x

KOMMENTAR: “Jeg køber altså ikke ligestillingsdebatten”

KOMMENTAR: “Jeg køber altså ikke ligestillingsdebatten”

Denne kommentar blev første gang publiceret på GAFFA.dk for en måned siden – vi "genudsender" den i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag

Nu er vi (endelig) hoppet ind i 2021, og kan dermed se tilbage på et 2020, hvor ligestillingsdebatten udfoldede sig i fuldt flor, og musikbranchen var absolut ingen undtagelse. Alligevel fornemmer jeg, at der stadig hersker tvivl om, hvorvidt den skæve kønsbalance overhovedet findes.

Som skribent for GAFFA har jeg fulgt ligestillingsdebatten nøje. Jeg er dykket ned i den, jeg har siddet i samråd med store dele af musikbranchen og har ligeledes konfronteret store branchepersonligheder med deres ansvar gennem mit musikjournalistiske virke.

Samtidig er jeg aktiv feminist, projektleder i “#KIM – Kvinder I Musik” og med i projektet DRIVKRAFT. Som aktiv feminist støder man ret ofte ind i en masse diskussioner og debatter, der vækker mange store følelser i folk. Især én tendens har dog givet mig lyst til at uddybe i det følgende.

For det er lidt som om, at der, på trods af åbenlyse tal og statistikker på området, stadig hersker stor tvivl om, hvor skæv en kønsbalance vi egentlig står over for i musikbranchen.

“Jeg køber altså ikke ligestillingsdebatten. Jeg er da ligeglad med, om det er en mand eller kvinde, der har lavet musikken”, var der for nylig en mand i min omgangskreds, der sagde. Det er vel lidt det samme som at tro, at hvis man ikke er racist, så eksisterer racisme heller ikke – eller hvad?

“Jeg synes da virkelig slet ikke, at der er mangel på kvindelige forbilleder i musikken – hverken i Danmark eller globalt”, skrev en anden i en kommentar på Facebook, efter jeg havde postet en artikel om KODAs nye undersøgelse, der påviste en ulighed, som i medierne blev kaldt “massiv”. 

Her startede samme person med at påpege, at han ikke kunne se, at det havde med en ligestillingsdebat at gøre og spurgte ind til, hvordan vi så ændrer kønsubalancen. Efter et forsøg på at give et fagligt begrundet svar, blev tonen og perspektivet gjort subjektivt. Tal, statistikker og undersøgelser blev fuldstændig affejet, og den personlige holdning trådte i stedet for.

Det må den ikke. For hvis vi affejer de åbenlyse tal, der eksisterer til fordel for vores subjektive holdninger, så kommer vi aldrig nogensinde videre. At der er en skæv kønsbalance i musikbranchen, er som udgangspunkt aldrig lytterens skyld. Det er hele det økosystem, der ligger bag, og som er centerpunkt for hele problematikken. Til gengæld vil jeg gerne slå et slag for, at det er lytterens pligt ikke at tage debatten på sin personlige kappe.

Derfor vil jeg nu forsøge at forklare, hvordan systemet hænger sammen, så jeg måske kan nå nogle af dem, der er parate til at fralægge sig deres personlige holdning frem for fakta.

Kernen i problemet er et gatekeeper-økosystem, musikbranchen arbejder ud fra. Systemet er indrettet således, at en artists succes bestemmes hos magtfulde gatekeepere (dem, der træffer beslutninger hos musikselskaber, bookingbureauer, radiostationer og streamingtjenester). Økosystemet starter typisk hos et pladeselskab, der signer en kunstner, og det er pladeselskabets interesse i artisten, der viderefører succes til først streamingtjenester, der kan sikre playlisteplaceringer. Dernæst føres succesen videre til radioafspilninger – der kan føre til hitlisteplaceringer, pr og awardshows, som så fører videre til bookinger af koncerter og festivaler, der skaber billetsalg og fans.

Tal og undersøgelser viser sort på hvidt, at kvinder bliver ekskluderet fra dette økosystem. Senest så man Kodas undersøgelse, der viste, at blot 19 procent af Kodas medlemmer er kvinder, og at de 19 procent kun modtager 10 procent af den samlede udbetaling fra Koda. Det er et faktum, der er startet ud fra første step i det meget skæve økosystem, branchen beror på.

I en kandidatafhandling om ulighed i musikbranchen, som cand.ling.merc. og musiker Sofie Sarlvit har skrevet på CBS, fremgår det, at kønsfordelingen på Spotifys Top-100 Danmark fra 2019 kun indeholdt ni internationale kvindelige artister og nul danske. De 91 resterende var mænd. Samme år havde de danske festivaler stor underrepræsentation af kvinder. 27 procent kvinder blev det til på Roskilde, 12 procent på NorthSide, 10 procent på Smukfest og syv procent på Tinderbox. Kigger man på kønsfordelingen blandt musikbranchens gatekeepere – altså dem der sidder på en stor del af magten – så er ni ud af ti gatekeepere mænd.

Man skal forstå, at kønsubalancen bliver en selvopfyldende profeti, fordi pladeselskaberne baserer deres investeringer på, hvad de kan få afsat. Når streamingtjenester og radiostationer ikke er gode nok til at (re)præsentere kvinder, så bliver der skabt en forestilling hos pladeselskaberne om, at kvindelige artister giver mindre salg og dermed har mindre værdi. Derfor investerer de mindre i at producere, lancere og markedsføre kvindelige artister, som derfor ikke konkurrerer på lige vilkår med mændene.

Det er altså musikkens aktører, der sammen er nødt til at løse problemet. Der skal skabes grobund for en kulturændring i retning af ligestilling. Alligevel er problematikken ikke alene musikbranchens. For det er lige så meget din og min opgave at godtage fakta frem for egne subjektive holdninger. Så kære dig – læser, lytter – køb ligestillingsdebatten! 

Simone Nowack, 24 år, stud.public. og skribent på GAFFA siden sommeren 2020

LÆS OGSÅ: TEMA-ARTIKEL: Kønsubalancen i musik er strukturel sexisme


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA