x

KOMMENTAR: Absolut Music-shitstorm mod Joy Mogensen skyldes overfladiskhed eller ond vilje

KOMMENTAR: Absolut Music-shitstorm mod Joy Mogensen skyldes overfladiskhed eller ond vilje

Historien om et interview, der gik viralt

Så skal jeg da ellers love for, at GAFFA fik en historie, der gik viralt – og vi havde slet ikke set det komme. Vores interview med kulturminister Joy Mogensen om hendes musiksmag blev en af ugens mest omtalte artikler og blev citeret af både DR, TV2, Berlingske, BT, Ekstra Bladet, Politiken og adskillige andre medier, ligesom begrebet ”Absolute Music” var det mest kommenterede på den danske udgave af Twitter onsdag den 23. april.

Alt sammen fordi ministeren i interviewet havde dristet sig til at sige, at hitopsamlingen Absolute Music 2 fra 1993 var hendes yndlingsalbum, dog med forbeholdet ”jeg fristes til at sige Absolute Music 2”  – fordi hun hørte det meget som teenager. Mere skal der åbenbart ikke til for at hidse folk op i Danmark, hvor coronakrisen tilsyneladende allerede er blevet yesterday’s news.

Ministeren kom i massiv shitstorm, men som med rigtige tornadoer kommer shitstorms hurtigt og forsvinder lige så hurtigt igen. Modsat de virkelige naturfænomener behøver shitstorms dog ikke at være altødelæggende, og denne her ender forhåbentlig bare som et af de mere muntre indslag under coronakrisen.

For lige at opsummere, hvis du allerede skulle have glemt det, eller hvis du skulle have gemt dig under en sten den sidste uge – hvilket der jo rent faktisk er nogle, der gør her i karantænetiden: Ministeren kom i heftig modvind for at udtale, at Absolute Music 2 – måske – var hendes yndlingsalbum. Et udsagn, der provokerede mange, fordi de mente, at denne udtalelse var et udtryk for, at kulturministeren havde en dårlig smag, og at hun derfor ikke var kvalificeret til at udføre sit job.

Shitstormen udviklede sig dog hurtigt til en lovestorm, hvor en række andre kultur- og mediepersonligheder tog ministeren i forsvar, og endelig var der dem, der ironisk kommenterede, at Absolute Music 4 altså var meget bedre. Senere tog ministeren, der ellers havde været tavs under stormen, til genmæle på Facebook og fortalte, at hun ikke brød sig om at blive sat i bås, og at hun i øvrigt havde en bred smag – ganske som hun også gav udtryk for i interviewet.

Den rette overskrift

Og det er lige præcis det, der er min pointe med denne kommentar. Det var mig, der lavede interviewet med hende tilbage i februar, dengang corona for de fleste var noget, der fandt sted i Kina og ikke kom os i Vesten ved. Interviewet skulle bringes i sektionen ”Finale” på sidste side i det trykte GAFFA, hvor en kendt, aktuel ikke-musiker fortæller om sin musiksmag ud fra en blanding af faste spørgsmål og spørgsmål knyttet til den pågældende person.

Joy Mogensen var ikke udpræget aktuel i februar, men hun var næsten lige kommet tilbage til sit ministerium efter orlov og stadig ret ny som minister, og vi tænkte, at nu laver vi det interview, og så bringer vi det, når ministeren atter er aktuel i en eller anden sammenhæng, formodentlig de kommende forhandlinger om et nyt medieforlig (som var planlagt til dette forår, men nu er udskudt på ubestemt tid).

Og aktuel blev hun så ganske kort tid efter, af helt andre årsager, som ingen af os havde kunnet forudse. Som altid fik ministeren mulighed for at læse sine svar og rette eventuelle faktuelle fejl, inden de blev publiceret. Dette skete faktisk helt tilbage i februar, men grundet lidt misforståelser frem og tilbage modtog vi først den endelige godkendelse i den forgangne uge, hvorefter vi publicerede interviewet, men tydelig angivelse af, at det var lavet inden coronakrisen.

Jeg overvejede at bruge overskriften ”Mit yndlingsalbum er Absolute Music 2”, men ændrede det til ”Jeg var en håbløs poptøs som teenager,” da jeg frygtede, at Absolute Music 2-overskriften ville medføre en shitstorm, hvor folk kommenterede overskriften ude af sin sammenhæng, ganske som det skete i slutningen af marts, hvor et Berlingske-interview med kulturministeren med overskriften ”Jeg ville opfatte det som upassende, hvis jeg stod og talte om kultur lige nu,” fik medie- og kultur-Danmark til at gå amok, selvom overskriften, som overskrifter jo ofte er, var det mest spektakulære citat fra interviewet og i denne sammenhæng ikke var helt dækkende for indholdet, hvor Joy Mogensen fremstod ganske reflekteret.

Artiklen var dog gemt bag en betalingsmur, da journalistik, ligesom for eksempel musik, koster penge, og det har nok skræmt en del væk fra at læse artiklen – men tilsyneladende ikke fra at kommentere den. (Det tager dog under et minut at oprette et gratis prøveabonnement).

”Jeg var en håbløs poptøs som teenager” syntes jeg var mindre kontroversielt som overskrift, for det er der rigtig mange, der har været, uanset køn. Og så var den ged barberet, tænkte jeg naivt.

Rundhyl i debatten

Men nej. Folk kunne sandelig godt finde Absolute Music 2-referencen nede i interviewet, tage et screndump af passagen og lægge den på Twitter, og gik der ellers rundhyl i debatten. Og jeg må sige, at jeg er mildt sagt overrasket over, at veluddannede og intelligente folk som Dansk Folkepartis folketingsmedlem Morten Messerschmidt og Berlingskes kulturjournalist Søren Jacobsen Damm ikke vil gøre sig den ulejlighed at læse et kortere interview, der maksimalt tager et par minutter at komme igennem for et erfarent mediemenneske – og i øvrigt, modsat Berlingske-interviewet, ikke er gemt bag en betalingsmur – før de går i gang med at harcelere over et uddrag af det på de sociale medier.

For hvis de havde læst hele interviewet, ville de havde optaget, at ministeren i samme interview blandt andet fortæller, at hun har spillet klaver i mere end ti år, at hun har et flygel i sit hjem, som hun jævnligt spiller på, at hun har set en opera i Metropolitan Opera, hvilket burde glæde den erklærede operaelsker Morten Messerschmidt, og at hun i øvrigt er interesseret i både Højskolesangbogen, folkemusik og aktuelle pop- og rocknavne som Simon Kvamm og Oh Land. Da jeg lavede interviewet med hende, tænkte jeg faktisk: ”Hun sørger for at komme rundt om alle genrer, så hun ikke fornærmer nogen”. Der var jeg sgu naiv igen.

Noget helt andet er, som flere begavede debattører også har påpeget, så er en del af indholdet på Absolute Music 2 absolut ikke døgnfluer. Albummet fra Absolute Music-serien, der jo var 90’ernes svar på playlisterne, rummer ganske vist one hit wonders som ”Highland” med One More Time, ”Broken” med Soulsister og ”The Love I Lost” med West End, men også blandt andet sange som Duran Durans ”Ordinary World”, R.E.M.s ”Drive” og Gangways ”Mountain Song”, der alle har evergreen-status i dag.

Og som forskning også viser, og som Sandie Westh har påpeget i en begavet kommentar i Ekstra Bladet, dannes ens musiksmag i de tidlige teenageår, og hvis man spørger folk om deres yndlingsplade, vil de fleste nævne noget, de har hørt som teenagere. For mit eget vedkommende er det enten Kate Bushs Hounds of Love eller Cocteau Twins’ Heaven or Las Vegas – to plader, som jeg hørte første gang, da jeg var henholdsvis 14 år og 17 år.

Til gengæld hørte jeg, tro det eller ej, første gang The Clashs 40 år gamle klassiker London Calling i sin helhed for mindre end en måned siden under min corona-karantæne (undskyld, Jens Unmack, jeg ved, det er din favorit), selvom jeg godt kendte mange af sangene i forvejen. Og selvom mit musikalske overjeg godt kan høre, at det er et mesterværk, rammer pladen mig slet ikke så hårdt nu, fordi jeg er en granvoksen mand på 45 år og ikke en letpåvirkelig teenager.

Ikke enevældig

Når folk i første omgang gik så meget amok over kultur-Joys smag, skyldes det altså enten overfladiskhed – at man ikke orker at læse en artikel, hvis længde svarer til en A4-side, inden man går amok over en lille del af den – og/eller ond vilje. At man har et eller andet imod Joy Mogensen, fordi man enten ikke er enig med hende politisk generelt, og/eller at man synes, hun ikke har gjort det godt nok under coronakrisen, hvor kulturlivet var noget af det første til at blive ramt.

Man må selvfølgelig gerne være uenig med Joy Mogensen eller mene, at hun ikke er kvalificeret, men man skal ikke gøre det med det mest letkøbte argument, nemlig hendes musiksmag, som man så heller ikke har besværet sig med at sætte sig ind i. Så er man simpelthen for hurtig på aftrækkeren.

En anden ting er, at kulturministeren jo ikke er enevældig. Dels skal hendes lovforslag ligesom alle andre ministres stemmes igennem i Folketinget, dels er kulturverdenen kendt for at hylde armslængdeprincippet, hvor de uddelte penge fordeles af fagfolk, der sidder uden for den politiske verden, og som jævnligt skiftes ud. Også selvom armene, det indrømmer jeg, virkede lidt korte under den forrige regering, hvor kulturminister Mette Bock sekunderet af Dansk Folkeparti fik rundbarberet DR og sendt Radio24Syv til tælling.

Jeg deltager sjældent i debatter i hverken de traditionelle eller de såkaldt sociale medier, da jeg gerne vil sætte mig ind i tingene, før jeg udtaler mig om dem. Det sætter visse begrænsninger, men jeg overlever. Jeg vil faktisk anbefale det.

Ole Rosenstand Svidt er medlem af GAFFAs redaktion siden 2002 og cand.mag. i Æstetik og Kultur

LÆS OGSÅ: Kulturminister Joy Mogensen om sin musiksmag: – Jeg var en håbløs poptøs som teenager


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA