x

TILBAGEBLIK: Grungens glemte helte

TILBAGEBLIK: Grungens glemte helte

Når man taler om grunge, glemmes det vigtigste og bedste band næsten altid.

Der er så utrolig stort fokus på Nirvana og Pearl Jam hele tiden, og hvis nogen formår at komme videre fra de to, ender de altid ved Soundgarden og Alice In Chains. Men det fantastiske band, der aldrig slog igennem og altid bliver glemt, er TAD. I denne artikel fokuserer vi på bandets tid i det legendariske pladeselskab Sub Pop.

Gruppen blev dannet af slagter og trommeslager Tad Doyle i 1988 og var et af de første bands, der underskrev kontrakt med det nye pladeselskab Sub Pop i Seattle. TAD var også det band, som alle de andre Seattle-baserede grupper så op til og dem, der generelt blev anset for at være Sub Pops store band. Alene det faktum, at Nirvana brugte de samme producere som TAD gennem hele karrieren, siger lidt om det. Doyle og hans medmusikere spillede en tung og benhård rock, der lånte mere fra 70's hard rock end fra punk og var kompromisløs på en måde, som intet band på Sub Pop kom så meget som tæt på. Men en blanding af dårlige beslutninger, stoffer og et gennembrud, der aldrig kom, førte til sidst til, at bandet sagde farvel og tak efter ti års uafbrudt koncert-ræs på små, svedige klubber.

GOD’S BALLS (1989)

Den første plade fik navnet God’s Balls og er tung, hård og virkelig, virkelig vidunderlig. Der er enormt massive riffs, grim sang og som altid med TAD: utrolig godt trommespil. Men med medlemmer, der ikke gav meget for tøj eller udseende og en titel, som amerikanske pladebutikker ikke ønskede at have noget at gøre med, gik den desværre ubemærket hen for de fleste, undtagen de andre Seattle-bands.

SALT LICK (1990)

Da det var tid til en efterfølger, henvendte bandet sig til Steve Albini, som med Salt Lick hjalp TAD med at skabe en moderne klassiker. Salt Lick er en seks-sangs plade, hvor guitarer hyler, trommer brager og rundgangen løber om kap med sangen. At albumcoveret er prydet med en monstertruck, føles helt rigtigt og er et perfekt billede af, hvordan musikken knuser dens lytter. Albummet blev optaget live og uden omkostninger på to dage i Chicago, og Albini satte en grænse ved to indspilningsforsøg. Hvis de ikke fik sangen i skabet, blev den droppet, og de fortsatte. Og det kan høres, idet albummet har en vanvid og desperation, der er svær at slå. Især åbningen med ”Axe To Grind” er ren perfektion, når det kommer til tung, hård rock.

8-WAY SANTA (1991)

Til tredje plade ønskede bandet en renere og lidt mere poppet sound, så de gik til Butch Vig i Madison, Wisconsin for at indspille 8-way Santa (En plade, som havde stor indflydelse på, at Nirvana brugte Vig til Nevermind).

Dette album skulle have været TADs gennembrud. Det er stadig hårdt, men med et mere åbent lydbillede og stærkere melodier, og det rummer måske TADs største "hit", nemlig ”Jack Pepsi”. Det er dog her, bandets problemer begyndte. Til coverfotoet havde de valgt et billede af to hippier, de fandt på et loppemarked: en mand med en hånd på en kvindes bryster. Kvinden fandt efterfølgende pladen i en butik og anmeldte bandet til politiet. Alle cd’er måtte trækkes tilbage og genudgives med et sjusket bandfoto på forsiden. Trommeslager Steve Weid forlod gruppen for at tilbringe mere tid derhjemme, og Pepsi sagsøgte bandet for at have lavet en sang med navnet ”Jack Pepsi” (derfor er den nuværende titel ganske enkelt ”Jack”). Så alle pengene og al magten gik til højere magter, som man ikke kan hamle op med, og mens pladen forsvandt i butikkerne, gik luften ud af ballonen.

Skam over den, som giver slip

Men så remastererede God's Balls-produceren Jack Endino alle tre Sub Pop-plader og singler, tilføjede b-sider og demoer, og hvad der især er spændende er, at han inkluderede TADs allerførste singler ”Daisy” og ”Ritual Device”. Singlen blev i sin tid indspillet alene af Tad Doyle, mens han var trommeslager i H-Hour. Han spillede alle instrumenterne selv, og bandet TAD blev senere dannet som et band til at udføre Tads solo-sange. Sammen med andre ekstra sange på disse plader er musikmaterialet en sand guldgrube, som vi kan takke tilfældighederne og rockens ustoppelige evne til at overleve for. Lad os aldrig give slip på TAD, grungens glemte helte.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA