x

Vinnie Who - Karaktérleg på tværs af hele følelsesregistret

Vinnie Who - Karaktérleg på tværs af hele følelsesregistret

Pseudonymet Vinnie Who er 22-årige Niels Bagges enmandsprojekt – i hvert fald i studieprocessen. Live er projektet et syv-mand-stort klubvenligt, repetitivt (omend lidt tidstypisk) elektropop-udtryk med 80'er detaljer, som har, hvad der i de norske anmeldelser kaldes det nærmeste man kommer en Thomas Troelsens (Superheroes, Private) lillebror, en fremragende vokal på toppen og en frisk happy-go-lucky bandattitude.

Niels Bagge selv slår sig løs med en selvsikker (på den der ikke-overlegne måde) i den androgyne ikonfigur, Vinnie Who, et drenget look, løstsiddende skjorte og butterfly. Det har den norske scene fået at mærke på by:Larm, hvor bandet har givet to koncerter – og allerede har fået fine reaktioner, blandt andet fra deres pladeselskabs (EMI) eget norske søsterselskab.

Bandets udspringer af flere andre projekter, men blev egentligt startet som Niels Bagges poppede sidespark til flere postrockbands. De blev opdaget under en koncert på Lades Kælder, hvor Lasse Lyngbo (White Pony, Diefenbach) skulle dj'e – og via Lyngbo, som nu fungerer som Vinnie Whos producer, forhandlede Vinnie Who sig frem til en pladekontrakt i 2008. I 2009 spillede de Roskilde Festival og Iceland Airwaves, og nu står de altså på by:Larm 2010 og er netop blevet offentliggjort på Spot Festival.

Indtil videre har de imidlertid kun udgivet singlen "What You Got Is Mine" i starten af denne måned – men Vinnie Who har altid været et skridt længere fremme, end de har kunnet følge med i studiet, fortæller Niels Bagge i dette interview fra by:Larm.

Mr. Bowtie

GAFFA: Hvem er Vinnie Who?

Niels Bagge: - Det var et kunstnernavn, der opstod igennem nogle af mine gamle bandkammerater, som vi har efteranalyseret og passer ret godt på vores udtryk. Det kan både være et drenge- og et pigenavn. Det er tvetydigt og stiller et spørgsmål; ligesom musikken gerne må stille spørgsmål og være provokerende.

GAFFA: Hvad gør det interessant for jer, siden det skal det være provokerende?

Niels: - Det er noget, du bliver tvunget til at tage stilling til – og noget som du ikke har forventet. Vi forsøger at lave musik, som bryder forventningerne. For eksempel spiller vi et ret let og uptempo sæt på by:Larm, men vi afslutter med sådan lidt en postrocket outro i stedet for at eksplodere og danser amok. Hvis du forventer at møde en glad popdreng, så møder du noget, hvor du tænker – at han synger anderledes eller laver sange, som du skal tage stilling til.

GAFFA: Hvor langt ligger Vinnie Who fra Niels Bagge?

Niels: - Det er et spørgsmål, jeg har fået tit. Men jeg mener helt seriøst, at det er en del af min egen natur. Jeg synes sgu, det ser godt ud med skjorte og butterfly, selvom jeg sjældent går med skjorte til daglig. Du kan sige, at jeg træder ind i en karakter, men rollen er også en del af mig og en måde at få udløb for den side af mig. Det er klart, at Vinnie Who er en del mere teatralsk på scenen, men vi laver musik, hvor man skal underholde og have det sjovt med det.

Alle mod én

GAFFA: I bliver beskrevet både som et band og som et enmandsprojekt; hvordan ser I selv på det?

Martin Sahl (trommer): - Karakteren Vinnie Who er Niels, og det er ham, der skriver sangene, og det er hans idéer, som han tager med i studieprocessen. Men når vi kommer i øvelokalet, så hersker der banddemokrati. Vi har spillet sammen i flere bands før, og vi er ikke hyrede musikere eller noget. Vi er gode venner, som har kendt hinanden længe, og det er bare sådan, vi arbejder.

Martin Kærgaard (bas): - Det er først efter, at Vinnie Who har fået en pladekontrakt, at vi er blevet tvunget til at formulere, hvordan det hænger sammen. Vi har aldrig tænkt over det før.

Niels: - Når vi arbejder med numrene ude i øveren, så er det nærmest et remix af de ting, vi har indspillet i studiet. Martin og Martin er også med i studieprocessen, for de spiller bas og trommer, og vi udveksler idéer, som vi altid har gjort.

Beholder sin integritet

GAFFA: Hvad er det, Vinnie Who kan, som ingen andre kan?

Martin K.: - Jeg tror, at grunden til, at det har fået så meget succes, er, at Niels har beholdt sin integritet og er 100 procent sig selv i musikken; og for eksempel ikke forholder sig til en pladekontrakt eller lader sig påvirke af folk omkring ham. Jeg er godt klar over, at der er mange, der lykkes med at gøre det samme, men det er alligevel dét, der hæver musikken.

GAFFA: Selvsikkerhed?

Martin S.: - Selvsikker er mange ting; det er jo ikke sådan, at vi optræder og er arrogante. Det er attituden i Vinnie Whos karakter, for det skal ikke være indadvendt. Vi vil vise, at det er okay at være åbne, okay at være funky og okay at gå amok med en koklokke på scenen.

Radiohead, Rapture, Donna Summer og Blondie

GAFFA: Rent musikalsk, hvordan er du så endt, hvor du er nu med discomusik?

Niels: - Til at starte med, så var inspirationen, at det skulle være dansabelt. Jeg ville gerne skrive noget dansabelt musik, for det var jeg ikke særligt god til. Jeg har lavet en masse andre ting og spillet i introverte postrockbands, hvor offbeat hihat var bandlyst. Nu er det nærmest omvendt.

GAFFA: Du har altid vidst, at du ville lave musik?

Niels: - Ja. Det er det eneste, jeg ville. Da jeg først begyndte at interessere mig for musik, så hørte jeg Radiohead, og det ligger nok indeni et sted. Jeg ville ikke høre andet end det, for jeg kunne ikke forestille mig, det kunne blive bedre. Men nu er det selvfølgelig endt med, at jeg hører alt muligt.

GAFFA: Hvordan kom du til disco?

Niels: - Det var nogle forskellige ting, som poppede op. Jeg havde blandt andet hørt The Raptures plade rigtigt mange gange, siden som udkom for et par år siden. Og så har jeg hørte en masse gammelt musik. Donna Summer og Blondie, som er helt vildt charmerende. Jeg fandt ud af, at min musikalitet passer godt til den stil.

GAFFA: David Bowie?

Niels: - Haha. Nej. Jeg kan godt lide det androgyne, og jeg kan godt lide den måde Bowie ser ud. Han har også lavet gode plader, men han har også lavet ting, som han nok ikke skulle have udgivet. Okay, og Michael Jackson måske.

Håndspillede dansable tunes

GAFFA: Du har lige udgivet en single og er blevet Ugens Uundgåelige på P3. Hvor langt er I med albummet?

Niels: - Vi er halvvejs. Vi vil gerne have vores musik skal være analog og håndspillet musik, man kan danse til. Men singlen er suverænt den hurtigste og mest elektro på pladen. Det skal være musik, som river dig igennem alle følelser.

Martin S.: - Vi skriver groovebaseret musik, og der er for eksempel også en del rytmiske elementer, som er spændende. Men planen er at lave et album, som også kan være andet end euforiserende festmusik. Det skal være noget at feste til, men også noget du kan sætte på om eftermiddagen. Debuten skal være en introduktion til hele Vinnie Who universet, og vi har både numre, som er halvandet år gamle, og helt nye numre, hvor man kan mærke, det har taget en anden retning.

GAFFA: Intelligent elektro?

Niels: - Altså lige nøjagtigt, når du siger intelligent, så... (Niels ryster på hovedet, red.) Det skal hellere være noget spontant og ærligt.

Martin K.: - Det er måske dér, at du kan mærke, at Vinnie Who er et enmandsprojekt. Vi får Niels' demoer, og lige pludselig kan der komme noget helt andet i en uge, fordi han har været i et bestemt mood eller har hørt noget bestemt musik.

GAFFA: I har allerede spillet en række store jobs, men det er først for nyligt, at I overhovedet har udgivet en single?

Niels: - Vinnie Who har altid været længere fremme end albummet, men forklaringen er nok snarere, at vi har været for langsomme til at komme i studiet.

Lyt med på Vinnie Whos MySpace.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA