x

Shout Out Louds: Ude bedst, hjemme også godt

Shout Out Louds: Ude bedst, hjemme også godt

Det svenske band Shout Out Louds er i dag aktuelle med deres tredje studiealbum "Work", hvilket snarligt bringer dem på en omfattende turné i Europa og Nordamerika. Den 3. april kan vi herhjemme i Danmark se frem til at opleve kvintetten, når de indtager scenen på Lille Vega.

Bandet består af Adam Olenius, der er forsanger og guitarist, Ted Malmros, som er bassist og perkussionist, Carl Von Arbin, som er guitarist, trommeslageren Eric Edman samt multiinstrumentalisten Bebban Stenborg.

Bandet udgav deres første album "Howl Howl Gaff Gaff" i 2003, og siden da har bandet været på en del verdensomspændende turnéer, de er blevet rost af det respekterede musikmagasin Rolling Stones journalist David Fricke, de har optrådt foran millioner af seere i tv-shows som David Letterman og Jay Leno og flere af deres sange har indfundet sig i tv-serier som "The O.C." og "One Tree Hill" og filmen "Nick and Norahs Infinite Playlist".

Musik er vores arbejde, og vi elsker det
I forbindelse med Shout Out Louds' nye album tog GAFFA sig en telefonsnak med bandets forsanger Adam omkring deres nye plade og turné, samt lidt om livet som travl musiker ude i verden og hverdagslivet hjemme i Stockholm.

Jeres nye album hedder "Work". Er det, fordi der ligger mere arbejde bag det end de forrige album?

– Ikke rigtigt. Vi var nødt til at fokusere mere denne gang, fordi jeg var i Melbourne i et par måneder, og Bebban var i L.A. Men jeg tror, at titlen opstod ud af den passion, vi har for det, vi laver. Det tog os to album, før det gik op for os, at det virkelig var det her, vi elskede at lave, og at det var vores arbejde. Det kan lyde helt romantisk, men man fokuserer virkelig meget og lukker bare resten af verden ude. Sådan er det, når man arbejder på en plade, så vi syntes, det passede på den måde, vi arbejdede med pladen på. Vi forlod Stockholm og tog til Seattle for at koncentrere os.

Okay. I har i en pressemeddelelse udtalt, at forgængeren "Our III Wills" handlede om at rejse, hvorimod "Work" handler om hjemkomsten. Men sangene er skrevet i Australien og indspillet i USA. Hvordan hænger det sammen med et tema om hjemkomst?

– Nogle gange er man ikke der, hvor man gerne vil være, og græsset er altid grønnere på den anden side...

...nåe, det var fordi du havde hjemve?

– Ja, måske ikke lige der, men når man geografisk er så langt væk, så er det nemmere at skrive om det sted, man kommer fra, for eksempel om hjemkomsten og genforeningen med bandet.

Jeg holder ikke af hverdagen
Hvad holder du mest af: hverdagen i Stockholm eller turnélivet, hvor man konstant er "on the road"?

– Jeg bryder mig ikke om hverdagslivet, det er derfor, jeg har valgt denne her livsstil. Men der er selvfølgelig altid noget, jeg savner ved at være hjemmefra. Jeg elsker virkelig Stockholm, og jeg elsker al den inspiration, der kommer fra min barndom og mine venner her i byen. Jeg tror, jeg er nødt til at have et almindeligt liv ind imellem; jeg tror, jeg er nødt til at have begge dele.

Jeg har læst, at I selv mener, at "Work" er jeres bedste album indtil nu. Er det, fordi I har udviklet jer med tiden eller fordi I er mere rutinerede, eller hvorfor synes I, det er bedre?

- Ja, det tror jeg. Vi havde bare en god følelse, da vi gik i studiet, og bandet havde det rigtig godt sammen på det tidspunkt. Det, vi havde skrevet, stemte bare rigtig meget overens med, hvordan vi havde det på det tidspunkt. Man vil jo altid gerne gøre de ting man laver bedre; den ene dag hader man det og den næste dag elsker man det og synes det er det bedste, man har lavet. Jeg tror, man er nødt til at have de blandede følelser, for det får dig til at blive bedre. Men ja, det føles som det bedste vi har lavet indtil nu. Men lige når pladen er færdig, aner man det ikke. Men jeg glæder mig til at spille sangene live, og jeg tror det er sådan, det skal føles.

I sangen "The Candle Burned Out", hvilket lys taler I om der? Er det Shout Out Louds' lys, og var det derfor, I var nødt til at rejse lidt hver for sig? Eller hvilket lys er der tale om?

– Måske er det ubevidst, at man er bange for at miste kreativiteten og de drømme, man havde, da man var lille. Lige nu laver jeg det, jeg brænder allermest for. Men den handler faktisk om den flyulykke, der var i Sao Paulo for et års tid siden (juli 2007, red.). Kan du huske den? Det skete samme dag, som jeg skrev sangen. Det har jeg vist ikke fortalt nogen før, det er jeg nok nødt til at fortælle bandet, hvis de bliver spurgt om det i kommende interviews, siger Adam og griner.

Ja, det må du hellere. Er der egentlig nogle steder, hvor I glæder jer specielt meget til at optræde på jeres kommende tour? Har I nogle yndlingsbyer?

– Vi har ikke været i New York i et stykke tid, men vi skal derhen om et par uger. Det bliver fedt at besøge gamle venner og at optræde der. Vi glæder os også til at optræde på de forskellige festivaler. Vi elsker også at optræde hjemme, hvor vores venner er. Men vores turné er ikke startet endnu, så lige nu glæder vi os til alle koncerterne. Vi snakkede faktisk om det i studiet for et par uger siden, og jeg tror, Vega var på alles top fem, men vi elsker også at optræde på de større steder.

Panik i øveren
Hvordan er det gået i øveren?

– Ikke så godt. Vi har brugt så meget tid på at rejse og give interviews, at vi næsten ikke har haft tid til at øve os på sangene, så hele bandet er lidt i panik lige nu. Men jeg tror nok, det skal blive godt. Der er altid lidt panik på, inden man skal på en lang turné, men det føles godt, det gør det.

Det lyder godt. Hvad kan publikum forvente af jeres kommende koncerter?


– Denne plade er produceret på en måde, så den egner sig bedre end vores sidste udgivelse til at blive overført til live-koncerter, den er på en måde mere kraftfuld.

Hvad gør I, lige inden I skal på scenen?

– Vi havde mange ritualer, da vi begyndte med at spille koncerter, fordi vi var så forvirrede, og det hele var så nyt for os. Efter noget tid fandt vi ud af, at vores koncerter var lidt rodede, fordi vi slet ikke havde siddet ned inden. Nu har vi besluttet os for at være mere fokuserede. Det er hårdt at være på turné, når man er fem mennesker, som farer rundt og er sammen konstant, så vi besluttede os for, at vi lige ville tage 15 minutter sammen inden hver koncert, hvor vi bare er os selv og prøver at fokusere.

Hvilke ting står på jeres forplejningsliste?

– Jeg så den lige fordelen, og den er faktisk ret lang, vi er vist nødt til at skære lidt af. Jeg fatter ikke, vi kan drikke så meget. Men vi prøver at få en masse lokale ting, så vi får lokal vin og lokale øl. Det er lidt svært i Skandinavien. Vi har fundet en ny favoritdrik, hvor vi mikser champagne og Campari, og vi kalder det Champari, så det er også på vores forplejningsliste lige nu.

Så det er mest bare drikkevarer?


– Ja, og så lidt frugt og sandwiches.

Hvad for noget musik lytter I til i turbussen?

– Vi lytter til alt muligt, for vi får hele tiden nye indspark, når vi turnerer med nye bands eller lytter til nye dj's, og når vi har tid, er vi ofte at finde i pladebutikker rundt omkring. Vi hører alt fra jazz til popmusik, og ofte lidt ældre musik. Sidst vi var på tur, lyttede vi meget til The Trojans og Scarbox.

Det gik stærkt i USA
Jeg ved godt, det er et lidt klichéagtigt spørgsmål, men hvor ser du Shout Out Louds om ti år? Tror du stadig, der er lige så meget gang i hjulene til den tid?

– Lige nu føles det som om, vi kan fortsætte i ti år. Jeg tror det. Vi vil nok ikke spille 200 koncerter om året, men ja, vi spiller stadig.

I har haft sange med i forskellige film og serier, for eksempel har I haft to sange med i "The O.C." Kan I mærke nogen forskel på jeres popularitet siden det, måske specielt i USA?


– Ja, lidt. Nogle folk opdagede os gennem serien. Vi kom tilbage, cirka et år efter vores sange havde været med i The O.C., og der havde vi et større publikum. Jeg ved ikke, om det var på grund af serien, eller om det var kommet alligevel. Men i mange lande tager det lang tid at få et publikum, og vi synes, det gik stærkt i USA, så ja, jeg tror, det har hjulpet os.

Jeg kender i hvert fald et par stykker, som har opdaget jer ad den vej.


– Ja, det er fedt, for man er kun på tv i et par sekunder, men folk tjekker alligevel op på det efterfølgende, hvis de kan li' det. Det er rigtig fedt, og vi er glade for, at vi har fået mulighed for at lave ting i den retning. Vi elsker film, og vi prøver at få så mange ting i den retning ind.

Herefter er det tid til, at Adam igen skal i øvelokalet med den resterende del af bandet, og samtalen afsluttes.

Shout Out Louds spiller som sagt i Lille Vega i København 3. april. Køb billetter på GAFFA Live




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA