let latter: – Men så skal du være villig til at lære og lære og lære. For der er ikke nogen, der kommer frem ved at blive ved med noget, der ikke virker.

En hitmager vender hjem
Jonas Jeberg ved om nogen, hvad der virker. Den 44-årige hitproducer og sangskriver har siden karrierens start i slut-90’erne været med til at kreere numre for flere af den internationale mainstreams mest prominente artister såsom Kylie Minogue (”All I See”), Pussycat Dolls (”I Hate This Part”), Nicki Minaj (”The Boys”) og Selena Gomez (”Fetish”). Ikke mindst står han bag Panic! at the Discos ”High Hopes” fra 2018, der blev nummer fire på den amerikanske Billboard Hot-100 liste og indtog førstepladsen på hitlisterne Top-40, Alternative Songs og Hot AC. Jebergs sans for at sammensætte melodier og orkestrere sine kreative omgivelser har vundet ham international succes og anerkendelse. Da jeg møder ham en tirsdag aften, er det ikke desto mindre kun få dage siden, at han modtog sin første danske pris, nemlig DPA’s Kommercielle Musikskaberpris.

– Det var jo en stor ære, fordi det er fra mine kollegaer fra Danmark. Jeg har ligesom ikke fået nogen dansk anerkendelse før i min karriere i virkeligheden, så det var ret fantastisk, hehe. At Danmark klarer sig godt i udlandet, er noget, der står højt på min liste. Så når man kan komme hjem og dele det med danskerne og prøve at give lidt igen – dét er fantastisk.

Artiklen fortsætter under videoen

”Hellere gøre det simpelt”
Som DPA’s formand Niels Mosumgaard formulerede i sin overrækkelsestale til Jeberg, så er der ikke en entydig måde at skabe de bedste sange på. Det kan Jeberg nikke genkendende til. Hans største kompositioner tager nemlig sjældent form efter de samme retningslinjer.

– For eksempel var ”High Hopes” en sang, vi mærkeligt nok skrev i et hot tub i Aspen på en sangskrivnings-camp. Vi skrev kun omkvædet, for af én eller anden årsag følte vi, at det skulle være en poppet rapsang, og rappere skriver jo deres egne vers.

Efter en længere periode endte sangen imidlertid i hænderne på poprock-gruppen Panic! At The Disco, og efter et ”unikt patch-work-agtigt samarbejde” med frontmanden Brendon Urie og nogle af hans kreative sparringspartnere fandt sangen sin endelige form.

– Jeg pitchede den rigtig meget og sendte den til alle, men folk pass’ede på den og sagde ”nej tak”. Omkvædet af sangen skrev vi i 2015, og det var ikke før starten af 2018, at jeg fik at vide, at Panic!... havde skrevet versene, og nu ville de godt have mig til at færdiggøre produktionen. Så den har haft en lille rejse, hvor det sagtens i mellemtiden kunne have set ud som om, at der nok ikke skete noget med den alligevel.

Selvom hans produktioner sjældent lever samme liv, så er visse dele af skriveprocessen alligevel konstante for Jeberg. Han starter fra scratch ved at finde på et omkvæd baseret på en simpel klaver- eller guitarfigur. Udgangspunktet er aldrig en eller anden grandios produktion, for han arbejder ud fra et dogme om simplicitet.

– Det er så nemt at komme til at overproducere og putte alt for meget på. Hellere gøre det simpelt og cutte helt ind til benet. De simpleste elementer er det, der taler bedst til folk.

Artiklen fortsætter under videoen

Bornholmske beats
Ligesom megahittet ”High Hopes” har Jeberg selv været ude på lidt af en rejse. Siden 2012 har bopælen heddet West Hollywood, USA, men han er født og opvokset i Rønne på Bornholm. Han kommer efter eget udsagn ikke fra et musikalsk hjem. Dog havde mormoren et gammelt klaver, som en meget ung Jonas af og til klimprede på, før tangenter blev skiftet ud med trommer:

– Jeg kom med i Bornholmergarden, og da jeg var omkring 13, blev jeg trommeslager. Jeg sad og øvede otte timer om dagen og gik helt amok i det, erindrer han. Det var også omkring denne tid, at Jeberg første gang hørte idolet Timbalands produktioner: – Det var noget af det, hvor der foregik nogle meget specielle rytmer. Sådan noget, som jeg slet ikke kunne spille på trommer. Da tænkte jeg ”Dét bliver jeg nødt til at lære at programmere!”

Senere blev Jeberg optaget på konservatoriet, hvor hans genforening med klaverspillet fik afgørende betydning for resten af hans kreative tilværelse: – Da jeg skulle lære det og fik det ind under huden, så talte akkorderne meget mere til mig end at sidde og spille skalaer. Det var derigennem, at sangskrivningen startede. Jeg begyndte at høre melodier og følte, at det måske var dét her, jeg i virkeligheden ville. Lige pludselig var jeg bare så langt inde i sangskrivning, at det var alt, jeg overhovedet havde lyst til at bruge min tid på.

Artiklen fortsætter under videoen

Ude før hjemme
Modsat de fleste danske musikere startede Jonas Jebergs karriere faktisk i udlandet. I 1998 blev han hyret af TG Management til at skrive og producere to fuldlængde album i England, og i 2005 fulgte hans første solotour i USA. De amerikanske arbejdsophold blev hurtigt længere og mere hyppige, og det var i forbindelse med disse, at Jeberg lærte én af branchens vigtigste lektier:

– Vær den, der har kontakterne! Lær de folk, du arbejder for at kende – måske endda personligt. Hav et rigtig godt forhold til dem, bliv ved med at sende dem ting og sørg for at holde kontakten ved lige. For det er dit netværk, og hver gang, du skriver en god sang, så er det dem, du kan sende dem til.

I USA oplevede Jeberg også en større villighed til at tage chancer: – Folk var meget åbne. Jeg tror, at det er ét eller andet med, at man aldrig ved, hvor det næste hit kommer fra, og det følte jeg var meget anderledes end i Danmark. Hver eneste gang jeg havde prøvet at snakke med en A&R (kunstnerisk leder på pladeselskab, red.) herhjemme, så var de meget lukket over for overhovedet at snakke med nogle nye.

Artiklen fortsætter under videoen

Stadig håbefuld
Den danske musikindustri fik alligevel ørerne op for Jebergs arbejde. Han har indtaget en markant plads på musikindustriens rangstige, men som han selv bemærker, er dette ikke ensbetydende med, at alle ens kreationer når til tops:

– Jeg skriver omkring 100 eller 130 sange om året, og jeg får 15 cuttet (optaget, red.). Så når jeg har skrevet dem, så synes jeg jo, at de alle sammen er fede. Så hver anden dag, når man får at vide ”nej, vi vil ikke have den dér”, så bliver man sgu temmelig slukøret, haha. Det tror jeg i virkeligheden, at alle producere er hver anden dag.

Jeberg har stadig håb for fremtiden og sætter fortsat høje målsætninger for sig selv: – Jeg kunne rigtig godt tænke mig at arbejde sammen med Taylor Swift, for det bliver jo næsten ikke større.

Indtil da arbejder han fortsat med en masse forskellige bands og kunstnere inden for diverse genrer. Man ved som sagt aldrig, hvor næste hit kommer fra, og derfor holder Jeberg fortsat øjne og ører åbne for tidens tendenser, stemninger og lyde.

– Jeg prøver at lære af alt omkring mig. Popmusik er jo konstant nye hybrider af forskellige subgenrer, og det er dét, der gør, at jeg stadigvæk så mange år efter synes, at det er det fedeste i verden, forklarer en veltilfreds, men stadig ambitiøs Jonas Jeberg. Han fremhæver endnu et idol, nemlig den legendariske producer Quincy Jones, der i en alder af 49 producerede det skelsættende Michael Jackson-album Thriller:

– Tænk at være så gammel og lave noget, der er cutting edge! Det er jo lidt sådan en karriere, jeg håber på at kunne have, hehe.

LÆS OGSÅ: Sangskriveren Jeppe Laursen: Fra DM i Rock til Billboard

Artiklen fortsætter under videoen

Jonas Jeberg – kort CV:

Født 1975 i Rønne

Sangskriver og producer siden 1996

Studier på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium

Har blandt andet været med til at skrive og producere:

Kylie Minogue: ”All I See” (2007)

Pixie Lott: ”Turn it Up” (2010)

Nicki Minaj + Cassie: ”The Boys” (2012)

Selena Gomez featuring Gucci Mane: ”Fetish” (2017)

Panic! at the Disco: ”High Hopes” (2018)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA