x

KOMMENTAR: ”I wanna get my kicks before the whole shithouse goes up in flames”

KOMMENTAR: ”I wanna get my kicks before the whole shithouse goes up in flames”

OBS: Klummen er skrevet inden udbruddet af coronavirus, og vi opfordrer derfor til at vente med at feste som i 90'erne, til vi igen kan færdes frit!

Vi skal feste som i 90’erne, selvom lokummet brænder, opfordrer GAFFAs seniorskribent.

Inderligheden er tilbage. Da jeg var helt ung i 1990’erne, talte man meget om ironi: Vi var den ironiske generation, sagde man. Og selvom den type generaliseringer altid skal tages med forbehold (jeg tog for eksempel mig selv temmelig alvorligt, dengang i 90’erne), er det heller ikke helt forkert.

I disse år er 90’er-moden tilbage som retro, i en grad så det kan være en helt unheimlich oplevelse for en ægte, overvintret halvfemserdreng at gå til koncert eller en tur ned ad gaden. Jesus Christ, er mine formative år kommet tilbage fra fortiden?!

Det er naturligvis ikke pigerne og drengene fra dengang, som på bedste Lovecraft-manér er faldet igennem et hul i tiden for at hjemsøge en sagesløs rockjournalist. Det er en ny generation – som ganske vist har taget Doc Martens, Adidas-bukser og musikken fra dengang til sig.

Men til gengæld ladet den tyktflydende ironi blive tilbage i det gamle årtusinde. Til fordel for et ægte og ofte ganske emotionelt engagement i deres samtid og verden omkring dem. 90’erne var en ubekymret tid, og ikke vist ikke kun i min private nostalgis bakspejl. Det var før finans- og klimakrise, før 9/11, før #metoo.

Bevidst ungdom

Siden kom hverdagen, sådan som den altid gør, med individualiserings-diskurs og dens konkrete politiske udmøntning i diverse forringelser af velfærdssamfundets sociale sikkerhedsnet. Derfor giver det også god mening, at tidens ungdom tager både sig selv og verdens tilstand særdeles alvorligt.

For vi er vitterligt i lort til halsen: Lokummet brænder, og løsningen ligger indlysende nok hos dem med fremtiden foran sig. Jeg har ofte talt med musikere fra det sidste, store ungdomsoprør – i 1960’erne – om deres syn på tingenes tilstand, og mere end én har peget på nutidens ungdom og det håb, der ligger dér.

”Jeg tror, ungdommen vil reagere”, funderede Niels Skousen for nogle år siden og uddybede:

”Man må i al fald sige, at der er meget lidt frirum. Så skal du sætte dig helt uden for samfundet; det kunne man for eksempel i tresserne, fordi tingene ikke var så dyre. Du kunne leve på en sten, flytte i kollektiv og dit og dat. I dag er det fantastisk svært.

Du kan jo se, hvordan hele Nørrebro og Vesterbro er fyldt med unge familier: de sidder måske med en rimelig husleje – men de skal have deres uddannelse, de skal have deres lønninger, de skal ind i middelklassen. I virkeligheden er de ret hårdt spændt for, og der er ikke andet end weekender og ferierne tilbage”.

En bevidst ungdom er sjældent en dårlig ting. Og mens vi halvgamle 90’er-levn kæmper for at holde røven over vandskorpen og ikke falde ud af middelklassen (hvis vi nogensinde kom derind), skal vi være glade for den nye generations uforfalskede idealisme og berettigede bekymring for klodens fremtid.

Lokummet brænder

Når alt det er sagt, kan jeg indimellem savne både humor og perspektiv. Der er brug for bevidsthed og handling, javist – men ikke for politisk korrekthed, (selv)censur og nypuritanisme. Eller lidt mere konkret: Vi skal være ansvarlige forbrugere, men det er ikke en moralsk forpligtelse at være veganer.

Racisme og religionskritik er to forskellige ting. Magt har altid været en del af spillet mellem kønnene. Klimakrisen bliver ikke løst af, at Ofelia Mynte fra 9.A står og græder under et banner. Men bekymringen er reel og engagementet prisværdigt.

Og hey, så skal vi også huske at leve; det er ligesom dét, det handler om, og i sig selv en væsentlig grund til at passe på kloden in the first place. Livet er rigt – ikke mindst i vores hjørne af verden – og det er faktisk okay at nyde det. Så husk nu for helvede at danse, synge, råbe, kneppe, lytte, rejse (gerne med tog) og selvfølgelig høre en masse musik.

Der er en gammel liveoptagelse med The Doors, hvor forsangeren Jim Morrison indleder et nummer med ordene: ”I wanna get my kicks before the whole shithouse goes up in flames”. Dét har altid forekommet mig at være en sund livsfilosofi. Jeg tror faktisk lige, jeg vil sætte pladen på. Mens jeg drikker en økologisk fair trade-latte med havremælk.

Espen Strunk

39 år, skribent for GAFFA siden 2007. Cand.mag. i litteraturhistorie, hyppig foredragsholder og forfatter til indtil videre fem bøger om markante sangskrivere som Nick Cave, Björn Afzelius og Niels Skousen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA