x

GAFFA-PRISEN-AKTUELLE ARLO PARKS: På vej mod verdens-herredømmet

GAFFA-PRISEN-AKTUELLE ARLO PARKS: På vej mod verdens-herredømmet

At kickstarte en karriere uden at måtte forlade sit hjem er ikke særligt nemt. Alligevel når Arlo Parks langt ud over Englands grænser med sin stemningsfulde musik. GAFFA har mødt det nye stjerneskud til en snak om inspiration, debuten og at turde fortælle om de grimme aspekter af livet, inden hun optræder til GAFFA-Prisen 2021.

En superstjerne. Det er, hvad Arlo Parks er blevet beskrevet som ad flere omgange. Den 20-årige sanger og sangskriver fra London skyder i øjeblikket mod højere luftlag i sådan en fart, at G-kraften burde skubbe hende helt tilbage i sædet. Allerede inden debutalbummet udkom, havde Billie Eilish, Michelle Obama, Florence Welch, Michaela Coel og Phoebe Bridgers erklæret deres kærlighed til den unge brites musik – og nu, hvor debuten Collapsed in Sunbeams er ude, er hun næsten ved at drukne i roser.

Derfor er det noget af en kontrast at eksistere i en virkelighed, hvor landet er lukket ned. Lockdown i England betyder, at man ikke må mødes med mere end en enkelt person udenfor. Så Arlo, hvis borgerlige navn er Anaïs Oluwatoyin Estelle Marinho, er flyttet hjem til sine forældre, hvor hun læser bøger, drikker kaffe – og prøver at forstå, at hendes debutalbum endelig er ude.

– Det er ret mærkeligt at være alle vegne og samtidig kun kunne være et sted fysisk på samme tid, fortæller hun over den skrøbelige Zoom-forbindelse til GAFFA kort efter udgivelsen af Collapsed in Sunbeams.

– Jeg har heldigvis fundet det ret ”groundende” at bruge tid med min familie. Det har givet mig tiden og pladsen til ordentligt at bearbejde alle de fantastiske ting, der sker. Og så har det været en velsignelse at kunne udgive et album i en tid i folks liv, hvor de har brug for lys, og hvor der er brug for at vende sig mod noget opløftende. Det gør mig virkelig glad, at min musik gør netop det for folk, lyder det fra Parks.

I foråret, da første lockdown ramte verden, pakkede den unge musiker sine ting og indlogerede sig i en Airbnb-lejlighed med sin producer, Gianluca Buccetalli. Faktisk var det helt bevidst, at de to valgte at skabe musikken i en lejlighed og ikke i et studie. ”Det giver følelsen af at være i et hjem,” forklarer Arlo Parks.

– Den her lejlighed fungerer som en boble, hvor albummets verden kan blomstre. Man sidder og er hyperfokuseret på at skabe i sin egen lille verden, men er stadig i berøring med virkeligheden, fordi man kan se folk gå forbi udenfor. Man kan lige kan gå ud i køkkenet og lave pasta eller lige tage en gåtur ved kanalen. Det føles trygt, fortæller hun.

– Vi (Parks og Buccetalli, red.) spærrede mere eller mindre os selv inde, og så brugte jeg ellers to uger på at gennemgå mine gamle dagbøger og læse mig igennem gamle mapper og bøger fulde af digte i et forsøg på at genoplive de historier, der føltes vigtige og skelsættende for mit liv, siger hun.

Albummet skulle nemlig rumme en følelse af nostalgi. Det var målet. Derfor har Parks ”udforsket fortiden”, som hun siger, for at finde ud af, hvordan hun har håndteret teenagelivets store udfordringer. Parks fortæller, at hun er fascineret af, hvordan vi som teenagere føler alt lidt mere end på alle andre tidspunkter, og hvordan mange sorger opleves for første gang.

– Jeg ville gerne tappe ind i de store, uskyldige følelser, så jeg brugte dagbøgerne. Jeg lyttede til alt mulig musik, som jeg kunne genkende fra dengang. Alt fra D’Angelo til Solange. Wes Anderson-film fik også en stor rolle. Generelt forsøgte jeg bare at dykke ned i en uskyldig måde at skrive musik på. Det var en jagt på at finde frem til en ægte begejstring og bare skabe, husker Arlo Parks.

Artiklen fortsætter under videoen

Skrællet ned til barndommens naivitet

Arlo Parks har mere eller mindre altid skrevet dagbøger. Det har da også været teksterne, der har været hendes indgangsvinkel til musikkens verden. Hun er blevet drevet af forfattere og digtere hele livet. For som hun siger, kan fire linjer i et digt betyde forskellige ting for hver eneste læser. Dog er det i hendes egne dagbøger og uudgivne digte, at hun særligt har fundet sin tekstinspiration til albummet.

– Det interessante ved at skrive dagbog ligger i deres ærlighed. Man skriver for sig selv og kun for én selv. For mig – særligt under lockdown – har dagbøgerne været med til at holde mig i kontakt med mig selv, og hvordan jeg har haft det. Der er noget meget inspirerende ved at læse de helt ærlige tanker, som dit yngre jeg har haft, synes hun.

For Arlo Parks handler det også om, at ens indre kritiker forsvinder, når dagbøgerne skrives. En måde, hvorpå hun også gerne vil skrive sin musik.

– At trække på materiale, der er så råt, og som egentlig kun er skabt for at blive set af mine egne øjne, gør, at musikken bliver intim og ægte, fortsætter hun og holder en kort tænkepause.

– Jeg tror, jeg forsøgte at tappe ind i de følelser, jeg havde, dengang jeg startede med at lave musik. Dengang jeg vidste, at der ikke var andre end mig selv, der lyttede. Dengang man var god til bare at stole på sin egen smag. Dengang man var barn, hvor man bare kunne lide ting, fordi de var fede. Man var slet ikke bevidst om, hvad der var cool, eller hvad man burde eller ikke burde gøre. Man var bare intuitiv.

– Der er noget barnligt over den måde, albummet blev skabt, fordi vi netop fokuserede på at skabe intuitivt. Jeg tror helt klart, at det var derfor, det var så fantastisk en proces, fordi jeg også kun skrev tekster og historier, der begejstrede mig, husker hun og holder en tænkepause – igen.

Hvert ord, der forlader hendes mund, er velreflekteret, og hun hæver aldrig stemmen. Det er en rolig, kontrolleret og alligevel intuitiv stemmeføring. Det er en gennemarbejdet tankestrøm, som møder computerens mikrofon. Hun er rolig og hviler i den, hun er. En anden slags ung kvinde end den, hun har været gennem sin opvækst.

Parks har nemlig tidligere fortalt, hvordan hun har kæmpet med sin identitetsfølelse, mens hun voksede op. Hun beskriver sit yngre jeg som en drenge-pige fuld af følelser, som samtidig var virkelig ”uncool”.

– Jeg er et sort barn, der ikke kan danse for at redde mit eget liv. Jeg lytter til emomusik og har sikkert et crush på en eller anden pige i min spanskklasse, har hun tidligere fortalt.

Som 17-årig kronragede hun sig selv og fandt ud af, at hun var biseksuel – og her tog musikken for alvor fat.

Så selvom det kan virke urealistisk at opleve et ungt menneske, der lige har forladt teenageårene, være så robust, intelligent og udadskuende, som Arlo Parks er, er det ikke desto mindre det, Arlo Parks er.

Derfor virker det ikke ulogisk, når hun taler om barndom og reflekterer over, hvordan hendes teenageår udfoldede sig. Og derfor føles det på mange måder som en livstid siden, når hun fortæller om sin barndom.

Artiklen fortsætter under videoen

Maven er helt i ro

Allerede som syv-otte-årig satte hun sig ved klaveret første gang, og kort derefter fulgte novellerne, og de små historier begyndte at danne sig i Parks’ hoved, historier som så røg ned på papir. Da hun var 15 år, fandt hun guitaren frem og opdagede musikere som Frank Ocean og Patti Smith. Nogle, der havde et poetisk element, hun blev tiltrukket af. Derfra begyndte Parks selv at lave spoken word ved tale hen over beats.

– En eller anden dag begyndte jeg bare at synge. Jeg havde aldrig rigtig tænkt på at synge mine egne ord, men da jeg startede med at gøre det, mens jeg opbyggede de her lo-fi-beats, så fungerede det ret godt. En del af mig har altid været kreativ og haft en skabertrang, fortæller hun.

– Allerede dengang ville jeg høre nogle lyde, som jeg ville omdanne til toner, og straks derefter – næsten som om jeg blev ramt af lynet – ville jeg optage dem, og så ville melodien og musikken minde mig om en historie, som jeg så ville skrive ned, og ja. Jeg tror, det handler meget om at stole på sine impulser og ens mavefornemmelse. Jeg tror, at jeg altid har tilgået skabelsen på den måde. Den måde, det kommer ud på, er den måde, det er meningen, at det skal være, forklarer hun.

– Hvis man først går i gang med at dissekere den, skille den fuldstændig ad eller overtænke den, så forsvinder magien. Jeg tror, jeg er ret hårdfør over for mig selv på den front. Jeg siger til mig selv, at det er sådan her, den pågældende sang er skabt, og så er det sådan, den skal være.

Sådan har det ikke altid været, for da hun var yngre, var der meget tvivl omkring de ting, hun skabte, som hun vidste, at andre ville komme til at høre.

– Var det en god sang eller ej, eller et godt digt eller ej? Kan og skal jeg stole på, at den er god nok? Men med øvelse har jeg lært at stole på, at de ting, der kommer ud, kommer ud på den helt rigtige måde, slår hun fast.

Arlo Parks gentager adskillige gange, hvor vigtigt det er, at hun har lært at stole på sin egen intuition og på, at det, man skaber, er godt nok. Selvom hver eneste sang på Collapsed in Sunbeams er kommet til verden på hver sin måde, er de skabt i et rum, hvor optimisme og håb er i fokus. Derfor hæfter hun sig ikke ved presset om, at kloge musikhoveder bifalder hende som værende et af de næste store musikalske håb, eller ved tanken om, at hendes musik er nået hele vejen til Sibirien. For Parks handler det om at værdsætte nuet og samtidig acceptere, at man ikke kan kontrollere, hvad andre folk synes om den kunst, man skaber.

– Det er et spørgsmål om folks smag, og alt, du kan gøre er at gøre, hvad der føles rigtigt for dig. Min musik er skabt for mig, fordi det er en nødvendighed, at det kommer ud, lyder det fra musikeren.

De grimme sider

Heldigvis er der rigtig mange, der finder en trøst og en glæde i sangene – og særligt i teksterne – fra Arlo Parks’ hånd. For noget af det, der kendetegner musikken, er teksterne om de grimme sider af livet.

– Musik har altid været en af mine mest naturlige måder at udtrykke mig på. Det har været den bedste måde, hvorpå jeg kunne udtrykke mine følelser. Jeg startede med at skrive musik som en privat måde at hele og bearbejde svære ting i mit liv. Jeg behandler mine sange på en måde, som var det en dagbog, og derfor er ordene helt klart også det, der er vigtigst for mig, for jeg skrev, før jeg komponerede, forklarer hun.

Der vil derfor altid kunne findes en tungsindighed rundt om de lyriske universer, som Arlo Parks kreerer. Albumtitlen, som kommer fra den britiske forfatter Zadie Smiths bog On Beauty, rummer netop også denne her tungsindighed: At kollapse i solstråler.

– Jeg synes, det har denne her bittersøde kvalitet over sig. Som om du på en eller anden måde overgiver dig eller bliver overvældet af en følelse, som enten kan være melankoli, forvirring eller eufori. Det rummer det hele. Og så minder titlen mig om at bruge sin sommer som teenager på at løbe rundt og være overmodig, mens man falder ind og ud af kærlighed. Der, hvor man bare føler sig midt i en evighed af frihed, forklarer hun.

Følelser, næsten alle kan genkende, når de tænker tilbage på de lyse sommeraftener fra deres ungdom. Det var ikke et bevidst greb fra Parks’ hånd, at teksternes historier blev så universelt relaterbare, men det er det blevet hen ad vejen.

– Jeg gerne have, at mine tekster omhandler universelle problematikker, mens de føles specifikke. Jeg skriver om ting, der er en essentiel del af det at være et menneske. Jeg har altid gerne villet være fuldstændig mig selv i mine sange, og jeg vil gerne snakke om de ting, der er vigtige, selv om de måske er ubehagelige, slår hun fast.

Sangene og emnerne som depression, dysfunktionelle kærlighedsrelationer, ulykkelig kærlighed og ensomhed bliver dog mindre ubehagelige, jo mere vi taler om dem, mener Parks. At folk føler sig mindre ensomme og mindre stigmatiserede, jo mere der bliver talt om de svære følelser. Det er derfor, hun også er blevet ambassadør for den britiske velgørenhedsorganisation CALM.

– Jeg tror på, at hvis man åbner op for samtalen i kunst, kan det føre til en stor ændring. Det handler om at være åben omkring tristheden, men aldrig svælge i den for længe. Det handler om balancen og om, hvor svært livet kan være, mens man også fokuserer på, hvor fantastisk det også kan være. Hvis man skal forsøge at skabe et portræt af det at være menneske, som føles ægte, så skal det kunne rumme begge dele.

Artiklen fortsætter under videoen

Himmelfart fra teenageværelset

Normalt når et album udgives, følges det op af turnéer og møder med fans og medier, men Arlos verden begår sig primært inden for hendes teenageværelses fire vægge. Som med alt andet i hendes tilværelse formår hun at vende det til noget positivt og derfra bruge tiden fornuftigt.

– Selvfølgelig er det helt vildt mærkeligt ikke at have mulighed for at komme ud – særligt ikke at kunne komme ud og spille mine sange for andre mennesker og at opleve dem med andre mennesker, men samtidig er der noget meget smukt over at vide, at jeg har mulighed for at udgive musik, som opløfter folk på et af de mærkeligste tidspunkter, vi nogensinde har oplevet.

Hun husker tydeligt, hvordan det føltes at udgive ”Black Dog”, som handler om en venindes depression, fuld af nervøsitet over, hvordan folk ville modtage den. Til nu, hvor den er blevet en opløftende ode ud af pandemiens angst for mange.

– Det er jeg virkelig taknemmelig for, og det havde jeg på ingen måde forudset. Det har været en rutsjebanetur, som startede med den sang. Derfor er det faktisk ret rart at kunne bruge denne her tid på at slappe lidt af og reflektere over, hvor sjældent og speciel en tid, det er, jeg går igennem lige nu, for mine drømme er helt klart ved at gå i opfyldelse, erkender hun.

– Al dårligdommen i verden er måske netop med til, at jeg kan sætte mig ned og bare mærke efter, hvordan jeg har det – og samtidig give mig tid til at skabe nyt. Det er nok det smukkeste ved at være en kunstner. At man altid udvikler sig og er på vej et sted hen. Det er jeg i og for sig også – jeg bliver bare fysisk samme sted samtidig.

GAFFA-Prisen bliver noget helt særligt

– Normalt kan mine optrædener gå en af to veje: Enten er det højenergisk og eksplosivt, eller så er det fuldstændig intimt og altopslugende. Jeg tror, at jeg til GAFFA-Prisen gerne vil skabe noget, der føles super personligt. Som om jeg kun synger for dig. Jeg vil gerne, at sangene er pillet fuldstændig ned til deres følelsesmæssige kerne.

– ­Det er virkelig særligt for mig at vide, at den musik, jeg laver i mit lille hjørne af det østlige London, når helt hen til jer i Danmark. Jeg har altid gerne ville lave musik, der forbinder mennesker over hele verden, og derfor bliver det helt særligt at kunne rejse og suge nye kulturer til mig.

LÆS OGSÅ: GAFFA-PRISEN 2021: Vi rydder sendefladen og broadcaster 3,5 timers musik-tv

Fakta om Arlo Parks

  • Født i 2000 i London.
  • Hendes fulde navn er Anaïs Oluwatoyin Estelle Marinho.
  • Debuterede i 2018 med sangen ”Cola”.
  • Shortlistet til BBC’s Sound of 2020.
  • Hendes modersmål er fransk – derefter lærte hun engelsk.
  • Fans af Arlo Parks tæller Billie Eilish, Michelle Obama og Florence Welsh.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA