x

BOGJUBILÆUM: Den legendariske historie om den amerikanske undergrundscene i 1980’erne

BOGJUBILÆUM: Den legendariske historie om den amerikanske undergrundscene i 1980’erne

Michael Azerrads bog Our Band Could Be Your Life bliver hyldet af folk som Jeff Tweedy, Dave Grohl, Corey Taylor (Slipknot), Sharon Van Etten, forfatteren Jonathan Franzen og utallige andre - både i og uden for musikken verden. Den er nu fyldt 20 år, og nogle betragter den ligefrem som den bedste bog nogensinde om musik, entreprenørvirksomhed og trangen til at skabe. Her er historien.

Tilbage i midt-90’erne sad jeg en aftentime sen og så en amerikansk dokumentarserie om rockens historie. Vi var nået til afsnittet om punk og fik hele den klassiske historie med MC5, Stooges, New York Dolls over Ramones, Dead Boys og Sex Pistols. Pludseligt og helt ud af det blå kom et vildt og voldsomt hop fra hardcore og alternative anno 1980/81 med bands som X og Minor Threat til Nirvana i 1991. En myndig og alvidende Robert Plant sad på en guldstol og forkyndte, at USA i 1991 langt om længe fik deres egen punk. “Det var lige godt pudseløjerligt” tænkte jeg, grinede lidt indvendigt og fandt min seng for at blive klar til en ny, træg skoledag i grungens guldalder.

Nogenlunde samtidig sad den amerikanske journalist Michael Azerrad og så det samme afsnit. I modsætning til mig nøjedes han ikke med at blive forundret men blev samtidig enormt provokeret. Som han siger:

“It skipped and went straight from Talking Heads to Nirvana. "I thought, This is insane. Did I black out for 10 minutes? I thought that someone should do something about this. And I had, appropriately enough, a DIY moment and I thought, Maybe I should do it."

Han satte sig derefter for at skrive et værk, der dokumenterede en de mest spændende og vigtigste – hvis ikke den vigtigste – periode i musikhistorien. Resultatet Our Band Could Be Your Life er af aviser som The Observer, LA Times og Village Voice kaldt en af de bedste bøger nogensinde om musik og er vitterligt en bog, der kan ændre ens opfattelse af musik og livet generelt og inspirere til at gøre mere selv ved det, der virkelig betyder noget. Bogens betydning blev på en måde understreget, da der i 2019 kom en lydbogsversion, hvor kendisser som Jeff Tweedy (Wilco), Jonathan Franzen (forfatter til bl.a. Korrektioner og Frihed), Corey Taylor (Slipknot), Sharon Van Etten og andre stod i kø for at få lov til at indtale lydsporet. Titlen er taget fra The Minutemens "History Lesson – Part II" fra det skelsættende dobbeltalbum Double Nickels on the Dime.

Nirvana, er naturligvis hverken punk eller skelsættende. Mere om det senere.

Azerrad indleder bogen med en beskrivelse af den måde, hele den alternative bevægelse udviklede sig og holdt sig i live helt uden hjælp fra robust kapital og medieomtale. Der er historier om sult og afsavn, men samtidig også vigtigheden af at skabe. Bands, der hopper i en varevogn og hutler sig gennem turneer og koncerter, hvor der lige præcis er penge nok til en smule mad og benzin frem til næste gig. Fans, der laver deres egne primitive bladudgivelser og folk, der hjælper og støtter hinanden gennem tilværelsen. Derefter har han udvalgt 13 vigtige bands med den præmis, at de benyttede uafhængig distribution og pladeselskaber. Dette gør, at et band som R.E.M., der udkom på det lille selskab I.R.S. men blev distribueret af Warner Brothers, ikke er med, selvom især Michael Stipe spillede en stor rolle ved blandt andet at udgive sit eget fanblad for hardcore punk.

Meget kort fortalt opstod der i 1980’erne en kæmpe undergrundsscene i USA med bands, der undgik store pladeselskaber, massive distributører, bookingbureauer og mainstream medier og i stedet klarede sig selv. De lavede små labels, skabte hjemmelavede fanzines og radiostationer, tog på lange turneer uden finansiel opbakning og fik i løbet af cirka 10 år skabt en enorm opbakning, der til sidst eksploderede og endte med at sende store skvulp i musikverdenen. Bands som Mission of Burma, Butthole Surfers og Big Black er måske ikke så kendte hos den gængse musikelsker, men spillede hovedroller i denne helt særlige tid og skabte deres egen historie.

Skal man pege på et band, der var fødselshjælpere for bevægelsen, er det The Minutemen, der tidligt blandede punk og groovy funk og i øvrigt er ophavsmænd til bogen titel. Med små midler og ingen opbakning fra etablerede kræfter fandt de ud af at leve af musikken, få overskud, når de turnerede rundt på små spillesteder og skabte store værker, som kulminerede med dobbeltalbummet og klassikeren Double Nickels on the Dime. Et af de bands, de hjalp ved at udsende deres første album, er Hüsker Dü. Da Hüsker Dü startede, var det hardcore punk, med sange, der ofte varede under 20 sekunder. Ikke specielt appetitligt for mange, men med flid og indædthed fik de skabt et publikum i hjembyen Minneapolis. Efter deres debut, lavede de deres eget selskab Reflex Records, som også hjalp andre lokale bands. Metoden med at spare op til lidt benzin, køre fra spillested til spillested tværs over landet, og hele tiden overleve og fylde benzintanken op, gjorde det muligt at brede musikken ud over USA og stille, men sikkert bygge en fanskare op. Et af de faste stop var i Los Angeles, hvor de blev venner med legendariske Black Flag, og senere kom de over på deres label SST (hjemsted for Sonic Youth, Dinosaur Jr. og mange andre).

Undervejs i bogen hører vi om alle de kvaler, de forskellige bands skal igennem. Det mest hjerteskærende øjeblik er en turné, hvor Butthole Surfers ankommer til New York City uden en cent på lommen og er nødt til at samle brugte flasker og lede i skraldespande for at få noget i maven. Den ene bryder til sidst samen i gråd, men hives op af de andre, der overbeviser ham om, at musikken er det vigtigste i livet, og at det er værd at dø af sult for. Nogle år efter indspiller de hovedværket Locust Abortion Technician, der næppe ville eksistere uden en helt umådelig kamp for overlevelse.

Mission of Burma og Big Black får den anerkendelse, de altid har været berettiget til, og vi hører, hvordan Dinosaur Jr. og Sonic Youth startede deres karrierer på samme niveau som de andre bands. En mere interessant historie er den om Minor Threat, der på samme måde som Hüsker Dü, Black Flag og The Minutemen fik ændret den måde, man kan køre et band på og skabe forandringer. I starten måtte unge under 18 ikke komme til et show med Minor Threat, hvis spillestedet serverede alkohol - en politik, der ramte bandets kernefans. Den kreative løsning blev, at Minor Threat selv stillede med en dørmand, der kunne markere alle under 18 med et stempel. Hvis de samme mennesker blev set med alkohol, blev de smidt ud. Noget andet, der blev rykket ved, var publikums opførsel til en koncert. Mangt en tidlig koncert blev stoppet af politiet, fordi mosh, stagediving og lignende blev set som vold. Minor Threat fik spillestederne med på en mere fin balance, hvor man godt kunne gå til koncert og få et par blå mærker og nogle sår uden politiets indblanding og med en forståelse for, at musikken er fysisk.

Når vi taler om politiet, er Black Flags oplevelser med LAPD et kapitel for sig. Chikane og trusler var hverdag især for bandets anden frontmand Henry Rollins, og de blev set som en seriøs samfundstrussel mange år før N.W.A. Natlige ransagninger, utallige afbrudte koncerter og knippelsuppe til de få, der turde møde frem. Alt sammen en helt naturlig del af at være i et band – når bandet hed Black Flag. Den største præstation er nok – midt i alt kaosset – at skabe og udvikle et af de bedste pladeselskaber nogensinde, SST, der udsendte en fuldstændig unik række af klassiske mesterværker (Husker Dü: Zen Arcade/New Day Rising, Dinosaur jr.: You’re Living All Over Me, Sonic Youth: EVOL/Sister/Daydream Nation og mange andre).

I løbet af bogen forlader vi de bands, der blev for store til undergrunden. SST kunne simpelthen ikke nå at presse nok plader med Hüsker Dü og Sonic Youth til det voksende publikum, og de endte i stedet på henholdsvis Warner og Geffen Records. The Replacements, Dinosaur Jr. og Butthole Surfers blev trætte af at være urimeligt fattige og ville høste anerkendelse og økonomi fra den nye alt rock-bølge.

Efter bogen udkom, er den blevet hyldet vidt og bredt, og flere af de omtalte bands er gendannet til koncerter, når bogen har haft jubilæum. Jeg tror selv, at det skyldes to ting. For det første dokumenterer den en helt unik periode og historie, hvor en masse ting blev gjort muligt, og hvor noget af den allerbedste musik, verden har set, blev skabt. For det andet viser den, hvor langt kærligheden til musikken kan række, og hvor meget der egentlig kan lade sig gøre, hvis man tror på det og tager nogle chancer.

Tilbage til indledningen. Nirvana var et band, der voksede op under den spirende scene og var enormt inspireret af et band som Mudhoney. Prøv eventuelt at høre nummeret ”Need”, der udkom nogle år før Nirvanas debut. Nirvana selv udkom på det på det tidspunkt ret ukendte label Sub Pop, der siden er blevet lidt af en household name. Nirvana var dog meget ambitiøse fra start, og via Thurston Moore, der pressede på hos Geffen Records, fik de en solid kontrakt og mulighed for at indspille den perfekt producerede Nevermind, der gav dem verdensherredømmet for en stund. ”We won!”, blev der råbt i Seattle, men er det også sandt? Ikke helt. Som alt andet der bliver mainstream, blev musikken pakket ind som et spiseligt produkt og sendt ud, produceret til masserne. Det samme kan i øvrigt siges om Hüsker Dü og The Replacements’ udgivelser efter skiftet til major labels, hvor de skarpeste kanter er skåret til og slebet.

Skal man lede efter sejre, er det tætteste nok Sonic Youth, der fik udgivet et værk som A Thousand Leaves på et major label, selvom det indeholder kompromisløse øjeblikke, som ellers ville forblive under overfladen og uden for søgelyset. Samtidig skal man aldrig undervurdere den effekt, det kan have, når alternativ musik ryger op til overfladen. Kritikere af Metallica glemmer, at mange slet ikke ville kende thrash metal-genren, hvis ikke MTV og radioerne havde voldspillet ”Enter Sandman” og ledt folket i den rigtige retning. Kampen for udbredelsen af den bedste musik kræver ofringer og helte – og Michael Azerrad er en helt, der fik dokumenteret denne helt særlige periode i musikken og på sin egen måde fik skabt et stykke historie.

 

Bands i Our Band Could Be Your Life:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA