x

Snake & Jet's Amazing Bulliit Band - minimalisme under store hvælvninger

Snake & Jet's Amazing Bulliit Band -  minimalisme under store hvælvninger

Under et kæmpestukloft malet mørkegul af årtiers tobakståger med hvælvinger så store som i et gammelt russisk konditori var Snake & Jets's Amazing Bullit Band første act ved en international indie-aften på klubben Prinzenbar på Reeperbahn Festivalens andendag. 150 tilskuere var inde allerede lige efter kl. 20 og var med til at understrege, at den hamburgke livefestival for ny musik, er særdeles efterspurgt i år - nu udsolgt for anden dag i træk (det vil sige, at godt 6500 tilskuere og branchefolk dagligt render gaderne tynde omkring den hamburgske forlystelsesgade, hvor ca. 20 klubber og barer medvirker i løjerne).

Var publikum blandet og aldersspredt, formåede duo'en alligevel fra start at tænde stemningen med deres meget skramlede, minimalistiske rock med en piskende Thomas Frederiksen bag tønderne og Thor Rasmussen i front med udladningerne på den blå stratocaster (og lidt electronics). Tight, løst, lidt vittigt, lidt selvironisk. Og da "Eat My Rolex" med den pumpende ryggrad cirka midtvejs i det korte sæt samlede det positive publikum, var der aldrig siden egentlig fare for tilbagefald. Så på den måde virkede koncerten som god reklame for gruppens andet album, som kom på gaden hernede for tre uger siden.

Radiojournalisten Klaus Fiehe fra Radio Eins i Köln-området var ganske godt tilfreds med det han så: - Jeg har set dem to gange før - ved Spot Festivalen i Danmark. Senest i år i et lille telt. Men jeg må sige, jeg bedre kunne lide det, jeg så i dag.
 
- Det virker som om, de to er lidt mere løse og feststemte på hjemmebane - her i aften var  de tydeligt koncentrerede og fokuserede, og det synes jeg gav sig udslag oppe på scenen. Ikke sådan at forstå at bands ikke må have humor, men her klædte det musikken, at den blev mere stram, sagde Klaus Fiehe, som mener der er flere gode sange på duo'ens nye album og som nok vil mene, at Snake & Jet's burde kunne få en klubtur i Tyskland op at stå: - Ikke ude på landet - der vil de ikke have en chance. Men en tur til klubber i nærheden af store byer som Hamburg , Berlin, Köln, München, Dresden osv. 
 
Sådan er tur lyder også tillokkende på de to hovedmænd, fortalte de bagefter, så hvis en booker skulle vise interesse... ligesom bookerne fra Reeperbahn Festivalen havde gjort det efter Spot i sommer. Balcony TV fra Hamburg og festivalens radio havde interviewet gruppen inden koncerten, så interessen er der...

Men ellers tager de to mest koncerterne i Litauen, Sverige, Island, USA og Kina (Beijing venter igen med Modern Sky-festivalen og to klubjobs i starten af oktober) som en oplevelse - og håber den "rigtige" brancheperson ser dem ved en af koncerterne. Lige som dengang duoen fik solgt otte sekunders musik til traileren af en Jeff Bridges-film (ikke en gang til filmen - bare til traileren!!): - Den synkronisering er helt klart det det meste, vi har tjent på vores musik - nogensinde.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA