x

Den Gale Pen - Brinck

Den Gale Pen - Brinck

Hej Niels. Jamen, først og fremmest tillykke med sejren. Du skal nu repræsentere Danmark ved semifinalen i Moskva. Du får dermed mulighed for at optræde for et gigantisk publikum bestående af homoseksuelle, ægtepar i ens joggingsæt, de til lejligheden kitschede og Jørgen de Mylius. Så er toppen af musikkarrieren da vist nået, hva'?

- Musik er mange ting. Man skal huske, at det kommer ind gennem ørene og så forhåbentlig hen, hvor det gør godt. Og så kan det være lige meget, om lytteren er den ene eller den anden type. Eller en helt tredje type, som jeg synes du glemte - nemlig de 100 millioner andre seere, som har alle mulige forskellige præferencer.

Der har været en del skriverier om, at teksten i "Believe Again" minder om den i børnestjernen Miley Cyrus' sang "Bigger Than Us". Det kan man mene om, hvad man vil - faktum er, at alle Melodi Grand Prix-sange lyder ens, og kun de finske Grand Prix-monstre Lordi har endnu bidraget med en smule nyt. Hvad er dit forhold til en sangkonkurrence, hvor leverpostej og sønderjysk kaffebord altid vinder over nytænkning og lysten til at tage chancer?

- Du mener simpelthen, at de alle sammen lyder ens. Haha, jamen det er da helt utroligt. Jeg synes nu ikke, at min sang er specielt Grand Prix-agtig. Jeg synes, i år var et meget nyt Melodi Grand Prix. Men når man er i en sangkonkurrence, hvad enten den har med leverpostej eller noget andet spændende at gøre, så gælder det om musikken og lyden.

Sejren bruger du snedigt nok til at genudsende dit album "Brinck", der ved udgivelsen sidste år ikke fik den store opmærksomhed. Hvordan udtænkte du den geniale markedsføringsplan?

- Haha, jamen jeg synes jo egentlig, at GAFFA allerede fra start gav mig en masse opmærksomhed, selvom jeg blev lidt overrasket over de ord, jeg fik med på vejen (Albummet "Brinck", der udkom i juli sidste år, fik to stjerner af GAFFAs anmelder, og musikken blev kaldt "boyband møder Big Fat Snake", red.). Men jeg har jo noget på hjerte, og jeg er ikke for fin til nogen. Der er måske nogle, der er for fine til mig, men det må de selv bestemme.

Skulle du måske hellere have været noget inden for markedsføring eller salg i stedet for musiker?

- Naaj. Hvis jeg har en evne på det felt, så er det en, jeg har tilegnet mig for bedre at kunne dele det, jeg beskæftiger mig med og holder af. Guderne skal vide, at det ikke altid er noget, jeg har været god til, så hvis du mener, jeg er blevet bedre på det punkt, så er det næsten en ære at få af vide.

Du kunne også være blevet gymnast. Din far og bror er involveret i The Flying Superkids, og hvad er der egentlig galt med saltomortaler og at stå på hænder, siden du droppede familieforetagendet til fordel for din guitarklimpren?

- Jeg mødte først min far som 13-årig, og da han så mig der, kasserede han mig på forhånd. Jeg har nydt at spille fodbold i stedet for, selv om der ikke er noget galt i at stå på hovedet - jeg tror faktisk, det er rigtig sundt.

Apropos fodbold, så sagde du efter at have vundet i Herning, at det føltes som om at score et mål. Nu vi er ved det med at score - da du valgte at stille op til det Danske Melodi Grand Prix, hvor meget var det med i dine overvejelser, at det med at score nogle unge tøser nok ville blive en hel del lettere?

- Når man stiller op i noget, der er så fyldt med fordomme, så er det ikke det med at score, der trækker. Faktisk tror jeg, at jeg scorer færre efter at have været med i Melodi Grand Prix.

Din musikkarriere startede tidligt, og du skrev sange allerede som syvårig. Du har blandt andet en sang med i Politikens Lystige Viser For Børn og har desuden skrevet teksten til "The 1", som blev sunget af den purunge X Factor-vinder, Martin. Hvori består den her lidt sygelige fascination af børnemusik?

- Hahaha, wow. For det første skrev jeg også musikken til The 1. For det andet så... Jamen, det spørgsmål er så crazy, hvordan fanden skal jeg svare på det? Altså, det er svært at lave voksenmusik som syvårig, og jeg har aldrig bildt mig selv ind, at jeg var lige så genial som Mozart.

Men nu skal du så her midt i 30'erne på turné med din "nye" cd. Nik og Jay er ved at indse, at de er ved at være for gamle til at optræde i storcentre og på sodavands-diskoteker, men hvordan forholder det sig med dig?

- Jeg synes jo, at Bruce Springsteen har haft en flot karriere, og han kom ikke så tidligt i gang. Så det er et meget godt forbillede. Desuden synes jeg, at det er nemmere, når man har lidt mere i posen.

Du har skrevet kendingsmelodien til tv-serien Anna Pihl. Hvis det med turneen ikke fungerer, kunne du måske fortsætte i den boldgade. Der er jo ingen skam i at være jinglekomponist, for eksempel.

- Jeg er en usnobbet person, så hvis der er nogen, der laver jingler, og gør det godt, så har jeg respekt for dem. Men det er ikke det, der ligger lige for, og jeg tror heller ikke, at det ville tilfredsstille mit musikalske behov.

Du har tidligere i medierne brokket dig over snobberi omkring popmusik. I den forbindelse undrede du dig over, hvorfor det er pinligt at synes, at Celine Dion er god. Hvornår har du sidst grædt til en sang med vores alle sammens Titanic-tøs?

- Hmm, det kan jeg sgu ikke huske. Men når jeg græder, så er det som regel ikke på grund af musik. Men jeg bliver rørt af musik. Og jeg lader mig røre af mange forskellige genrer. Det har at gøre med at lytte med åbne ører i stedet for at have forudindtagede holdninger. Så selvom jeg holder meget af John Coltrane, så holder jeg også af hits, og det som rører mange mennesker. Jeg er ikke anderledes end som så mange andre, selvom jeg laver musik.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA