x

2000 - Nights In White Satin

2000 - Nights In White Satin

2000 - Nights In White Satin

Sort Sol-føljeton kapitel 3

Sort Sol fejrer i år 25-års jubilæum. I den forbindelse fortæller GAFFA.dk i samarbejde med gruppens fanklub Sort Sol Society bandets historie i 25 kapitler med et nyt kapitel cirka hver 14. dag. Vi tæller baglæns og begyndte derfor med 2002 for i slutningen af året at ende med gruppens debut i 1977. Vi lover, at der dukker masser af overraskelser op undervejs, bl.a. billeder fra Sort Sols private arkiver.


Sanger Steen Jørgensen fortsætter samarbejdet med bassisten Lennart Ginman i foråret 2000, hvor Ginman/Jørgensen laver musik til Katrine Wiedemanns musical-opsætning af H.C. Andersens eventyr “Snedronningen” på Østre Gasværk Teater i København. Musikken udkommer også på cd.

Det nye årtusinds første år bliver også året, hvor Sort Sol udgiver deres første plade i fire år, nemlig singlen “Nights In White Satin”, der udkommer i november. Forinden har Sort Sol skrevet kontrakt med Universal efter tre album med Sony Music og begynder at indspille deres næste album.

Universal er forholdsvis nystartet i Danmark, men har fået enorm succes med især Aqua, og i forbindelse med kontrakten udtaler Sort Sol om Universal: “De har Danmarks største popband, nu skal de også have Danmarks bedste rockband.”

“Nights In White Satin” er Sort Sols coverversion af The Moody Blues’ symfoniske rocksang fra 1967, mens singlens andet nummer er en 20 minutter lang udgave af Suicides electro-punksang “Ghostrider” fra 1977 - et nummer, som også findes i en 5 minutter lang og (endnu) mere støjende udgave på Sort Sols debutalbum “Minutes To Go” fra 1979.

I år 2000 spiller gruppen også deres første koncert i to år på Nørrebro under dæknavnet Black Sun, og et par dage efter spiller de på Midtfyns Festivalen.

25. november giver Sort Sol endvidere sammen med D-A-D, Tim Christensen og Superheroes en udsolgt koncert i Forum i København. Det er den første koncert med danske bands i Forum i længere tid, og den bliver startskuddet til flere storkoncerter med danske rocknavne.

År 2000 bliver også året, hvor Sort Sol åbner deres website, www.sortsol.dk.



 
     
   


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA