x

GAFFA-jubilæumsinterview: 1995 – Caroline Henderson

GAFFA-jubilæumsinterview: 1995 – Caroline Henderson

Hvad husker du som det bedste, der skete i 1995?
– Jeg kom jo med min første soloplade, "Cinemataztic", og det var jo rimelig ... fantastisk. Mit pladeselskab havde været skeptiske undervejs, men så holdt de en rigtig fin reception for mig, hvor det bare var dem, der havde været med til at lave pladen, der var der. Og dér kunne jeg mærke den dér oprigtige glæde over noget, vi havde sat rigtig godt sammen.

Hvad husker du som det værste, der skete i 1995?
– Jamen, ’95 var på mange måder et fantastisk år for mig. Jeg var jo også med i Gasolin’-forestillingen, og jeg var virkelig korthåret – for ikke at sige skaldet – så der var ingen dårlige ting, der skete i ’95. Det var sådan et power-år!

Hvilken musik hørte du især i 1995, og er det noget, du stadig lytter til?
– Hele starten af 90’erne følte jeg, at det var mit årti, der gik i gang. Jeg var ikke så meget til 80’er- og 70’er-musik, så det var skønt, da 90’erne kom på banen. Björk, Massive Attack og Portishead kom frem – der var virkelig en helvedes masse fed musik, og det var lige pludselig tilladt at blande genrerne og bruge samples og computere. Så det blev rigtig svært for folk at gennemskue, hvilken slags musik der var tale om, og det skete jo også med min musik – er det pop, eller hvad er det? Det var fantastisk. Jeg har fulgt Björk siden da, og hører stadig alt muligt 90’er-musik.

1995 var året, hvor alverdens ører blev fyldt med "Back For Good" af Take That. Hvad tænker du, når du tænker tilbage på den single?
– Dem har jeg været for gamle til – eller for cool! Så jeg lyttede ikke til Take That. Sådan tre-fire-fem små flødeboller fra Irland, eller hvor de nu kommer fra! (De er nu englændere, red.).

1995 var også året, hvor O.J. Simpson blev frifundet. Hvad tænkte du, da du hørte om det første gang?
– Det var mærkeligt, for det var politik, etik, moral, racehistorie, retfærdighed og uretfærdighed – alt blandet sammen i én stor pærevælling. Så det var ikke så simpelt som sort/hvid – bogstaveligt talt. Det var en meget kompleks sag, og man tænkte, om det skulle sætte dagsordenen for, hvordan man skulle se sådan nogle sager i fremtiden.

Hvordan husker du dig selv, som du var i 1995?
– Som en nyvunden Caroline. Ikke bare fordi jeg havde lavet min første soloplade, men i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne var det som om, min krop ikke havde fundet sig helt til rette i systemet endnu. Men det skete dér i midten af 90’erne, og jeg havde det ret godt. Jeg følte mig stærk og var blevet mor til to dejlige drenge. Det var en god tid!

Hvordan oplevede du det danske musikmiljø i 1995?
– Meget anderledes end i dag. Det var en æra, der strakte sig over meget kort tid, men hvor man havde nogle gode fremtidsvisioner. Ikke 100 procent til gavn for kunstnerne – overhovedet – men man havde stadig store pladeselskaber, store produktioner og kunstnere, man langtidssatsede på. Der var også et meget stort pladesalg, hvor det var dårligt at sælge 50.000 plader, og det er jo noget, de færreste kan præstere i Danmark i dag.

Du sagde i 1995: ”Jeg kan ikke være iskold og sige, at folk kan rende mig i røven, hvis de ikke kan lide det, jeg laver.” Holder det stadig?
– Rende mig i røven, tænk, at jeg har sagt det! Jeg er jo ikke en iskold type som menneske, så det kan jeg stadig godt genkende, men jeg tager ikke kritik så personligt mere. Der er jo løbet en del vand under broen siden ’95, så jeg står et andet sted i dag. Nu har jeg det mere sådan: go with peace!

Hvad ville du gerne have vidst dengang, som du ved i dag?
– Åh gud, nærmest alt. I de år fra ’95 og frem til 2008 kunne man godt nogle gange ønske, at man havde haft facit i hånden. Man har taget nogle kampe og nogle omveje, som man ikke nødvendigvis burde have taget. For eksempel hele den kamp, jeg har haft med de store pladeselskaber, for at stå på min ret og være min egen, havde jeg nok ført anderledes. Det har været svært at være kompromisløs nogle gange.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA