x

TOMAS HØFFDING-INTERVIEW: "Min musik skal være som en gummicelle"

TOMAS HØFFDING-INTERVIEW: "Min musik skal være som en gummicelle"

Coronakrisen har fået mange musikere til at sadle om. Også Tomas Høffding. Han er vant til at flyve verden rundt på business class som sanger og bassist i trioen WhoMadeWho, der har været aktive i mere end 15 år, men når han skal lave promotion for sit første soloalbum i eget navn og det første på dansk, Ild, Drømme, Frihed og Fred, tager han toget rundt i Danmark – på orange billet. Det generer ham dog ikke at køre igennem de sneklædte landskaber, tværtimod.

Vi har aftalt at lave interviewet gående, men da det pludselig begynder at regne, bliver vi enige om at rykke til GAFFAs nærliggende redaktionslokaler i det indre Aarhus. I to meters afstand, naturligvis.

Det var den globale pandemi, der bremsede WhoMadeWhos utrættelige turnéaktivitet og dermed gav Høffding tid til at færdiggøre albummet, men det begyndte for flere år siden, fortæller han.

– WhoMadeWho er tre mennesker. Vi startede meget elektronisk, med temmelig abstrakte tekster, så blev vi mere sangskriveragtige, og de sidste fire år er vi gået mere tilbage til det elektroniske, og det er det helt rigtige for det band. Jeg har dog altid siddet med min guitar eller tangenter og skrevet sange ved siden af. For tre år siden arbejdede jeg på nogle nye sange til mit projekt med Lydmor, Lydmor & Bon Homme, men Jenny (Lydmor, red.) fik meget travlt med nogle andre ting, så det blev sat på pause. Så havde jeg pludselig noget overskydende tid, og jeg var i forvejen inde i et flow, hvor jeg tænkte, at nu vil jeg skrive en sang om noget, jeg har lyst til at skrive om, og som verden har lyst til at høre. Ikke som i WhoMadeWho, hvor det i højere grad har været viben og stemningen, der har bestemt teksten, siger Tomas Høffding og fortsætter:

– På et tidspunkt var jeg oppe på min ødegård i Sverige. Her sad jeg en aften og drak mig fuld og kiggede på Månen, og så fik jeg et klarsyn, hvor jeg fik en følelse af, hvordan hele verden hænger sammen. Det skrev jeg så en sang om på engelsk, men for sjov prøvede jeg at oversætte den til dansk, og så gik det stille og roligt op for mig, at den danske tekst var mere interessant. Jeg havde også skrevet en sang til WhoMadeWho, men de andre kunne ikke lide den, og så oversatte jeg den til dansk, og den blev meget god. Og ret hurtigt tænkte jeg: Fuck det, nu laver jeg en plade med danske sange.

En af fordelene ved at synge på dansk er, at fans i Danmark lytter bedre efter, forklarer Tomas Høffding.

– Folk lytter altså mere grundigt rent ubevidst, når de hører noget på deres modersmål. Det har jeg oplevet med WhoMadeWho rundt om i verden. De lytter mere efter til vores tekster i USA og England end andre steder. Jeg har haft fokus på det græske begreb melopoeia, hvordan ordene ligger i munden. Hvordan de lyder godt rent fonetisk. Måske er det derfor, der er relativt mange i udlandet, der lytter til mine sange på dansk. Lars H.U.G. er rigtig god til det, og Jenny går også meget op i det. Det var hende, der introducerede mig for begrebet, da vi skrev sammen på vores duoplade.

Se videoen til "Kaster alt det jeg var ind i bålet" – artiklen fortsætter under videoen

Larsen, Linnet, Leonard og Frank

Hvad har inspireret dig, tekstmæssigt og musikalsk?

– Jeg har prøvet at lave noget, som var på kanten af det banale, noget, der kunne gå rent ind.

Jeg har brugt meget energi at finde min egen tone, og jeg har lært meget om dansk musik. Jeg har tidligere ikke lyttet så meget dansk musik, når jeg skulle inspireres, for WhoMadeWho er jo et internationalt band. Tekstmæssigt har jeg denne gang lyttet til danske musikere, men musikalsk har jeg stadig lyttet til udlandet. Jeg har prøvet at lave den ultimative plade og tænkt over: hvad er det for nogle få, vigtige ting, jeg vil have med i musik, og hvad vil jeg ikke have med?

– Min plade skulle have noget af Kim Larsens Værsgo og Anne Linnets Jeg er jo lige her. Der er en direkte kommunikation med lytteren, en hjertelighed og en direkthed på de plader. Og Leonard Cohens Ten New Songs, den mest rolige plade ever; jeg bliver aldrig træt af den. Og 70’er-Springsteen-sange, da han var helt ung, før det blev stadion-shit og store overarme. Den følelse af at sidde der med uro i kroppen, længsel og desperation, den er fantastisk. Jeg har også trippet over Frank Oceans Blonde, hans sound lyder så nutidig, og denne plade skulle også lyde nutidig og sofistikeret. Og jeg ville ikke have et kækt popnummer på pladen. Jeg er lydmæssigt og produktionsmæssigt inspireret af den internationale elektroniske scene, eksempelvis Rüfüs Du Sol, og ikke den danske, men ellers har jeg prøvet at finde en lille plet på landkortet, hvor man kan sætte sit eget lille musikhus. Jeg synes heller ikke, man kan sige, at denne her plade lyder som noget andet.

Tomas Høffding understreger, at hans plade først og fremmest handler om kommunikation.

– Jeg vil gerne lave inkluderende musik, som får folk til at føle sig tættere på hinanden og få det bedre end sig selv. Det var også lidt som en reaktion på valget af Donald Trump. Der er mange, der har reageret på ham ved at lave depressiv eller edgy musik, men jeg ville gerne gå den modsatte vej og lave en plade, der var en krammer. Det er mit take på desperation og angst. Min musik skal være som en gummicelle, man kan kaste sig rundt i, kontant og blød på samme tid. Den skal føles som en god, dyb, men også lidt kontant gang massage.

Mange af sangene handler om barndommen og ungdommens følelser, og det er der en særlig grund til, fortæller Høffding:

– Jeg startede med et dogme om, at der ikke måtte være kærlighedssange på albummet, men det gik jeg væk fra, for ellers blev sangene ikke vedkommende nok. Men jeg ville gerne skrive sange om drømme, længsel og desperation, og så er det let at tage fat i ungdommen. Hvis du er 19 år gammel i New Jersey, kommer fra en fattig familie, og din far er et dumt svin, som det gjaldt for Springsteen, så er det oplagt at skrive om længsel. Det er sværere, hvis man er midt i 40’erne, har en god familie i en andelslejlighed på Vesterbro og spiller i et velrenommeret diskoband. Det er let at blive kedelig og tilsandet, når man er blevet voksen. Der er mange på min alder, der tænker, at nu skal vi gå tidligt hjem for at undgå tømmermænd, og de holder sig i deres komfortzone. Det vil jeg gerne udfordre, uden at blive barnagtig.

Mande-musen Johannes

En af sangene på albummet er ”Ringede til Johannes”, som handler om Høffdings barndomsven af samme navn.

– Han er lidt en mande-muse for mig, og jeg har skrevet flere sange om ham gennem årene. Vi har kendt hinanden siden 5. klasse, det var ham, der introducerede mig til Bruce Springsteen, og vi begyndte at spille i band sammen, da vi gik i 9. klasse. Dengang tænkte vi, at det ikke kunne gå hurtigt nok med at finde nogle damer og rejse verden rundt med vores musik, og vi er stadig gode venner, selvom vi også har været lidt fra hinanden på et tidspunkt. Der er mange i min alder, hvor deres kærester og deres børn bliver deres primære kærlighedszone, men der er jo mange slags kærlighed. Og hvordan kan man gøre man gamle venskaber nutidige? Der er mange venskaber med voksne, der består i at drikke noget alkohol og tale om noget, man gjorde engang. Det må vi kunne gøre bedre.

Hvad synes Johannes så om sangen?

– Han kan godt lide den og er meget beæret, selvom han slet ikke hører sådan noget musik. Den starter i øvrigt med samme akkorder som Springsteens "The River", og derfor er produktionen helt anderledes, meget elektronisk, for at trække sangen i en anden retning, siger Høffding og tilføjer, at Johannes i mange år har været leder af en ungdomsklub, men netop er færdiguddannet som filosof.

Artiklen fortsætter under videoen

Som du selv siger, har du styr på både karriere, økonomi og familieliv. Hvad har du selv tilbage af drømme her i midten af 40’erne?

– Jeg har stadig masser af drømme. For eksempel at tage ud at spille de her sange og få et langt liv i selskab med sangene. Det kunne være fedt at have nogle sange, som virkelig betyder noget for folk, og at de også synger med på Johannes-sangen om 10 år. Jeg har heldigvis allerede fået god feedback. I øvrigt havde jeg aldrig drømme om at blive en feteret rockstjerne, da jeg var ung. Man skal nok have et hul indeni for at søge den form for bekræftelse, som Bono siger, og det har jeg vist haft en for tryg barndom til. Drømmen var bare at tage rundt i verden og spille med mine venner og have et fællesskab med dem omkring musikken. Og det må jeg jo sige at kunne sætte et kæmpestort flueben ud for. Og der er mange mennesker rundt om i verden, der har WhoMadeWho som deres yndlingsband, synger med på alle sangene og græder, når de ser os. Vi spillede eksempelvis i to år i træk på Burning Man (stor, kultdyrket festival i Nevadas ørken med fokus på selvskabelse, red.) i 2018 og 2019.

Spiller det hele selv

Albummet er et soloalbum med stort S, for Høffding spiller samtlige instrumenter bortset fra saxofon, som bliver betjent af Gustaf Ljunggren, og så er det den gamle Bon Homme-kollega Lydmor, der synger kor. Coveret er skabt af musikerkollegaen Kasper Bjørke og viser et billede af Tomas som niårig.

– Der er mig, der sidder hos min far og lader som om, jeg spiller på hans klaver klædt ud som min far. Men fingersætningen er forkert, og jeg var heller ikke begyndt at spille klaver dengang. Min far spillede en masse klassisk klaver, og som ung overvejede han at søge ind på konservatoriet, men så blev han ingeniør. Jeg kommer fra et hjem med musik, men mine forældres pladesamling blev stjålet, da jeg var helt lille, og derefter hørte de kun klassisk. Og i Roskilde var der noget, der hed Lirumlarum, et spillemandslav, som var hjemme og spille hos min mor. En af dem glemte en harmonika og så tog jeg den op og begyndte ret hurtigt at spille på den, skrev også sange og skrev dem ned på noder. Det var en stejl læringskurve.

Tomas Høffding har i øvrigt, som den første musiker, jeg nogensinde har interviewet, medbragt en lang række notater til at huske ham på, hvad der er vigtigt for ham at få frem i samtalen. Det bliver dog ikke nødvendigt at se ret meget i dem, da samtalen flyder glimrende uden.

Titlen på albummet, Ild, Drømme, Frihed og Fred, kom hans kæreste med, ”for det er jo de fire ting, du skriver om,” som hun sagde, og så rummer det også en lille hilsen til titlen på Lydmor & Bon Homme-albummet Seven Dreams of Fire. Det nye soloalbum betyder dog langtfra, at WhoMadeWho er sat på pause. Trioen er i fuld gang med at arbejde på ny musik, der som nævnt har taget en elektronisk drejning, og ”WhoMadeWho og mig solo, det er som yin og yang”. Tomas Høffding vil heller ikke afvise, at han kan finde på at lave en ny Bon Homme-plade med Lydmor, mens soloprojektet under navnet Bon Homme (uden Lydmor) nok er lagt i graven – ”det er det samme, jeg gør med WhoMadeWho, vi gør det bare meget bedre,” siger han. Til gengæld regner han stærkt med at udgive flere soloplader på dansk. – Det lyder som en kliché, men det føles, som om jeg er kommet hjem, smiler han.

WhoMadeWho var i øvrigt ikke Tomas Høffdings første professionelle band som musiker. Tilbage i 00’erne var han sanger og bassist i trioen Garbo, som udgav tre album og fik store radiohits med ”Driving Miss Mia” og ”You Cry Sometimes” fra debuten fra 2001. Gruppen spillede melodisk og let melankolsk pop-rock i stil med Saybia, men gik hver til sit i 2007.

– Jeg er stolt af det, vi lavede, især vores to store hits, men jeg kan roligt sige, at jeg er et andet sted nu. Vi fik bedre og bedre anmeldelser, men solgte færre og færre plader, og når vi var ude at spille, kom der næsten ingen. Og jeg havde allerede gang i WhoMadeWho, og det stak bare af med det samme. De andre i bandet havde samtidig andre ting kørende, og så var det oplagt at stoppe, siger han om bandet, hvis gamle guitarist Rolf Hvidtfeldt i dag er forsker og underviser på Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet, mens trommeslageren Jakob Rønlov blandt andet spiller med Jesper Binzer og arbejder som grafisk designer.

Tomas Høffdings store håb er, at han snart kan komme ud at spille live med de nye sange:

– Det bliver nok lidt mere cluborienteret live, og jeg skal ikke spille så meget bas selv, men ned og røre ved folk og kysse dem, så snart jeg må. Så tag håndsprit og mundbind med, siger Høffding, inden han afslører, at nogle af sangene også er mere fiktion og en opsang til ham selv, eksempelvis afslutningsnummeret ”Puslespil”, der rummer linjen ”Jeg lægger puslespil og fucker op”.

– Jeg er alt for rastløs. Jeg har sgu aldrig lagt puslespil.

Ild, Drømme, Frihed og Fred er ude nu digitalt og kommer på vinyl på Record Store Day den 17. april 2021.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: WhoMadeWho-sanger handler lokalt, indtil verden åbner igen


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA