x

DURAN DURAN-INTERVIEW: Tilbage til fremtiden

DURAN DURAN-INTERVIEW: Tilbage til fremtiden

De har alle rundet 60, men de fire vilde drenge fra Birmingham er stadig ulvesultne på mere. I år fylder popfænomenet Duran Duran 40 og fejrer det med et nyt album, Future Past.   

De var kæmpe popstjerner, inden de fyldte 21, hittede verden over og var dét band, der gjorde musikvideoer til en kunstart på MTV. Nu er forsangeren blevet bedstefar, men efter 40 år på toppen af poppen og med mere end 100 millioner solgte album i bagagen elsker Duran Duran stadig den skarpe popsang og søger nye legekammerater, både blandt koryfæer og nye stjerner.

Forud for udgivelsen af deres 15. album, Future Past, fik GAFFA en snak med bassist John Taylor, et af de to originale medlemmer af det nordengelske popdynasti. Om gæstestjerner, ældre mænd i en ung verden og om at holde sine bandkammerater ud i en menneskealder.

Tillykke med det nye album. Det har været længe undervejs – længste albumpause fra jer nogensinde?

– Er det? Egentlig var albummet sat til at udkomme sidste år, men som alt andet blev det sendt på standby af Covid, som også både jeg og Simon (Le Bon, forsanger i Duran Duran, red.) blev ramt af. Det betød, at numrene lå hen i ni måneder, hvor vi ikke var sammen og ikke rørte musikken. Det var måske held i uheld, for da vi kom tilbage, var det med en helt ny energi og friske øjne på numrene. For eksempel tror jeg ikke, vi har arbejdet så fokuseret på lyden af trommerne og bassen siden Rio eller Seven and the Ragged Tiger.

I har en lang række gæster på albummet, hvilket er en ret ny ting for jer?

– Jeg har tidligere kigget på hiphop-kunstnere og rystet på hovedet over, at de altid havde en masse gæster og ”featuring”-musikere. Det havde vi ikke brug for, vi var jo ”et band”. Men særligt på sidste album klikkede det. Vi lavede et nummer sammen med Janelle Monáe (”Pressure Off” fra 2015’s Paper Gods, red.), hvor alting bare fungerede. Det gav os mod på mere. 

Graham Coxon fra Blur spiller guitar på næsten hele albummet, og det overraskede mig. Han slår mig som en meget lo-fi musiker, og Duran Duran tænker jeg som på alle måder hi-fi. Hvordan blev han involveret i albummet?

– Han og Nick (Rhodes, keyboardspiller i Duran Duran, red.) var del af et panel og kom til at tale om deres passion for David Bowie. Og så spurgte han, om vi ville være interesserede i at snakke med Erol (Alkan, produceren på størstedelen af Future Past, red.), de er nemlig naboer. Det sagde vi, at det var vi bestemt interesserede i, og så dukkede de to ligesom op sammen i studiet.

Og hvordan passede han ind? I har som band over tiden været igennem en del guitarister.

– Først og fremmest er han er fantastisk fyr. En sød og godhjertet person at være i lokale med, men så begynder han at spille, og så er det ”what the fuuuck!?!” Lige så dæmpet han er som person, lige så umulig er han at komme uden om som guitarist.

– Vores første guitarist, Andy Taylor, var på samme måde. Den type guitarist, der bare påvirker, hvordan alle andre spiller, og hvis ting altid kommer til at lyde markante og vigtige. Og siden Andy forlod bandet, har vi været velsignede med indspark fra fantastiske guitarister som Nile Rodgers, men der har også været musikalske projekter, hvor vi ikke har haft guitarister med den dybde og kraft involveret. Og så bliver lyden også derefter. Men her føler vi virkelig, at vi ramte den rent.

Og så giver det bare en anden dynamik i studiet, når der kommer en udefra ind. Hvis det bare er os fire… altså, efter 40 år kan jeg ikke rigtig overraske resten af bandet længere. Der er ikke en basgang, de ikke har hørt før. Med Graham var alle på stikkerne, hvad sker der nu?!

Artiklen fortsætter under videoen

Stille, mesteren taler

Et andet nyt navn i Duran Duran-sammenhæng er Giorgio Moroder. Se, det er et samarbejde, som jeg med det samme tænkte matchede mit billede af Duran Duran.

– Et perfekt match. Og sådan havde både Giorgio og vi det – så derfor skete det. Endelig. Jeg føler, at dette album er ret selvbiografisk og peger på musik, der har påvirket os, og alle medlemmerne af Duran Duran kommer jo fra en punkbaggrund. Men de ting, der fik os til åbne øjnene for andre genrer, var New York-disco og så den type elektronisk dance music, som Giorgio var en markant repræsentant for.

– Og han er jo ved at være oppe i alderen (81 år, red.), men han var stadig bare så skarp og charmerende, og så snart han koblede sit lille keyboard til, var der bare en anden stemning i rummet. Derfor var det også et helt andet Duran Duran, han mødte, end Erol Alkan gjorde. Med Erol kunne der godt være en hård tone og masse råben og banden ad hinanden. ”Jeg gider sgu ikke spille et A#!”. Men med Giorgio var vi pludselig som små, høflige skoledrenge igen. Man skal være respektfuld, når man er i selskab med en sand mester.

I har også blandt andre Tove Lo, Lykke Li og det japanske popband CHAI med på albummet. Har det været nemt at få så mange, meget forskellige kunstnere integreret i jeres lyd?

– Det er en måde for os at ryste posen og komme ud af vores comfort zone. Og der er ingen tvivl om, at det krævede noget for Simon pludselig at skulle dele vokalpladsen i Duran Duran med andre. Det var han ikke meget for i starten, men vi er alle virkelig blæst bagover af resultatet.

Har der også været kunstnere, I har spurgt, som ikke havde lyst til at arbejde sammen med jer?

- Yeah, der har da været en enkelt eller to.

Men du vil ikke fortælle hvem…

– Nej, der er jo deres egen sag – og helt fair.

Artiklen fortsætter under videoen

Rubinbrylluppet

I Duran Durans 40 år lange historie har der løbende været pauser, udskiftninger og sideprojekter. Dog har bandet været i originalbesætning, minus guitarist Andy Taylor, siden gendannelsen i 2001.

I år er det 40 år siden, at jeres debut udkom. Undervejs har du holdt pause fra bandet, ligesom I alle har arbejdet på sideprojekter og solomateriale. Har det været nødvendigt for at kunne være del af bandet så længe?

– Alle sidespringene har været vigtige. Jeg er overbevist om, at det er, fordi vi har holdt pauser og givet hinanden luft, at vi stadig er her i dag. Da jeg var væk fra Duran Duran for at lave for eksempel The Power Station (sideprojekt med Duran Duran-guitarist Andy Taylor og Robert Palmer, red.), var det på et tidspunkt, hvor jeg følte mig helt kvalt af at være i Duran Duran. Jeg måtte bare lave noget andet. Heldigvis er vi, bilder jeg mig ind, blevet bedre til at rumme hinanden og give plads i Duran Duran. Derfor har jeg personligt ikke et stort behov for at kaste mig ud i sideprojekter længere… man glemmer også nogle gange, hvor meget det kræver at starte et nyt projekt eller band op fra grunden. Det er nemmere, når man er 21.

Og hvis man i 1981, da jeres debutsingle ”Planet Earth” udkom, havde spurgt den 21-årige John Taylor, om han stadig ville være medlem af Duran Duran i 2021, hvad havde han så svaret?

– Haha. Jeg har altid været rimelig fokuseret og ambitiøs, så det havde jeg sikkert troet fuldt og fast på. Jeg har aldrig haft lyst til andet end at lave musik. Og i går spillede vi på en festival i Austin, side om side med Miley Cyrus og Doja Cat, og vi føler os hverken udenfor eller malplacerede eller gamle. Den forbindelse, vi har med publikum er der stadig, og måden, man fra scenen er i harmoni med publikum på er den samme nu. Efter genåbning, med koncerter i det små, er det helt tydeligt, at det stadig er vores drive og motor. Det her bliver ikke det sidste Duran Duran-jubilæum.

“The Name is Bon, Simon Le Bon”

Duran Duran leverede i 1984 titelnummeret til James Bond-filmen A View to a Kill, med Roger Moore som 007. Og John Taylor har en svaghed for Bond-sange.

– Jeg holder meget af de klassiske John Barry-numre, ”Diamonds are Forever” og ”Goldfinger”. Jeg elsker ”You Only Live Twice” men jeg synes, at mange af de senere numre også står stærkt, inklusive den seneste fra Billie Eilish. Bondtemaer er jo en speciel kunstart, der handler om at lave et edgy popnummer med drama og holde det på tre minutter, og det er faktisk noget nær den perfekte kombination for mig.

Duran Durans lineup

Duran Duran er dannet i Birmingham i 1978. Da debutalbummet Duran Duran udkom i 1981, bestod bandet af Simon Le Bon (vokal), Nick Rhodes (keyboard), John Taylor (bas), Roger Taylor (trommer) og Andy Taylor (guitar). Igennem årerne har der været løbende udskiftning, men i dag består Duran Duran af besætningen fra debutalbummet, minus Andy Taylor, der i 2006 forlod bandet for anden gang. Ingen af de tre Taylors er i familie.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA