GAFFA.dk - alt om musik
De senere år har mange spurgt mig om, hvordan det er at være kvinde i musikbranchen, og ofte har jeg delt mine mange tanker og refleksioner omkring det. Det er lige hårdt at dele mine oplevelser hver gang, særligt fordi jeg oplever, at når det kommer til stykket, er folk ikke rigtigt interesseret i at høre, hvordan det egentlig er. Folk føler, at de skal spørge, men gider faktisk ikke høre. Så jeg starter et andet sted.
Jeg læste noget interessant om tinnitus engang. Altså når man grundet en høreskade ender med at have en konstant hyletone, som i værste fald kan være invaliderende. Et specifikt tilfælde af tinnitus var så grelt, at den tinnitus-ramte patient i samråd med læger valgte at forsøge helt at cutte forbindelsen til hørelsen. Vedkommende ville vælge døvhed frem for den konstante hyletone.
Hørelsen blev cuttet, men hyletonen forblev, for det var ikke længere øret eller hørelsen, der producerede lyden, men patientens hjerne, der reproducerede lyden. Den historie tænker jeg tit på. Hjernens evne til at reproducere ting, der traumatiserer. Eksempelvis ord. Jeg så engang Dr. Phil fortælle en skuespillerinde, der havde været udsat for en masse internethad, at de ondskabsfulde og sårende ord kun behøver at blive sagt eller læst en enkelt gang. Herefter skal din egen hjerne nok sørge for at gentage det tusindvis af gange – særligt i de situationer, hvor man træder forkert. Så henter hjernen de grimme ord frem fra det sted, hvor skammen sidder.
Ord betyder noget. Og således kommer jeg frem til sommerens debat, der var mellem den kvindelige sangskriver Lydmor og Ekstra Bladets clickbait-anmelder Thomas Treo. Jeg har også selv haft den tvivlsomme ære at modtage usaglige anmeldelser fra samme skribent, men jeg er, utroligt nok, lykkedes med at skåne mig selv for at læse dem, fordi jeg ved, at jeg har sådan en hjerne, som Dr. Phil taler om. At de ord vil være tinnitussen i mine ører, og jeg ved, at det kan være invaliderende.
LÆS OGSÅ: LYDMOR-KOMMENTAR: Så er det nok, Ekstra Bladet
Jeg forsøger at undgå at forholde mig til ord, der kun er ude på at ydmyge. Jeg skal ikke kunne sige, om Thomas Treo virkelig er sexist på det personlige plan. Sikkert ikke mere end de fleste. Men hans anmeldelser er det, og det er de, fordi den tilgang giver kliks. Ser man det som det eneste succeskriterium, så gør han det fremragende. Han er topunderholdning for dem, der kan lide at svælge i ydmygelsen af folk, der sætter sig selv på spil. Og dem virker der til at være mange af.
Men når debatten så skal tages, så får jeg lyst til at kigge videre ud i landskabet. For jeg er egentlig helst ligeglad med usaglighederne fra Treo. De er jo efterhånden så forudsigelige, og vi ved udmærket godt, at vi aldrig vil se ham troppe op i Femølejren. Problemet er ikke (kun) ham.
Personligt har jeg set mindst lige så meget sexisme fra anmeldere i mere respektable egne af pressen. En anmelder, som fra min spæde start som optrædende kunstner var meget begejstret for mig, nævnte i en anmeldelse af en af mine udgivelser, at han sådan savnede noget sødme fra mig. Jeg tænkte meget over, om han også ville have efterlyst sødme fra Peter Sommer, Allan Olsen eller Nick Cave, når de har lavet nogle lidt gnavne plader? Hvorfor kræve sødme af en kunstner, der har begået et værk, der går i kødet på vreden?
Ligeledes har jeg også engang fået en topkarakter for en livekoncert af en mandlig anmelder, hvor der var to andre navngivne kvindelige sangskrivere (som stadig er kæmpestjerner i deres egen ret), som i anmeldelsen af min koncert blev hængt ud for ikke at kunne præcist det, jeg kan. Det på trods af, at vores musik og sangskrivning og måde at optræde på ikke kan sammenlignes overhovedet. Det var ene og alene kønnet, vi havde til fælles. Og jeg undrede mig over, hvorfor det var nødvendigt for ham at nedgøre andre kvinder, for at understrege, at jeg var god den dag. Det har en underlig bismag at blive rost ved, at andre skal trædes på.
LÆS OGSÅ: HENDERSON-KOMMENTAR: Da Lydmoren og Jazzsangerinden mødte hulemændene
Men jeg har for længst opdaget, at det er en klassisk teknik at forsøge at spille minoriteter ud mod hinanden. Og bilde folk ind, at der kun kan være én popdronning/prinsesse/fe/alf, eller hvad kvindelige kunstnere er blevet omtalt som igennem årene, så de kvindelige artister dermed bekæmper hinanden – i stedet for at bekæmpe undertrykkelsen.
Jeg tænker ikke, at pågældende anmelder ser sig selv som en ond sexist. Jeg tænker umiddelbart, at den vinkel, han brugte, var indgroet og klassisk. Han har set den før og ved, at den virker. Der er måske ikke blevet tænkt nærmere over det, og han kunne jo lide koncerten, så hvad er problemet? Således kan en positiv anmeldelse også sagtens være fyldt med nederen ubevidst sexisme.
Alle de ubevidste sexister ser sjovt nok altid sig selv som good guys og er de første til at sige “Jamen, hvad med Treo?”, når man sætter et spejl op for dem. Når man er kunstner, skal man tage imod “kritik”, og selv har jeg det mantra, at det er MIG, der har skabt noget, og dem, der skriver om det. At det er størst at skabe noget og gøre sig umage, have noget ægte på spil, og en anmeldelse aldrig kan måle sig med et værk.
Der, hvor den ubevidste sexisme i min optik bliver værst er, når den figurerer underbevidst i min egen branche. Når nedvurderingen kommer fra en ende af spektret, der burde tro på den kvindelige kunstner. Her er sexismen altså både udbredt og paradoksalt uerkendt.
LÆS OGSÅ: Hvorfor er der så få kvinder, der griber guitar, bas og trommer?
Jeg lagde øre til en samtale i 2018 om en kvindelig kunstner. Det var på gangen hos et af verdens største pladeselskaber, hvor to midaldrende mænd ytrede: “Hun er jo sådan set meget fræk og kan nogenlunde synge, og så skal vi bare have fyret bandet og fundet et godt repertoire til hende.” Når jeg genlæser det på skrift, kan jeg godt se, at det næsten virker overdrevet – men det er det ikke.
Jeg tænker på den unge kvinde. Fokus langt væk fra hendes talent og udelukkende på de professionelle greb, de pågældende mænd har magt til at skrue på. At det er deres egne selvoptagede egoer, der vil “skabe hende” – at hun skal blive “deres ide” og ikke sin egen.
Her gik hun måske og troede, at en pladekontrakt på så stort et label måtte være baseret på hendes talent for at synge og skrive sange. Jeg tænker på, hvordan forløbet kun kan være endt med en dårlig erfaring for hende. Og eftersom de magtfulde pladeselskabsmænd stod ude på gangen og helt åbent talte om hende på den måde, må det betyde, at det i 2018 var det en helt kosher holdning at have til de kvindelige artister. Der var ingen skam over at tale om hende på den måde. Det var ligegyldigt, hvem der overhørte samtalen i forbifarten. Der var heller ingen skam over at have en skjult agenda med en artist, som ikke er indviet i den forkromede succesplan. Der er sikkert en masse søde mennesker på det pladeselskab, som måske godt kan lide talentfulde kvinder, men som alligevel accepterer den kultur, som mændene på gangen repræsenterer.
Samme år sad jeg til møde med et lille indie-label, og den ene fyr, som har været ansat der i 15 år, fortalte mig om de øvrige medarbejdere. Da han når til den eneste kvinde, de har ansat, nævner han som det eneste, at “hun har sindssygt lange ben” – efterfulgt af en tøhø-agtig kommentar om, at ”den slags udtalelser skal man selvfølgelig passe på med i disse MeToo-tider. Jeg tænkte ved mig selv: “Ja, du skal særligt passe på med at sige dem til mig, for jeg har ikke tænkt mig at holde hånden over dig.”
LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: "Hun skal fandeme ikke komme her og have det godt med sig selv"
Jeg valgte ikke at signe med det pladeselskab, for jeg gider ikke arbejde sammen med mænd, som uden skam giver udtryk for, at de fokuserer på en kvindes ben og ikke hendes talent. Mænd der taler sådan om deres medarbejdere, som måske paradoksalt nok ikke kan se det talent, der står foran dem, eller som simpelthen er ligeglad med talent og ansætter ud fra forkerte parametre som for eksempel længden på ben.
Jeg har utallige lignende historier, nogle af dem lykkeligt glemt og fortrængt. Jeg har nøjedes med at hive de friskeste frem, og jeg har altid siddet tilbage med tanken om, at når de taler sådan om andre kvinder foran mig, hvordan taler de så om mig, når jeg ikke er der? Kan jeg regne med at blive mødt som den kunstner, jeg ser mig selv som? Hvordan kan jeg være sikker på at blive taget alvorligt, når jeg kommer med det, jeg betegner som mit livsværk? Jeg har mistet tilliden til det for længe siden.
Jeg sad sidste år med en mandlig erfaren dansk producer, som har leveret masser af produktioner og hits for artister på store pladeselskaber i små 20 år, og han sagde ligeud, at med de mandlige artister følger der flere penge til produktion. Der er også flere ansatte på projektet til at hjælpe musikken frem, og derudover er der plads til flere svipsere hos dem, der er længere line. Med de kvindelige artister skulle den gerne være der med det samme. Når det forholder sig sådan, så fortænker jeg da ikke pågældende dygtige producer i (måske) at foretrække at producere for de mandlige artister – flere penge, bedre promo og fodarbejde og mere tiltro til evnerne, herunder større chance for, at nogen vil arbejde for succesen. Jeg bad ham om at gøre pladeselskaberne opmærksom på deres egen ageren, men jeg kan jo godt se, at en freelancer som ham skider i egen rede ved at gøre det. “Er I klar over, at I ter jer sexistisk” er ikke ligefrem noget, der resulterer i lønstigning og mere arbejde.
Og det er her, vi lander. Når alle the good guys beslutter sig for at være blinde over for egen indgroede sexisme, og at dem, der sagtens kan se, at det finder sted, også holder deres kæft og putter pengene i lommen, er det i mine øjne meget værre og langt mere skadeligt end et dagblad, der søger kliks.
Det ødelægger talent og motivation. To ting som skal fodres og nurses, hvis vi vil bygge oven på den kulturarv, vi har, hvis vi vil noget originalt og nyt, hvis vi vil lyttere og publikum noget mere end at have fingrene i deres penge. For en ting er, hvad medierne har sagt af grimme ting om en kunstner som eksempelvis Medina, men noget andet er, hvad jeg har hørt branchens mænd sige. Så er det, at jeg lander et sted, hvor jeg synes, at prisen for at nå Medinas niveau, altså toppen, er ret høj, og den virker ikke til at være lige så høj hos de mænd, der har taget himmelflugten, og jeg ender med at spørge mig selv, om jeg selv ville være klar til at betale den pris.
LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Kvindelige musikere vinder indpas, og vi har ingen andre at takke end kvinderne selv
Jeg var nomineret til kritikerprisen Steppeulven i 2017 som tekstforfatter, og vedkommende, en mandlig anmelder fra et respekteret dagblad, der skulle uddele prisen, benyttede i sin motivationstale lejligheden til at svine Medinas tekster til for at fremhæve aftenens nominerede tekstforfattere. Jeg gik i baren bagefter og spurgte ham om, hvad han egentlig selv har bidraget med, hvad han selv har skabt? Medina har trods alt skabt lydtapetet for et årti, skrevet sange som vil blive klassikere, ikke på trods af, men på grund af teksterne.
Jeg sagde til ham, at taktikken ikke virker mere, at han ikke skal træde på Medina for at fremhæve mig, at et årti i toppen af dansk popmusik bør aftvinge respekt, og hvis ikke han kan anderkende, hvad hun har skabt, så er jeg ligeglad med en hvilken som helst pris, han kunne give mig! Og det er blevet nemt for mig at sige fra over for journalister som ham. At tage det på mig at opdrage dem. Det er langt sværere i egne rækker, mændene i pladebranchen. Dem, som skal tro på mig som kunstner, men finder mig besværlig, når jeg siger ting, jeg har siddet overhørigt i 15 år højt.
Men nu er der sket noget med kvinderne i musikbranchen, vi er begyndt at holde sammen, at løfte hinanden, ikke at købe idéen om, at “der kun kan være en” og vigtigst af alt, så fortæller vi også hinanden om de oplevelser, vi har været ude for i branchen, og med hvem. Og I skal alle vide, at vi har tænkt os at holde sammen, og at vi ikke længere holder kæft.
Jeg tror på, at store holdningsforandringer kun kan trænge igennem til et folk gennem popkulturen, og at min vigtigste rolle som kvindelig sangskriver derfor er at være der og blive ved med at skrive sange og optræde.
Jeg ved ikke, om man kan nå Poul Madsen og Treo, men jeg håber, at vi kan nå alle jer mænd (og alle one of the boys-kvinderne), der betragter jer selv som “good guys”. Kom nu, be the change! For der er en komet på vej, og er du dino, så dør du!
Kommentarer som disse er udtryk for skribentens egen holdning.
