x

TILBAGEBLIK: 10 Roskilde-koncerter, der vakte skandale

TILBAGEBLIK: 10 Roskilde-koncerter, der vakte skandale

Årets Roskilde Festival er som bekendt desværre aflyst, men vil gøre vores bedste for alligevel at give dig lidt af Roskilde-stemningen. Ikke mindst her i år, hvor festivalen kunne have fejret sit 50 års jubilæum – det er nu udskudt til 2021.

Siden Roskilde Festival startede tilbage i 1971 har Dyreskuepladsen været garant for tusindvis af fantastiske musikalske oplevelser, men en gang imellem går der et eller andet galt. Nogle gange er det bandets skyld, nogle gange er det publikums skyld, nogle gange er det festivalens skyld, og nogle gange er det formodentlig en kombination af disse og flere faktorer.

Den mest negative koncertoplevelse på Roskilde Festival fandt naturligvis sted i 2000, da ni mennesker døde under en Pearl Jam-koncert. Men i stedet for at dvæle ved den har vi udvalgt ti andre koncerter, der dog, uden at være nær så alvorlige, har skabt en del debat.

Dr. Hook & The Medicine Show (Store Scene - 1976)
Bandet anført af Ray "Eye Patch" Sawyer havde haft hits med sange som "Sylvia's Mother" og "The Cover Of The Rolling Stone", der var med til at sikre den gode stemning til koncerten. Faktisk blev koncerten undervejs så løssluppen, at bandet i solidaritet med de mange, der havde smidt tøjet på grund af hedebølgen også valgt at smide kludene og spille de sidste sange kun iført sokker. "If you can do it, we can do it, too!", var begrundelsen fra scenen.

Johnny Winter (Canopyscenen - 1984)
I 1984 var det tilladt at drikke øl af flaske inde på festivalpladsen, og i de foregående 13 år var der ikke sket noget, der havde givet anledning til at man ville ændre den regel. Men under koncerten med Johnny Winter smed en idiot en flaske op på scenen, der ramte blues-guitaristen på skulderen. Winter forlod scenen, og efterfølgende blev man nødt til at bygge et "halvmånehegn" foran scenen for at sikre, at Lou Reed ville gå på den næste dag. Hegnet betød, at der blev skabt et aflukket område foran scenen, hvor man ikke måtte medbringe flasker.

Lars Hu? (Grøn Scene - 1988)
I 1987 havde Lars H.U.G. & The Yuppies spillet en rost koncert på Roskilde efter udgivelsen af albummet "Kysser Himlen Farvel". Året efter var han stadig involveret i en navnestrid (deraf det kryptiske navn på årets plakat), og da han ikke havde et nyt album klart, valgte han i stedet at spille en koncert udelukkende af covernumre. Eftersigende startede han koncerten med at råbe "Hello Sweden!", hvorefter han bød på sange af navne som The Doors, ABBA og The Beatles, men ingen af sine egne numre, hvilket bestemt ikke faldt i god jord.

Sex Pistols (Orange Scene - 1996)
Den gendannede punkgruppe stillede op med Johnny Rotten i front på "The Filthy Lucre Tour", der sagde ligeud, at bandet var blevet gendannet for pengenes skyld, Det faldt ikke i god jord hos alle, og bandet var ikke kommet langt ind i sangen "Bodies" før flaskerne begyndte at flyve mod scenen. Sangen blev afbrudt og genoptaget, men det blev kun til fem sange før bandet definitivt forlod scenen med ordene: "You fuckin' stupid arseholes, see ya later".

The Flaming Lips (foran Orange Scene - 1999)
The Flaming Lips havde efter udgivelsen af albummet "Zaireeka" turneret med deres "The Parking Lot Experiments", hvor de afspillede albummet på anlæggene i en række opstillede biler. Da de besøgte Roskilde i 1999 hed showet "The Car Experience", og her parkerede bandet 14 biler i et aflukket område foran Orange Scene. Det tog Wayne Coyne, iklædt gul regnjakke og megafon, særdeles lang tid at få det hele sat op, og afviklingen udløste heller ikke ligefrem sekstjernede anmeldelser. Derudover var mange skuffede over, at bandet ikke gav en rigtig koncert, specielt eftersom de få måneder inden havde udsendt det meget velanmeldte album "The Soft Bulletin".

The Dandy Warhols (Gul Scenen - 2001)
Året efter at have udsendt det populære album "Thirteen Tales From Urban Bohemia" lagde The Dandy Warhols vejen forbi Roskilde, og ikke overraskende skulle de i den forbindelse give en masse interviews. Det stoppede dog ikke medlemmerne i at ryge lidt sjov tobak undervejs, og da de gik på scenen om aftenen, var de så påvirkede, at musikken blev leveret slapt og nærmest i halvt tempo. De havde dog ikke fået nok, så frontmand Courtney Taylor-Taylor bad folk om at smide joints op på scenen. Det gjorde de, og mens en del blandt publikum udvandrede, røg sangeren ukritisk løs på alt, han kunne komme i nærheden af.

The Game (Arena - 2005, billedet – dog ikke fra Roskilde-koncerten)
Den amerikanske rapper kom til Roskilde med et enkelt millionsælgende album i bagagen, men det var åbenbart ikke nok til, at han kunne byde på en sammenhængende koncert. I stedet udviklede det sig til et gøglershow, hvor en lokal breakdancer blev hevet på scenen, rapperen drak store mængder sprut til det punkt, hvor han var ved at kaste op, og da han løb tør for sange, gik han igennem sætlisten en gang mere.

Red Hot Chili Peppers (Orange Scene - 2007)
Flere af festivalens navne havde denne weekend medvirket i den stort anlagte støttekoncert Live Earth i London, men ingen var så mærkede af oplevelsen som Red Hot Chili Peppers. Bandet gik på scenen i ført overfrakker og huer, og i stedet for at spille deres hits, brugte de tiden på lange og uinspirerede jam-sessions, der frustrerede de regnvåde fans. Resultatet var en lang række anmeldelser, der kvitterede med en og flere gange nul stjerner for oplevelsen.

LÆS OGSÅ: Her er GAFFAs dårligst anmeldte Roskilde-koncert nogensinde

Cat Power (Odeon - 2008)
Efter i årevis at være blevet kritiseret for katastrofale koncerter kom koncerten på Roskilde faktisk på et tidspunkt, hvor det virkede som om Chan "Cat Power" Marshall havde fået styr på sit alkoholforbrug, og derfor var der en vis forventning om, at dette faktisk kunne blive en positiv oplevelse. Desværre havde et eller andet dog ramt Marshall på dagen, og gennem hele koncerten måtte hun forlade scenen og overlade det til bandet at præsentere sange med videre. Undervejs betroede hun publikum, at hun ikke vidste om hun skulle kaste op eller falde om, og hun afsluttede koncerten med ordene: "Sorry for a horrible show".

Saweetie (Apollo - 2019)
Den amerikanske rapper blev 45 minutter forsinket og nåede derfor kun at optræde i 15 minutter, inden hun skulle gå af scenen igen for at overlade scenen til den næste kunstner. Forinden havde en dj forsøgt at tilfredsstille det stadigt mere buhende publikum. Ifølge Roskilde Festivals musikchef Anders Wahrén skyldtes forsinkelsen transportudfordringer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA