x

BEDST LIGE NU: 12 nye og håndplukkede tracks

BEDST LIGE NU: 12 nye og håndplukkede tracks

Få inspiration til en opgradering af din personlige playliste med vores 12 udvalgte sange, som du virkelig bør tjekke ud. Hør sangene nedenfor, følg playlisten på Spotify og vær firstmover med GAFFA i baghånden. 

Shame – Snow Day

Britiske Shame har siden 2018 gjort britiske og internationale publikationer våde i bukserne med et friskt take på artpunk, der er tilpas frem- og tilbageskuende til at være værd at bruge sin tid med. Singlen ”Snow Day” er en omskiftelig, dystopisk vinterhymne, der modsiger onde tunger om, at rocken er død.

Saveus – Traitors

Saveus dukkede op, sejrede og forsvandt så igen. Den dygtige Martin Hedegaard i front for Saveus er dog endelig tilbage igen med singlen ”Traitors”, der er en del af soundtracket til den nye film i den über-populære afdeling Q-serie, Marco Effekten. En flot, filmisk ballade, der minder om en gedigen temasang til James Bond.

Kira Skov og Mette Lindberg – Dusty Kate

Et samarbejde mellem Kira Skov og Mette Lindberg lyder egentlig som en konstellation, der sagtens kunne været sket noget før. Men det er sket nu, og resultatet er denne støvede americana-hyldest til ingen ringere end Kate Bush. De to sangeres særegne stemmer skaber en smuk hybrid på denne fængende duet.

Gurli Octavia – X-Ray (Edit)

Danske Gurli Octavia er kommet langt fra sine fine, lo-fi-folkede sange i ’10’erne, og hendes nye single ”X-Ray” er ikke en undtagelse. Selvom lydbilledet er blevet mere nuanceret og, nå ja, hi-fi-agtige, er musikken håndspillet, umiddelbar og melodisk. Octavias stemme er sårbar og varm på denne flot svungne ballade.

Run the Jewels feat. Royal Blood – The Ground Below

At det amerikanske hiphop-mirakel Run the Jewels skulle finde sammen med den britiske rockduo Royal Blood, kan virke en smule syret. Ikke desto mindre er det realiteten på det hårdslående remix ”The Ground Below”, hvor Killer Mike og Mike Kerr deler mikrofonen på en raprocket knytnæve.

Wolf – High Waist Jeans

Den New York-baserede singer/songwriter Julia Wolf har fået en del opmærksomhed for sin skæve altpop, med self-empowerment-tekster. På ”High Waist Jeans” blandes bløde, elektriske guitarer med trap-baserede 808-trommer og en tekst om at føle sig hjemme i sin egen krop – og tøj.

JEZ_EBEL – Blossom

Norske JEZ_EBEL har arbejdet sig op fra den kultiske undergrund og er blevet en af de helt store upcomingdrømme hugget i den norske granit. Hendes specielle miks af r&b, retro-soul og latinjazz blomstrer i fuldt flor på debut-ep’en Blossom, hvor den fjerlette, Sade-lignende titelsang også er taget fra.

Nikolaj Nørlund feat. Oh Land – Rumskib

Et vellykket samarbejde mellem en af dansk indies dygtige stemmer Nikolaj Nørlund og allestedsnærværende Oh Land. ”Rumskib” er en tilbageskuende tweepop-duet, der lyder som taget ud af Det Elektriske Barometer i 2004. En blød, varm sang til en kold tid, hvor begge sangeres vokaler virkelig kommer til deres ret.

Two Another – Be Alone

Australsk/amerikanske Two Another er et samarbejde mellem Angus Campell og Elliot Porter, der i mange år har arbejdet på tværs af verdens grænser. Den sofistikerede soulballade ”Be Alone” er en del af ep’en Two Sides og lader Porters varme stemme indgå i et lydbillede, der er lige dele Marvin Gaye og Massive Attack. 

Ela Minus – Megapunk

Colombianske Ela Minus gjorde sig populær blandt musikfans med technopop-albummet Acts of Rebellion i oktober. Et album, der fik vores egen anmelder op af stolen med hele fem stjerner. Nu er pladens højdepunkt – den aggressive ”Megapunk” – udkommet som single, og sangen er stadig lige så destruktiv, medrivende og teknologisk som på pladen.

Demon Head – The Triumphal Chariot of Anatomy

Danske Demon Head er kendt for at smide en masse forskellige genrer i den smeltedigel, de selv har valgt at kalde ”diabolsk rock”. Eller måske er det nærmere en heksegryde? Deres nye single er i hvert fald mystisk, dyster og teatralsk, med en metallisk energi, uden det nogensinde bliver larmende.

PJ Harvey – Angelene (Demo)

Det seneste år har den britiske altrock-stjerne sat gang i den obligatoriske remaster af bagkataloget. Dog udsender hun også sine gamle demoer. Nu er tiden komme til Is This Desire? fra ’98, hvor vi her får en skrabet, rå version af åbneren ”Angelene”, der skræller originalens folkede instrumentering fra. Åh, PJ Harvey!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA