x

Spot Live: Med Spot Car fra Amsterdam

Spot Live: Med Spot Car fra Amsterdam

De hollandske musikjournalister Edwin van Dalen fra det hollandske MetroExpress (i Holland bare kaldet Metro), Henk Kanning fra radiokanalen Kink FM, og Hans Vrijmoed, som bl.a. skriver for forskellige anerkendte internetsider om musik og blogs havde sammen med en fjerde musikjournalist kørt turen fra Amsterdam til Spot Festival i en såkaldt Spot Car.

Christian Hald Buld, som er projektudvikler for ROSA og MXDs eksportplatform Spot on Denmark, er manden bag Spot Cars. Han fortæller, at konceptet er et samarbejde med Europcar, og at der i alt er 10 Spot biler, der transporterer udenlandske branchefolk til Spot. Branchefolkene kan ansøge om at få en Spot Car, som de så kan køre 4-5 personer i sammen på en roadtrip til Spot Festival.

De hollandske musikjournalister er vilde med idéen om Spot Cars og synes, de havde alle tiders tur i bilen til Danmark. Henk Kanning fra Kink FM fortæller, at det var fedt at kunne lytte til en sampler af musik undervejs i bilen, så de kunne forberede sig på, hvad de skulle høre på Spot. ”Desuden kan der godt være problemer nogle gange med at få optageudstyr med på et fly”, fortæller Henk og nyder, at han ikke behøver at bekymre sig om den slags, når man selv pakker bilen. Alle tre journalister er enige om, at de gerne vil gøre brug af Spot-bilerne en anden gang, og at en road trip er at foretrække frem for et fly.

De tre hollandske herrer er også begejstrede for i det hele taget at være på Spot, og de synes, at festivalen minder en del om den hollandske festival Eurosonic, som de også er vilde med. De er vant til at være på Roskilde Festival i Danmark og svarer, at de helt sikkert også vil komme tilbage til Spot Festival en anden gang. De nævner bl.a. Bodebrixen og Carpark North som noget af musik, de var mest begejstrede for: ”Jeg føler, at Bodebrixen er ”the missing link” mellem Belle & Sebastian og Alphabeat, fedt!”, siger én af fyrene og tilføjer, at de nu også var ret begejstrede for arrangementet på Train torsdag aften med bl.a. hollandske zZz.

Udvalget af mad og øl i Århus får også lige et par rosende ord med på vejen fra hollænderne, som fortæller, at de spiste lasagne i går på én af caféerne ved åen: ”Den bedste lasagne vi nogen sinde har fået”, siger de saligt, mens de forventningsfuldt går mod midtbyen for at støve en nyt fantastisk måltid op.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA