x

JESPER BINZER-INTERVIEW: – Drømmen er at kunne følge drømmen

JESPER BINZER-INTERVIEW: – Drømmen er at kunne følge drømmen

I februar havde D-A-D lige spillet til Monsters of Rock Cruise i Miami. Da de kom hjem, spillede de til en privat fest, og umiddelbart efter lukkede hele Danmark ned. Men hvad gør man så, når man har det sådan, at musik er lige så vigtig som ilt? Jo altså, hvis man hedder Jesper Binzer, synger man sine følelser ud og indspiller en corona-plade. GAFFA har mødt den karismatiske rockstar til en af hans få intim-coronakoncerter.

– Vi skulle have spillet Royal Arena og Boxen i Herning, og om sommeren var der Copenhell, Sweden Rock og Tons of Rock. Så det var de tre store skandinaviske heavyrockere. De er udskudt, men lad os nu se, hvad det ender med. Det er svært at holde optimismen i fuldt flor, lyder det fra Jesper Binzer, der dog bryder ud i latter og adskillige smil, da GAFFA møder ham forud for en intim coronakoncert på Pavillonen i Grenaa.

En time før han står på scenen og brøler: ”For fanden i helvede, Grenaa!” får Binzer og GAFFA en lang og reflekteret snak om det nye album, livet som musiker i en corona-tid og ikke mindst drømmene. I Binzers band har de en regel om, at man bliver smidt ud, hvis man klipper sig korthåret, fortæller energibundtet Søren Andersen grinende, mens han laver grimasser til ære for GAFFAs lige så energiske fotograf, Morten Rygaard. ”De to DAMP-børn”, kalder Jesper Binzer dem kærligt, mens bandet i baggrunden begejstret vender udsigten til et nyt Gojira-album.

”Jeg har siddet derhjemme i joggingbukser”

Efter en veloverstået fotosession med Rygaard og en gang aftensmad finder Binzer og GAFFA en stille krog, og man kan jo lige så godt starte med at pege på den store coronaelefant i rummet.

Da vil talte sammen i forbindelse med udgivelsen af D-A-D-albummet A Prayer for the Loud, spurgte jeg – indrømmet, meget fanboy-agtigt – hvordan det var lykkedes dig at bevare så stærk en vokal, fordi du synger så pissegodt på den plade. Svaret var: ”use it or lose it”. Har det kunnet mærkes her, hvor du ikke har kunnet spille koncerter?

– Absolut. Musik er virkelig en måde at trække vejret på for mig, har jeg fundet ud af. Jeg har altid elsket at være i studiet, i øvelokalet, at lave lydprøve – jeg synes bare, det er sjovt, det hele. Og det bliver jeg ved med at synes. Jeg synes også, det er fedt at sidde hjemme på sofaen og finde på sange. Så hvis jeg helt skulle stoppe med at lave musik i denne periode, så ville det gå ned for mig. Har du set den der Aaron Hernandez-dokumentar på Netflix?

Nej. 

– I den viser det sig, at han (Hernandez, amerikansk footballspiller, red) har hul i hjernen. Og sådan føler jeg det også. Det hul, jeg har i hjernen, kan kun fyldes ud af musik.

Så den nye plade er simpelthen opstået ud af ren og skær nødvendighed for dig?

– Helt sikkert! Jeg havde lavet et par demoer med Søren (Andersen, guitarist og producer, red.) for halvandet års tid siden – nogle sange, jeg havde skrevet før A Prayer…, så de lå klar, for planen var jo, at hele 2020 og 2021 skulle handle om D-A-D. Jeg havde ingen tanker i retning af at lave en ny soloplade. Sangene skulle bare ind på lageret, så jeg kunne finde dem frem på et tidspunkt og vurdere, om de var gode nok til at komme med på et album. Så var der renset ud i hjernen, og det der hul kunne blive fyldt op af ny musik.

Det er en decideret coronaplade?

– Det er det i den grad. Jeg startede med at male alt træværket i huset, og da det så var klaret, var der ikke længere nogle undskyldninger, så jeg har siddet derhjemme i sofaen i joggingbukser og en akustisk guitar og skrevet de sange, der er kommet med på pladen her.

Artiklen fortsætter under videoen

Arbejdsskade

“Don’t let them make you choose sides”, synger du i nummeret af samme navn. Hvorfor må man ikke vælge side?

– Det må man ikke, fordi i det øjeblik man vælger side, så lukker man også nogle muligheder for sig selv, og man skal huske at holde sig fri og være den, man er. Man skal ikke være med på et hold, bare fordi der er nogen, der siger det. Man må meget gerne blive ved med at være det unikke menneske, man er og udvikle sig. Sangen er inspireret af, at jeg læste en artikel om det underlige i, at mange inhouse terrorister er anden- og tredjegenerationsindvandrere. Unge mennesker, der har gået i europæiske skoler og børnehaver, der er blevet radikaliseret. Og grunden til, at de er det, er jo, at de har stået imellem to kulturer og følt, de skulle vælge side. Så når det land, de bor i ikke har behandlet dem ordentligt eller taget ordentligt imod dem og deres forældre, er de gået i en anden retning. Det synes jeg bare er så sørgeligt.

I Drown Waving synger du om skellet mellem den, man er, og den man kunne være blevet. Hvem kunne du selv være blevet, hvis ikke du var blevet til den, du er i dag?

– Uha, det er svært at svare på. Altså, selve sangen handler jo om narcissisme og om at være så navlebeskuende, at man ikke får set sig ordentligt omkring. Og det er jo en arbejdsskade, jeg har lagt mærke til ved mig selv. Jeg synes, en tekst skal skrives ud fra et personligt sted, og så er det, man begynder at gå rundt og pille i navlen, og tænker: ”Okay, hvad er det egentlig, jeg mener, når jeg stripper den der sammenkogte ret, som samfundet og familien udgør væk? Hvad er der så tilbage?” Så bliver man meget selvoptaget, og den tekst handler om, at det kan blive lige lovlig meget, det der med at lede i sig selv i arbejdsøjemed. Det er en diagnose, der har fulgt mig i mange år, så jeg har aldrig rigtig haft muligheden for at finde ud af, hvem jeg ellers kunne have været blevet til, hvis ikke jeg var blevet den, jeg er.

Når man dykker ned i teksterne på både Dying Is Easy og den nye her, så er der jo en væsentlig forskel i forhold til de tekster, man møder på et D-A-D-udspil. Det bliver mere personligt på dine solo-plader.

– Ja, og det gør det, fordi vi jo er flere om at skrive teksterne i D-A-D, og i bandet står jeg jo også og ser på de mennesker, jeg spiller med og tænker: ”okay, hvor er vi henne?” Stig kommer med en masse fede one-liners og haiku-digte, som vi blander ind i teksterne. Så på den måde er det mere et puslespil, hvorimod tekst og melodi er kommet næsten samtidig på stort set alle mine egne numre. Det har været en ting for mig, når jeg har noget at fortælle: det starter med en sten i skoen, og så synger jeg om det på en bestemt måde, og dér opstår melodien. Og så er det i sig selv noget, og bagefter skal jeg ikke selv sidde og dissekere, om det er et godt eller dårligt nummer. Det var en følelse med en melodi på, og så er det sådan, det er. Der er naturligvis nogle numre, jeg smider ud, men det er et alibi i sig selv, at det er en reel ting: en melodi og en følelse sat sammen, det må være musik. Det må være godt nok.

Du er jo gammel skater. Hvordan har du det med de der elektriske løbehjul rundt omkring?

– Jeg har ikke prøvet dem endnu. Det havde jeg meget lyst til lige i starten, men jeg har ikke fået det gjort endnu. Til gengæld er jeg stor fan af city bikes’ene, der er i alle de europæiske storbyer. Dem har jeg brugt meget. Men de der løbehjul … de er ikke lige mig. 

Artiklen fortsætter under videoen

Musik og følelser

Når man lytter til pladen, er der særligt ét bestemt ord, der går igen, og det er ordet ”dream” eller ”dreams”. Hvad er dine drømme lige nu?

– Faktisk har mine drømme været meget det samme i lang tid, og drømmen er at kunne følge drømmen. Så dér har du din overskrift, haha!

Jeps, tak. Den snupper jeg!

– Selv tak! Altså, jeg har lært at elske den irrationalitet, der er i musik og følelser. De ting, jeg ikke kan få styr på ved mig selv, kan jeg godt få styr på med musikken, og jeg kan få retning på mine drømme via et konkret stykke kunstnerisk arbejde. Det er virkelig dejligt at kunne give mig selv nogle af de her frihedsvinger og selvtillidsboosts ved at sige til mig selv, at de ting, jeg tænker, siger og føler er okay. At jeg gerne må leve mine drømme ud, uden at producere noget, andre skal bedømme udefra, jeg må gerne prøve at flyve med de drømme, der er, og sådan har det været i 35 år – at jeg har prøvet at finde længere ind i mig selv. Vi startede jo som et tegneserieband, hvor vi kun så os selv udefra. Vi havde heller ikke noget indre at byde på, så vi så os selv udefra, og det har været en rejse fra det ydre til det indre. I takt med at man bliver mere reflekteret og bevidst, er det fedt at lære sig selv og sine drømme bedre at kende.

I forlængelse af det, rummer ”Life Is Moving” en opfordring til at være sig selv med ordene: ”don’t follow anyone’s plans”. Er det noget, du selv har oplevet udfordringer i forhold til?

– Ja, det er det. Der er mange af numrene på pladen, der er frihedssange. Og det kan man så tolke som, at jeg er ”fri fra det gamle band”, men det er nu ikke det, det handler om. Det er snarere min egen frihed, hvor jeg ikke skal tage hensyn til nogen, som har været sjov at følge til dørs, og det har været en kæmpe oplevelse at have tillid nok til mig selv til at stå ved det, jeg har lavet. Det er et liv i ubalance, fordi der altid er mange mennesker til at bedømme mig. Altså når jeg er på arbejde, ikke derhjemme. Aldrig derhjemme.

– Men når jeg er på arbejde, kommer folk og siger: ”Gud, hvor er du fed! Hold nu kæft, hvor er du fed. Du er federe end mig.” Og så siger jeg: ”Nej, jeg er ikke federe end dig”, og så siger de: ”Jo, det er du, du er meget federe end mig”. Og det handler jo om, at jeg skal være fed for deres skyld. Jeg er ikke federe end dem, men det har de brug for, at jeg er, når jeg skal op på den der scene at stå. Og på den måde kan det være let at føle sig fanget i andres forventninger. Jeg er i bund og grund en pleaser, der hopper på tungen, hvis folk beder mig om det, og jeg er ikke bange for opmærksomheden, så det er let at køre med på, men altså, det er tit, jeg må sige: ”Jesper, slap nu af. Vær nu dig selv.” Og det er det, jeg synger til mig selv om. 

”Jeg leder efter en frihed, som ikke skader nogen”   

Er det angstprovokerende eller er det befriende selv at skulle stå på mål for sangene?

– Det er meget frigørende, når nu følelsen og melodien kommer på samme tid, for så synes jeg ikke rigtig, jeg kan gøre noget ved det. Så må jeg stå ved det. Hver eneste gang, jeg ser på det udefra – noget, jeg prøver at lade være med – så melder tænkerne sig på banen: Hvorfor skal jeg begynde at bede om opmærksomhed nu som 54-årig? Jeg burde jo bare sætte mig ind i det gamle orkesters bil og så ellers bare være i det. Hold nu op med det der med at udfordre dig selv, hva’ fa’en sker der for dig?! Når jeg begynder på alt det, så bliver det hårdt, og så skynder jeg mig tilbage til drømmene, hvor jeg falder til ro igen. Jeg leder efter en frihed, som ikke skader nogen, at være så fri som muligt, uden at det går ud over andre. Det er også derfor, jeg ikke er kirurg eller ingeniør, for der ville man kunne skade andre, hvis man virkelig syntes, man skulle gå efter sin egen navle, haha!

– Der er en eskapisme i at nynne en melodi for sig selv og dagdrømme. Jeg vil bare gerne have fred til at være fri, og jeg vil helst ikke have det sådan, at jeg ødelægger noget for andre. Jeg bruger meget tid på at udvide friheden, og det gør vi også i D-A-D. Der skal være plads til dårlige numre på pladerne, for vi skal hele tiden videre, før væggene begynder at kvæle os. Jeg vil bygge et billede op af mig selv, hvor folk ikke har andre forventninger til mig end dem, jeg selv kan leve op til. Fordi jeg er en pleaser, tynger forventningerne; jeg er ikke et røvhul, jeg er ikke en Gallagher-bror, der render rundt og er arrogant. Sådan er der mange mennesker, der gerne vil have, at jeg er, men jeg kan ikke være behjælpelig med det der.     

Hvilket er utrolig rart, når man nu skal sidde og snakke med dig. Man fornemmer, du har en tro på ungdommen, når du synger ”just listen to the kids this time”…

– Helt klart, når min søn på 18 har venner med hjemme, og jeg taler med dem, tænker jeg: ”Det skal sgu nok gå, det hele.” Men lige nu synes jeg, der er lidt for mange gamle hvide mænd, der sidder på magten i verden, i forhold til hvor vi er nået hen. Man kunne godt forestille sig, at der var nogle tektoniske plader, der snart skulle knække, haha! Det er som om, det er det sidste gylp af gamle, hvide mænd, vi får her.

Til gengæld er det et ordentligt gylp.

– Haha, ja et ordentligt ildelugtende gylp! Det er sjovt at se tingene over for hinanden. Vi har en Greta Thunberg, der gør én ting og en Boris Johnson, der gør noget helt andet og Trump, der er helt syg (samtalen fandt sted, før præsidenten blev smittet med COVID-19, red.). Fronterne er virkelig trukket op.

Men hvis du så selv skulle tage ”sur gammel mand”-hatten på, er der så ikke noget, der irriterer dig ved ungdommen?

– Jo … At de overhaler mig, haha!

Albumcoveret: Klovnen og Dr. Corpsepaint

– Klovnen og Dr.CorpsePaint … Svend og Bent, det er to sider af mig. Klovnen er det syngende CVR-nummer, ham der hopper på tungen for et bifald og ham, der laver en Jesper Binzer-entré, aflæser hvad andre mennesker har af forventninger og leverer det hurtigt og åndssvagt.

Dr. CorpsePaint er en kompromisløs kunstner, der faktisk kun gider at leve i høj blodspænding og ærlige sandheder, og som ikke kan udstå fornuft og usikkerhedsformindskning. Han synes, at det at være lykkelig er at være ukreativ, og at alt har en mørk bagside. Og inde i midten står Jesper og bliver kastet rundt i manegen af disse to, der lever af irrationalitet og disruption og prøver at få ro nok til at kigge sine nærmeste i øjnene, men aldrig, aldrig lykkes med at finde det smukke i hverdagen.

Søren Andersen om Jesper Binzer

Ligesom Dying Is Easy er også Save Your Soul produceret at det musikalske energibundt og guitargeni Søren Andersen. Vi har spurgt ham, hvad det nu lige helt præcist er, han kan, ham Jesper Binzer:

– Han er jo det første svar på en David Lee Roth- eller Steven Tyler-type-frontmand, vi har haft her i Danmark. Gasolin’ gjorde noget andet, det var en helt anden opskrift. Den første rigtige, langhårede power-frontmand, vi har, det er Jesper Binzer. Og han er stadig glødende og relevant. Hen er jo en voksen mand i dag, men han er stadig nysgerrig og farlig og ikke til at styre på tolv tønder land. Det er det, der gør, at han er fed at spille med for sådan en som mig: han er enormt ægte. Han er fucking sjov og til stede hele tiden. Og så er han kropumulig på den fede måde, en ægte rockstjerne. Jesper er the real deal.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Så holder Binzer igen åbent i skydeteltet


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA