x

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA interviewede Kate Bush

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA interviewede Kate Bush

Det meste af Danmark er lukket ned, og hvad skal man så bruge sin tid på? Ja, man kan for eksempel læse nogle af de lidt længere artikler, GAFFA har bragt i de forgangne 36 år, og som stadig kan tåle et gensyn. Dem vil vi bringe nogle af i den kommende tid under overskriften "Guld fra gemmerne". Artiklen her har tidligere været bragt i GAFFA december 2011.

Fru Kates fornemmelse for sne

"Hej, det er Karen fra EMI. Vil du lave et telefoninterview med Kate Bush i morgen?"

Jo tak, meget gerne. GAFFA har forsøgt at få et interview med Kate Bush, hver gang hun har været pladeaktuel – hvilket hun kun er med adskillige års mellemrum – men altid fået nej tak. Kate Bush holder en lav profil i offentligheden og giver kun ganske få interviews, og når det en sjælden gang sker, kommer de hjemlige engelske medier først i køen. Hun har så vidt vides ikke talt med dansk presse overhovedet siden 90'erne, ikke før dette interview, som altså "kun" er et telefoninterview – ikke et personligt møde med et af de største ikoner på den britiske musikscene de sidste 35 år. Kvinden bag udødelige klassikere som Wuthering Heights og Running Up That Hill og en inspirationskilde for et hav af kunstnere, fra Tori Amos til Rufus Wainwright. Men et telefoninterview er bedre end ingenting.

Anledningen er Kate Bushs nye, tiende studiealbum, 50 Words For Snow, hendes første med nye sange siden 2005's Aerial. Et album, der dengang kom efter 12 års pause. På det seneste har Kate Bush dog været ganske produktiv. I maj udgav hun således albummet Director's Cut med genindspilninger af sange fra de to album The Sensual World (1989) og The Red Shoes (1993) – to album, hvis oprindelige, digitale lyd hun ikke var helt tilfreds med.

Denne gang gælder det dog helt nye numre. Beskedne syv af slagsen, men de varer til gengæld mellem syv og 14 minutter og har alle sammen, som albumtitlen antyder, sne som en overordnet ramme. For eksempel titelnummeret, hvor ordet "sne" siges på 50 forskellige måder, Elton John-duetten Snowed In At Wheeler St., hvor et tidligere kærestepar sner inde sammen, eller Wild Man, en sang om Den Afskyelige Snemand.

Sne er atmosfærisk

Tiden er inde for interviewet. Aftalen er, at Kate Bush ringer op. Torsdag den 3. november klokken 16.45. Imidlertid er telefonen helt død, og en vis nervøsitet breder sig hos intervieweren. Er der noget galt? Nå, hun får lige et kvarter at løbe på...

Så, præcis klokken 17 ringer telefonen, naturligvis fra et hemmeligt nummer. I røret lyder Kate Bushs stemme, der er næsten lige så karakteristisk velartikuleret, melodisk og sødmefuld, som når hun synger:

­– Hej Ole, det er Kate Bush. Du må altså meget undskylde, at jeg har ladet dig vente. Jeg fik skrevet dit nummer forkert ned, jeg fik fat i en faxmaskine...

Det gør ikke noget, vi er vant til at vente i årevis på dine plader.

– Okay, haha.

Hvor ringer du fra? Derhjemme?

– Ja, jeg er hjemme. (Kate Bush bor i landsbyen Sulhamstead 75 kilometer vest for London, red.).

Hvordan er vejret, hvor du er?

– Det er ret .. vinterligt, gråt og koldt.

Sner det?

– Nej, ikke endnu.

Dit nye album har sne som et gennemgående tema. Hvorfor det?

– Det kom egentlig helt af sig selv. Jeg har i et stykke tid gerne villet skabe et album med vinter som tema. Da jeg fik idéen om at skrive med sne som en ramme, kom sangene meget let. Der var så meget at skrive om. Jeg synes, sne er meget atmosfærisk. Men det er ikke nogen juleplade.

Har den meget snak om klimaforandringer været en inspiration?

– Egentlig ikke, men vi har haft nogle hårde vintre i England de sidste par år, og de har inspireret mig, så indirekte kan man sige, at det har været en faktor.

Kan du fortælle lidt om titelnummeret? Du har fået Stephen Fry (engelsk skuespiller med mere, red.) til at fremsige ordet sne på 50 forskellige måder, både gennem en række metaforer og ved at sige ordet på mange forskellige sprog.

– Det er faktisk nogle hjemmelavede ord, men det er et forsøg at skabe en venskabelig parodi på nogle eksisterende sprog. Man siger jo, at eskimoerne har usædvanlig mange ord for sne (i øvrigt noget af en myte ifølge sprogforskere, red.), og den idé var jeg fascineret af, det, at man kunne have rigtig mange ord for én ting. Og så kunne jeg godt tænke mig at skabe mine 50 ord for sne.

Hvorfor har du valgt Stephen Fry til at fremføre ordene?

– Jeg var på jagt efter en person en smuk stemme og en vis autoritet, og i vores land er han en meget populær mand, og han er meget intelligent. Jeg tænkte, at hvis han fremsagde ordene, ville folk synes, at det var vigtige ord. Han er også en fremragende skuespiller, så han er perfekt til rollen.

Har du læst Peter Høegs roman Frøken Smillas Fornemmelse For Sne? Eller måske set filmen? Dér spiller sne også en stor rolle, og der er en masse referencer til Grønland.

– Nej, det har jeg ikke.

Den kan anbefales, især bogen.

– Okay, tak.

En af de andre gæster på dit nye album er Elton John, som du synger duet med på Snowed In At Wheeler St. Hvorfor valgte du lige ham?

– Han er en af mine helte. Han var en enorm inspiration for mig, da jeg begyndte at skrive sange. Jeg elsker hans musik, også fordi han er så god en pianist. Da jeg skrev sangen, tænkte jeg på ham som duetpartner, og jeg blev så glad, da han sagde ja tak. Han synger fantastisk på sangen, ikke?

Ja, bestemt.

– Ja, han har sådan en rig stemme, jeg elsker, at han synger i det toneleje.

Artiklen fortsætter under sangen:

Lange sange

Sangene på dit nye album varer mellem syv og 14 minutter. Hvorfor så lange numre?

– Jeg kan godt lide tanken om at tillade en længere sangstruktur, det at fortælle en historie over længere tid over forskellige stadier i sangene. Jeg vil gerne lade historien folde sig ud undervejs, skabe en længere rejse.

Numrene er også overvejende langsomme og afdæmpede. Hvorfor er de blevet sådan?

– Det ved jeg ikke, det var bare sådan, de kom ud (griner).

Det virker, som om du med dette album er ved helt at forlade popmusikken til fordel for et mere eksperimenterende univers.

– Det ved jeg ikke. Dette album er blevet sådan her helt naturligt, og alle mine plader har været helt anderledes end forgængeren, og det er vigtigt for mig. Jeg har nydt at lave denne her plade, det har været en sjov plade at lave. Og ja, jeg kan godt lide at udforske de længere sanglængder.

Bortset fra singleforløberen Wild Man synes der ikke at være nogen oplagte singler på albummet?

– Nej, jeg er enig, det er absolut ikke et album, som passer godt til singleformatet. Og med Wild Man var vi endda nødt til at lave et radioedit (på fire minutter i stedet for originalens syv, red.). Det er aldrig noget, jeg er begejstret for, fordi disse sange er skabt til at folde sig ud over tid. Men på den anden side: Hvis jeg kan få lov at udgive en single, vil jeg gerne, for pointen med en single er, at hvis folk kan lide den, spiller de den i radioen, og så kan det være, at det giver nogen lyst til at høre hele albummet, og det er jo det, jeg ønsker.

Der synes at være rigtig mange i dag, ikke mindst unge, der lytter til playlister med skiftende kunstnere frem for at høre et album igennem, fra første til sidste sang. Hvad synes du om den udvikling?

– Jeg forstår, at kulturen har skiftet nu, og det er jeg virkelig ked af. Albummet er jo en kunstform. Der skal være plads til begge dele. Der er stor forskel på at lytte til et enkelt nummer og et helt album. Jeg elskede at købe plader, da jeg var ung, jeg elskede at dykke ned i en kunstners verden, 40 minutters musik, eller hvor meget det nu var. Jeg elsker albummet som en kunstform.

Hvordan hører du egentlig selv musik? Er du til vinyl, cd'er, streaming eller hvad?

– Jeg har faktisk ikke hørt ret meget musik de sidste to år ud over min egen. Jeg har arbejdet virkelig intenst med dette album og med Director's Cut, så jeg har ikke haft tid til meget. Men jeg foretrækker det fysiske objekt. Som regel køber jeg cd'er. Jeg downloader en smule på iTunes, og jeg elsker også at lytte til vinylplader; det er jo en helt anden lydkvalitet. Men så er det mest ældre plader fra min samling, jeg hører.

Artiklen fortsætter under sangen:

Ikke perfektionist

Da du udgav Director's Cut i maj 2011, lancerede du dit eget pladeselskab, Fish People, efter at have udgivet på EMI gennem hele din karriere. Hvorfor har du dannet dit eget selskab?

– Det betyder bare, at jeg er blevet lidt mere uafhængig, og det passer godt med den måde, jeg arbejder på. Men EMI distribuerer stadig mine plader (EMI har da også været GAFFAs kontakt omkring opsætningen af dette interview, red.)

Hvorfor går der så lang tid mellem dine plader? Arbejder du langsomt eller hvad?

– Jeg har i hvert fald ikke arbejdet langsomt de sidste to år (griner, red.) Sådan er det bare blevet. Det skyldes nok det, jeg har oplevet i de forgangne år. Jeg blev mor mellem The Red Shoes og Aerial, og i nogle år brugte jeg det meste af min tid på andet end musikken.

Går du så og tænker på musik samtidig, eller har du perioder, hvor du er helt væk fra musikken?

– Nej, jeg går ofte og tænker over musikalske idéer eller starter på en idé, som så kan blive afbrudt af en eller anden årsag.

Er du perfektionist?

– Der er helt klart noget, som jeg arbejder på at opnå, og det kan tage tid, må jeg indse. Men ordet perfekt er ikke et ord, jeg synes er passende, for kunst er ofte mest interessant, når det er ... ikke forkert, men lidt løst i kanterne. Jeg synes ikke, nogle af mine plader er perfekte, jeg håber bare, at jeg med dem får udtrykt det, jeg har på hjerte. Hør, må jeg stille dig et spørgsmål?

Ja, selvfølgelig.

– Har du set Forbrydelsen? Den danske serie. Kunne du lide den?

Ja, den var glimrende.

– Det er en fantastisk serie, den er utrolig velskrevet, og det var nogle meget smukke billeder, det var København, ikke? Serien var meget populær i England. Det er noget af det bedste tv, jeg har set i årevis.

Den var også meget succesfuld i Danmark.

– Det glæder mig, det regnede jeg også med, at den ville være.

Måske skulle du skrive musik til en serie som den?

– Haha, jeg tror nu ikke, de synes, jeg er den rette til den slags (griner).

Du indspiller altid dine plader i dit hjemmestudie. Skriver du sangene først og går så i studiet, eller skriver du også, mens du indspiller?

– Nogle gange starter jeg med at skrive, andre gange starter jeg i studiet, det afhænger lidt af, hvad jeg føler for. Meget af dette album er skrevet, før jeg gik i studiet, og sangene er skrevet for relativt nylig, inden for det sidste år. Jeg afsluttede Director's Cut for lidt over et år siden. En af sangene på det nye album blev skrevet, mens jeg arbejdede på Director's Cut, resten er skrevet siden. At arbejde på Director's Cut gav mig stor inspiration til dette album. Director's Cut var ret svært at skabe, og derefter var det en stor frihed at skrive 50 Words For Snow, hvor jeg kunne starte på bar bund.

Artiklen fortsætter under sangen:

Hellere artwork end koncerter

Du har turneret én gang i dit liv, i 1979, og du har kun optrådt live ganske få gange siden, senest i 2002 (hvor Bush gæstede en David Gilmour-koncert på ét nummer, red.). Hvorfor så få koncerter, og kan vi forvente at opleve dig live i forbindelse med udgivelsen af dette album?

– Sagen er, at jeg vil gerne bruge meget tid med min familie, og så ville det være svært for mig at turnere. Jeg har ingen liveplaner, men jeg nød turnéen i 1979 meget; det var en stor oplevelse. Men med tiden er jeg kommet til at bruge så meget tid på produktionsprocessen i studiet, at jeg dårligt har haft tid til at turnere. Jeg er blevet en "recording artist" frem for én, der spiller live.

Men du kan du jo bare give en enkelt koncert eller nogle få, hvis du ikke vil ud på en decideret turné.

– Ja, men jeg ville skulle bruge meget tid på at øve det, og det ville være en dårlig forretning. Det ville koste en formue, som du aldrig kan få tjent hjem igen. Jeg kan virkelig godt lide at lave plader, og jeg kan rigtig godt lide at samarbejde med visuelle kunstnere omkring artwork. Artworket på mine plader er blevet en udvidelse af det at lave et album for mig nu, og det er noget, jeg nyder meget.

Men der vil da være en meget stor interesse fra publikum for at se dig live.

– Åh, tak. Men der virkelig ikke noget, jeg har planer om.

Føler sig ikke som ikon

Du har status som noget af et ikon og har inspireret utallige musikere, heraf nogle, der selv er blevet markante kunstnere, eksempelvis Antony og Björk. Hvordan har du det med den rolle?

– Haha, jeg føler mig i hvert fald ikke som et ikon, det kan jeg forsikre dig for. Men jeg er ekstremt beæret. Som kunstner håber du på, at nogen kan lide det, du laver, at du berører folk – og det er en stor kompliment at inspirere nogle, som også er kunstnere.

Har du læst John Mendelssohns roman Waiting For Kate Bush? Om en fanatisk, depressiv fan, der kun undlader at begå selvmord, fordi han har hørt, du er på vej med den ny plade, og den skal han lige høre først.

– Nej, og jeg hørte faktisk først om bogen i sidste uge, hvor der var en anden journalist, der gjorde mig opmærksom på den.

Den er god, jeg kan anbefale den.

– Okay. Men denne gang har han da ikke skullet vente så længe.

Den er også fra 2004, fra før du udsendte Aerial.

– Okay, ja, så har han skullet vente længe (griner).

Skal vi vente seks år på dit næste album? Eller 12 år?

– Det er virkelig frustrerende, at der er så lang tid mellem mine plader, det er ikke absolut ikke tilsigtet. Denne plade kom faktisk ret hurtigt til mig, og jeg kan godt lide at arbejde hurtigt. Jeg har idéer til et nyt album, men nu trænger jeg til en pause, for jeg har arbejdet intenst de sidste to-tre år.

Det kunne være, du skulle udgive et album om de andre årstider, forår, sommer, efterår?

– Ja, men Aerial var da i høj grad en sommerplade, især del 2, som handlede om en sommerdag, med fuglesang som en ledetråd.

Du har inspireret utallige musikere. Hvilke kunstnere lytter du selv til?

– Jeg må tilstå, at jeg ikke har hørt ret meget musik på det seneste, fordi jeg har haft så travlt med mine sidste to plader. Men jeg elsker Elbow; Guy Garvey har en fantastisk stemme. Adele har også en utrolig stemme, det er fantastisk, at hun har så meget succes, det er herligt, at en engelsk pige har stormet verden. Jeg har ikke hørt hele hendes nye album, men de sange, jeg har hørt, er vidunderlige. Der er meget god musik derude. Jeg synes, vi lever i en meget kreativ tid.

Hvis vi kigger tilbage på dit bagkatalog, hvad har så været din favoritplade? Der er mange fans og anmeldere, der sværger til enten The Kick Inside eller Hounds of Love.

– Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidste hørte The Kick Inside, det var nok, jeg indspillede den i 1978. Hounds of Love havde jeg ikke hørt i 20-25 år, men nogen satte det på for et par uger siden, dog kun side 2. Men en af mine favoritter er Aerial, for den var svær at lave. Det var nogle ret eksperimenterende idéer, jeg forsøgte at få samlet, men jeg synes, det lykkedes. Dette album er på en måde naturlig udvikling fra Aerial, synes du ikke?

Jo, jeg er enig.

– Nå, jeg tror, jeg skal i gang med det næste interview. Det har ellers været virkelig hyggeligt at tale med dig, og jeg er altså meget ked af, at du skulle vente.

Det er helt okay, det var en fornøjelse at tale med dig.

– I lige måde, og jeg håber, du får en god, snefuld vinter.

LÆS OGSÅ: GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA mødte David Bowie


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA