x

JONAS RISVIG: ”Jeg prøver at skabe den slags abstrakte klasseværelser, jeg ikke selv fik lov til at være en del af”

JONAS RISVIG: ”Jeg prøver at skabe den slags abstrakte klasseværelser, jeg ikke selv fik lov til at være en del af”

Da hele Danmark lukkede ned, åbnede filminstruktør Jonas Risvig op for projektet ”Digital + Social” på sin Instagram. Gennem en måned lærte flere tusinde unge om skaberglæde og kreativitet gennem hans masterclasses med danske kendte. Noget, han selv kunne have brugt, da han var yngre.

Som så mange andre ændrede Jonas Risvigs tilværelse sig også fuldstændig, da Mette Frederiksen lukkede landet ned i starten af marts. Først og fremmest kunne han se, hvordan arbejdskalenderen tyndede ud, og i særdeleshed ændrede det hele sig også, da hans kæreste gennem mange år måtte flytte fra deres lejlighed og væk fra byen, da hun er i risikogruppen for COVID-19.

Hvor mange endte på sofaen med Netflix kørende i baggrunden og telefonen i hånden, eller måske ikke helt forstod situationens alvor og derfor stadig begav sig uden døre, besluttede Jonas Risvig at gøre noget helt andet.

For at holde de unge hjemme, åbnede han et virtuelt klasseværelse, hvor nogle af landets mest kreative hoveder skulle sprede inspiration og skaberglæde på tværs af skærme. Det blev til projektet ”Digital + Social”, som i skrivende stund har flere hundrede tusinde visninger.

– Jeg er jo selvlært, og da jeg startede i filmbranchen, brugte jeg ret lang tid på at afsøge, hvordan man tilegner sig viden fra en branche, som på mange måder er vildt lukket. Det er tit lidt problemet med de kreative brancher. At vi gør dem mere lukkede, end jeg tror, de behøver at være. Det bliver hurtigt elitært, siger Risvig.

– Da jeg startede som filminstruktør, fandt jeg hurtigt ud af, at der bare ikke lå nogen lettilgængelig viden. Man blev nødt til selv at gå ud og få slebet albuerne lidt. I de første par år lærte jeg, hvor vigtigt det er at vidensdele og videregive informationer. Det er så det, jeg har prøvet at gøre nu virtuelt på min Instagram-profil, fordi jeg stadigvæk selv totalt er i den samme læringsproces, fortsætter han. 

Selv voksne har meget at lære

Det er nemlig en vigtig pointe for Jonas Risvig at lære de unge, at selv mennesker, der kan placeres i kategorien ”voksne”, også stadig er i gang med deres læringsproces.

– Jeg tror, at mange går ud fra, at rigtigt mange af de danskere, jeg har haft med, er, hvor de skal være. Hvad skal Mikael Bertelsen lige lære? Hvad med Helle Thorning-Schmidt? Men det, de alle sammen siger, og det, jeg også starter hver masterclass med at sige, er, at vi holder masterclass, fordi vi alle sammen stadig selv er ved at finde ud af, hvor vi er på vej hen, forklarer han.

Vi er nemlig ofte gode til kun at fortælle, når vi har nået vores mål, og på den måde glemmer vi, at vejen derhen også er en del af rejsen. For Jonas Risvig har erfaret, at det næsten kan føles som at springe i et elastikspring, helt fra den dag, man forlader sin ungdomsuddannelse til den dag, man står og er klar til at skabe sig en familie. Selv er han midt i springet, og derfor er det vigtigt for ham at vise nogle af alle de faser, livet har at byde på.

– Jeg havde brug for at sige til de unge, at det altså er fedt at være i alle de faser, hvis man tør omfavne det at være forvirret og fuld af sorg og savn efter noget, der var engang. Man skal se det hele som en rejse, så man ikke ender med at tænke ”Der forsvandt mine tyvere!” Man skal vælte lidt rundt, men det kan fandeme være svært at se nogle gange, siger Risvig.

– Det, jeg godt kunne tænke mig at fortælle folk med de her masterclasses er, hvor meget arbejde og hvor mange svingture og omveje, der skal til for nogle gange at finde ud af, hvor man gerne vil hen. Det tror jeg alles mor og far har fortalt, men man gider ikke lytte til sin far og mor, når de siger det. Så det kunne være, at jeg skulle gøre det.

Generelt tror Jonas Risvig på, at man i folkeskoler og på gymnasier bør gøre mere ud af at hive folk ind udefra. Fordi de voksne udefra kan sige ting til de unge, som deres lærere ikke kan.

– Der findes så mange sindssygt seje lærere derude, som gør så meget for at motivere og stimulere de unge. Det kan være op ad bakke at få gang i, fordi voksne mennesker i dag er blevet statister i de unges liv. Det har ændret sig fra dengang, jeg var ung, hvor læreren var en, man virkeligt respekterede.

– Jeg tror faktisk ikke, det er folkeskolen, der skal lære at inspirere de unge til at tænke i nye retninger. Jeg kan jo mærke, hvor meget jeg kan sige til et ungt menneske, som deres lærere eller forældre ikke kan, siger han. 

Når en afvisning bliver en mulighed

Selv lyttede Jonas Risvig ikke helt til de voksne, da han som 15-årig vendte blikket fra hjembyen Silkeborg mod København og Den Danske Filmskole. Til et intromøde blev han nemlig mødt med beskeden om, at medmindre man havde haft en hård barndom, var sandsynligheden for at komme ind på den prestigefyldte skole meget lille, for i så fald ville man ikke have nogle historier at fortælle.

Fortællingen om den lidende kunstner lå dengang og ligger i dag stadig meget langt fra den måde, hvorpå Jonas ønsker at lære, arbejde – og at lære fra sig. Derfor trodsede han beskeden fra filmskolen og lod deres afvisning være en mulighed for at starte sin egen personlige filmskole. En filmskole, hvor vejen til, hvor han er nu, ikke har været snorlige og fuld af succeser, men hvor han også er trådt ved siden af og har lært af sine nedture.

– Jeg kunne godt tænke mig at fortælle de unge gennem mine masterclasses, at en afvisning i virkeligheden ikke er en afvisning. Selv om det er sådan noget, der er meget nemmere at sige, når man er voksen, og når man ikke sidder og lige har fået aflyst sin 9. klasses afslutning. Men jeg mærker, at det resonerer godt derude på værelserne. Det med, at man skal bruge sin stemme til noget.

– Man skal bruge den indgang, man har. Jeg havde en indgang til en masse artister og en masse folk i branchen som instruktør. Hvis jeg kan åbne døren lidt op og gøre nogen den tjeneste, der ikke rigtig var nogen, der gjorde for mig, er det en fed måde at binde en sløjfe på min egen ungdomsuddannelse.

Han husker særligt, at Jørgen Leth sagde i sin masterclass, at hans ypperste job som kunstner er, at når han føler, han har bygget hele korthuset op, så skal han vælte det. Hvilket Jonas selv ser som noget af det, man er allermest bange for, når man uddanner sig: At korthuset vælter.

– Men hvad kan et korthus overhovedet? Det er en præstation i sig selv at bygge noget op, og nogle gange sker der noget vildt fedt, når det vælter, og man splitter det fra hinanden.

At gøre tingene anderledes og prøve at afsøge nye veje er noget, Jonas Risvig ofte har gjort i sin vej til at blive den filmskaber. Han har ofte set, hvordan vores higen efter 12-tallet er vigtigere, end hvorvidt vi lærer noget i processen hen til karakteren.

– Jeg har lært, at mine produktioner ikke skal være dyrere, større og vildere, men at jeg skal turde holde fast. I stedet for at præstere det ypperste skal man måske præstere på en alternativ måde, så man lærer noget nyt. Så kan det være fint med et 4-tal, fordi jeg ved, at det var en vovet måde at udføre min opgave på, men til gengæld lærte jeg noget i den proces, forklarer han.

Sandheden fandtes på sygehusgulvet

Vovet var det bestemt også, da han en aften i sin studenteruge oprettede sit CVR-nummer. Han ville ikke på universitetet eller på Den Danske Filmskole, men film – det ville han. Derfor skrev han rundt til alle de danske artister, han kunne lide, og ud af dem var Suspekt de første, der svarede.

Det resulterede i, at Jonas fik lov til at følge trioen rundt i landet i to år med et kamera.

– Der lærte jeg at begå alle fejl. Jeg smadrede tre kameraer. Alt, hvad der kunne gå galt, gik galt, men jeg endte med at bestå, og det blev min vej til at flytte til København, hvor jeg blev spurgt om andre jobs, og så kom det. Ikke af sig selv, men det kom lige så stille, husker han.

I København var det dog svært at finde fodfæste i branchen. ”Det gik for hurtigt”, som han siger, og det handlede om at komme ind i varmen og lave så meget som muligt hurtigst muligt.

– Jeg var for utålmodig og brugte ikke den tid, jeg skulle bruge på at dygtiggøre mig. Så mens andre på min alder mødte ind i skole hver dag og lærte, så følte jeg, at jeg sad og famlede lidt i blinde for at finde ud af, hvad jeg helt konkret skulle. Jeg lavede nogle musikvideoer, som ikke blev særligt gode, og jeg brændte også et par broer rundt omkring mig, fordi det var for hurtigt og for sjusket. Jeg ville for meget og endte med slet ikke at præstere det, jeg gerne ville.

Det hele kulminerede en aften, hvor Jonas i længere tid havde haft stresssymptomer, som han konsekvent ignorerede, og han derfor alligevel var taget til en netværksmiddag. Her blev han ringet op af sin kæreste, som pludselig sad derhjemme med en følelse af, at hendes ene arm sov. Så den anden arm – og til sidst benene. Jonas skyndte sig i en taxa til sygehuset midt om natten, hvilket endte i et tre dages ophold på en madras på sygehusgulvet, mens hans kæreste blev udredt for sklerose.

– De nætter blev jeg pludselig meget klar over, at hvis jeg virkelig ville det her, så blev jeg nødt til at lægge det arbejde i det, som det ville kræve at tage hvilken som helst anden universitetsuddannelse. Det tager mig fem år hver dag.

– Sidenhen har jeg arbejdet som en hest hver dag, fordi jeg betragter det at være filminstruktør som et fuldtidsarbejde og et studie hver dag. Hvis jeg ikke har noget at lave i min arbejdskalender, så skal jeg lære, slår han fast.

Herefter blev alt overflødigt sorteret fra, han ”blev mere klar i spyttet” og turde sige til sig selv, at det, han i virkeligheden brændte for, var at lave fiktion til unge. Unge, som har det, ligesom han selv havde det, da han gik rundt på villavejen i Silkeborg og fik at vide, at han ikke kunne nå sin drøm, fordi hans liv var for godt. 

De unge skal skabe til unge

Det ønske er blandt andet endt ud i den helt nye ungdoms-webserie, Centrum.

– Det, der går galt, når man prøver at lave fiktion til unge, det er, at man samler nogle voksne i et mødelokale, og så sidder man og gætter på, hvordan de unge taler, og hvad de interesserer sig for. Jeg er blevet slagtet af de unge, som har kritiseret mine ting, fordi de ikke har været gode nok. Derfor har jeg samlet et hold af skuespillere, og så lader jeg de unge selv skrive deres afsnit, siger han.

På en uge samlede han et hold og bookede dem frem i kalenderen – helt gratis. For ”ingen har en krone”, som han siger. Centrum er derfor en corona-aktuel webserie, som udkommer to gange ugentligt, og som har unge på alder med hovedpersonerne som manuskriptforfattere. Jonas Risvig mener nemlig, at de unge er eksperter i at portrættere, hvordan det er at være ung lige nu.

– Den sommer, hvor man er 15, den kommer bare aldrig igen. Jeg er selvfølgelig træt af, at jeg skulle have været i Italien med nogle venner for at drikke rosé, men mon ikke vi bare gør det næste år i stedet. Sådan er det ikke for de unge, siger han.

– Der er så stor stigning af ensomhed og stress blandt unge mennesker. Måske fordi vi lader dem glide så hurtigt gennem uddannelsessystemet. Nu fjerner vi så den der ene mulighed, der er for at fejre og lukke en dør efter sig, før man åbner en ny.

Det er derfor håbet med Centrum, at den kan samle de unge på samme måde som hans masterclasses kunne for på den måde at lade dem bekræfte hinanden en smule i, at ret mange nok har det på samme måde lige nu. Når de voksne så kalder serien for navlepillende, ved filminstruktøren, at han har ramt noget helt rigtigt.

– Min vigtigste mission er at holde forældrene væk og skræmme dem væk fra det her univers. Til gengæld er det også at lade de unge sprede historien.

Det skal være fiktion fuld af stærke rollemodeller, som ikke flakker forvirret rundt på en tv-skærm. De skal kunne håndtere relaterbare situationer for de unge. Den slags mener Jonas nemlig, at der mangler på dansk tv. Det hul ønsker han at fylde med Centrum: At skabe nogle stærke karakterer, hvis liv man gerne vil følge.

Og grunden til det står helt klar.

Det kan lyde helt banalt, men det er jo først og fremmest, fordi jeg kan mærke noget uforløst fra min egen ungdom. For de 15-årige, jeg taler til her, er jo præcist samme sted, som jeg selv var, da jeg fik min drøm knust. Jeg vil så nødig have, at de oplever det samme.

– Måske er den store fede morale med det hele, at jeg prøver at skabe nogle af de her abstrakte klasseværelser rundt om i landet, som jeg ikke selv fik lov til at gå i, da jeg skulle lære at lave film. Det kræver ikke en masse energi at få lov til at komme i mit klasseværelse, og sådan har jeg tænkt mig at blive ved med at gøre det.

En række af Jonas Risvigs masterclasses – samt Centrum – ligger nu på hans YouTube-kanal.

Jonas Risvig-CV:

Født i Silkeborg i 1993

Student fra Silkeborg Gymnasium 2013

Selvlært filminstruktør, kendt for blandt andet den Zulu Award-vindende dokumentar Da Danmark blev Suspekt, dokumentarer om blandt andre DJ Static og Tobias Dybvad og musikvideoer med blandt andre Silas Bjerregaard, Christopher, Medina, Peter Sommer og Specktors.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA