x

Pilgrimz-Englands-tour-dag-thingy kapitel 3

Pilgrimz-Englands-tour-dag-thingy kapitel 3

"What the F”#¤ is your problem", råber vores guitarist Aage, da han på vej ud af en pub bliver spulet op af ryggen i bræk, fra en af pubbens gæster. Aage, der ellers altid er fredelig af natur, ligger sin bræk-befængte skjorte og stirrer truende på den stakkels gæst, som slet ikke aner Aages tilstedeværelse. Manden er klart ude af stand til hverken at kunne kommunikere, eller undskylde sit uheld.

Vi er på vej ud fra et spillested på touren. Det meste af gearet står i vejkanten et sted ude foran spillestedet i Oxford, og ingen gider igen holde øje med lortet. Vores bassist Herman deler skideballer ud, og vi køler ham ned med en bajer eller to. Den er Gojira og Eyes Of A Traitor med på. Og det varer ikke længe før bilerne, som holder ulovligt parkeret glemmes, og stifterne hives frem… dvs. Gojira hiver deres krystalglas frem, og gir den med rødvin. Le french is very, very, different like that. Vi ender op på en eller anden mystisk bar, skråt overfor spillestedet og bliver smidt ud igen, da de tager vores roadie Ronnie i at pisse på deres tilstødende udendørsareal, hvor folk sidder og ryger smøger. Det lykkes os ikke at holde en hånd over ham, og vi ender i noget der ligner en verbal stridighed med barpersonalet. Vi holder ædekonkurrence på den nærmeste grillbar, og skrider i seng.

Næste dag spiller vi på et sted af samme navn som dagen før og selvom vores GPS ikke var med på gårdagens druk, bliver den ligeså forvirret som os. Vi kører galt, kører i ring, og tager omveje, men ankommer imod al logik til spillestedet… godt smadrede! Vi stiller op og laver lydprøve. Det meste af lydprøven laver vi parodier på de andre bands, til stor fornøjelse for os, og dem selv.

"i'm a french ro-bot, and Go-ji-ra is my me-tal-band. I sing with dia-o-legut pe-ople they do not under-stand."

Så er vi varme, og den får fulde hammer, da vi indtager scenen som aftnens første band. Et par publikummer fra tidligere koncerter har rejst nogle hundrede kilometer for at se os og Gojira endnu en gang. Og der er stor energi og glæde iblandt dem, da vi genkender flokken! Vores lydmand Morten Søfting ser sit snit til at lægge en billet ind hos Gojiras yndige merchpige, Julie. Så nu bliver der ikke længere solgt merch eller lavet lyd; dog kan man fra scenen se to hanekamme vikle sig ind i hinanden et sted bagefter i koncertsalen. To publikummer kommer i klammeri med hinanden i mostpitten, og knytnæverne placerer sig åbenlyst i deres ansigter. Jeg stopper prompte showet, og læner mig udover sikkerhedsgitteret for at få deres opmærksomhed. "Are you just about done with your dispute now?", spørger jeg de to slagsbrødre, mens hele salen står stirrende.

Stilheden i salen er enorm, og jeg afventer snarest en flaske i ansigtet fra en af dem. Men det sker aldrig. I stedet kigger de forundringsfuldt op på mig, nikker stille ja, og går hvert til sit, så showet kan genoptages. Det var sgu noget der trak respekt hos selv de ledeste bøller, og der gives derpå alkoholiske omgange fra publikummer, og jeg udnævnes som fredsstifter i byen Bristol for en aften. Jeg vælter videre i en fyrrehestes, med forsangerne fra de andre bands og lyset slukkes.

SIDSTE DAG!!!
London calling! Vi er på farten igen, og sidste distination er London, The Underworld. Jeg får alle mine bandmedlemmers fulde opmærksomhed (noget som man ellers skal kæmpe hårdt for at erhverve sig i øvelokalet på Amager), da jeg trækker en Brødrenes Grimms eventyr op af tasken, og entusiastisk læser højt for alle i bussen på vej derhen. Arhhh... we arrive! London er, som man kender det. Alle ligner lort, freaks og wierdos udfolder sig i Camdens gader. Vi møder selveste Barack Obama på et gadehjørne, og han fortæller os, hvor hårdt det har været i optakten til præsidentvalget. Vi gratulerer ham med hans nye post, og smider et par skillinger i hans tiggerskål. Spillestedet er snævert, men det er med til at øge vores spillelyst, da intime spillesteder er vores foretrukne.

Folk er endnu en gang linet op ude foran, allerede ved ankomsten! Og det gør godt at se, at man skider på Englands alkohol- og rygepolitik i Londons gader. En af de ventende gæster genkender mig, men deres opmærksomhed bliver rettet i modsat retning, da jeg udgyder et; "OH MY GOD, IT'S THE SINGER FROM GOJIRA" - og peger hen imod staklen, som indtil videre bare fredeligt har nydt sin kaffe på en café på hjørnet. Vi laller lidt rundt i Camdens gader, og jeg får købt en masse T-shirts på Camden-market som jeg alligevel aldrig vil få brugt.

Vores manager, Rune Walther er fløjet ind for at se sidste koncert samt deltage i nogle møder i London samme dag. Vi får lige en pilsner, high 5'er, og så videre i programmet. Aftenen presser sig på, og vi går i luften allerede kl 19:00. Huset er endnu en gang fyldt, og vi giver den gas. Vores guitarist Aage, mangler en af sine guitartasker og går derfor i god tro ud backstage, hvor han bevidner vaskeægte punker-sex imellem vores lydmand og merchpigen Julie. Et image, der sikkert vil hjemsøge hans bevidsthed mange dage endnu. Han beretter os i hvert fald frygtindgydende om lugten. The Eyes Of A Traitor går på, og der går cirkus i den, da en eller anden fedtabe kommer til at hive strømmen til deres guitar og basforstærker ud. Så lidt har de da lært af deres danske venner! Jeg mødes med en meget overbevist kritkker fra KERRANG-magazine til et interview, og hun er målløs over vores performance. Så humøret var højt, da hun udelte os en meget fornem anmeldelse på stedet til deres magasin. Der bliver knappet bajere op, og alle går ned for at se franskmændene give den gas for en sidste gang. Og gas gir de den! De er i deres es, og de holder sågar en lille tale, på vejene af vores nye spirende venskab, og udbringer en skål for vores band. Noget der rører selv de hårdeste rockere til tårer. De inviterer til re-union, når deres veje sidst i april krydser Danmark.

Det er trist at skulle tage afsked efter 14 fantastiske dage. Vi har været meget igennem, og har fundet os en masse nye dejlige venner. Venskaber, som sjældent vil blive glemt. Men mest af alt tror jeg også, at vi har fundet os selv mere i alt rodet. Jeg synes i hvert fald ikke, at det er så irriterende mere, når Aage sidder for stramt på pengekassen, Niels snorker som et eksploderende atomkraftværk, eller Daniel deler skideballer ud for ikke at holde øje med bilen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA