Nyhed

VELGØRENHED: Køb håndskrevet Billie Eilish-tekst - og bekæmp vold mod kvinder

Der findes kun én udgave af de håndskrevne sangtekster, og nu er de mulige at købe

Annie Lennox fra den navnkundige firserpop-gruppe Eurythmics har samlet en række kvindelige kolleger, som bortauktionerer deres sangtekster for at rejse penge til hendes velgørenhedsorganisation, The Circle, der arbejder for at stoppe vold mod kvinder og for at give mere magt til dem.

”Jeg har længe troet på, at musik kan bygge broer og bringe mennesker sammen, og det er fantastisk at se disse fænomenale kvindelige artister stå side om side med kvinder og piger i verden, der står overfor og kæmper mod kønsbaseret vold,” fortæller Lennox i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Billie Eilish livestreamer koncert

De håndskrevne, signerede sangtekster er Billie Eilishs ”Your Power,” Eurythmics’ egen klassiker ”Sweet Dreams (Are Made of This),” Brandi Carliles ”Right on Time,” Angelique Kidjos ”Agolo” og Alicia Keys’ ”Fallin’.”

Auktionen er en del af Global 16 Days of Activism, der indeholder forskellige typer af indsamlinger, der skal bekæmpe vold. Man kan byde på sangteksterne til og med den 5. december, mens man kan tilmelde sig sweepstakes mod et gebyr på ti dollar til den 15. december.

”Det er en fantastisk chance for at byde på dele af den musikhistorie, der er i gang med at blive skabt,” fortæller Raakhi Shah, CEO for The Circle, som Annie Lennox stiftede i 2008.

”Vi er så taknemmelig for Alicia, Angelique, Annie, Billie og Brandi og deres særlige generøsitet, og at de støtter kvinder, der møder vold og mishandling over hele verden. Jeg vil opmuntre alle musikfans til at gå til hjemmesiden og starte med at byde!”

Annie Lennox er tilbage med nyt nummer
ANNONCE