x

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA mødte Alicia Keys

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA mødte Alicia Keys

Det meste af Danmark er lukket ned, og hvad skal man så bruge sin tid på? Ja, man kan for eksempel læse nogle af de lidt længere artikler, GAFFA har bragt i de forgangne 36 år, og som stadig kan tåle et gensyn. Dem vil vi bringe nogle af i den kommende tid under overskriften "Guld fra gemmerne". Artiklen her har tidligere været bragt i GAFFA november 2007.

Alicia Keys – Selv en gammel sjæl kan udvikles

På sit nye, tredje album As I Am synger Alicia Keys ”I am Superwoman”, og når selv Bob Dylan er fan, må der være noget om snakken. Vi fik en snak om Ægypten, buddyen Bob og om en tidlig pension med den 27-årige r&b-stjerne.

Drejer man 360 grader rundt, ser man flere stiletter end til Copenhagen Fashion Week. Mændene er også ulasteligt klædt i suits, selv når de kører scooter, og i stedet for 7-Eleven står der Dior, Cartier, Chanel og Gucci over butiksdørene. Oui, oui, vi er i byernes by – nej Niarn, ikke Aalborg, men derimod Paris. Det samme er Alicia Keys for at færdiggøre sit tredje album og møde pressen.

Dagen før interviewet er de udsendte medier blevet gennet sammen som kvæg for at høre en smagsprøve på det 91 procent færdige tredjealbum As I Am. Og på trods af floromvundne floskler fra pladeselskabsrepræsentanterne viser eventen sig senere at blive mindeværdig. For efter gennemlytningen bliver vi ført ned ad en korridor og ind i en tom koncertsal, hvor sangerinden sidder mutters alene og spiller på et stort flygel. Hun takker høfligt for interessen og leverer dernæst soloversioner af en håndfuld af de nye sange, og det er med en intensitet, som var der tusinde af betalende fans i salen.

Som 21-årig pladedebuterede Alicia J. Augello-Cook (det ruller ikke ligefrem lige så let af tungen som kunstnernavnet Alicia Keys) med det Grammy Award-slugende album Songs In A Minor, der affødte hits som Fallin’, How Come You Don’t Call Me og A Woman’s Worth. Det unge stjerneskud blev hurtigt sammenlignet med soul- og r&b-musikkens mestre Stevie Wonder, Aretha Franklin, Curtis Mayfield og Marvin Gaye, og for en gangs skyld virkede sammenligninger ikke himmelråbende, for trods den unge alder besad musikken en stor modenhed.

Selv forklarede Keys det med, at hun har en gammel sjæl. Det er sikkert også samme gamle sjæl, der har afholdt Keys fra at spankulere halvnøgen rundt på scenen for at få opmærksomhed ligesom tidens andre unge r&b-sangerinder. Og det lille stykke maveskind, hun flashede på debutpladecoveret, tæller næppe som utækkeligt nu til dags.

Det er også en tækkeligt klædt sangerinde, der møder op til interviewet iført sølv-top, læderjakke og postkasserøde bukser og med krøllerne fra dagen før glattet ud. Få meter bag hende følger enhver stjernes favorit-accessory – entouraget, der straks spørger, om deres chef finder hotelværelset for koldt. Det kan aldrig blive varmt nok, griner Keys og tilføjer: Husk på, at jeg er vokset op i Hell’s Kitchen (en del af Manhattan, New York). Klimaanlægget skrues op, og interviewet kan begynde.

(Næsten) alene til Ægypten

Selv om du besidder en gammel sjæl, må du selvsagt have oplevet en personlig udvikling siden dit forrige album (The Diary Of Alicia Keys fra 2003, red.)

– Helt sikkert. De seneste par år har været ret svære for mig. Det startede, da min seneste turne stoppede, for efter at have spillet i to års tid var jeg godt udmattet, men jeg gik straks i gang med at indspille min første film (Smokin' Aces, red.). Noget, som jeg selvfølgelig kun gjorde, fordi jeg elsker at lave film, men jeg havde nok haft bedre af at holde en pause. Da jeg omsider kom hjem, blev en person, der står mig meget nær, alvorligt syg, og følelsen af at se en før så stærk person blive så svækket, var hjerteskærende. Så al min tid blev dedikeret til at hjælpe, for det vigtigste for mig er at kunne være sammen med de folk, der betyder noget for mig.

– Samtidig følte jeg, at jeg var ved at miste mig selv, fordi jeg havde haft så lidt tid bare til mig selv. Jeg kom længere og længere væk fra mine følelser, og det er farligt, når man er sangskriver, i hvert fald hvis man bestræber sig på at skrive ærlige sange. Så jeg indså, at jeg måtte lægge mit liv om, for hvis man slæber rundt på for meget vægt, ender man med at knække sammen.

Hvad gjorde du så rent praktisk?

– Jeg rejste til Ægypten, og det ændrede mit liv. Jeg var nødt til at rejse væk, og min første tanke var Ægypten, så sådan blev det. Det var første gang, jeg var der, og første gang jeg rejste helt alene.

Kan du godt rejse alene uden at blive forstyrret hele tiden?

– Altså, jeg havde nogen med til at sørge for alt det praktiske, men det var uden venner og familie. Jeg fik set pyramiderne, templerne og gravkamrene, ting, som jeg kun har læst om. Og det var fantastisk inspirerende at se, hvad menneskehænder kan skabe med den rette tro på sin egen styrke. De kæmpe pyramider blev ikke bygget af maskiner, men derimod af vilje og drømme. Da jeg stod foran pyramiden, tænkte jeg: ”Holy shit, der er ikke noget, jeg ikke kan skabe.” Hvis man kan forestille sig noget, så kan man også skabe det. Da jeg rejste hjem fra Ægypten, var det med en enorm styrke, og jeg gik straks i gang med at lave dette album.

Min buddy Bob

Sidste år dukkede Alicia Keys’ navn op et noget uventet sted. På Bob Dylans Modern Times-album sang han i Thunder On The Mountain: ”I was thinkin' 'bout Alicia Keys, couldn't keep from crying. When she was born in Hell's Kitchen, I was living down the line. I'm wondering where in the world Alisha Keys could be. I been looking for her even clear through Tennessee”.

Dylan har i et interview udtalt, at efter at han så dig optræde til Grammy-uddelingen, tænkte han: ”Der er ikke noget ved den pige, jeg ikke kan lide”, hvilket nok er den største kompliment, man kan få af den gamle surmule. Senere namedroppede han dig i en sang. Hvordan og hvornår fandt du ud af hans begejstring?

– Oh yeah, min buddy Bob. Det kom som noget af en overraskelse, og jeg har faktisk aldrig mødt ham. Men jeg blev ringet op af min ven John Mayer, der sagde: ”Alicia, du tror ikke på, hvad jeg siger nu.” ”Hvad er det, John?” ”Du fatter det ikke, men Bob Dylan synger om dig i en sang.” ”Ja, ja, whatever, John,” svarede jeg, for han laver tit fis med folk, så man ved ikke, hvornår han er seriøs. Men han blev ved: ”Jamen, Alicia, jeg er seriøs.” ”Ja, ja, fint nok, vi snakkes ved.” Kort efter ringede en af mine andre venner og spurgte: ”Har du hørt det?” ”Hørt hvad?” ”At Bob Dylan har skrevet om dig.”

– Men jeg troede stadig ikke på det, for det lød så langt ude, og jeg forstod simpelthen ikke, hvorfor han skulle have skrevet noget om mig, vi snakker jo om selveste Bob Dylan. Men det er virkelig en enorm ære, for han har været en ekstremt vigtig del af amerikansk musikhistorie, og verdens musikhistorie i så lang tid. Folk har spurgt, om jeg har mødt ham og fået snakket med ham om det, men jeg tror ikke, jeg ville turde at gå op og begynde at tale med ham. Men jeg ville faktisk helt vildt gerne finde ud af, hvad pokker der fik ham til at skrive om mig.

Hård rock og finger-knæk

Flere gange under interviewet sidder Keys og knækker sine fingre, noget man ellers kun ser i mekaniker-kredse, men selvom hun ikke ligefrem ligner en hård nyser, har hun en stor forkærlighed for andet end blød soul.

– Det har været på tale, at både Queens Of The Stone Age og The White Stripes skulle have medvirket på mit nye album, men desværre kunne vi ikke finde et tidspunkt, hvor det kunne lade sig gøre at samarbejde. Men det skal nok ske på et tidspunkt, og jeg ved, at det bliver mere end interessant. Så bare vent til næste album. Det har også været nævnt, at jeg skulle have arbejdet sammen med Timbaland og John Legend, men det er desværre bare et rygte. 

Du har på et tidspunkt sagt, at du ville trække dig tilbage, når du fyldte 30. Du er 27 år nu, så er du ved at være ved vejs ende i din karriere?

– Det er rigtigt nok, at jeg havde i tankerne at stoppe som 30-årig, men det er bestemt ikke min plan længere. Men jeg kan godt lide tanken om, at jeg nu har muligheden for at stoppe, når jeg ikke føler for det her længere. Så det er i hvert fald ikke for pengenes skyld, at jeg laver musik.

5 Alicia Keys-facts:

Alicia Keys’ mor er halvt irsk, halvt italiensk, hendes far jamaicansk.

I 1985 medvirkede Keys i et afsnit af The Cosby Show (på dansk Cosby og Co.), hvor hun spillede en af den yngste datter Rudys veninder.

Keys’ filantropiske arbejde indbefatter blandt andet en rolle som talskvinde for non-profit-organisationen Keep A Child Alive, der arbejder med at skaffe medicin til hiv-smittede børn i Afrika. Hun er også talskvinde for velgørenhedsorganisationen Frum Tha Ground Up, der inspirerer og motiverer unge amerikanere til at forfølge succes i livet.

U2-sangeren Bono er også blandt Alicia Keys’ kendis-fans og venner, og de to fortolkede Peter Gabriel og Kate Bush-duetten Don’t Give Up til fordel for sidste års World AIDS Day den 1. december.

Alicia Keys har til dato solgt over 20 millioner album på verdensplan.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA