x

GAFFA PHOTO AWARDS 2021 – Og vinderne er…

GAFFA PHOTO AWARDS 2021 – Og vinderne er…

I år samler vi grundet corona op på to musikår – 2020 og 2021

Det gode musikfoto kan forevige musikminderne. Et magisk splitsekund kan fanges med et enkelt klik, hvor følelser, udtryk og oplevelser gemmes ned i en altomfavnende vidnesbyrd for en unik oplevelse. Efter halvandet års nedlukning virker minderne vigtigere at holde fast i end nogensinde. Derfor samler GAFFA Photo Awards denne gang op på to års musikstunder.

Siden 2009 er tusindvis af billeder blevet tilsendt fra både professionelle såvel som fritidsfotografer, der giver deres magiske pletskud videre. De er opdelt i fire kategorier: Årets Livefoto, Årets Portræt, Årets Publikumsfoto og Årets Feature. Dommerne Morten Rygaard, Inge Lynggaard Hansen og Pernille Stougaard har alle arbejdet med musikfotografering i flere årtier og har udvalgt de bedste fra de sidste to turbulente år. Her er vinderne af GAFFA Photo Awards 2021 med kommentarer fra de respektive fotografer.

Ét foto vinder desuden hovedprisen Årets Musikfoto. Billedet, som du kan se nedenfor, er taget af Kim Leland, der modtager 5000,- kroner i præmie. Stort tillykke – læs nærmere om vinderbilledet herunder.

Kategori: Publikum 

1. plads: Kim Leland – Årets Musikfoto

I marts 2021 tørstede vi alle efter livemusik efter mange måneders koncerttørke og aflyste festivaler. Coronaen hærgede, og alt gik op i mundbind og håndsprit. Roskilde Festival arrangerede en helt særlig livekoncert på Hotel Kong Arthur i København, der kun kunne lade sig gøre, fordi publikum stod parvis på hver deres balkon på hvert deres værelse og nød musikken, der flød op fra scenen nede i gården. Tre bands, der skulle have spillet på den aflyste Roskilde Festival 2020, fik lov at fyre den af som en slags moderne gårdsangere – en af dem var Greta, der tryllebandt hotelgæsterne med sin drømmende synthpop. Jeg dokumenterede aftenen for Roskilde Festival, og med mit trofaste fiskeøje-objektiv lykkedes det at få det hele med.

2. plads: Thomas Rungstrøm

Baal spillede på Gimle i Roskilde, kort tid efter at de værste coronarestriktioner var blevet ophævet. To ting stod hurtigt klart inden koncertstart: Publikum var glade for at være ude igen, og de var i den grad et dedikeret publikum. Jeg bemærkede en fan, der stod tæt på mig, og så hans tatovering af Baals debutplade Sensorama fra 1996. Som de fleste andre publikummer oppe foran var han helt væk i musikken. På et tidpunkt rækker han hånden frem mod Bjørn Fjæstad, og deres fingre mødes. ”Klassisk Michelangelo-scene,” tænkte jeg og skød løs. For mig emmer situationen af kontakt, samhørighed og et fællesskab i musikken. Noget, der især er behov for nu efter et par hårde år under pandemien. Det var et godt øjeblik.

3. plads: Nikolaj Bransholm

Vi har holdt ud, og vi har stået sammen – hver for sig. Vi har lidt, vi har døjet, og vi har grædt, men endelig åbnede spillestederne igen, og glæden var stor! Det ses så tydeligt på dette billede fra Nordic Noise Festival 2021, hvor ikke engang dét at være lænket til en stol kunne stoppe denne glade publikummer fra at bryde ud i total eufori.

 

Kategori: Feature

1. plads: Helle Arensbak – se hele serien her

Billederne er taget under Peter Sommers Drive-In-koncert under coronapandemien. Det var det mest surrealistiske at være fotograf til sådan en koncert, også fordi musikken jo var inde i folks bilradioer. Jeg gik rundt i ingenting og i næsten fuldkommen stilhed og fotograferede et band. Man kunne bare se, hvor nærværende de var over for hinanden, og hvor glade de var for at komme ud at spille igen. Det handler jo om at være opfindsom for at få et kulturliv igennem sådanne situationer. Det var magisk – både for musikere og folk i bilerne.

2. plads: Per Lange – se hele serien her

Som fast freelancefotograf for Ekstra Bladet fik jeg under lockdown mulighed for at dække den streaming-koncertrække, som avisen tilbød alle de mennesker, der sad derhjemme. Koncerterne foregik alle sammen på nøje udvalgte, specielle steder – deriblandt Parken, hvor Carpark North skulle spille. Vi var ganske få til stede ud over bandet, og det var helt surrealistisk at stå i gigantiske Parken med en kæmpe produktion, men intet publikum. Der var vist i øvrigt cirka 200.000, der så med hjemme i stuerne.

Nogle måneder senere finder man heldigvis sig selv i Parken igen. Denne gang sammen med The Minds of 99 og 52.000 publikummer. Dét føltes dejligt!

 

Kategori: Live

1. plads: Sophie Due Rasmussen

Fotografiet er et symbol på, at vi igen kunne trodse regnen og samles for at hylde den danske musikscene til de mange festivaler rundt i Danmark. Drew Sycamore skulle i år spille en sommerkoncert til musikfestivalen 5700 Summer. Her var jeg så heldig at være en del af et fantastisk foto-team, hvor jeg fik mulighed for at fange koncerten fra fotograven. Selv om datoen meldte en solrig juli, stod både publikum og jeg med regnjakker på. Sycamore gik på scenen, og regnen tog til, men der skulle mere til at skræmme hende væk, mig ud af graven eller publikum fra græsset. Kameraet kom ind under regnjakken, ud igen, ind under jakken og ud igen for at tage det her skud. For mig er det et billede, hvor kontrasten mellem den silende regn og Sycamores ro bliver en konkret metafor for, hvordan musikken står skarpt og kræver sin ret. Selvom regnen silede ned, formåede Sycamore at virke upåvirket af den udefrakommende støj, naturen havde medbragt, hvor hun guidede mig samt publikum gennem et brag af en koncert, der endte i et glimt af solskin.

2. plads: Allan Henriksen

Billedet er taget under Saveus-koncerten på årets Spot Festival. Allerede inden koncerten gik i gang, var publikum virkelig spændte, og de stod op fra de første toner. Jeg tog de første billeder af koncerten nede foran scenen, men jeg bevægede mig så lidt tilbage for at fange nogle billeder med publikum. Dér kom netop dette lækre lys, som gav nogle flotte silhuetter, hvor man også får fornemmelsen af, at publikum er i bevægelse sammen med bandet. Efter corona var det jo også noget nyt at se så mange mennesker samlet – helt uden afstand og restriktioner. En rigtig fed koncert.

3. plads: Per Lange

Jeg havde allerede set dette billede for mig inden koncerten i Parken med The Minds of 99.

Jeg ville så gerne have den altid intense frontfigur, Niels Brandt, og publikum i forening/sammensmeltning i samme billede. Undervejs i koncerten står Niels alene ude på et podie blandt publikum. I stedet for at gå derhen og tage billeder, bliver jeg stående med min 300 millimeter linse og venter på at få "kontakt". Og pludselig, med en hel publikumssektion mellem os, drejer Niels hovedet, og publikums arme former en lille udskæring, hvor han toner frem i lyset.

 

Kategori: Portræt

 1. plads: Simon Staun

Jeg mødte ham til et interview hos Warner Music, hvor jeg skulle tage billeder på kontoret. Mens vi talte, fik jeg øje på en trekant på den hvide væg bag ham og tænkte, at det kunne være sjovt at ramme ham ind. Vi skød både billeder med åbne og lukkede øjne samt i bred- og højformat. Christopher kunne bedst lide dette foto, hvor man kan se hans tatovering, uden at den stjæler fokus. Jeg synes, at billedet stemmer godt overens med den ro, jeg fornemmer, at han besidder. Han hviler meget i sig selv og tør være så sårbar, som det kræver at være, når man står med lukkede øjne foran en næsten fremmed. Jeg valgte sort-hvid, fordi en hvid væg med savsmuldstapet er umulig at gøre sexet i farver.

2. plads: Simon Staun

Jakob Sveistrup er en af landets bedste mandlige sangere, men han er af forskellige årsager blevet sat i en Melodi Grand Prix-bås, som er næsten umulig at bryde ud af. Jeg ville gerne tage et råt portræt af ham, hvor han emmer af soul og blues. Jeg har været inde i en fase, hvor jeg synes, at spejlinger fra vinduer bidrager med sjove effekter og skaber liv i portrætter. I dette tilfælde synes jeg, at de hvide prikker giver stemning og kant uden at tage overhånd. Jeg valgte sort-hvid, fordi det altid er godt til portrætter, og fordi jeg gerne ville ramme en soulet stemning.

3. plads: Christian Larsen

Idéen opstod egentlig på stedet. Jeg skulle portrættere Peter Sommer til en artikel til Vega, og der var noget ved de opslåede stole på balkonen, som gav et særligt udtryk, der bare passede til Peter. I hans musik står meningen ofte mellem linjerne. Det gør den også i billedet, der leger med tomrummet, forventningen og mødet mellem det lineære og de lettere skramlede stolerygge.

LÆS OGSÅ: GAFFA Photo Awards 2019 – og vinderne er...


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA